Jeg har adskillige madbilleder (fra mit skoleprojekt) der ligger og venter på at blive blogget.
Men indtil da er her et billede af de spejlæg jeg lavede til dessert ude hos Mor og Lasse idag.
Nektarinpure (andre gule frugter kunne bruges i stedet, især mango er godt) oven på ymercreme. Lidt mørk chokolade på som “peber”.
Det er ingen hemmelighed at mit hovede ikke ligefrem er gode venner med verden for tiden.
Jeg forventer mig ikke ret meget når jeg går dagene i møde.
Men pludselig kan man overraskes.
Forrige lørdag traskede jeg i augusthalvsolskinnet hen til René og op af alle trapperne. Jeg var endda kommet ind ad døren før før det gik op for mig at ikke alt var som det plejede.
Første hint: En stor pakke midt på sofabordet, ledsaget af skiltet her.
Andet hint: Min langsomt roterende hjerne erkender at det er Elvis julemusik der spiller fra boomboxen. Det er her hovedet rigtigt fatter at noget er ud over det sædvanlige – den musik er hardwired i mit system på samme måde som duften af gran og honningkager.
Den er god nok, det er jul. På spisebordet står der juletræ(spotteplante) med glitter, bånd, gaver ved foden og den misfornøjede nisse med huen nede om øjnene fra vores jul i Berlin sidste år (man skimter hans hvide skæg i billedet, selvom han forsøger at vende ryggen til kameraet).
Kalenderlyset stemmer også.
Helt umuligt ikke at tude lidt. Jeg kan godt huske tidligere på ugen i udbredt håbløshed at have snøftet gid det var jul, for så havde man fri og folk var glade og der var rart. Og så blev det pludselig jul på en tilsyneladende helt almindelig lørdag i august.
René havde inviteret, så i løbet af dagen kom vennefamilien forbi – som familie nu gør til jul 🙂 Der var the, appelsiner med nelliker, hygge, konfektproduktion og gaver. (Måske lidt snyd at de fleste af gaverne var til mig, men jeg klager ikke 😉 )
Maria havde taget sin kæreste Daniel med, det var dejligt at få lov at se giraffen. Her kan I også få lov at se ham – endda med et af de falske overskæg der var i en af gaverne.
I baggrunden ses Renés sværd, i julens ånd dekoreret med bånd og lyskæde!
Jeg var ikke klar. Ikke klar til at ferien sluttede, ikke klar til at varmen forsvandt og morgnerne begyndte at dufte af kølig regnvåd asfalt og kommende efterår, slet ikke klar til at få verden i hovedet fra alle retninger.
Det virkede ellers en overgang som om jeg ladede op. Sugede sol, varme og dasetid op og lagrede det som et spæklag af energi til senere.
Der er ikke noget tilbage.
Skolen er en blanding af latterlig basal undervisning i ernæring, læsning af varedeklarationer m.m. og praktiske køkkentimer.
De første er deprimerende spild af tid og ren energidræning, køkkentimerne er en lang understregning af alt det jeg ikke lærer om på min læreplads. Der er masser af kokkeelever på mit hold, heldige mennesker som faktisk lader til at have lært noget af at være i lære. De kan (udover at lave mad naturligvis) anrette så maden ligner en million og kender små fine tricks til garniture og pynt. I sammenligning har jeg “lært” at lave opbagt sovs i kæmpeportioner og stege alting i kilovis af margarine. Vældig unyttigt når jeg bliver bedømt på anretning både i timerne og til eksaminer. Og derudover en prima måde at føle sig som en uduelig dumrian – man skal bare se på mit resultat og de andres når maden præsenteres 🙁
Når jeg kigger på de udleverede råvarelister som forberedelse til dagen efter i køkkenet er jeg aldeles tom for ideer. Der er ingen “kunne det ikke være fint/lækkert/spændende med X?” eller “kan man mon gøre sådan-og-sådan ved Y”. Ingen kreative ideer, ingen lyst, bare apati og træthed. Hvor er det blevet af? Hvordan får jeg det tilbage?
Min krop er skrantende efter et halvt års kamp for at klare arbejdet. Jeg prøver så småt at gå til lidt motion igen, nu hvor jeg er på skole men det ville være synd at sige at der er nogen fornøjelse i det. Jeg kan langt mindre muskelmæssigt nu, end for over 2 år siden da jeg begyndte til pilates og bliver rask væk forpustet af at gå hen i Føtex. Alting gør ondt i dagevis bagefter og jeg kan ikke finde ud af ikke at hade mig selv for det. Hvad f…. skal jeg med en krop når den ikke kan nogetsomhelst.
Min mave, som ellers er den mest pålidelige del af min anatomi, strejker og strejker. Den plejer rask væk at klare vandhanevand fra skumle steder på kloden, sær og tilfældig mad, posevis af svesker og kirsebær og andre grove løjer. Nu gør den på 6. uge ondt halvdelen af gangene jeg kommer noget i den og ingen mad smager mig rigtigt.
Jeg er træt. Ikke på den måde hvor man rigtig får noget ud af at sove, bare sådan hvor alle ting virker uoverkommelige. Andre mennesker, strygetøjet, opvasken, kontakte kommunen, ringe til lægen, alting.
Jeg kan ikke gennemskue hvorfor det er lige nu kræfterne er slut og heller ikke hvad jeg stiller op. Jeg kunne blive hjemme til jeg har pusten, men er udmærket klar over at ingenting vil være forandret til den tid. Jeg er låst og jeg kan godt mærke at jeg går i spiralen. Men der er slet ingen vej ud.
Måske skal vi bare indlægge mig med det samme. Holde op med at lade som om at jeg kan finde ud af at føre nogen form for anstændigt produktivt liv. Putte mig i en kasse og aldrig tage mig op igen. Det virker jo ikke som om der er nogen levedygtige alternativer, vel? Jeg er helt brugt op.
Kroppen er nærmest afslappet, blid og mat. Eftermiddagens besøg hos fysiterapeuten afslørede at min smertetærskel er højere end længe, og verden passerer forbi mine øjne på en sært uvedkommende afstand.
Sind og følelser er udmattede som en brugt muskel. Oplevelsesovervældet og efterladt i en sart og sårbar følelsesfuldhed går jeg rundt og får tårer i øjnene ved det mindste.
De er gode tårer tror jeg. Den slags der falder når en elsket bog slutter eller når nogen man holder af i en film dør.
Der er bare flere af dem fordi jeg var med i historien, bogstavelig talt med krop og sjæl, og fordi de som døde havde mig indeni eller var mit lånejegs hele fundament.
Musikken spiller ubønhørligt på indersiden af mit hovede og for mit indre blik ser jeg det mørke rum med de uoverskridelige streger på gulvet. Stregerne som holdt mig – Ark – fra min elskede, mit anker og fundament: Fisker.
Institutionen som med sine regler og rutiner fornedrede og fordrejede indtil alt hvad der var tilbage var menneskestumper, forpinte og ødelagte.
Enkelte scener og følelser er krystalliseret som billeder i mit mentale album.
Lyden da Fame i sjælens mørkeste nat åbnede et fødselsdagskort der spiller “Walking On Sunshine”. De spinkle toner i det store, mørke rum, som en spinkel tråd af håb. Om ikke om udfrielse så dog om en oase af fred i hvervelstrømmen.
Det punkt hvor Ark indser at hun lever på lånt tid. Hvor hun erkender at Fisker ikke kan overleve på Institutionen, at han visner og sygner hen af påtvungen passivitet. Fra da af bevæger hun sig frem mod accepten af at der ikke er nogen anden vej ud, at det _er_ bedre for Fisker at dø, selvom hun ved at hun ikke kan leve videre uden ham.
Usikkerheden. Den vedvarende tvivl på om Fisker er rigtigt til stede, om han ser Ark. Klassisk problem i et forhold hvor den ene er en tænker og den anden er en handler. Når han ikke siger det – og det gør han ikke, for ord er ikke vigtige eller nødvendige for Fisker – ved hun ikke om der stadig er fast grund under hendes fødder.
Stens ansigtsudtryk. Ark sidder i sin seng på sovesalen og er ulykkelig. Sten binder forsigtigt først en lillebitte og så en stor sløjfe fast på hendes sengebøjle og siger hun ligner en der kunne bruge en sløjfe på sin seng.
Blandt megen gråd og hulken får hun fortalt at hun græder fordi Fisker ønsker at dø. Som ordene falder stilner Sten – al aggressiviteten, alt det udfarende, mimikken, alt det der normalt kendetegner ham svinder brat idet han forstår Arks situation. Jeg føler lisen i at nogen ser, forstår.
Slutscenen. Det hele begynder forfra. Nye autoritetspersoner, men samme tvang, samme Institution. Vi kan ikke slippe væk, det sidste desperate forsøg er fejlet.
“Skal vi dø nu?” spørger jeg, men Fisker ser ikke ud til at høre det.
Jeg klamrer mig til Fisker, gemmer mig i hans arme. Der er vanvid omkring os, andre som tilsyneladende ivrigt er igang med at skabe den nye verdensorden identisk med den gamle. Fortvivlelse. Der er kun en vej nu.
Gemt i hans favn mærker jeg klædet han vikler om min hals, det klæde han laver sit net af. Han greb er blidt men fast og klædet lunt af hans kropsvarme.
Jeg er tryg, forankret, hjemme et sidste øjeblik mens han strammer til og før verden forsvinder. Det er det øjeblik jeg tager med ind i intetheden.
Ark er død og liget ligger slapt på scenen stadig med det hvide klæde viklet om halsen. Nogen flytter mig, vender mig i forsøget på at fjerne linien fra gulvet, linien der adskiller. “Nyttesløst” tænker Ark-Terese.
Ud af øjenkrogen i det dæmpede lys kan jeg se Fisker gå i knæ foran Maler – hans bedste ven – og hører ham sige “Jeg har mistet min Båd”. Terese-Ark hører/ser/sanser Maler kvæle Fisker. Han har prøvet adskillige gange før, men det er først nu det kan lykkes, nu hvor Fiskers Båd er sunket, hvor han har mistet Ark. Jeg græder af glæde over at Fisker nu er fri.
Musikken har spillet et stykke tid allerede og lyset fader nu helt ud. Jeg, Terese, ligger i mørket med tårer af lettelse, forløsning, overvældelse og lader lyden skylle over mig. Som sangen (jeg kan ikke forestille mig jeg kommer til at kunne høre “My Body Is A Cage” nogensinde igen uden at få en klump i halsen) slutter og der fra hele produktionens side er stille er det eneste man kan høre gråd i mørket. Offgamestemmen bagerst i hovedet siger “Hvis nogen udefra så os nu ville de aldrig forstå hvorfor vi gør det”.
Lyset tænder for første gang i over to døgn. Vi klapper, krammer og græder lidt mere i en stor forvirring.
Nu, flere dage senere efter deroleing, omsorg, efterfest med 5 retters middag og alle mulige andre tiltag for at bringe os selv og hinanden tilbage til virkeligheden står spørgsmålet stadig og er også fremsat af mennesker omkring mig.
Hvorfor gør jeg det? Jeg ville gøre det igen, har tænkt mig at gøre det igen når chancen byder sig, ingen tvivl om det . Ikke lige nu naturligvis, sårene skal have tid til at hele og blive stærke først.
Hvorfor springer nogen mennesker ud i faldskærm eller løber et marathon? Jeg forestiller mig at deres bevæggegrunde ligner, selvom jeg ikke er sikker på at jeg kan sætte ord på mine.
Til dels handler det om at rollespil kan være den ultimative eskapisme. Man læser ikke bogen, man er med i bogen. Men hvis det var det hele så spillede vi allesammen udelukkende tuttenuttet-episke historier med lykkelige slutninger. (Og man kan i den tråd finde masser af især amerikanere online som synes at noget af den her slags alvorlige rollespil som vi især laver i Skandinavien er dybt gak-gak, potentielt skadeligt og aldeles uforståeligt.)
Så hvorfor udsætter vi os selv for potentielt grænseoverskridende traumatiske følelser og oplevelser som det kan tage lang tid at bearbejde bagefter? I et setup som dette her har vi(spillerne) jo alle velvilligt hen over foråret betalt i penge, tid, energi, forpligtelser og masser andet for at deltage – det er ikke noget man lige “kommer til” at være med til uvidende eller ved et tilfælde.
Er det for at føle os levende? For at udfordre os selv? Fordi det rush det giver når det hele er rigtigt er ulig alt andet? Fordi den frihed og indlevelse der er i at kunne udforske at være et andet menneske er forjættende?
Jeg har ikke noget svar, ingen ord der dækker.
Endelig blev det ferie! Og tiltrængt var det.
Mandag morgen kørte René og jeg sydpå, til 3 dages dasen og forkælelse her.
Som regel er hotelhjemmesider fulde af billeder som virkeligheden efter ankomst slet ikke lever op til. Det var bestemt ikke tilfældet her – det hele var lige så lækkert som på billederne, personalet opmærksomt venlige og serviceivrige og der var i det hele taget ikke noget at sætte en finger på. Wow 🙂
Det trak heller ikke fra på imponeringsskalaen at hoteldirektøren på ankomstdagen bød velkommen, fortalte om stedet og præsenterede sine vigtigste ansatte. En ualmindelig høflig gråhåret tysk herre i ulasteligt jakkesæt som gentagent indskærpede at hvis der var nogetsomhelst vi manglede eller kunne ønske anderledes skulle vi endelig fluks sige til.
Efter at have mæsket os i tre retter dejlig mad (og sådan fortsatte det hver dag, mine sideben er noget bedre polstrede end før ferien) kunne vi ikke vente længere med at udforske pool og sauna.
Poolen viste sig at have rovdyr
I saunaområdet var der ikke en sjæl udover os – slet ikke dårligt 🙂
På vej ind:
Flere af rummene havde fint egyptisk tema, her Nofrets dampbad:
Min favorit var så absolut det egyptiske varmerum. 45 grader og lav luftfugtihed, perfekt til afslapning. Horusstatuen hjalp også 😉
René foretrak den finske sauna hvor der var helt ulideligt varmt.
Udover de mange forskellige saunaer var der – finurligt gemt i små alkover i væggene – sjove brusere. En stor rund en hvor dråberne faldt som lun regn (mmm!) og adskillige hvor man blev brust på fra flere retninger. Hvor mange millioner mon det koster at få sådan en derhjemme? Jeg ønsker mig officielt en. Måske to!
Som vanligt et nyt sted vågnede jeg tidligt den første morgen. Det så vældig idyllisk ud i den tidlige morgensol. Både udefra
og inde i vores værelse.
Udenfor havde de tjenende ånder (som man stadig kunne få glimt af her, mellem 6 og 7) revet stien ved strandpromenaden.
Helt uimodståeligt ikke også selv at lave fodspor fluks efter billedet var taget 😛
Så tidligt var der også velsignet tomt for turister og deres børn
Inden jeg nåede hele vejen ud på molen blev jeg utålmodig og vendte om. Udsigten fejlede dog ikke noget.
Efter lidt morgen-Qi-Gong i strandkanten under smilende tysk vejledning gik vi ned til morgenmad og blev overvældede. Der var alt, fra 7 slags røget fisk til champagne og bugnende ostefade, fra (hov, var lige nødt til at gå ud og smøre mig en mad og hente en kop the bare ved tanken) frisklavede omeletter på bestilling til økoyoghurt og friskpresset appelsinjuice. Jeg har aldrig set noget lignende.
Det var ganske umuligt ikke at spise sig proppet, og så var der jo ikke andet at stille op end at slænge mig i en liggestol indtil det blev middagslurstid. Åh, det hårde daseliv 😀
En ekstra bonus var det aldrende klientel. Langt de fleste af de andre gæster var mere end halvvejs gråhårede, så selvom byen omkring os var fuld af alle slags turister, var der fredeligt på hotellets område. Ingen larmende børn, ingen irriterende teenagere og generelt fred og ro. Midaldrende til pensionerede ægtepar laver ikke så megen ballade, i hvert fald ikke i offentlighed 😉
Det var bestemt et af vores kriterier for at vælge netop dette hotel, og det var dejligt at se dem opfyldt. Folk som selv har børn trives muligvis i den larm og det evige postyr, men jeg får som regel mest lyst til at sige noget syrligt og fælt og sparke nogen når jeg udsættes for det.
… Måske er jeg skæbnebestemt til at blive den kvintessentielle sure tante? Eller skurken i en julekalender (“jeg afskyr larm, jeg hader børn, afskaf julen”)?
Min eneste anke på ferien var at der tilsyneladende fulgte slyngler med værelserne. Eller i hvert fald med mit.
Bemærk det skurkagtige grin!
Bare så fremtidige gæster ikke skulle komme i uføre sørgede jeg naturligvis for at tage ham med hjem 🙂
Ingen spaferie uden massage og den jeg fik var himmelsk. Kompetente hænder æltede hvad der føltes som litervis af varm kokosolie ind i min trætte krop.
Bagefter var jeg nærmest som genfødt. Det må hotellet have forudset og ment berettigede et nyt navn (de har selvfølgelig også en del erfaring med spa-ting), for mit husk-din-massagetid-idag-kort så således ud:
Nå, inden jeg snakker hele dagen væk: Hurra! Langt det bedste hotel jeg nogensinde har været på. Samme kæde har flere spahoteller med samme koncept – fremragende mad, højkvalitets pool, sauna og spa-faciliteter, stort set ingen børn – og adskillige af dem ligeledes i Nordtyskland og indenfor køreafstand. Jeg pønser!
Tordenen vækker mig. Der plejer ellers at skulle mere til, men alle vinduer står åbne i varmen.
Gevaldige, glædelige tordenbrag. Som en dyb og beroligende rømmen sig, inden nogen introduceres.
Og så: Regnen. Tung og tæt. Duften af vådt, sommervarmt græs og lun fugtig jord når op til mit vindue, selv her mit i byen.
Bygen tager brat til, stilner roligt af og dagen begynder.
Til Sankt Hans havde Mor inviteret familien til aftensmad og bål.
For mit vedkommende blev det kun til en kort bemærkning om eftermiddagen, men jeg nåede da at se Gurli og Jørgen 🙂
Min søde Mor gav mig gode sager med hjem – sød rød peber, de sidste nyplukkede asparges fra haven (efter Sankt Hans slutter sæsonen og de skal have fred indtil næste år), fuldmoden avocado og hjemmebagt brød med gedeost.
Og til dessert rabarbersuppe med lidt fløde rørt i
Mmm 🙂
Inden sengetid kiggede René forbi og byggede et bål til mig.
Hvad mere kan man ønske sig?
Spise. Gumle. Gnaske. Tygge. Jeg har lyst til at spise også selvom jeg ved jeg ikke er sulten.
Og som bonus får jeg den velkendte “dit-blodsukker-er-lavt-spis-noget-_nu_”-koldsved og utilpashed på tidspunkter hvor mit blodsukker overhovedet ikke er lavt. Det er lige til at blive pip – og ikke så lidt provokeret – af.
Om aftenen er det svært at sove. Jeg plejer ellers at kunne falde i søvn som på kommando. I stedet ligger jeg nu og vender og drejer mig, uanset hvor udmattet jeg så er.
Når jeg falder i søvn (hurra for lægen og hans sovepiller) drømmer jeg sært. Drømme af en slags og konsistens jeg ikke har haft i umindelige tider – eller i hvert fald flere år. Ubehagelige drømme hvor jeg tit gør noget forkert og der ofte går længe efter jeg er vågnet før jeg forstår at det er noget jeg har drømt og ikke det der skete igår.
Mine følelser og mit humør kører i rutchebane.
Min hjerne savner sine stoffer.
Det er morgen. René sover i den fremlistende solstribe under min Hello Kitty dyne og jeg ved han er min.
Jeg spiser en farveflod af piller
og går i Netto efter dagligvarer og særheder.
Jeg cykler ud til Maria, men ikke så snart har jeg taget sandalerne af før Neko går til angreb på dem.
Jeg troede kun det var hunde der gjorde sådan.
De nye kipgryder på arbejdet er store!