Der findes åbenbart blå spirulina, der kan man bare se. Jeg troede spirulina kun kom i algegrøn. Men efter anbefaling fra Line (herbalist_line på Instagram) om at lave blå grød med blå spirulina måtte et forsøg fluks iværksættes!
Jeg er åbenbart ikke den eneste, der ønsker mig blå mad, se bare dette fine produkt (ud af en hel stribe tilsvarende i andre af regnbuens farver), primært til at farve smoothies og is med (det smager ikke rigtig af noget), men med de sunde egenskaber, her fra spirulina, i behold.
Den første grød vi testede det i, havde også broccoli på ingredienslisten. Ikke overraskende så blev resultatet blågrønt (lyset på dagens billeder er ikke helt godt, den var mere intens i farven i virkeligheden)
I forsøg 2 testede vi en grød med blomkål som kål-ingrediensen og fik en fin lys turkisblå farve (igen var den mere kraftig i virkeligheden end på billedet nedenfor). Som bonus på billedes ses det dejlige brev fra Far jeg fandt i postkassen 🥰 Det bringer glæde, og ekstra på de rigtig dårlige dage som jeg desværre har flest af for tiden.
Jeg spår flere farve- og smagseksperimenter i min nærmeste grødfremtid 😋🌈
Per d.d. har vi fået ny adresse. Vi bor nu på Høgevej 66 (selvom vi ikke er flyttet).
Kommunen har besluttet at omlægge vejnavne og -numre efter at vores lille vejkryds er blevet permanent spærret, så vejforløbene bliver mere logiske og post- og pakkefirmaer (og alle andre, antageligvis) så forhåbentlig får nemmere ved at finde det rigtige hus at aflevere pakkerne.
Det føles mærkeligt invasivt at få vores adresse ændret uden at vi selv har bestemt det. Heldigvis er 66 jo et rigtig godt husnummer (åbenlyst, eftersom 12 er det bedste tal), så mon ikke jeg hurtigt vænner mig til det 🙂
Dagens husflid – primært udført af Ingrid, min tilstand er kun til at se beundrende til lige nu – har været at spraymale vores gamle ’82’-skilt først hvidt (fordi vi havde hvid spraymaling til overs fra et tidligere projekt), og derefter sort (det er bestemt det grunder til Warhammerfigurer er tænkt til, ikke sandt?) gennem en ’66’-stencil. Jeg elsker når man kan få noget nyt man har brug for ud af noget man allerede har 💖
Ingrid havde printet stencilen ud i tre forskellige skrifttyper så vi kunne se hvilken der var bedst. Som I kan se blev det en oldie-but-goodie der vandt. Bonuspoint for at kunne navnet på fonten 😃
Vi har fået en ny grøn dille herhjemme. Eller måske snart ikke længere helt ny. Det begyndte da vi først på året så en omtale af bogen “Grøn Grød“.
Eksempelopskrifterne så spændende ud, og det virkede som en nem måde at spise flere grøntsager på.
Idéen er at blende en kombination af kål, grøntsager og frugt, med et udvalg af kerner, nødder, tørret frugt og andre smagsgivere så det får konsistens som grød (dvs. ingen opvarmning involveret). På den måde bliver de grove (og andre) grøntsager lettere at få spist mere af. Det lød som et koncept der kunne virke for os, så vi købte bogen, og gik fluks i gang.
De første erfaringer vi gjorde os var:
Gorm Wisweh (som er kok) har mange interessante smagskombinationer i bogen, og det er tydeligt at han ved noget om at matche ingredienser så de giver komplekse og sammenhængende smage. Han er dog også særdeles glad for tang, ingefær og for bitre smagsgivere (matcha, moringa, …). Og det er jeg ikke! Heldigvis kan man jo udelade ingredienser 😉 Og når Ingrid (som elsker ingefær) savner den, er den nem at tilsætte grøden i tallerkenen i form af den koncentrerede ingefærdrik hun laver til at blande i danskvand.
Det er essentielt med en god blender. En del af spiseoplevelsen er helt klart den lækre, cremede konsistens som mange af grødopskrifterne giver når alle ingredienser findeles helt, også rodfrugter, kålstokke, nødder, frø og andre hårde madvarer. Heldigvis gav gode venner os en “Will it blend?”-blender i bryllupsgave, og den blender cirka alt (tørrede abrikoser lader til at være undtagelsen, dem kan man af og til finde små bidder af i den færdige grød – jeg mistænker de er tilpas gummiagtige til at lave elastiske sammenstød med blenderkniven i stedet for at blive skåret når de er små nok).
Vi er ikke lige så glade for kål i den hardcore og bitre ende af skalaen (grønkål, palmekål, …) som forfatteren er, men heldigvis er de blidere varianter som spidskål, broccoli, blomkål og spinat også sundt, og opskrifterne er tænkt til at man kan erstatte ingredienser efter lyst og smag 🙂 Her ses grøn grød med spinat, ærter og spidskål.
Nu, efter omkring tre måneder med dillen, er vi blevet lidt klogere på hvad der virker og ikke virker for os.
Portionerne i bogen er store. Der står de er til en person, men i så fald tror jeg det skal være en både velvoksen og sulten person – portionerne passer typisk med at Ingrid og jeg får en stor tallerkenfuld hver. Jeg har ikke haft held med at lave halve portioner, for så er der ikke nok til at blenderen kan få ordentligt fat. Heldigvis kan grøden sagtens gemmes et par dage i køleskabet og stadig smage godt 🙂
Når man justerer en opskrift (aldeles fiktive eksempler kunne være for at slippe af med selleri eller tang, eller for at få det til at smage mere af mango 😉) skal man passe på ikke at fjerne for mange ingredienser. Opskrifterne i bogen har typisk 7-10 ingredienser, som understøtter hinanden og tilsammen giver nogle velsammensatte og komplekse smage (om end efter kokkens hoved). Men smagsbilledet går fløjten hvis der kun er få ingredienser, og så ender man med noget der smager kedeligt ferskt og mest som om man har blendet sin kålsalat 🙄
Det er ikke nødvendigt med toppings. Alle bogens opskrifter har smækre billeder med forslag til toppings, men de fleste af de opskrifter vi har prøvet (efterhånden måske halvdelen) har en så velsammensat smag og cremet lækker konsistens at vi foretrækker dem uden noget ovenpå.
De opskrifter der inkluderer “vandede” grøntsager som agurk, tomat og peberfrugt vi har prøvet har ikke været nær så tilfredsstillende. Vi forestiller os at de måske bliver mere attraktive i sommervarmen.
Min og forfatterens mening om de bedste smagsgivere at tilsætte sin grød er ikke specielt kompatible. Bogens opskrifter bruger chili, tang, ingefær, moringa og andet i samme boldgade. Lige så stille, efterhånden som jeg får bedre begreb om hvordan en grødopskrift strikkes sammen, finder jeg ud af hvordan jeg i stedet kan inkludere frisk basilikum, balsamico-eddike, kokosmælk, soltørret tomat, kardemomme, frisk gurkemeje, sesam osv. 😋
Frostgrøntsager og -frugt er et hit når der skal laves grød, for alt hvad der ikke p.t. er i sæson. Frostvarer er alle høstet på det tidspunkt hvor de er bedst, der er ikke noget der skal skrælles eller skæres væk og den del man ikke bruger med det samme kan opbevares uden at ligge og blive slatten eller dårlig til den skal bruges næste gang. Den eneste undtagelse indtil videre er spinat – smagen af frossen spinat er ikke et hit hos hverken mig eller Ingrid.
Vi får bestemt spist flere grøntsager end før, ikke mindst de grove. Kål glider overraskende nemt ned, når det ikke skal tygges. Dillen er flyttet ind, det ligner den har tænkt sig at blive 🐊😃
Derudover, så skal man ikke undervurdere glæden ved at spise hele regnbuen 🌈
… Eller i hvert fald næsten hele regnbuen. Det er ikke lykkedes mig at udtænkte en grød der bliver blå. Den eneste rigtig blå fødevare jeg kender er sommerfugleærteblomst-the, der (i min mund) smager som en blanding mellem grøn the og rå tørrede ærter. Forslag til en grød hvor den smag passer ind, eller til andre blå fødevarer, modtages med kyshånd 😊
I denne weekend er Ingrids forældre på besøg i kolo, så de sammen kan gøre den klar til sæsonen. Jeg suger grådigt den blide forårsluft ind på min korte tur ud i vores egen have. Jeg kan holde til at sidde på terrassen cirka lige så lang tid som det tager at spise min frokost af gulerod, peberfrugtskiver og en mad. Undervejs rejser jeg mig op og kigger over mod kolo, fuld af længsel efter at være med. At kunne deltage, gøre noget, føre en samtale med nogen, bidrage, fylde sanserne med verden. Men haltehjernen befaler at jeg skal gå ind, lægge mig og lukke øjnene. Igen. Med eller uden længsel i brystet 🦋
Jeg rejser mig og kigger over hækken på min kapable Ingrid, som fra stigens top og med motorsav i hånd er i gang med at skære et af kolos træer ned, der er blevet for højt (den øverste halvdel af træet er allerede fjernet på billedet ovenfor). Og længslen i mig må dele pladsen med taknemmelighed. Over at være partner med sådan en lad-os-gå-i gang-duelig, udholdende, omsorgsfuld og stærk prinsesse, som har hænderne skruet helt rigtigt på. Som da toilettet endnu engang truede med at stoppe i går (kloakeringen i vores hus er fra da det blev bygget i 50erne) smilede til mig og sagde “Det skal du ikke bekymre dig om – jeg har styr på hvordan jeg fikser det, hvis det stopper helt til”. Som laver the til mig, når det er så skidt at jeg ikke kan selv, fortæller mig at det nok skal blive bedre og holder alle haltehjernestrabadserne ud sammen med mig ❤🙏
Det er Ingrid der har købt ind for os de sidste år mens jeg har været syg. Sidste vinter kan jeg godt huske hun begyndte at tale om prisstigninger på stort set alle varer, men mælken hun kom hjem med forleden overraskede mig alligevel 😲 Gryn med mælk til morgenmad er åbenbart ikke længere en billig spise 😉
In other news (og grunden til at der har været meget stille her): Det går ualmindeligt ringe med helbredet. Baglæns hele marts, og indtil videre ligger jeg stadig med lukkede øjne og kan ikke noget. Ingrid fortæller mig at det kommer til at blive bedre igen 🥰 og jeg lytter til hende med al mit håb, og ligger stille og venter.
Det er svært at skrive her, når det ikke går godt. Det føles flovt, som om det på en eller anden måde skulle være min egen skyld, og ikke sygdommens. Men nu gør jeg det alligevel, om end kort, for ressourcerne er meget små lige nu.
Jeg måtte stoppe brat op og hvile i begyndelsen af marts. Midt på måneden, som det ellers lignede at det begyndte at gå lidt fremad igen, var der et par praktiske ting, som haltehjernen ikke var med på (skorstensfejer-besøg, mobillab der kom og skulle tage blodprøver og ekg) og som fik det til at gå i stå igen. For et par dage siden var der så endnu en snublesten og resultatet er, at nu er jeg igen der hvor jeg kun kan ligge stille med lukkede øjne. Ingrid er på familiebesøg, og selvom jeg savner hende, er det fint at her er absolut ro.
Så her ligger jeg, og prøver at være i det. Prøver at lade være med at spekulere på om der var noget jeg kunne have gjort for at undgå det, på hvor meget bedre det var for en måned siden, eller på hvor længe jeg mon skal ligge her, om vi tæller uger eller måneder. Prøver at forsvinde ind i lydbogen så tiden går. Vi ses på den anden side.
I forgårs gjorde jeg noget svært. Og når man gør noget svært, så må der gerne være belønning bagefter.
Jeg vågnede med et hoved der ikke kunne holde ud at være nogen steder eller gøre nogetsomhelst. Det er et velkendt faresignal, og så ved jeg godt at det eneste der er at gøre, er at rydde kalenderen og holde mig i ro. Det svære var at tage konsekvensen af det jeg mærkede og aflyse den aftale jeg havde med min mor fredag, for jeg havde sådan glædet mig til at se hende 😢
Men jeg gjorde det, for jeg ved godt at hvis jeg ignorerer den slags signaler, så starter (eller fortsætter) en nedadgående spiral. Se mig, jeg har omsider lært af erfaringen 😐 Så der skulle være belønning, og Ingrid bestilte mig lego-kirsebærgrenene som jeg havde kigget grådigt efter siden jeg så dem første gang.
(Jeg har ellers aldrig ønsket mig lego før. Når man bor i et lille hus, så er der hverken plads til at have det stående fremme eller til at opbevare det i kasser. Men kirsebærblomster?! Dem kunne jeg ikke stå for 😍)
I dag satte vi os og samlede dem sammen.
Haltehjernen klarede det ikke i et stræk, så vi måtte pausere for frokost og hvil.
Nu står de i hjørnet af bordet med runde tre af haltehjernetræningslegoet (det hjælper Ingrid ikke med!) og smiler til mig. De minder mig om at det er essentielt at jeg prompte reagerer på min krops signaler, hvis jeg gerne vil have det bedre. Og de minder mig om at selvom det er svært for mig, så kan det godt lykkes 🌞
Haltehjernen og jeg har hvilet i 10 dage. Efter de første 7 holdt det op med at gå baglæns. Derefter begyndte det langsomt at gå den rigtige vej igen. Er jeg tilbage der, hvor jeg var før jeg fik tilbagefaldet? Nix. Desværre. Der skal meget mindre til før den kognitive træthed sætter ind, både af samtale, praktiske opgaver, bevægelse, gåture – alting. Og følsomheden for sanseindtryk er ubehageligt høj igen, på tværs af alle sanserne. Humøret har heller ikke været super, hverken hos mig eller Ingrid – det er hårdt når det går den forkerte vej. Igen. Vi har prøvet det flere gange end vi har tal på, og det bliver bestemt ikke nemmere af gentagelsen. Ikke mindst klaustrofobien er værre, når verden ellers lige havde åbnet sig, bare en lille smule, for mig, men så brat lukker mig inde igen.
Så hvad så nu? Der er ikke andet at gøre end at fortsætte, endnu mere forsigtigt end før. Teresyfos går i gang med at skubbe klippeblokken op ad bjerget. Igen.
I går jeg kunne binde an med at løse lidt af en kryds-og-tværs. Jeg håber at kunne komme i gang med det lego der står på bordet og venter i dag eller måske i morgen. Det har godt nok ellers fået mange længselsfulde blikke den sidste uge. Et skridt ad gangen, og en pause efter hvert skridt. Åh altså.
Der er to primære principper for at jeg kan blive ved med at få det bedre.
At hvile så snart jeg mærker at jeg er træt. Smid bogstavelig talt hvad jeg har i hænderne og læg mig. Også selvom det betyder at jeg efterlader resten af opvasken eller et halvfærdigt projekt flydende ud over hele stuegulvet. Det er svært, for det strider både mod min sædvanlige måde at håndtere ting på og mine indarbejdede principper givet videre af opdragelse, skole, arbejdsgivere m.m. Heldigvis er Ingrid rigtig god til at minde mig om det, og med hendes hjælp bliver jeg bedre og bedre til det.
Ofte at hvile mig inden jeg bliver træt, for jeg mærker først trætheden når grænsen er overskredet. Det er dobbelt svært, fordi det både skal huskes og fordi jeg så gerne vil alt muligt, ikke mindst efter slet ikke at have kunnet noget som helst så længe.
I den forgangne uge glemte jeg alt om princip nummer 2 🙄 For der er så mange ting jeg ivrer efter at gøre og eftersom listen over hvad jeg kan, som beskrevet i torsdags, har fået flere nye spændende ting tilføjet, så forglemte jeg mig fuldstændig. Samtale med hospitalet, besøg af min Far, gåture til flere butikker, masser af krydsord, lego-bygning, serie-sening m.m. Og selvom det alt sammen er ting jeg godt kan, så kan jeg dem ikke så tæt sammen og uden at huske også at hvile mig før jeg bliver træt i løbet af hver dag.
Så fredag begyndte med en intens og genstridig opspænding af øjne, nakke, skuldre og den dertil hørende hovedpine. Den fortsatte lørdag, hvor en intens udmattelse sluttede sig til festen sammen med et behov for bare at ligge helt stille. Da forstod jeg omsider budskabet.
Denne uge står derfor i hvilens tegn. Jeg har mentalt skubbet det jeg havde håbet på at gøre længere ud i fremtiden (have besøg af min mor, løse sværere kryds-og-tværs, gå i gang med nogle lidt mere omfattende småreperationer med symaskinen, længere gåtursudflugter), og forsøger at forlige mig med tanken om at hvile, hvile og hvile mere, og så når jeg slet ikke magter det mere bare foretage mig en enkelt ting ad gangen, kun det jeg har kunnet længe – sætte en vask over, tømme skraldespande, lægge lidt tøj sammen – og helst ikke noget der kræver øjne, for de er vældig sure og spændte efter sidste uge.
Som I nok kan gætte, er det at skrive her noget der kræver øjne. Så jeg stopper fluks. Jeg havde bare brug for at sige højt hvor jeg er og hvad planen er, for så er der større sandsynlighed for at jeg følger den, og dermed hurtigst muligt kan komme til at kunne nogle af alle de ting jeg kunne lige før igen.
Der er gået en måneds tid siden jeg skrev “Jeg kan“, så det må være passende med en opdatering.
Jeg kan …
… gå en tur på 20-25 minutter i dagslys. Det går bedst når det er overskyet, men det lykkes stadig i en eller anden grad de dage hvor solen skinner.
Jeg kan …
… samle legosæt efter anvisning, løse mediumsvære kryds-og-tværs på dansk og engelsk, lægge kabaler hvori der indgår tilfældighedselement (f.eks. otteren: ok, viftekabalen: ikke ok). Alt sammen i 10-20 minutter ad gangen alt efter øjnenes tilstand den dag.
Jeg kan …
… have besøg af et af mine nærmeste familiemedlemmer i 15-25 minutter 😀
Jeg kan …
… på en god dag se to afsnit serie i træk. Med denne fart bliver også en film måske muligt om et par måneder 🙂
Jeg kan …
… gå tur til en butik i nærheden (Rema, Føtex, Apoteket) og købe en håndfuld småting 🎉🥳✨ Jeg har svært ved at beskrive hvor megen frihedsfølelse – eller måske snarere aftagende følelse af afmagt og isolation – der ligger heri. Yeay! 😎😃
Jeg kan …
… cykle 5 minutter på motionscyklen i middel tempo. Motionscyklen er helt klart det jeg har fået trænet mindst. Det er så pokkers demotiverende når man starter fra absolut nul, og bliver svedt og gisper desperat efter vejret lige så snart den første fod har trådt pedalen ned 😓 Så jeg har haft svært ved at motivere mig selv til at sætte mig op på cyklen i første omgang.
Det næste jeg prøver at træne op er:
Længere supermarkedsbesøg med flere ting på indkøbslisten. Målet er til sidst at kunne klare det ugentlige indkøb som Ingrid ellers har hængt på de sidste år. Da jeg kun kan gå er planen at dele det op i to, og så tage cyklen med, så indkøbene kan ligge i cykelkurvene på vejen hjem.
At tage bussen. Bare et par stop, og så tilbage igen (eller gå hjem når det er slemt). Haltehjernen bliver overvældet af ellers almindelige sansestimuli, så at befinde sig i noget der bevæger sig er udfordrende. Busser er mindst slemme (frem for at cykle eller være passager i en bil), fordi de bevæger sig relativt roligt, med stabile accelerationer og rolige sving, så derfor er bussen første skridt.
At ordne noget ude i haven på de dage hvor vejret ikke er for træls. Dobbelt udfordring: Mere dagslys + aktiviteter af forskellig slags. Så til at begynde med bare noget der tager et par minutter (Samle skrald op i hækken, feje den lille terrasse, luge et lillebitte hjørne…)
Og så er der den forsømte motionscykel. Her ved jeg ikke helt hvad der er realistisk at skrive. På den ene side er det allervigtigste at mærke efter, og slappe af så snart der er noget haltehjernen ikke vil, for ellers er der straf og tilbagegang. På den anden side er halvdelen af grunden til at jeg ikke er kommet længere med cyklen siden sidst nok lige så meget at jeg ikke tager mig sammen til det fordi det er ubehageligt. Hvilket er dumt, for lige meget hvor meget jeg hader at svede og være forpustet, så trænger min krop til det. Både haltehjernen, for hvem det er godt at træne gradvis voksende puls og blodgennemstrømning, og resten af kroppen som er forfaldet til primært at bestå af skind, fedt og ben fordi jeg har ligget helt stille hele dagen i så mange måneder. Så hvad gør jeg mon? Belønningssystem af en eller anden slags? Hvad er mon en passende belønning for at cykle objektivt meget kort, men med mediumstort selvhad? Eller er der noget andet smart, som jeg ikke er kommet i tanke om?
