Det er morgen. René sover i den fremlistende solstribe under min Hello Kitty dyne og jeg ved han er min.
Jeg spiser en farveflod af piller
og går i Netto efter dagligvarer og særheder.
Jeg cykler ud til Maria, men ikke så snart har jeg taget sandalerne af før Neko går til angreb på dem.
Jeg troede kun det var hunde der gjorde sådan.
De nye kipgryder på arbejdet er store!
Så! Kun en månedstid eller to forsinket er her et par billeder fra Fastaval, primært af køkkenproduktionen.
Først dog lidt bureaukrati. Da vi ankom til køkkenet den første dag og gik igang med at pakke råvarer og værktøj ud opdagede jeg denne her.
Hvor mange fra kontrolenheden (hvad? Hvilken kontrolenhed? Der findes ingen kontrolenhed!) har mon fået løn for det? Og fik H312 dobbelt løn?
Efter et par dages produktion kom der for alvor gang i lagkagepynten. Førsteudgaven med skummel rød marcipankant og “Memento Mori” indridset i toppen fik jeg ikke noget billede af, så her er i stedet et af dødningehoved-påskeharekagen.
Ikke længe efter kom – inspireret af JohnTV – avatarkagen.
Årets JohnTV kan ses her. Til familie og andre ikke rollespillere er det nok sjovest ved position 15:47 og 31:14.
Der er nemlig Tereseudgaven af Daniels fine gæsteoptræden på Jyllands Postens hjemmeside sidste sommer 😉
Det er hvad der sker når ens køkkenstorebrødre finder på at ville købe en reklame, og man så er dumdristig nok til at henlede opmærksomheden på sig selv ved at protestere: “Ingen reklamer for vores sandwiches! Så vil folk bare købe endnu flere og så skal vi arbejde mere.”
Der blev ikke kun lavet lagkager. Allan (som også havde støbt de fine chokoladekranier) havde flag og muffinforme med.
Pirat-øde-ø-med-dyreliv-muffins:
Prinsesse-blomster-muffins:
Mmm, de var både gode og fine, så dem kommer der lige et billede mere af
Tilsidst et billede af den smukkeste kvinde i mit liv. Hun vender koket hovedet væk, bare så der ikke er tvivl om hvem jeg mener.
Fra idag begynder jeg nedtrapning af Fluoxetin. Jeg kan læse på nettet at abstinenssymptomer er forholdsvist sjældne, især i begyndelsen af nedtrapningen eftersom Fluoxetin har en lang halveringstid i blodet, men jeg er nu noget bekymret alligevel.
Da jeg først blev sat på medicinen oplevede jeg at have brat mere energi (det var vist der Pernille sagde “Jeg har hørt dig sige mere idag end al den tid vi har kendt hinanden tilsammen” 😛 ). Betyder det så at jeg bliver endnu mere træt og udmattet end jeg allerede er, nu hvor jeg holder op?
Derudover påvirker serotonin mæthedsfornemmelsen. Betyder det, at uden hjælpestoffer i hjernekemien til at sørge for at serotoninen bliver der længere, så skal jeg til igen at være sulten hele tiden?
Uha!
På vej hjem idag så jeg fire gutter som kom trækkende med et fint træ.
Jeg tænkte meget inden talen nedenfor blev til det den er.
Tænkte på hvordan jeg som Christoffers ondeste søster (det er velkendt at hende er jeg, jeg har det sågar på tryk) kunne holde en morsom tale med tusind tåkrummende anekdoter om ufrivillige pinligheder han har begået under opvæksten.
På hvordan jeg kunne holde en helt almindelig tale, ganske som den forventes at være til en konfirmation.
Jeg har aldrig holdt en tale før (men masser af oplæg og eksaminer, hvilket ligner meget) og forhørte mig hos forskellige venner. De bedste råd jeg fik var “Sig det du har på hjerte ligeud” og “Øv dig”.
Så var det jo med at finde ud af hvad jeg havde på hjerte. Først vidste jeg det ikke – havde ikke tænkt længere end at som både hans gudmor og søster var det nok passende at jeg sagde noget. Jeg havde kun forventningen om at jeg burde holde en tale.
Men lige så stille kom det. Det gik op for mig at jeg igrunden ikke kunne nogen oplagte pinlige historier fra da Christoffer var lille, og jeg opdagede at de fleste af de minder jeg vender tilbage til handler om tidspunkter hvor han udmærkede sig, hvor jeg med et smil tænkte “han er _min_ bror og se hvad han allerede kan og er. Tænk hvad det kan blive til i fremtiden?”
Jeg kom i tanke om at vi jo skulle i kirke og at det nok ville blive kedeligt – folkekirken er ofte ikke lige min kop the.
Derfra var der ikke langt til erindringen om hvad jeg ønskede for ham, da jeg bar ham til dåben. Eller hvad jeg selv tænker er vigtigt i forhold til religion.
Endelig er en tale en oplagt mulighed for at få lov at komme med gode råd uden at blive afbrudt. Måske endda råd som andre også kan have brug for. Så hvad har jeg af livsvisdom at dele?
Det kom til at lyde cirka sådan her (efter hukommelsen, jeg havde stikord med, ikke manuskript)
Jeg har to her som begge gerne vil sige noget til dig. Din gudmor – du kan kende hende på brillerne – og din søster.
Gudmoderen får lov at tale først *tager briller på og rykker dem godt ned på næsen*.
Religion og kirke er aldrig det vi har gjort det mest i, i familien Damhøj. Vi er ganske vist allesammen døbt og konfirmeret og nogle er blevet gift i kirken. Men det er mest for traditionens skyld, vi er ikke dem der ellers render præsten på dørene. For mit eget vedkommende er det næppe heller nogen hemmelighed at jeg ikke er kristen.
Alligevel stod jeg oppe i kirken og sagde “Ja” og “Ja” og “Ja” da præsten spurgte om “Gud Fader den almægtige”, “pint under Pontius Pilatus” og “den hellige, almindelige kirke”.
Som jeg stod der med dig på armen var det nogle andre ting mit hjerte var fuldt af end præcis dem præsten sagde, men jeg tænker nu at vores hensigter dybest set var ækvivalente.Jeg tænkte:
- Ja, jeg ønsker at barnet i min arme må leve i en magisk verden, en verden hvor Narnia findes og ellepigerne danser i tusmørket.
- Ja, jeg ønsker han må opleve ting der ikke kan måles og vejes, og som ikke lige kan forklares.
- Ja, jeg ønsker han må opleve den ro og jordforbindelse der er at hente i ritualer som man gør til sine egne. Hvadenten det så er at banke under bordet, slå korsets tegn eller synge “Namu amida butsu”.
- Ja, jeg ønsker han må få et liv fuldt med spørgsmål, undren og forundring.
Egentlig så synes jeg slet ikke det er vigtigt hvilken religion du vælger. Du kan blive buddhist, nudist, muslim eller asatro – der findes sågar en jedi-krike i USA – eller du kan brygge din helt egen sammen efter forgodtbefindende.
Det vigtige er at du bruger religionen til at udvide din verden med, ikke til at indskrænke den og gøre dig snævertsynet. Til at åbne dialog med andre mennesker, til at give dig tryghed når verden er ond, til at forundres over foråret eller til at danse i regnen med – i stedet for at gøre den til et filter der fortæller dig at folk som tror noget andet er forkerte og skal rettes, at de er fortabte eller måske endda mindre værd fordi de tror anderledes end dig.
Din religion skal være et værktøj, ikke en spændetrøje.*Tager brillerne af*
Nu er de søsterens tur til at tale. Det har handlet nok om religion, for i nutiden fungerer konfirmationen i reglen mere end noget andet som et overgangsrite. Det er den dag hvor vi fejrer at du ikke længere er et lille barn, og på vej til at blive en ung mand.
Det handler derfor også om at anerkende det menneske du er blevet siden jeg for snart 14 år siden stod i en telefonboks på Peterspladsen og fik at vide jeg havde fået en lillebror. Så hvad er du for en?Du er nysgerrig. Jeg kan huske da din lyse, 3-årige stemme lød omme fra bagsædet: “Søsse, hvordan blev jorden egentlig lavet?”. Så var det tid til at tage en dyb indånding og prøve at forklare Big Bang-teorien i begreber en treårig kan forstå.
Du har interesseret dig for mange ting gennem årene, og du er grundig og tålmodig når du engagerer dig i noget. Det har været pirater, vikinger, samuraier, sejlskibe, runer, ægyptiske guder, smedekunst og meget andet.
Det år du var seks tog jeg på ferie til Ægypten og du synes det var ualmindeligt spændende. Vi læste mange bøger om faraoner, mumier, hieroglyffer og ægyptiske guder. Til min fødselsdag det år havde du skrevet mig et kort. Der stod “Tillykke” og “Fra Christoffer” – det havde du nok fået Mor til at hjælpe dig med at skrive. Derudover stod kongeformularen der – de 3-4 sætninger der introducerer en farao på steler og tempelinskriptioner – “Konge over de to lande, Herre til Øvre- og Nedreægypten. Vogter af…” – fejlfrit, med hieroglyffer.Du er modig. Det meste af det jeg har sagt om det synes jeg vi skal lade blive mellem os, men jeg vil gerne sige – og have at alle I andre her idag hører det og ved – at når der er noget svært og ubehageligt som er nødvendigt at gøre, så har Christoffer modet til at gøre det.
Du er pålidelig og du kan holde på en hemmelighed. Vi har haft mange lange snakke under dynen i mørket efter sengetid gennem årene og har diskuteret mange ting.
En af de ting du engang spurgte om var om ikke jeg mon ville være gladere og blive hurtigere rask hvis jeg nu havde en kæreste. Sådan gik det til at du endte med at vide at jeg havde en et år før resten af familien vidste noget.Du er betænksom. I hjørnet til højre for hovedenden af min seng står en boken, et træsværd. Det satte du der da du hjalp mig med at flytte ind i sin tid, og sagde “Så hvis der kommer nogen om natten kan du tage dit sværd og ordne dem.”
Jeg synes det er godt gået! Det er nogle vægtige egenskaber at have, og så allerede nu. Du er godt igang med at blive til en mand du kan være stolt af.
Eftersom dette her er talen til dit overgangsrite, så er det også nu at jeg kan få lov til at komme med gode råd og øse ud af min uendelige søstervisdom, opsamlet indtil min nu høje alder af 32 år 😉
Der er to råd jeg gerne vil komme med, og eftersom det ikke er mig der har fundet på nogen af dem må jeg godt sige at de er gode 🙂For det første: Det vigtigste øjeblik er lige nu. Du kan ikke gøre noget ved det der er sket i fortiden, og kan endnu ikke gøre noget ved ting i fremtiden. Der er kun lige nu. Og da der deror aldrig kommer et bedre øjeblik end lige nu, så lad være med at vente. Vent ikke på at du bliver ældre, på at det holder op med at gøre ondt, på at du vinder i lotte, bliver rask eller på at dine forældre bliver fornuftige. Den tid du venter er bare spildt – brug hvert øjeblik nu, mens det er her.
Og det andet: Det er ikke tanken der tæller, selvom man siger det. Det er dine handlinger der fortæller historien om hvem du er. Ikke det du siger, men det du gør. Det betyder også at det aldrig er for sent at vælge om. Selv når du bliver halvfems, hvis du en dag opdager at den historie dine handlinger fortæller om dig ikke beskriver ham du gerne vil være, så har du stadig, hver dag, altid, muligheden for fra nu af at gøre noget andet, for at handle anderledes.
Så Christoffer – som er nysgerrig, grundig og tålmodig, modig, pålidelig og betænksom: Lad være med at vente på at uvejret driver over, lær i stedet at danse i regnen.
Og, det er dine handlinger som fortæller hvilket menneske du er, og det er aldrig for sent at gøre noget andet.Nyd livet!
Fristende, så fristende også at vrisse selv.
De seneste empiriske studier tyder på at jeg er soldrevet.
De sidste dage har der været solskin og ganske lunt ude – i hvert fald i læ. Igår – hvor der var masse af larm og håndværkere i køkkenet – flygtede jeg udenfor med min thekop i frokostpausen og sad ti frydefulde minutter i solskinnet. Senere spadserede jeg hjem og havde mere energi end forventet, som var jeg ekstra godt opladet.
Idag gjorde jeg det samme – ti minutter i frokostpausen og så en gåtur hjem. Samme resultat.
Jeg ønsker mig at det gode vejr fortsætter – det er så dejligt ikke at være træt 🙂
Her i påskeugen er Maiju på besøg fra Finland. I lørdags mødtes vi hos René til almindelig dasen, hygge og sushi til aftensmad.
Inden daseriet for alvor tog fart var vi en tur i Stof & Stil for at finde materialer til en banketkjole til Maiju. Mens hun fandt hvad hun skulle bruge slentrede jeg lidt rundt og fik øje på denne hylde i mønstersektionen.
Rollespil har sandelig fået en noget anden udbredelse end da jeg var 14 og begyndte at spille! Gnæg!
Efter en veloverstået middagslur af den bedste slags, den hvor de andre i huset sysler rundt i baggrunden – Maiju splittede sit mønster ad og snedkererede et nyt – kreerede vi noget aldeles spiselig sushi. Pænt var det også.
Nu skulle det hele jo ikke blive alt for alvorligt og japansk
Med al den fisk og fjol i maven bliver man hyggedvask
Søndag syslede vi alle tre. René reparerede sine bukser, jeg lavede sukkerblomster til kagerne på Fastaval og Maiju syede korsetdelen af kjolen (jeps, bare sådan lige. Meget fascinerende at sidde og iagttage en som for alvor kan sy – det ser så nemt ud).
René hjalp med at lave huller til snøringen.
Lidt af mine blomster kan vist skimtes i kanten af billedet.
Pernille og Sophie kom forbi lige i tide til at putte syersken ned i det færdige resultat.
Jeg vil gerne bestille nogle flere weekender af det tilsnit! 🙂
Først lige lidt flere billeder af foråret i min stue.
Den har endda 5 blomster iår i stedet for de sædvanlige 4.
Og nu til den egentlige besked:
Da jeg var inviteret til “kom og spis så KB kan få tømt sin fryser inden hun flytter til Schweiz” fik jeg udover en hyggelig aften og en mæt og veltilfreds mave også disse her med hjem.
Det var helt uundgåeligt – de er både pastelfarvede og med sølvglimmer, jeg var solgt fra første øjeblik.
Nu er spørgsmålet så hvad jeg skal bruge dem til, hvornår jeg skal have dem på. Og det skal være snart, de kalder og synger til mig.
Forslag modtages med kyshånd!