Jeg sidder lunt i sofaen og beundrer udsigten gennem altandøren mens solen langsomt står op over Mellieħa.
Fra de første lyserøde stråler på lammeskyerne i horisonten, og mens lyset gradvis farver en større og større bid af udsigten mod vest med sit gyldne lys.
For husene på bakketoppen mod syd er det blevet dag allerede.
Yndlingsmenneskene sover endnu, jeg har varm the i koppen og dagen står på spring 🙂
Det lykkedes, sidefag nr. 2 er i hus 😀 😀 😀
Tre-et-halvt år med arbejde og uni parallelt er overstået. Ikke flere lange aftner med endeløst studie efter forberedelsen til morgendagens arbejde er færdigt.
Ikke mere tovtrækkeri med administrationen om hvorvidt mine kurser udgør et sidefag i fysik (deres sidste brilliante udspil før godkendelsen var at de mente jeg manglede et basis-matematikkursus for at opfylde kravene, til trods for den kandidatgrad i matematik de selv har udstedt til mig(!). Det tog en, vist efterhånden noget irriteret, formand for undervisningsudvalget at få dem til at indse det ikke-helt-logiske i den idé. Bureaukrati er en herlig ting).
Ikke mere Ingrid-slider-med-alt-husarbejdet mens jeg regner flere partikelfysikopgaver. Slut på jeg-banker-hovedet-mod-forståelsesmuren-føler-mig-dum-og-klager-mig-højlydt mens Ingrid er den urokkelige, men udmattede, mentale støtte.
Heller ikke mere fysik-læsegruppe med Nis over videochat. Den del kommer jeg til at savne. (Men ikke nok til at tage flere unikurser – vi må finde på noget andet 😛 )
Jeg har ikke lavet meget andet efter arbejde end at sove og stene med en bog de to måneder siden den sidste eksamen. Det kommer til at tage tid at fylde reserverne op. Men det er begyndt! 😀
Pas på, verden: I’m back! 😀
Jeg er sikker på at Sverige, som alle andre lande, har deres del af trælse problemer. Men efter et par dages ferie i Stockholm er jeg lidt forelsket.
Forelsket i den ordentlighed der hersker. På mange caféer og spisesteder så vi skilte med venlige henvisninger om at rydde op efter dig selv og om at sortere affaldet ved samme lejlighed. Og det lader til at folk gør det – der var i hvert fald ryddeligt alle steder.
Vi spiste i caféen og dasede i plantagen ved Rosendal slot en pragtfuld solskinseftermiddag, og alle gæsterne kunne finde ud af at følge skiltets henvisning om at rydde op efter sig selv og at bordene var til de der havde købt mad eller drikke i plantagens øko-café og alle andre var velkomne til at holde picnic i græsset.
(Men man skulle vogte sin mad hvis man ville spise den selv 😉 )
Da tiden kom til at aflevere vores bakke og skrald var der sat op så man nydeligt kunne sortere i glas til genbrug, kompost til plantagen, bestik til opvask osv. Og stik mod min forventning herhjemmefra fungerede det – der var ingen der i dovenskab eller dumhed havde smidt det hele i samme spand.
Det lokale fugleliv var ikke synderligt bange for at ende som aftensmad.
Byen var i det hele taget ren og pæn og til forskel fra hjemme i Århus så jeg ikke en eneste doven idiot der smed sit skrald på gaden.
Forelsket i følelsen af at være velkommen, at være ok. Mange caféer havde små regnbueflag sat på deres markiser, en diskret erklæring om at alle slags gæster er velkomne.
Og det er jo ikke sådan at jeg nødvendigvis føler mig uvelkommen andre steder, men der er alligevel noget der giver slip og slapper af inden i mig når jeg er sikker på at ingen skuler eller mumler hvis jeg kommer til at holde min kæreste i hånden i løbet af måltidet.
Forelsket i det miljøfokus der møder en mange steder i byrummet. På siden af færgen står der “Jeg sejler på 100% grøn el”, på siden af bussen er der et billede af en flaske med 500L rapsolie der hældes i tanken.
Vi så et væld af reklamer med fokus på det miljøbevidste valg. Jeg tænker reklamerne vinkles sådan fordi det virker – og det gør mig glad 🙂 Reklamer fra COOP om hvad et sundt hjemmelavet måltid mad koster og andre i samme stil som, mens de sælger et produkt, opfordrer til hensigtsmæssige madvaner og forbrugsmønstre.
Det kan godt være det lidt hånligt kaldes forbudssverige, men jeg er fan. Måske vi kunne fremelske lidt mere af den slags ordentlighed og miljøhensyn herhjemme?
Solskinsmorgen i Astrupvig – jeg slår øjnene op og alle sanser bombarderer mig med en fælles sang om at det er fridag og eventyr venter:
Solen glimter i bladene udenfor, hvor træerne ned mod fjorden danser i vinden. Stærene i kassen op ad stuevæggen kvidrer. Husets duft og knirken er som som tusind sommermorgner før denne, en perlerække af livsøjeblikke der strækker sig tilbage til min tidlige barndom.
Da jeg kørte over dæmningen på vej herop igår viste denne herre for første gang sit ansigt:
Ålekongen 🙂
Hvilke eventyr mon han varsler dagen skal bringe?
Jeg har bevilget mig selv at holde feriefridagene i år – også selvom det ikke giver økonomisk mening i mit job.
Den første af dem var i dag, og hvilken perfekt timing! Efter grundigt snefald i går aftes lå sneen tung og hvid og himlen var klar da jeg gik ud med sneskovlen til morgen.
Inden jeg blev færdig stod solen op og spejlede sig gyldent i vinduerne i huset på hjørnet.
Og det var vindstille nok til ved middagstide at sidde på terrassen (med skibukser, uldfrakke, handsker og ørevarmere ganske vist) med the og en frokostbid og læse i solen en time eller to 🙂
Efter mange dage med gråvejr er det helt oplivende at mærke at året alligevel er kommet langt nok til at solen føles varm mod huden. Langsomt begynder de vintertomme batterier at blive ladet op.
I år var der uventet en julegave fra Bedste, selvom det snart er mange år siden hun døde.
Det var ved Mors mellemkomst, og helt dejligt 🙂 En pose med Bedstes hvide duge og stofservietter som havde ligget glemt og ubrugt hos Birte og Chrisser. Nu igen helt fine og hvide efter Mor havde bleget og strøget dem 🙂
Lige klar til nytårsbordet 🙂
Det ligner grangiveligt at det alligevel bliver jul på gården i Korup i år 🙂
Det så ellers meget sort ud en overgang lillejuleaften (men vi ved jo godt at sådan er det den 23. december i julekalenderen, det er der det ser allersortest ud).
Først opdagede Ingrid at hun havde gemt gaven fra Kalendernissen til den 24. december så godt fra mine nysgerrige øjne at den var blevet glemt hjemme i Århus. Tårer blev knebet, gode råd var dyre, og frygten for Svigermors vrede og foragt var stor.
Dernæst kom Andersmis slet ikke hjem. Han er indendørskat hos Ingrids lillebror Mathis, og med hernede på juleferie. Da han smagte friheden i går formiddags, løb han ud i verden og kom ikke tilbage trods megen kalden.
Det var en mørk og stormfuld lillejuleaften, der var ingen gave fra Kalendernissen og den stakkels lille mis (red: kæmpestore røde og velnærede hankat) var alene ude i stormen.
Men som i alle rigtige julekalendre lysnede det den 24. Juleaftensmorgen lidt før syv var der miaven fra bryggerset, i en tone der ikke efterlod tvivl om at madskålen burde fyldes nu-nu-nu! Og der var glædelig-jul-sms fra (Sviger)Mor om at hun havde hørt at en gave ventede i Århus til når jeg kom hjem, og lynet var ikke slået ned i Ingrid, trods den slemme forglemmelse.
Og på sengekanten var der brev fra Nissen
med tegning af pakkens indhold
Inden længe indtog Flabetkatten i et uagtsomt øjeblik sin ikke-så-retmæssige plads på spisebordet og signalerede tydeligt at den ikke forstod hvad postyret var for.
Nu bliver der stoppet ænder, strøget skjorter og gjort fint inden frokost om lidt. Derefter er jeg slet ikke i tvivl om at julefreden vil sænke sig og at det alligevel bliver jul i Ikke-Så-Langt-Bortistan.
Der er blevet bagt og sendt pebernødder til soldaten.
Og for første gang har jeg været svært godt tilfreds med tung juletrafik, for jeg nåede at snakke med ham hele vejen fra Marselisborg gennem midtbytrafikken og til Åvej da jeg fangede ham for at sige glædelig jul her til aften.
Der er blevet købt drager til nevøer og niecer.
Der er blevet duftet og beundret juletræ hos Mor – bemærk yndlingshjertet øverst til venstre på træet.
Jeg tror minsandten vi er klar til jul 🙂
Når man bliver febersyg og forkølet på sin skemafri torsdag, melder sig syg fredag, er ussel lørdag, spiser panodiler nok til at kunne nyde sin fødselsdag lidt søndag, tager alle de lovlige stoffer man har for at komme igennem obligatorisk kursus mandag og første besøg tirsdag, er hyped nok til at tro det er en god idé at gå på arbejde onsdag….
Så ender man med at måtte gå hjem og stege i sin egen feber onsdag inden frokost og er stadig syg når det bliver torsdag igen. Øv.