Igår, da vi holdt julehygge hos Far og Karen fik jeg min fødselsdagsgave fra Daniel.
Se, se-se-se:
En dejlig kniv som John-David, Daniels barndomsven, har smedet 😀
Stålet kommer fra en af Daniels bilfjedre og skæftet er bøffelhorn og amboniatræ. Skeden er indfarvet kernelæder med en indgraveret knast. Den mand kan ting med sine hænder!
Sikken en dejlig gave! Lille, skarp og min 🙂
Jeg er lige spadseret hjem gennem snevejret og jeg har haft den dejligste dag.
Byen er hvid og tyst – stille som kun sne kan gøre den. Fra biografens eventyrmørke til en sneaftenen dunkle skønhed.
Bilerne lister tøvende gennem gaderne som pludselig igen er fremmed terræn. Dækket af hvidt, for en stund tilbageerobret, taget af vinteren.
Den eneste lyd der krænker stilheden er fodgængerfelternes bippen. Alt andet er dæmpet af den langsomt faldende fnuglette himmeldyne.
Hjemme mødes jeg af lyskædens skær, decembers yndlingsfråds. Lys som står tændt til at byde mig velkommen hjem.
Jeg har hovedet fuld af blå rumvæsner i symbiose med deres planet. Er så nylig trådt ud af historiens favn at den stadig berører mig. Med en hånd om mit hjerte smyger dens ekko sig gennem mig – silkeblødt, bomstærkt og forjættende.
Julen står på spring. I eftermiddags fejrede jeg den hos Far og Karen, lunt i varmen fra smil og brændeovn. Nu til aften ser jeg hvordan den strækker sig foran mig som en perlerække af dage: Igår midvinterblot i sneen. Idag varme og eventyr. I morgen solhverv og tirsdag med toget til Tyskland og glædelige gensyn.
Jeg er helt rolig indeni, stille som sneen. Med kalenderlyset tændt og en lille gyldenvarm lykkeflamme i brystet holder jeg dagen ind til mig og ser frem på de næste, årets sidste. Som en pakkekalender til mig, en gave af dage.
Morgenens indtag:
… Og inden nogen brokker sig så indgik tykmælk med müsli også i morgenmaden, det kom bare ikke med på billedet. Rolig nu 🙂
Værsågod: Årets julesang.
Fra Therese J. Borchards udmærkede blog om at lære at leve med sin mentale sygdom.
Så blev det den 7. og jeg vandrede fastende og derfor svimmel og småmuggen op på hospitalet og overlod dem min ene arm.
Faktisk skulle de bruge hele mig, selvom det kun var armen der skulle kikkertopereres. Det fik jeg fluks at føle. Knap havde jeg advaret den søde sygeplejerske om at jeg har tendens til at besvime før jeg også demonstrerede det. Det ene øjeblik halvsidder jeg i en liggestol og hun er ved at lægge drop på mig, det næste ligger jeg vandret i arbejdshøjde (stolen kunne sørme vippes) og undrer mig over hvor jeg er og hvorfor der står 3 grønklædte mennesker og kigger ned på mig og snakker til mig. De damhøjske gener slår til igen.
Når jeg har været besvimet er jeg altid døsig og slatten resten af dagen. Igrunden ikke nogen dårlig sindsstemning når man skal prikkes og skæres i. Da jeg havde fået duppet sveden af panden med en våd vaskeklud (jeps, ligesom på film, det sker tilsyneladende i virkeligheden) og var blevet pakket klapperfrysende ned under et par lunede tæpper kom narkoselægen Günter.
Han viste mig på ultralydsapperatet hvordan han fandt nerverne i min skulder, og vupti, så lagde han en blokade. Jeg kunne kun se hvad der lignede havbundssedimenter på skærmen, men han kunne udpege årer, vener og nerver i virvarret.
Et stik ned i skulderen og langsomt begyndte hele armen at sove. Det var så her jeg konstaterede at en bedøvet arm føles fælt kold – som om man er faldet i søvn på den og har ligget der længe – men når man rører ved den slatne hånd er den i virkeligheden varm. Meget syret med to modstridende sanseindtryk.
Inde på operationsbordet var det første kirurgen sagde efter han havde fået kameraet ind i mit håndled “Det ligner jo Jerusalems ødelæggelse”. Muntert.
Han ryddede lidt op derinde (kender du andre der er blevet barberet inden i håndleddet?… Det så ret sjovt ud, brusktrævler som lignede nissepladevatskæg blev hapset af det lille runde barberhovede) og fandt ganske som forventet et sted hvor der ikke rigtig var noget brusk. Ikke noget man kan fikse desværre.
Der er potentielt også en nerve i klemme derinde – det bliver jeg tjekket for om et par måneder når dette her er helet.
Han sagde “vores led er til for at blive brugt” og at jeg godt kunne fortsætte med køkkenarbejde. Men også at jeg nok kommer til at bide tænderne sammen til tider – led uden brusk gør ondt at bruge.
Den rare sygeplejerske hjalp mig i tøjet og bandt min fuldstændig livløse arm grundigt fast. Jeg tror ikke jeg har været så svær at klæde på siden jeg var spæd – sådan en helt slap og følelsesløs arm er tung og ikke nem at bakse med.
Frauke kom og fulgte mig hjem. Og tog et par billeder af mig mens jeg prikkede undersøgende til den slaskede arm.
Jeg fandt hurtigt ud af at en hånd ikke er nok til at sætte den fast i slyngen med igen.
Så nu er jeg ukampdygtig, og med fastmonteret boksehandske de næste 10 dage. René kom med Hello Kitty-klistermærker, så nu sidder der sådan et på forbindingen.
Det er så i øvrigt det absolut eneste formildende ved den. Den klør!
Efter badet her til morgen, som jeg tørrede mig, kom creme på og kløede mig i mit irriterede ansigt tænkte jeg “Hm, jeg må vist hellere få købt en lidt federe creme, nu hvor det er blevet frostvejr er mit ansigt ikke tilfreds med min almindelige fugtighedscreme”.
Nu sidder jeg med morgenmaden og har lige pakket dagens kalendergave op: Netop sådan en creme som jeg manglede.
🙂
Det blev december, et dejligt frostvejr satte ind og jeg fik besøg af adskillige nisser.
Først og fremmest kalendernissen, som vanen tro havde et kalenderlys til mig den første december.
Mere uventet fik jeg senere på dagen en fin lille nissepige af Omar, som havde læst mit forrige indlæg og synes jeg skulle have lidt jul 🙂 Hun står nu ved siden af det flere nisser høje snelys på spisebordet.
Da jeg kom hjem om aftenen havde der været endnu en nisse på besøg. Han havde efterladt en god chokoladekalender, en rengjort røremaskineskål og 2 togbilletter til Berlin den 22. december. En betænksom kærestenisse 🙂
Ikke at det har noget med december at gøre, men bare fordi den var så fin:
En “cinnamon bisquit” jeg tog med hjem fra Borough Market til René. 
Med elefant på – hvad mere kan man ønske sig?
Og nu jeg er igang, endnu et billede udelukkende fordi det er tiltalende.
Honningkagekrydderierne lige inden de kom i dejen.
Det er den første december i morgen, og jeg ejer ikke en eneste stump julestemning.
Jeg har masser af bekymret-stemning til gengæld. 15. januar, lige om lidt, er jeg færdig med skoleforløbet og skal begynde i lære. Hvis altså ikke lige det var fordi at det indtil videre overhovedet ikke er lykkedes mig at finde en læreplads.
De omkring 25 steder jeg har besøgt og spurgt indtil videre har alle sagt “Vi tager ikke elever”, “Vi har ikke råd”, “Vi mangler ikke nogen” eller simpelthen bare “Nej”. Nogle af dem er søde og prøver hjælpsomt at foreslå andre steder som måske vil have en caterelev og enkelte er tvært fåmælte og finder det tydeligvis groft at jeg tillader mig at bruge 60 sekunder af deres arbejdsdag på at dukke op og spørge.
De søde er et lille plaster på såret, men hvor er det udmattende at være uønsket.
I næste uge skal jeg opereres i den ene hånd. Det skal nok blive vældig meget nemmere at finde læreplads når min højre arm er i stor forbinding resten af december. 🙁
Stress. Jeg genkender dig. Genkender den måde jeg ingenting orker, og helst bare vil flygte ind i en bog hele tiden. Ser hvordan søvn er en flugt der alt for hurtigt slutter og efterlader mig tilbage i bekymringen og formodningen om at jeg er uduelig. Genkender hvordan selv venne-ting jeg gerne vil er blevet svære at tage sig sammen til, og hvordan jeg skal hive mig selv op ved hårrødderne for overhovedet at komme ud og røre mig. Genkender – ikke mindst – hvordan mit humør er hudløst og irritabelt og jeg hele tiden skal passe på ikke at vrisse. For det er jo ikke mine næres skyld at jeg er presset, og intet bliver bedre af at lade galden flyde over dem også.
Det eneste jeg ønsker mig til jul er en læreplads. Så jeg skulle nok ikke have aflyst årets julegaver :-S
Så blev jeg 100000. Det var gaver og kram på sengekanten om morgenen, og efter en spændende dag (ja, du læste rigtigt, dem er der ellers ikke mange af) i skolen kom jeg hjem og fandt Leoparden i gavepapiret jeg ikke havde fået ryddet væk inden jeg tog afsted om morgenen.
Den er et ordentligt lille bæst – da jeg forlod hjemmet lå snoren spredt, ved hjemkomsten var den rullet til et fint rundt nøgle.
Lørdag havde jeg inviteret gæster, og gæster skal jo have kage.
Og boller.
Og småkager, men de var ikke så fotogene viste det sig.
Huset var fuldt af dejlige mennesker som kom med kram, gaver og hygge.
Og horn. De er ikke så tydelige på billedet, men jeg fik de fineste små røde horn
Ingrid havde som vanligt thehætten på (spørg mig ikke hvorfor, men det forekommer mig at jeg har et par forskellige udgaver af dette billede).
Sådan ser Martin ud i hovedet når han lige har fortæret en af de …interessante knaldrøde Hello Kitty sukkerkugler med kunstig kanelsmag.
Måske skulle han have ladet sig advare af at dåsen de kom i har djævlehorn og trefork?
Til sidst blev selskabets yngste deltager lige så træt som mig.
Vrede er den mest nytteløse følelse jeg kender. Og jeg bliver kun mere vred af at bemærke hvor åndssvagt det er at være det.
Der er ikke anden mulighed end at finde sig i den beske syden indeni og vente sammenbidt til den går væk. Spild af tid, og ondt i maven får jeg også.
Vreden giver mig lyst til at sige opsparede sandheder til mennesker jeg holder af, fortælle dem hvor tåbeligt og svært at se på det er når de holder fast i handlemønstre der ikke hjælper dem, måske endda tværtimod.
Men jeg siger dem jo ikke. Kan ikke uden at råbe eller blive væmmeligt sarkastisk. For det gør også ondt på mig, når de spænder ben for sig selv. Ingenting bliver jo bedre af at jeg føjer syresår til deres eksisterende vanskeligheder.
Endnu værre er det når en måske uskyldig bemærkning finder et af hullerne i min rustning. Der er flere end førhen, jeg arbejder lige så stille på at tage den af – fuld pladerustning er så tungt (og andre mennesker lader til at kunne nøjes med ring- eller læderbrynje).
Men inde bag rustningen er jeg blød og helt urimeligt sårbar. Så når noget finder vej derind reagerer jeg med kløer og tænder som et lille dyr der bliver trådt på. En ubehageligt stærk reaktion. Den er svær, så svær og forbløffende dyr at holde tilbage.
Men måske var det der fandt vej gennem rustningen bare et vådeskud, eller et venligt tjat, og vedkommende der leverede det kan jo ikke vide at jeg er så ømskindet lige der. Så er der ikke megen mening eller konstruktivitet over at jeg kaster galde og skarpe klør tilbage.
I stedet æder den så rundt i mine indvolde, noget vil den bide i.
Av.