Kattens Rejse

Hjemtur

Det er mørkt udenfor, med byen og vejens lys i baggrunden. Herinde er der lunt nok som jeg ligger på bagsædet med alt Fenjas tøj på. Det kan søvnig-kuldskærheden trods alt ikke hamle op med.

Snart forsvinder byen bag os og jeg glider ned i søvnen. Afslappet i bilens mave og med to tryghedsskabende yndlingsmennesker på forsædet. En af mine første erindringer er at ligge sådan på bagsædet af bilen mens min Far kørte – men dengang kunne jeg ligge udstrakt 😉

Rolig vågnen, stadig i mørket. Sangen – dyb og klar – rækker ned i dybet til mig, og lokker mig stille op. Anders synger.

Den varer resten af vejen hjem, sangen, med lejlighedsvise indspark fra mig og Ingrid. Det er længe siden jeg har haft det så dejligt på et tidspunkt hvor jeg egentlig helst ville sove.

Vi kom næsten til Århus før jeg var klar.

Spejderweekend

I weekenden var jeg i Vejle og lave mad til et projektlederkursus for grønne pigespejdere. Midt i alle efterårsfarverne, på toppen af en bakke – og med et rigtigt køkken at boltre mig i.

Derudover to søde veninder (som holdt kurset) at hygge med, frie hænder til at lave præcis hvad jeg havde lyst til af mad og efterår for alle pengene.
Se selv de fine farver

Er der i øvrigt andre end mig der har undret sig over hvorfor bladene ikke bliver nær så røde herhjemme som eksempelvis i USA?

Om morgenen var der buldermørkt (lørdag morgen, inden vi overgik til vintertid – spejdere står jo tidligt op) og selv efter løbeturen – jeg kunne desværre ikke deltage, hvem skulle så lave morgengrøden? – så de ikke helt vågne ud.

Da vi spiste frokost og talen faldt på mere eller mindre uskadelige svampe så jeg denne her ud ad vinduet og synes den var vældig fin. Bestemt den fineste jeg havde truffet personligt.

… Og det var altså bare champignon i pastaretten!

Jeg måtte ud at kigge nærmere på fluesvampen. På vej hen til den mødte jeg denne her, og så blev jeg for alvor duperet.

Se, der er plads til adskillige alfer under.

Fiiiin! 🙂
Hvis man indstiller kameraet til strandbilleder på en lys men skyet dag uden store reflekterende overflader i nærheden sker der sjove ting med farverne.

Pludselig ligner det en halvlun dag i stedet for en kølig efterårsdag.

Søndag regnede det. Et fedt for os eftersom kurset foregik tørt inden døre. Hyggeligt var det, og duften når man åbnede terassedøren gik lige i næsehukommelsen.

Efterår i sjælen

Vinden rusker i min hue, men inden under tøjet er det næsten ikke koldt. Byluften lugter af visne blade og i mørket er der en hvisken om at for hver forhindring foran mig er der også en vej henover eller udenom. I hvert fald i dette øjeblik, alle 3 sekunder i træk, kan jeg se det.

Jeg er fuld af aftenenergi, den flygtige slags der kommer kort inden krop og sind erkender trætheden og begynder at lukke ned. Den slags der er fuld af vilde planer og muligheder som sjældent varer længere end 10 minutter, hvorefter søvnigheden sætter ind.

Allerede nu, efter fem minutter indenfor har varmen snart zappet energien. Men jeg kan stadig huske at lige før, ude i mørket, kunne jeg mærke at der var en vej igennem labyrinten.

Selvinduceret skrøbelighed, hm?

Der er mange sære ting på beliefnet.com. I alle afskygninger. Men da jeg læste denne her om personlighedstyper var der alligevel noget min intuition bed mærke i: følgende fra Gabor Mate, en praktiserende læge fra Canada:

Over his years of family practice, Mate relates, he began to notice a pattern: individuals who were unable to express anger, who didn’t seem to recognize the primacy of their own needs, and who were constantly doing for others, appeared to be the ones most susceptible to a slew of ailments, from asthma, rheumatoid arthritis, and lupus to multiple sclerosis and amyotrophic lateral sclerosis. These conditions are all autoimmune disorders. Mate claims that, when an individual engages in a long-term practice of ignoring or suppressing legitimate feelings–when he or she is just plain too nice–the immune system can become compromised and confused, learning to attack the self rather than defend it.

Emotional expression, in Mate’s view is absolutely essential because feelings serve to alert the individual to what is dangerous or unwholesome–or, conversely, to what is helpful and nourishing–so that the person can either take protective action against the threat or move toward the beneficial stimulus. If someone never gets angry, this reflects an unhealthy inability or unwillingness to defend personal integrity. Such “boundary confusion” can ultimately become a matter of life and death. If someone just cannot say no, Mate argues, his or her body will end up saying it in the form of illness or disease.

Ikke kun jeg, men også adskillige mennesker jeg holder af kunne godt trænge til at fundere lidt over det (også dig, Mor 🙂 ). Det harmonerer ikke bare med min intuition – når ellers jeg kan være stille nok til at jeg kan høre den har den forbløffende ofte ret – men også med hvad man lærer gennem et par år i terapi. Jo oftere man (man = en der passer ind i det beskrevne personlighedsmønster) gør noget fordi man “burde”, fordi samvittigheden siger det, fordi man ellers ikke er god nok, er det sundere at arbejde med sin indstilling, frem for at rette sig efter samvittigheden. Jeg nævner i flæng “Jeg burde gøre rent før der kommer gæster, ellers er jeg en dårlig vært”, “Jeg burde tie stille så jeg ikke generer nogen”, “Jeg burde takke ja til Xs invitation, ellers bliver X ked af det og så er jeg en dårlig ven”.

I alle den slags tilfælde – i hvert fald alle dem jeg er stødt på – gælder det at det umiddelbart nemmeste er at adlyde samvittigheden. Så følger man et længe etableret mønster (altid mest lige for) og de kulturelt medopdragede værdier om at være et anstændigt menneske. Oplagt, ikke? I farten får man så givet sig selv hovedpine, søvnløshed, fordøjelsesproblemer eller alt muligt andet ubehageligt fordi man gerne vil gøre det (man forestiller sig er) det bedste for alle andre.

Men pr psykologernes ord og efterhånden også min spæde erfaring både med mig selv og andre er man – jeg, såvel som dig – langt bedre selskab hvis man i stedet for at støvsuge har brugt tiden på den times stille hyggelæsning man trængte til. Eller hvis man kun siger ja til de invitationer man reelt har overskud og lyst til.
Man er – logisk vel egentlig – et mærkbart mere givende menneske når man har energi til folk mens man er sammen med dem.

Hvor stor en del af ens fysiske (små)skavanker mon man kan slippe af med ved at passe bedre på sig selv psykisk, skrotte “burde” og tage hensyn til sine egne behov før andres?

Tankevækkende, ikke?

Folk og fæ på teknisk skole

Lærere på Teknisk skole er en blandet flok.

Der er dem der udleverer kopier og så bruger flere timer på at gentage det der står på dem – ikke mere, ikke mindre.
Dem der udleverer kopier, deler os op i grupper og lader os bruge timer på at forberede oplæg og holde dem for hinanden. Grrrr!
… I begge tilfælde har materialet hver gang været af et omfang der kan læses på et kvarter, måske en halv time hvis man læser langsomt og falder i søvn undervejs. Eller hvis man lader sig gå på af at det er faglitteratur på folkeskoleniveau som taler til læseren som om man var 14 og man i frustration holder pause for at trampe på det undervejs.

Så er der nogle der er pædagogisk dygtige og virker som om de har valgt at arbejde her fordi de synes om at undervise den del af befolkningen der ikke har boglige tilbøjeligheder. Vi havde en enkelt af slagsen, hun er lige blevet langtidssygemeldt :-/ Hun var ellers fin.

Så er der håndværkerne. Folk der har arbejdet inden for deres erhverv (slagter, kok, tjener,…) en årrække og nu underviser næste generation. De er teknisk dygtige, menneskeligt ligefremme, har en god dosis humor og er ikke bange for at kalde en spade for en spade. Dejligt 🙂

Den sidste slags har jeg kun truffet et enkelt eksemplar af. Udover den hyggelige dialekt og lunet var det første jeg bemærkede hans hænder. Stærke og godt brugte gennem et helt liv, snarere garvede end rynkede og med tydelig fornemmelse for arbejdet de udfører – ligesom Onkel Jørgens. Bjarne – det hed ham her – er gået på efterløn men kommer stadig ind og underviser ind imellem, “når de skal lære det rigtigt”. Han har været slagter siden syttenhundredehvidkål og derefter undervist på teknisk skole de sidste 117 år. Noget i den stil i hvert fald 😉
Ham kunne jeg lide med det samme. Han viste hvordan man skærer bagenden af en okse – pistolen – ud og selvom vi stod to lektioner i træk i den nedkølede skærestue (der skal være maks 10 grader så kødet ikke bliver for varmt mens det udskæres) og bare så på hans hænders dans og lyttede til hans monolog mens han tryllede 70kg ko-del om til genkendelige udskæringer var det ikke et øjeblik kedeligt – kun koldt.

Sådan vil jeg gerne være når når jeg når hans alder!

Ordnet!

For nogle år tilbage ønskede jeg mig smykker med grønne sten i julegave. Jeg fik 3 fine små lysegrønne sten i guldindfatninger med ophæng af Nis. De blev fluks sat i en kæde og har været brugt flittigt, men altid med tanken at de to før eller senere skulle laves til øreringe.

Før eller senere var i lørdags og siden har jeg spadseret glad omkring med min nye pynt 🙂

Pommes frites med mayonnaise?

Der er noget bizart for mig i at tilhøre en kultur hvor de fleste regelmæssigt drikker sig fulde inden de fylder 16. På den alder havde jeg allerede i nogen tid hørt på moralprædiknen om at hvis ikke jeg kunne lide at være sammen med folk når de havde drukket så var det mig der var sart, og mon ikke jeg lige skulle tage mig sammen?

Som teenager er det næppe ualmindeligt at føle at man ikke passer ind, at de normer for samvær der er i ens kultur- og familiecirkel ikke er tilfredsstillende, nogle måske endda frastødende.
Jeg var på ingen måde i tvivl, hverken som 16, 20 eller 24-årig, om at jeg ikke ligefrem passede ind der hvor mine gener ellers sagde jeg hørte til. Selv i den tungnemmeste hormonraserede hjerne trængte budskabet bag familiens opfordringer til at gå i byen med klassekammeraterne, til at slappe lidt af og ikke være så fintfølende, til nu at prøve at smage på den her vin eller velkomstdrink før eller senere ind: “Vi er bekymrede over at du ikke kan lide de ting vi kan lide, du må være i stykker og vi vil gerne reparere dig”.

Hvordan mit dobbelt konfliktsky yngre jeg formåede at insistere på det, der var rigtigt for mig, forstår jeg ikke helt. Der må have været nogle uforudsete kræfter til rådighed, for gennem årene hvor jeg gik i gymnasiet, flyttede hjemmefra, gik på universitetet og byggede et liv med ting der var meningsfulde for mig var jeg aldrig i tvivl. Muligvis var jeg defekt, tænkte jeg, men alkohol og fulde folk ønskede jeg inderligt at have så lidt som muligt med at gøre.

Først sidst i tyverne, efter at have boet langt væk, og da udelukkende trygt i venners selskab har jeg haft lyst og mod til at vove mere end en enkelt drink eller to. Den slags ting skal tages i det tempo der falder naturligt – eller slet ikke.

Nu, med lidt flere små skridt bag mig, bemærker jeg – mere ømskindet end jeg forventede – hvordan René smågriner af mig og synes det er sjovt at jeg langsomt er igang med at gøre mig erfaringer som de fleste (danskere) gjorde sig længe før de blev myndige.
Tæller det mon i det karmiske regnskab ufrivilligt at være andre til morskab?
Så mange sarte punkter…

Her i sensommeren har jeg stiftet bekendtskab med sulten efter salt og fedt morgenen efter. Mmm, pommes frites med mayonnaise til formiddagsmad. Tak for hjælpen, Pernille (())

På vej i hi?

Almindeligvis bliver jeg veltilpas og i hyggehumør når efteråret begynder. Det ligger højt på listen af mine fire favoritårstider, og dets komme varsler indendørsglæder – tændte stearinlys i skumringen, bøger uden tilhørende skulle-du-ikke-ud-i-solen-komplekser, risengrød og simreretter, gasse sig i vinterdynens favntag uden at svede og alt muligt andet dejligt som jeg har overraskende svært ved at komme i tanke om lige nu.

Siden vejret slog om i sidste uge har jeg nærmest ikke lavet andet end at være søvnig. Vinden hyler udenfor, og selvom jeg vanen tro tænker “Mmm, dejligt” så synes kroppen tydeligvis noget andet. Den vil pakkes ind og ned under dynen og protesterer vantro når jeg vågner inden solen, for det kan da ikke passe at det ikke er lyst?! Når det så bliver mørkt om aftenen sender øverste etage fluks søvnigsignaler som ikke sådan er at ryste af sig og jeg tilbringer timerne mellem otte og ti med at kæmpe forgæves imod og give op og gå alt for tidligt i seng.

Kanske jeg har fået en overdosis sommervejr? Jeg er i hvert fald slet ikke klar til at det skal skifte nu, og rent fysisk lader jeg til at være på vej i hi. Jeg plejer ellers at forestille mig hi som noget hyggeligt, men indtil videre er det ikke ligefrem en humørbooster hele tiden at skulle kæmpe med lysten til at tage en lur eller tre.

Jeg har lånt en dagslyslampe. Hvis jeg kan vænne mig til at bruge den jævnligt (de har sådan et koldt lys) hjælper det måske.

Ellers ved jeg ikke hvad jeg skal stille op – jeg kender ikke tricksene mod efterårsblues, og jeg er alt for søvnig til at være opfindsom.
Har I nogen hints?

Ja! Ja! Ja!

Kronik, skrevet af Holger Danske, Aladdin, Den lille Havfrue, Lykke-Per, Pigen med svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver.

(Ja, det er langt, men det er tiden værd. Mit hjerte synger i enighed.)

Vi har sovet længe nok, og vi har været tavse længe nok.

Men vi har set og hørt det hele. Vi er en broget forsamling med vidt forskellige tanker og ideer, men der er iagttagelser, vi ikke kan tie om længere, og som vi har valgt at udtrykke i fællesskab:

Landet stander i våde!

Vi har set, hvordan danske medborgere, der er kommet hertil fra den store verden, er blevet nedgjort af Dansk Folkeparti som »gøgeunger«, »svin« og »snyltere«, og vi har set deres religion blive stemplet som »pest«, »alt-ædende had« og »ondskab«.

Vi har set Pia Kjærsgaard gennemtvinge Statsradiofoniens knæfald og bodsgang, fordi en radiogæst tillagde hende ’fejlcitatet’, at »de fremmede formerer sig som rotter«, når hun nu ’blot’ havde sagt, at »de fremmede formerer sig som kaniner«.

Men vi har aldrig forstået, hvordan det kunne være mere eller mindre infamt, om man reducerer sine medmennesker til den ene eller anden gnaver.

Vi har set indespærrede nødstedte i asyllejre blive knækket psykisk og begå selvmord, og nu har vi også set ordensmagten tvinge flygtninge ud af et kirkeasyl midt om natten, fordi Dansk Folkeparti kræver irakiske mænd, kvinder og børn tvangsdeporteret til et land, hvor de vil være i overhængende livsfare!

Vi er oprigtigt talt rystede over, hvad der foregår i gamle Danmark, og vor reaktion på Dansk Folkepartis foragt for liv og medmenneskelighed er uvilkårligt: Nej, ikke igen – ikke i vort land.

Vi spørger os selv, hvordan og hvorfor deres udanske foragt har vundet et sådant gehør?

Hvilke af vore brave landsmænd og -kvinder er det, som intet har lært af historien?

Hvad blev der af at udtrykke sig med »mildhed i mælet, som et menneske skal«, sådan som allerede gamle Bjovulf mindede magthavere om?

Vi ser måbende til, hvorledes vort land kidnappes af et parti, der minder om H.C. Andersens »der groer Chikanen! Chikanen!«, og som bedst karakteriseres af de profetiske ord af endnu en af vore venner, Jens Baggesen:

»Denne negative Patriotismus! Lands-Forræderen med Cato-Maske! Patrioten elsker sit Land, agter sin Nation, arbeider for sit Folk – hin parodiske Carricatur-Skygge hader, spotter og forfølger det fremmede!«.

Dansk Folkeparti har eneret på »nazikortet«
Pia Kjærsgaard og hendes partifæller har hånet islam som »nazisme«, kaldt indvandrere for »besættere« og muslimske kvinders hovedtørklæder for »hagekors«.

Men når nogen påpeger lighederne mellem Dansk Folkepartis antimuslimske propaganda og 1930’ernes tyske antisemitisme, mødes de af en bølge af forargelse.

Du må ikke bryde Det Store Tabu: Kun Dansk Folkeparti har lov til at »trække nazikortet«, og det skal for alt i verden smides i hovedet på indvandrerne.

En journalist, der kom for skade at kalde partiet for »nationalsocialister«, skal derfor fyres på stedet, hvis det står til Søren Espersen.

Står det til Pia Kjærsgaard, skal Justitsministeriet efterforske den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, som har vovet at kritisere partiets terrorpolitik.

Mønsteret bliver tydeligere og tydeligere: Staten, forskerne og kunstnerne skal helst lystre Dansk Folkeparti, ligesom Dansk Folkeparti lystrer Pia Kjærsgaard.

Kæft, trit og ensretning.

Og som oplæg til kravet om at komme i regering og sætte sig tungt på dansk kulturpolitik har Pia Kjærsgaard senest bedyret, at hun »kaster op over Klaus Rifbjerg & Co.«.

Vi er trætte af at se vort land smurt ind i Kjærsgaards opkast, der daglig siver ned over spalterne i landets aviser og får luksuslancering i TV-avisen og TV 2/Nyhederne.

Vi er trætte af at se Pia Kjærsgaard marchere gennem medieverdenen som enevældig majestæt, der truer hjemmeværnets øverstbefalende til lydighed, ministre til følgagtighed og kritikere til tavshed.

Vi er trætte af hendes sorte skole og dens smagsdommeri, der tilsviner eksperter, hvis ekspertise hun er for arrogant til at respektere, og som foragter kunst, der ikke lever ned til et påtaget rindalistisk mediestunt.

Vi er trætte af hendes konformitet og kynisme, der dæmoniserer og sygeliggør mindretal med ’forkert’ tro, herkomst og seksualitet.

Men vi er først og fremmest trætte af de mange politikeres medløberi, som giver hende al denne magt i stedet for at trække en linje i sandet og fastslå, at nok er mere end nok.

Og vi er hamrende trætte af alle dem, der bukker og skraber, så snart Pia Kjærsgaard viser sin smækfornærmede mine over det mindste kritiske pip.

Vi har fået nok af mikrofonholdere, der ikke tør stille kritiske spørgsmål, men serverer partiets foragt for ildestedte medborgere lige så uskyldigt som dagens vejrudsigt.

Vi har fået nok af kommentatorers kujoneri og mediebossers berøringsangst, der har tabuiseret den enkle sandhed, at Dansk Folkeparti er den største trussel mod Danmark og Danmarks sammenhængskraft.

Selektiv danskhed
Ledelsen i Dansk Folkeparti fungerer som et enerådigt kommunistisk politbureau i efterkrigstidens mest autoritære og centralistiske parti og er også af den grund den mest udanske magtfaktor, som Christiansborg har lagt taburetter til, i mere end et halvt århundrede.

Dansk Folkepartis selektive danskhed er en destruktiv danskhed, der er al anden danskheds fjende:

Bibliotekslukning efter bibliotekslukning har amputeret den fri adgang til Danmarks litteraturarv, og sjældent er der blevet skidt så højt og bredt på Danmarks naturværdier – måske det mest danske, vi overhovedet har – efter at Dansk Folkeparti har besat magtens korridorer i 2001.

Sågar modstandsbevægelsens arv har partiet misbrugt og forvansket i magtfuldkommenhedens og propagandaens tjeneste.

Men en modstandsbevægelse kan selvfølgelig ikke være en del af den herskende magtelite, ligesom en modstandsbevægelse altid må være en David i opposition til en Goliat.

Dagens Goliat er Dansk Folkeparti, der aldrig har været og aldrig nogen sinde bliver danskernes, danskhedens eller Danmarks stemme.

Over halvdelen af befolkningen mener, at samarbejdet med partiet ligefrem skader Danmarks omdømme (Gallup 2006), og kun 20 procent ønsker at se Dansk Folkeparti som regeringsparti (Catinét 2009).

Nationalsangen minder os om hvorfor: »Den danskes ånd« er den, der »hader fordoms lænker« og er »kold for spot«, som det hedder om vort yndige land – men er dét Dansk Folkepartis ånd?

Nej, Dansk Folkeparti er besættelsesmagten; vi er modstandsbevægelsen.

Enhver, der aktivt protesterer imod Kjærsgaards forlorne danskhedsindustri og hendes neonationalistiske korrekthed er en del af modstandsbevægelsen.

Enhver, der gør op med berøringsangsten og afviser den apatiske bagatellisering af Dansk Folkepartis svøbe, er en del af modstandsbevægelsen.

Danske løver med varme hjerter
Vi vil bekæmpe Dansk Folkeparti med de skarpeste ord, ikke ved at se »gøgeunger« eller »rotter« blandt vore medmennesker, hvad enten vi bryder os om dem eller ej.

Der er heller ingen »kaniner« eller »sjakaler« i Danmarks rigsvåben, men derimod løver og hjerter – så hvad er vel mere dansk end selv at være løver med hjerter, og hvad er mere udansk end at beskylde andre for at være skadedyr og pest?

Men vi tror på, at også dem, der skaber syndebukke af befolkningsmindretal, inderst inde og hver for sig er mere selvstændige og omgængelige, end deres flokmentalitet gør dem til – også i Dansk Folkeparti.

På tomandshånd er ingen tilnærmelsesvis så frygtsomme og fordomsfulde eller truende og foragtende, som når kadaverdisciplinen overtager under lederen i et topstyret parti, eller når man kun orienterer sig efter røven af den, der marcherer umiddelbart foran.

Vi ville ønske, at advarslen fra vor gode ven B.S. Ingemann også blev forstået i dag, hvor tidsånden desværre er vendt tilbage, men forfølgelsen blot gælder en anden gruppe:

»Det har ærgret mig, at Københavnerne har efterabet den tyske pøbel med jødeforfølgelse«.

Vi istemmer Aladdins erindring om, hvorledes »Nordens Kraft« også har godt af »Østens Ild«, ligesom blomsten »til Solen trænger« for at »forædle Slægten, varme den«, som vor gode ven Oehlenschläger skrev i prologen til en af perlerne i vor arv.

Danmark trænger atter til mere menneskeligt solskin, der bortsmelter al den isnende og udanske fremmedforagt. Eller som vor gode ven Georg Brandes advarede imod:

»En særligt dansk, indestængt Kultur er en gammel Jomfru, der ingen Børn kan faa, ufrugtbar, thi ubefrugtet. Lad os da aldrig stænge Frøkornene ude!«.

Danmark er og har altid været en have, hvor udefrakommende tanker og mennesker har givet deres del af næringen. Danmark er Danas Have, ikke den hermetisk lukkede bunker, som Dansk Folkeparti ønsker at forskanse os bag.

Vi elsker Danas Have, men vi hader fordoms lænker, og vi er kolde over for dæmoniserende spot af befolkningsmindretal. Derfor giver vi gerne magthaverne med grovfilen.

Det er det, der gør en modstandsbevægelse til en modstandsbevægelse. Det er en del af vor danske arv og dét, der gør os til de danskere, vi er.

At sigte efter magten i stedet for afmagten. At holde magthavere i skak. At brøle opad i stedet for nedad.

Politikerne er Danmarks værste gangstere
Vi har ingen respekt for jævne gadebøller eller brutale bander, der må stive deres skrøbelige mandighed og påtagede selvrespekt af med størrelsen på deres våben eller brutaliteten i deres opførsel, og vi er flintrende ligeglade med, om de er af den ene eller anden kulør.

Men Danmarks mest skadelige gangstertyper er såmænd ikke de hårdkogte kriminelle eller rå gaderødder, der findes i alle samfund.

For som vor gode ven H.C. Andersen minder os om:

»Lad det være den største Forbryder, han er dog et Menneske som jeg; ogsaa han har været uskyldig! Hvem veed, hvor mange haarde Kampe han kjæmpede, før han gjorde det første Skridt til sin Ulykke; lidt efter lidt gled han dybere«.

Nej, de værste gangstertyper er dybest set de politikere, der med statens magtapparat i ryggen skruppelløst kværner menneskeskæbner eller bevidst ensretter og kløver det danske samfund.

Vi kan ikke se passivt til, mens Danmark nærmer sig den mindretalsforagt, som hersker i mange af verdens totalitære stater.

Vi har intet tilovers for herskere eller terrorister, der skalter og valter med menneskeliv, uanset om det sker under det ene eller andet religiøse eller ideologiske banner, og uanset hvor i verden det finder sted.

Men vi bor hverken i Iran, Kina eller Nordkorea; vi bor i Vesten, og vi har mere beskedne ambitioner end selv at redde Iran, Kina og Nordkorea.

Vi bor i en privilegeret del af verden, hvor et gunstigt klima og frugtbare landskaber har givet os fordele, der forpligter til ekstra generøsitet over for de mindre privilegerede.

Vi er ovenpå, og vi bør derfor være de sidste til at sparke nedad, ude såvel som hjemme. Vi har menneskeligt overskud til at kæmpe for andre end os selv i stedet for at være os selv nok.

Vi er ikke blinde for den vestlige verdens historiske udbytning af resten af verden og de aktuelle eksempler på vestlig dobbeltmoral og dominans.

Men det ændrer ikke ved, at retssikkerhed og menneskerettigheder har langt bedre vilkår i Vesten end i store dele af den øvrige verden, ikke mindst takket være en kulturarv, der bygger på nødvendigheden af lige rettigheder, efterstræbelsen af en udtalt fordomsfrihed og magtkritikkens vide muligheder.

Vi vil forsøge os med en fremstrakt hånd
Det er denne vestlige arv, vi vil fastholde, erindre og værne om, og derfor vil vi aldrig lukke Danmark af for omverdenen. Det er denne danske arv, vi vil genopbygge og udbygge – og det er denne arv, Dansk Folkeparti undergraver.

Men er vi da slet ikke bekymrede for det, man med et nymodens ord kalder ’integration’ – eller rettere fejlslagen integration?

Jo. Vi er imidlertid meget mere bekymrede for frygtens magtpolitik og den radikalisering, den stimulerer.

Det betyder ikke, at vi underkender de udfordringer, forskellige kulturelle baggrunde og samfundsmæssige udsyn medfører, eller benægter, at der er parallelsamfund, som lige nu er uden for pædagogisk rækkevidde.

F.eks. Faderhuset, Hizb-ut-Tahrir og Dansk Folkeparti.

Men derfor skal vi ikke opgive at forsøge os med en fremstrakt hånd.

Ganske vist finder 42 procent af Dansk Folkepartis vælgere både lussinger og røvfulde acceptable under opdragelsen, mens 41 procent accepterer sort arbejde og 23 procent ønsker dødsstraffen genindført.

Det er ildevarslende tal, der både ligger langt over landsgennemsnittet og langt over procentsatserne for landets muslimer (Capacent 2009).

Store dele af Dansk Folkeparti er med andre ord fremmede over for centrale værdier, som mange flere danskere med vidt forskellige ideologier og religioner finder helt selvindlysende.

Men selv om det kan have lange udsigter, før partiets parallelsamfund bliver integreret, er ideen om at spærre denne vælgergruppe inde i traumatiserende lejre, underkaste dem patetiske danskhedsprøver eller tvangsdeportere dem, både umenneskelig og kontraproduktiv.

Danmark er bredt og mangfoldigt nok til at rumme mennesker af vidt forskellige holdninger, også de mest uintegrerbare grupper i Dansk Folkeparti.

Imidlertid hverken kan eller vil vi acceptere, at landets historiske arv og ånd eller nutidens danske medborgere ufrivilligt tages til indtægt for snæversyn og ensretning, hver gang Demagogisk Folkeparti fører sig frem som »danskernes« og »danskhedens« talerør, skønt et altovervældende flertal aldrig nogen sinde har stemt på dem.

Derfor dette manifest til jer, der ligesom os har fået nok af Dansk Folkepartis dominans. Derfor denne modstandsbevægelse på tværs af herkomst og indkomst, farve og tro, ideologi og parti.

Vi håber at se jeres aftryk på kulturkampen med endnu større eftertryk – og I hører i alle tilfælde fra os igen.

Tak Morten, for at trække kronikken ind i mit opmærksomhedsfelt 🙂

Håndværk


De første to uger på teknisk skole har været meget langsomme. Meget. Jeg skal have lagt en nødplan for ikke at gå mentalt i krybegear de næste måneder, men har ikke umiddelbart nogen lysende idéer.

Enkelte nye erfaringer lyser op. Billedet overfor viser to boller fra samme portion dej, og af samme størrelse før hævning og bagning. Den ene er formet af en uddannet bager. Den anden af en tilfældig (ikke-bager) i min klasse og begge bagt sammen i en teknofantastisk professionel bagerovn.
Dét vil jeg godt lære!

Det var også sjovt at lære at udbene en kylling i onsdags. Jeg har aldrig lige tænkt at det var noget jeg havde trang til at gøre, men nu hvor jeg ved hvordan er jeg sikker på jeg finder på noget 😉