Kattens Rejse

Rant om at være et trælst sted

Jeg stirrer ud i luften.

Jeg lukker øjnene og slapper af, ser på indersiden af øjenlågene og venter. Jeg ved ikke helt hvad jeg venter på.
På at noget skal ske? På at verden og mit hovede skal vende gunstigt igen.

Det har været et hårdt forår.
Flytte sammen, flytte fra hinanden. Ligge i vintermørket ved sengetid og trække dynen op over hovedet for ikke at høre de to andre skændes. Føle René glide længere og længere væk fra mig og ned i sit eget hul af opbrugte reserver.
Fare vild i den hæslige jungle det er at finde et nyt sted at bo i Århus. Trække mig igennem et skoleophold med godt resultat til trods for at mit hjemmeliv er en tyngende katastrofe.

Og nu, tilbage på arbejdet. Deadlines er overstået, jeg er flyttet og er færdig med skolen for denne gang. Presset er taget af og dagligdagens trummerum gået igang.

Nu, i stilheden efter stormen er det tydeligt at jeg har pådraget mig stormskade. Mit hovede er ikke noget velfungerende sted, det meste af tiden har jeg bare lyst til at lukke øjnene og sove fra det hele. Jeg kender det godt, har været her før. Og ved desværre også hvor meget arbejde der skal til før det bliver bedre.

Det arbejde har jeg ikke kræfter til – og hvad gør jeg så? Tidligere har der været René til at hjælpe mig op af hullet med nærvær, støtte, udfordring og omsorg. Men René er slidt op, har ikke mere at give, har ikke engang nok til sig selv
Jeg har søde venner, og det hjælper at være sammen med dem. Men når dagen slutter stirrer jeg på indersiden af øjenlågene igen og ved slet ikke hvad jeg skal stille op med de uoverskueligt mange timer som udgør resten af dagen, resten af ugen, resten af livet.

Jeg har hele tiden lyst til at spise, og det er bestemt ikke fordi jeg har tabt mig og har noget at indhente. Jeg teoretiserer at det er et basalt behov som jeg _kan_ opfylde og som derfor fylder mere end sundt er, nu hvor der er andre jeg mangler at få opfyldt. Men teorien får det ikke til at gå væk.
Spise, ikke spise, overspise. Jeg kører rundt i en usund cyklus og bruger alt for mange tanker på det. Måske fordi det er nemmere at tænke på mad end på alt det andet. Når jeg har spist har jeg lyst til at kaste det hele op så jeg kan komme til at spise igen.
Jeg gør det ikke. Endnu. Men jeg ved ikke hvor længe jeg kan være stædig. Jeg _ved_ at det ikke vil gøre noget bedre, tværtimod, men det eneste jeg har lyst til (som jeg kan få) er at spise og sove.

Så længe jeg sover kommer jeg heller ikke til at se på mig selv. For jeg er væmmelig og fæl, må være væmmelig og fæl siden mine kærester ikke vil mig mere. Jeg genkender den afsky og ved den er en del af spiseforstyrrelsen, men den er så logisk nu at den har bidt sig fast og ikke er til at bortmane.

Min koncentration er nærmest ikkeeksisterende. Jeg læser 3 sider i en ellers god bog (Dresden Files, den sidste nye), lukker øjnene og har lyst til at gå i seng. Ser på klokken og tvinger mig selv til at læse lidt mere, klokken otte er for tidligt at sove, selv for mig.

Jeg kunne ellers sagtens sove. Jeg kan sove 12 timer i træk hvis det skal være, og en totimers middagslur oveni. Endnu et velkendt tegn på at den depressive tendens i mig har medvind for tiden.

Jeg skal gå igang med at mobilisere de værktøjer jeg har lært til at komme op af det her hul. Men det er så meget mere indsats end jeg orker, lige nu kan jeg nærmest ikke huske hvad de er. Mit idiotiske hovede foreslår at det er meget nemmere at spise en liter is, kaste den op og sove fra det hele.

Lidt fra Jaipur

I Jaipur red vi på elefanter op til Amber Fort. Jeg red på denne her

Så gik turen i gåsegang op ad processionsvejen til fortet.

På vej op var der fin udsigt over den persiske have

Så gik vi op ad trappen til selve fortet.

Hele vejen op til det øverste udsigtspunkt over modtagelsesgården. Her kunne koner og konkubiner se hvad der skete igennem gittervinduet uden selv at blive set.

(Jeps, det var dernede vi kom ridende på elefanter lige før.)
Heroppefra kunne man endnu bedre se symmetrierne i den persiske have

Inde i de mere private dele af paladset var der fine udsmykninger med farver og spejle


Hist og her var et enkelt panel restaureret så man kunne forestille sig hvordan rummene mon tog sig ud da de var nye.

Ikke kun væggene var fine, loftet var der gjort mindst lige så meget ud af

På vej tilbage til Jaipur efter at have set Amber Fort passerede vi en sø med et lystpalads i. Tilsyneladende havde mogulen lyst til at jage ænder, og hvad er så mere oplagt end at få bygget et jagtslot ude i søen? De rige har mange glæder.

Nu vi er ved de rige så jeg også i Jaipur denne fantastiske halskæde

Og prisen? Den beskedne sum af 75000 euro. Men så følger øreringene skam også med.

Mere fra begyndelsen

Den første dag var slet ikke slut endnu selvom vi ikke havde sovet ret meget i flyet på vej til Delhi. Først var vi ude at se Raj Ghat, stedet hvor Gandhi blev kremeret.

og derefter huset hvor han boede sine sidste dage og i hvis have han blev skudt.
Så var jeg også godt træt

Men vi var skam ikke færdige. På programmet var også et stort sikh-tempel. Når man besøger et sikhtempel skal man have noget på hovedet. Så der var naturligvis et tørklæde-udleveringskontor så selv de tåbelige turister kunne være passende påklædt. Bemandingen (i baggrunden) så nu alligevel noget skeptisk ud

Vi blev ellers fine. Både Tante Gurli

og Onkel Jørgen

🙂
De lokale bar deres tørklæder en del mere yndefuldt.

I sikhismen går man op i at hjælpe de fattige, og i det tempel vi besøgte havde de et kæmpestort køkken hvor de hver dag lavede et enormt fælles måltid for alle som måtte dukke op – helt drevet af frivillig arbejdskraft.
Der var store gryder der skulle røres i

Amforaformede krukker på stribe med masser af dal (krydret linsesuppe/grød)

Og ikke en sandkasse, men en melkasse hvor folk kunne sidde på rad og række og udrulle fladbrød.

I sådan et stort køkken er opvasken også stor.

Indien – begyndelsen

Først var der en lang rejse – motorveje, lufthavne, busser og en tidsforskel som skar 4½ time af nattesøvnen.

Dernæst hotelværelse – slet ikke ringe.

Sågar toiletterne ved receptionen var der gjort noget ud af. Her er servietterne til at tørre hænder i, pyntet med frisk blomst.

Der var også en have – omend græsset ikke havde det så godt her i den tørre årstid – hvor man kunne sidde i kurvemøblerne og forsøge at se civiliseret ud.

Den første dag lagde vi ud med en rickshawtur. Der kan være mange passagerer på sådan en:

Vi nøjedes nu med at være to i hver, og så var pladsen for brede vesterlændingerumper endda trang.

Vi kørte i den gamle del af Delhi, blandt hundredevis af små butikker der solgte forskelligt tingeltangel.

Trafikken var tæt

Meget tæt

og også over hovederne på os var der godt fyldt op. Både af elnettet

… elspindet måske snarere?
og af byens andre beboere

Nyt hjem søges

Det går ikke med René, Maiju og jeg. Vi har knoklet og knoklet i 3 hårde måneder, men det som skulle være så godt er helt sønderrivende skidt.

Jeg er i stykker, og helt rå indeni, som kød i et stort åbent sår.

Jeg ved ikke hvad der skal ske, alt det jeg troede var sikkert er det ikke alligevel. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kommer til at stole på et andet menneske igen.

Jeg ved ikke hvor kræfterne skal komme fra og jeg er nødt til at flytte.

Hjælp mig.

Drilleamaryllis

Hvert år i marts blomstrer min amaryllis. Den sender en lang, frisk stængel op med en knop, og af knoppen udspringer 4 knaldrøde fantastiske og næsten vulgære røde blomster.

Jeg rejser på ferie om en halv time og har de sidste dage utålmodigt gået og kigget på knoppen på toppen af stænglen, set hvordan den strækker sig efter lyset og håbet.

Her til morgen ser den således ud:

Drilleamaryllis!