Kattens Rejse

London

Varm undergrundsvind roder mig i håret og varmer mine ben. Der er ikke meget luft hernede, men alligevel er det en hyggelig labyrinthule, tryg og lun.

Rundvisning i det japanske galleri på British Museum. Engageret, senet og entusiastisk guide, som virkelig lyder til at brænde for sit felt. Jeg smiler, lytter, lærer lidt og tænker glad på sidste og forrige gang. Det er et museum jeg aldrig tror jeg kan få nok af. Hvorfor har vi mon ikke sådan et i Århus?

Uventet japansk (spise)tema. Om tirsdagen går vi tilfældigt ind for at spise frokost på en japansk restaurant. Da maden kommer og jeg har smagt på den længes jeg fluks tilbage til Tokyo. Mmmm, tonkatsu. Et væld af minder danser omkring i mit hovede, vækket af duft og smag. Måske skal jeg alligevel til Japan igen engang? Vi spiser i hvert fald japansk igen både onsdag og torsdag.

Jeg har ikke set på min bankkonto efter jeg er kommet hjem – det virker lidt farligt. Jeg tror jeg har brugt rigtig mange penge. På en måde har det vel nærmest været min målsætning at bruge penge, at købe de ting jeg gerne ville have uden at spekulere for meget over hvad de koster hver især. Så sparsommelig som jeg er til hverdag burde det ikke være urimeligt. Men det føles alligevel rigeligt løssluppent, også selvom de ting jeg har købt alle er hverdags-luksus: Lækker shampoo og hårkur, bøger jeg gerne vil læse, et par sko til når det bliver efterår, den slags.
Uh, og så er der de penge jeg har brugt på mad. Når man går ud og spiser to gange dagligt løber det hurtigt op. Normalt er det en blandet fornøjelse for mig at gå ud at spise, for jeg under næsten altid kun mig selv det billigste fra menukortet jeg tror jeg kan lide.
Utroligt nok(!) er det meget sjovere, og også en betragteligt større nydelse, når man i stedet for at skele til prisen bestiller det man har mest lyst til at spise. I den sammenhæng fungerede vores system med at betale alle måltider sammen og så bare dele med tre rigtig godt. For hvis jeg alligevel betaler en trediedel af vores fælles spiseudgifter, så kan jeg jo lige så godt bestille det jeg helst vil have eftersom jeg kommer til at betale for det alligevel 🙂
… Ind imellem spekulerer jeg på om jeg mon er den eneste der er nødt til at benytte den slags strategier for at snyde mit eget hovede?

Rejser • Skrevet 14. August, 2011 • Ingen kommentarer endnu

Bagedag

Igår lørdag blev min veninde Sedsels Far begravet. I den anledning havde jeg lovet at bage brød til gæsterne ved sammenkomsten bagefter så jeg var oppe med solen og igang med at lægge dej.

Det blev til tre slags brøddej

Fra venstre mod højre er det en grov dej med kogte kerner, en dej med tomat, havre og surdej og endelig en hvid hvededej bare med et strejf af surdej.

Henne i min Kenwood lå den sidste og hævede: Gulerodsbolledej.

Inden længe var de klar til at blive formet. Tomatdejen og grovdejen til boller

ligeledes gulerodsdejen

og hvededejen til fletbrød

Viskestykket over brødene er et af dem jeg har arvet fra Tante Ella. Det dufter stadig af hendes hus og jeg stod med næsen dybt begravet og snusede flere gange 🙂

Efter et par timers ovntid lå det færdige produkt klar til afhentning og kølede af.

Dagene går bedre når jeg holder mig beskæftiget, så det var et perfekt projekt at få – jeg lavede noget nyttigt, jeg sad ikke bare og hang, og produktet var ønsket og værdsat af nogen jeg holder af.

Flere projekter ønskes – nogen forslag?

Hjemme • Mad • Skrevet 10. July, 2011 • Ingen kommentarer endnu

Lånetryghed

Flammerne slikker orange op mod den fugtigtblå sommernattehimmel og rækker varme og kærtegnende fingre ud mod mit ansigt. Det har regnet, men er stilnet af nu. Hverken månen eller stjernerne har vi set i aften, skytæppet ligger som et uigennemtrængeligt tæppeloft over blotpladsen.

Den våde jord er blød under mig, et velkommende leje her sidst på aftenen mens blotet langsomt rinder ud.
Med min arm som pude ligger jeg og kigger sidelæns ind i flammerne, omsluttet af varme. Foran mig blålet og bag min ryg Katlas solidt lune krop og en tung, beroligende hånd. Ved siden af sidder Jord som en fjernere varme, også med en varm hånd hvilende på mig.

Tryg og med sindet i ro i natten, med septen omkring os, omsluttet af mine kobbelfæller.

Rollespil • Skrevet 05. July, 2011 • Ingen kommentarer endnu

Rant om at være et trælst sted

Jeg stirrer ud i luften.

Jeg lukker øjnene og slapper af, ser på indersiden af øjenlågene og venter. Jeg ved ikke helt hvad jeg venter på.
På at noget skal ske? På at verden og mit hovede skal vende gunstigt igen.

Det har været et hårdt forår.
Flytte sammen, flytte fra hinanden. Ligge i vintermørket ved sengetid og trække dynen op over hovedet for ikke at høre de to andre skændes. Føle René glide længere og længere væk fra mig og ned i sit eget hul af opbrugte reserver.
Fare vild i den hæslige jungle det er at finde et nyt sted at bo i Århus. Trække mig igennem et skoleophold med godt resultat til trods for at mit hjemmeliv er en tyngende katastrofe.

Og nu, tilbage på arbejdet. Deadlines er overstået, jeg er flyttet og er færdig med skolen for denne gang. Presset er taget af og dagligdagens trummerum gået igang.

Nu, i stilheden efter stormen er det tydeligt at jeg har pådraget mig stormskade. Mit hovede er ikke noget velfungerende sted, det meste af tiden har jeg bare lyst til at lukke øjnene og sove fra det hele. Jeg kender det godt, har været her før. Og ved desværre også hvor meget arbejde der skal til før det bliver bedre.

Det arbejde har jeg ikke kræfter til – og hvad gør jeg så? Tidligere har der været René til at hjælpe mig op af hullet med nærvær, støtte, udfordring og omsorg. Men René er slidt op, har ikke mere at give, har ikke engang nok til sig selv
Jeg har søde venner, og det hjælper at være sammen med dem. Men når dagen slutter stirrer jeg på indersiden af øjenlågene igen og ved slet ikke hvad jeg skal stille op med de uoverskueligt mange timer som udgør resten af dagen, resten af ugen, resten af livet.

Jeg har hele tiden lyst til at spise, og det er bestemt ikke fordi jeg har tabt mig og har noget at indhente. Jeg teoretiserer at det er et basalt behov som jeg _kan_ opfylde og som derfor fylder mere end sundt er, nu hvor der er andre jeg mangler at få opfyldt. Men teorien får det ikke til at gå væk.
Spise, ikke spise, overspise. Jeg kører rundt i en usund cyklus og bruger alt for mange tanker på det. Måske fordi det er nemmere at tænke på mad end på alt det andet. Når jeg har spist har jeg lyst til at kaste det hele op så jeg kan komme til at spise igen.
Jeg gør det ikke. Endnu. Men jeg ved ikke hvor længe jeg kan være stædig. Jeg _ved_ at det ikke vil gøre noget bedre, tværtimod, men det eneste jeg har lyst til (som jeg kan få) er at spise og sove.

Så længe jeg sover kommer jeg heller ikke til at se på mig selv. For jeg er væmmelig og fæl, må være væmmelig og fæl siden mine kærester ikke vil mig mere. Jeg genkender den afsky og ved den er en del af spiseforstyrrelsen, men den er så logisk nu at den har bidt sig fast og ikke er til at bortmane.

Min koncentration er nærmest ikkeeksisterende. Jeg læser 3 sider i en ellers god bog (Dresden Files, den sidste nye), lukker øjnene og har lyst til at gå i seng. Ser på klokken og tvinger mig selv til at læse lidt mere, klokken otte er for tidligt at sove, selv for mig.

Jeg kunne ellers sagtens sove. Jeg kan sove 12 timer i træk hvis det skal være, og en totimers middagslur oveni. Endnu et velkendt tegn på at den depressive tendens i mig har medvind for tiden.

Jeg skal gå igang med at mobilisere de værktøjer jeg har lært til at komme op af det her hul. Men det er så meget mere indsats end jeg orker, lige nu kan jeg nærmest ikke huske hvad de er. Mit idiotiske hovede foreslår at det er meget nemmere at spise en liter is, kaste den op og sove fra det hele.

Hjemme • Syg • Skrevet 21. May, 2011 • 1 kommentar

Lidt fra Jaipur

I Jaipur red vi på elefanter op til Amber Fort. Jeg red på denne her

Så gik turen i gåsegang op ad processionsvejen til fortet.

På vej op var der fin udsigt over den persiske have

Så gik vi op ad trappen til selve fortet.

Hele vejen op til det øverste udsigtspunkt over modtagelsesgården. Her kunne koner og konkubiner se hvad der skete igennem gittervinduet uden selv at blive set.

(Jeps, det var dernede vi kom ridende på elefanter lige før.)
Heroppefra kunne man endnu bedre se symmetrierne i den persiske have

Inde i de mere private dele af paladset var der fine udsmykninger med farver og spejle


Hist og her var et enkelt panel restaureret så man kunne forestille sig hvordan rummene mon tog sig ud da de var nye.

Ikke kun væggene var fine, loftet var der gjort mindst lige så meget ud af

På vej tilbage til Jaipur efter at have set Amber Fort passerede vi en sø med et lystpalads i. Tilsyneladende havde mogulen lyst til at jage ænder, og hvad er så mere oplagt end at få bygget et jagtslot ude i søen? De rige har mange glæder.

Nu vi er ved de rige så jeg også i Jaipur denne fantastiske halskæde

Og prisen? Den beskedne sum af 75000 euro. Men så følger øreringene skam også med.

Rejser • Skrevet 17. April, 2011 • Ingen kommentarer endnu