Det er om at nyde frosten og sneen mens den er her.
Jeg ved ikke hvornår man bliver for gammel til at lave sneengle, men det må være en alder større eller lig med 46 😀 ❄️ Håndboldspillere derimod – hvis man laver et rullefald i sneen ligner det en håndboldspiller der hænger i luften og skyder på mål – er det efterhånden en del år siden jeg har følt mig i hopla til.
Inde er der, udover den ganske betragtelige forskønnelse af vinterlandskabet som sneen giver, masser af fugle at kigge på, for når de ikke kan komme til at finde føde i jordbunden er de jo nødt til at spise i mine fuglefodringsdimmere *gnæg*.
Han Solo jager hidsigt de andre fugle væk, så han kan spise i ensom, om end noget klodset, majestæt.
En solsorts hoppende gangart er ikke ligefrem skabt til hængende fuglekugleholdere 😉 Skovskaden, som jeg ellers ikke havde set siden efteråret, har også været forbi et par gange, og med endnu mindre ynde end Solo. Men hvad betyder det, hvis bare man slipper derfra med en solsikkekerne eller lidt jordnød? 🙂
Andre af havens arter er bedre til at dele, her skovspurv og musvit.
Det er først mens der har ligget sne at jeg har opdaget hvor mange rødkælke her er. Normalt er de alt for godt camoufleret blandt de visne blade i bunden af hækken. Men nu kan man pludselig se dem, og mens sneen har ligget højt er de også begyndt at spise forsigtigt af fuglekuglerne. Rødkælken her strækker sig op og ser sig bekymret om efter Han Solo – men har ikke opdaget at han lurer i hækken lige bag den (Solo kan anes lodret under rødkælken).
Musvitten derimod spiser mere ubekymret indtil det bliver strengt nødvendigt at flytte sig – måske har den luret at Solo lige nu har travlt med æblerne.
Blåmejsen er mere forsigtig og kommer helst kun frem når ingen af de andre er der. Men til tider er det åbenbart lidt svært for den at huske hvor maden skal findes henne, for den sætter sig i stedet på en vinduessprosse og pikker forvirret i den sorte kantliste 😂
Musvitterne gør det også, men aldrig spurve eller rødkælke – gad vide hvorfor?
