Jeps, det er kakaduen som ville bide i min næse i sidste indlæg.

Den sidste uge har været præget af at jeg har testet tesen “Nå, men jeg kan sikkert sagtens X selvom jeg har et brækket ribben.”
Blandt konklusionerne er:

Tage med Frauke til nogle røntgenundersøgelser og detlige på Amtssygehuset. Ja, det kan man sagtens 🙂 Det gør ikke noget at sidde halvvissen på en stol eller stå ved siden af og holde tøjstykker, mumle beroligende ting. Dejligt at kunne være til nytte for Frauke selvom jeg er i stykker. Og lidt pudsigt at som jeg skråede igennem hospitalet om morgenen for at komme hen hvor vi skulle mødes blev jeg på en af de lange gange høfligt stoppet af en ung mand i hvidt arbejdstøj, som bad mig fortælle hvor man lagde kittel og bukser hen efter brug 😉 Jeg må ligne en ansat mere end jeg ligner en pårørende eller patient 🙂

Marias fødselsdag. Jo, det går fint 🙂 Og hyggeligt var det, med dejlig mad, fine morbide morsomheder og en pillespisende kat. Fra fornemmelsen af varm, stegt kylling på vej til min skrigsultne krop (det bliver mest kun til frugt eller havregryn med mælk herhjemme når jeg er syg) og fornøjelsen ved at give det sprøde skind til fødselsdagsbarnet (men det er nu også en fornøjelse når hun ikke har fødselsdag), til de kompetent løsnende fingre i min nakke, og de interessante udtryk i Ingrids ansigt da fingrene lidt senere tog hendes eftertrykkeligt sammenfiltrede betonmuskler under behandling. Alt sammen udmattende, men dejligt 🙂 Og tusind tak for liftet, Ingrid!
Hov, forresten, hvad hed den bog du fik jeg gerne vil låne, Maria?

Rekonvalescering hos Far og Karen. Perfekt til en træt fredag. Opstablet på sofaen med ild i brændeovnen, hækletøj i skødet og rolig samtale. Mmm. En svag røgduft og lyden af lagenstof der rives til garn. Maven fuld af tzatziki og stille hygge i alle retninger.

Blot lørdag aften. Hurra, rollespil (omend den langsomme gåtur fra 6erens stoppested ned til Moesgaard strand ikke ligefrem var en fornøjelse). Mere af det. Nu, tak 😛
Fuldmånen viste sit ansigt, Sortmåne kaldte og selvom jeg endte med at være lang i spyttet var det spændende at være Ælde. Jeg lærte noget (teknisk) om hvad jeg en anden gang skal holde øje med hvis jeg tager fokus på den måde – tænk at mærke jeg bliver klogere! Og derudover sjovt at mærke det pludseligt ændrede magtforhold – Fenja alene er jo ellers rang et 😉

Holde lang daseweekend, småskavanker til trods. Glimrende, hvis jeg selv skal sige det! René havde fri mandag, så vi havde en hel ‘weekend’ efter blotet til bare at være.
Uventet møde ved stemmeboksen, Paradis-is og hyggesnak i en solskinsplet med læ. Køligt knasende sukkerærter spadserer i gåsegang mod min mund, selvom jeg ikke har bevæget mig ud af sofaen (mmm, stor, fluffy og blød) siden morgenstunden. Ufortyndet blid opmærksomhed mod min hud og Babylon 5 inden sengetid. Fundamentet til en smilerynke eller to er lagt.

Ikke anse en fibersprængning (smerten i højre side af bryskassen blev i begyndelsen af ugen så hidsig at jeg troede jeg havde brækket et ribben i den side også – min rare læge trykkede på mig og sagde næhnej, det er en fibersprængning i musklerne mellem ribbenene) for noget videre, selvom der bliver rykket i den hele tiden af mit hosteri. Dårlig idé!
Jeg tænkte “Nå pyh, der er ikke brækket mere, en gnaven muskel kan vel ikke være så farlig, jeg fortsætter som planlagt.” Og brugte dernæst dagene i denne uge på at udmatte mig selv eftertrykkeligt indtil jeg igår aftes omsider indså jeg tog fejl.

På trods af det fik jeg nu givet tiden godt ud. Tirsdag kom Christoffer på eget initiativ på besøg hos mig (første gang uden vejfindingshjælp!) og eftermiddagen gik med forsigtige kram, lun pasta i chilisovs og syslen med laksegl, snirkelbogstaver, hækletøj, søskendevittigheder og the i lange baner.
Igen lod jeg mig overraske af at han efterhånden er et ‘rigtigt’, færdigt, helt menneske jeg kan diskutere, hygge, tale, sysle, være stille med.
Yndlingsbarnet er godt på vej til ikke at være barn mere (yndlingsteenager lyder lidt modsætningsfyldt, ikke?) og jeg har lyst til at knuge ham tæt ind til mig og fortælle igen og igen hvor godt jeg synes han gør det, med de muligheder han har. For det meste lykkes det mig at lade være 😉

State of Play var væsentligt bedre end forventet, og som påskud for at mødes med biografklubben af DMData-kolleger (hvoraf flertallet forlængst heller ikke arbejder der mere) var den helt tilstrækkelig 🙂 …Desuden var dialogen ikke mere dybsindig end at mine hosteanfald næppe hindrede forståelsen af handlingen for de øvrige publikummer ;-P
Den lune følelse af held ved sådan at have et påskud for at se mine hyggelige tidligere kolleger bobler lunt hver måned, næsten uanset filmens meritter eller mangel på samme 😀

Jeg måtte desværre give op overfor at hjælpe Frauke med sagsbehandleren og flere hospitalsundersøgelser (jeg havde ellers allerede sagt ja), og mens jeg var stædigt men i stigende grad usselt madlavningsselskab igår aftes gik det lige så stille op for mig at jeg havde opbrugt energireserverne.

Så nu er dagsordenen at lytte til kroppen og opføre mig derefter. Jeg kan vist ikke påstå at jeg fandt på det uden eftertrykkelige vognstangsvink, men det bliver det jo ikke mindre rigtigt af ;-P

Jeg har sovet over 15 af de sidste 24 timer, holdt mig i ro alle de resterende og ikke bevæget mig længere end langsomt ned i gården for at hente den flaske shampoo der faldt ud af vinduet (og så var jeg også godt forpustet). Jeg har bedt min Far om at komme og hjælpe mig med at få støvsuget og andre efterhånden meget presserende husligheder, og jeg har (næsten) ikke dårlig samvittighed.
Selvom jeg hiver lige meget efter vejret og det stadig brænder i højre side når jeg hoster er jeg ikke nær så frustreret som før 🙂

Man kunne kalde mig tykpandet. Jeg lytter ikke ret meget når stædighedsklapperne falder ned over mig. Men nu holder jeg pause, også om jeg så skal kede mig så længe.

Uncategorized • Skrevet 11. June, 2009 • Ingen kommentarer endnu

Av! I lødags revnede jeg endnu engang et ribben ved at hoste. Der var ikke så meget at være i tvivl om, under et natligt hosteanfald fik jeg brat den velkendte, stikkende smerte i brystet.

Men pyt, efter at have brokket mig på facebook tænkte jeg ikke noget videre over det. Jeg havde jo prøvet det før, og selvom det er ømt og stikker kan man stadig de fleste ting. Jeg var med til at lave mad til 100 bryllupsgæster søndag og det gik fint.

Nej, det er åbenbart når man har fri det bliver farligt. Igår aftes, som jeg sad hyggeligt i Kurts sofa og småsnakkede mens jeg forhindrede kakaduen-med-adskillige-navne i at bide mig i næsen kom der et hosteanfald der gjorde mere ondt end de andre… Og det blev det så ved med 🙁

Idag humpede jeg i en adstadig gangart som en firsårig med skøre knogler ned til lægen som følte lidt på min brystkasse og sagde “Ja det er brækket her 2 cm fra brystbenet, det er derfor det gør så ondt”.

Så nu kan jeg ingenting 🙁 Jeg sidder helt stille i lænestolen og forsøger ikke at hoste. Når det mislykkes laver jeg nogle aldeles spændende ansigtsudtryk, de rare opioide piller jeg fik med hjem til trods.

Jeg frygter at juni bliver en laaang måned, og jeg har endda ellers ferie fra og med idag. Hvadsomhelst jeg gør med venstre arm gør ondt. At sætte, rejse mig eller ligge ned er omstændelige og ubehagelige projekter og alt der vejer ret meget mere end en kop the gør ondt at flytte. Og min vane med at række langt eller samle ting op fra gulvet med foden? Det kan ikke anbefales med brækket ribben.

Jeg har afmeldt pilates (øv, øv og dobbelt øv, jeg var ellers lige ved at blive stærk nok til at kunne nogle af de seje ting), jeg skal have fortalt Christoffer at jeg nok ikke kan komme til sommerlive med ham alligevel og der er blot på lørdag.

Det lykkes mig ikke at se det positive situationen, hvilket plejer at være en forudsætning for at jeg kan holde af verden.
Jeg kan kun se en masse ting jeg ikke kan og ikke ret mange realistiske muligheder for at tilbringe tiden andre steder end alene i lænestolen.

Uncategorized • Skrevet 02. June, 2009 • 1 kommentar

Uncategorized • Skrevet 24. May, 2009 • Ingen kommentarer endnu

Jeg har lige været til gruppe som vanligt om onsdagen og der er røget et kilo af på bare en uge.
Jeg ved godt jeg har været presset, men jeg troede egentlig jeg var færdig med at reagere ved at spise mindre portioner og færre måltider. Pernille bemærkede i sidste uge at jeg spiste af små skåle, men jeg slog det selvsikkert hen og troede på det da jeg sagde at jeg havde styr på det. Det er godt de vejer mig og tjekker efter!

Behandlerne i gruppen fortalte mig idag at de som ansatte i Børn og unge-psykiatrien har indberetninspligt. At hvis ikke nogen – altså mig, for ingen andre lader til at ville gøre det – træder til og hjælper, så har de pligt til det. Og de spørger om jeg virkelig har lyst til at sidde om 10 år og indse at jeg også har svigtet?

Jeg ringer til TUBA nu. Eller Alkolinien, eller hvemsomhelst i den retning der har telefontid nu, lige nu. Inden jeg mister modet igen. Det går ikke at gruble over den storm det kan medføre.

Den lille stemme indeni, som skriger “Men det skulle du jo have gjort for et par år siden, da det blev anbefalet første, anden og tredie gang” bliver kun mere skinger og sviende af at have ret.

Uncategorized • Skrevet 20. May, 2009 • 2 kommentarer

I fredags blev min Far gift. Her er han, glad men lidt nervøs 5 minutter inden vielsen.

Det første han gjorde da jeg ankom til rådhuset var distræt at spørge mig to gange på 3 minutter om jeg havde fået ny kjole 😛

Det gjorde ikke så ondt da det kom til stykket tror jeg.

Bagefter holdt de fest i haven i deres nye hus – det var helt sært at se det med møbler i. Jeg glæder mig til ild i brændeovnen til vinter!

Solen skinnede velvilligt, og bordtennisbordet blev gavebord. Her ser vi arbejdsfordelingen i Far og Karens fremtidige liv:

Der var dejlig mad fra Mrs. Bridges og minsandten også en køretur i Karens papfars fine – og selvistandsatte – Aston Martin.

Æbletræet (det ligner æbleblomster, men jeg er ikke sikker) blomstrede ivrigt, sartlyserødt og forårshvidt.

Uncategorized • Skrevet 19. May, 2009 • Ingen kommentarer endnu

En solskinsrar aprildag, på vej i Bruuns for at hente en taske for min Mor mødtes jeg af dette syn i banegårdshallen.

En veritabel sø af små blå keramikskåle. Hvide udenpå, lyseblå på indersiderne og dybtblå i centrum.
Adskillige hundrede skåle og ikke to ens. Og to keramikere der stod og forærede dem bort, sendte dem på rejse med de forbipasserende.

Få timer senere stod min skål, nr. 193, på stuebordet med forårsblomster Pernille havde bragt.

En dråbe af den blå sø i mit hjem, selv en lille sø.

Uncategorized • Skrevet 10. May, 2009 • 1 kommentar

Da jeg kom cyklende hjem for lidt siden traf jeg en drage i Marstrandsgade. En dampdrage hvis ikke jeg tager meget fejl.

Kameraet fangede ikke da den rullede sig sammen og legede i kastevinden mellem bygningerne, men tro mig, det var fint 🙂

Uncategorized • Skrevet 06. May, 2009 • 2 kommentarer

Fra periferien af de cirkler jeg bevæger mig i lyder en kendt stemme: “Det skal nok blive godt igen, det tror jeg på.”.

Men herinde i midten hvor jeg står er der tomt. En kugle af ingenting som gravitationelt drager brystkassen mod implosion, ribbenenes stålsathed til trods.

Uncategorized • Skrevet 26. April, 2009 • 2 kommentarer

Da jeg søndag formiddag på Fastaval vaklede fra min sovepose og ned i køkkenet for at grave arbejdstøjet frem lå der en påskegave og ventede på mig.

Jeg har aldrig før fået et påskeæg jeg ikke vidste hvem var fra. Men der lå det, påskegult, smilende og lokkende i hjørnet af kufferten 🙂

Endnu kontaktlinseløs og søvnunderskudsforvirret kiggede jeg mig flere gange omkring i lokalet, men spøjst nok fik min undren ikke den rare giver – eller andre – til brat at materialisere sig.

…Og jeg har endda ikke sendt et eneste gækkebrev iår.

Påskeægget var oprindeligt endnu finere end på billedet, men chokolade smager ekstra godt når man er træt og glad så kun halvdelen af indholdet overlevede til jeg kom hjem til kameraet mandag 😉

Uncategorized • Skrevet 15. April, 2009 • Ingen kommentarer endnu

Hov, hvor blev påsken af? Jeg havde knapt nok taget hul på den, og nu er den gået. Min krops udmattelse og et nærmest uindhenteligt søvnunderskud forsikrer mig om at den skam har været her, også selvom jeg ikke nåede så meget hygge som jeg gerne ville.

Fem dage i en subkulturoase er udmattende – eftersom jeg jo aldrig har lyst til at sove, der er for meget der skal ordnes og opleves – men også opladende.
Jeg får flere komplimenter og søde velmente kommentarer i påskeugen end resten af året tilsammen. Og er meget mere tilbøjelig til at lade dem slippe forbi mit filter og tage dem ind.
Jeg slapper mere af (til trods for at jeg arbejder 8-18 og leger aftenen og den halve nat bort), og hviler i mig selv i en salig sikkerhed på at nu, her, er jeg god nok. Tidligere års erfaringer forsikrer at freden varer lige til jeg tager hjem og det er en lise uden lige at vide jeg har helle flere dage i træk.

Påsken er den uge om året hvor jeg har storebrødre. Ganske vist er de ikke alle ældre end mig, men omsorgsforholdet er åbenbart uafhængigt af fysisk alder.
Jeg er blevet ganske forvænt med allehånde betænksomme opmærksomheder. “Trænger du ikke til en lur?”, henad eftermiddagen når mine øjenlåg begynder at være tunge. “Hovhov, lad nu mig åbne/løfte/hente/flytte den”, “Sleeeeeep *besværgende fingerbevægelser*” når mit vækkeur ringer om morgenen til den aftalte køkkenmødetid.
Favnfulde og atter favnfulde at komplimenter, søde kommentarer, beskyttende arme og skuldre at læne sig op ad og enkelte hvor-er-hun-nuttet-den-lille-observationer (hrmf!). En dejlig og aldeles vitaliserende oplevelse igen iår 🙂

Det er ikke kun mig der synes der var hyggeligt i køkkenet (vores køkken altså, det andet hvor den kok der stod for aftensmad og morgenmad huserede i et farligt rod må jeg hellere helt undlade at kommentere).
Udover de tildelte GDS’er fik vi besøg af adskillige frivillige – og af nogle endda flere gange, både halve og hele dage.

Da det næppe kan have været musikken de kom for (jeg slap afsted med at spille tøserock flere eftermiddage i streg – lad dog den lille 😉 ) må det have været selskabet eller stemningen 😀 Hukommelsen mumler noget om at det var sådan jeg selv endte på køkkenholdet.
Især tak for hjælpen til Tvebak, Jesper(tillykke med pingvinen), Mette og Nis. Vi er hyggelige at arbejde hos igen næste år…? 😉

Da festen lå lørdag aften iår var der plads til træt hygge (og meget træt køkkenarbejde) om søndagen og koncert med Valravn om aftenen. Et rigtig godt initiativ efter min mening. Godtnok afliver det spilblokken lørdag aften, men alt det man fik i stedet om søndagen var mere end rigelig kompensation for mig.
Heraf ikke mindst koncerten. Jeg så Valravn på VoxHall sidste år (som opvarmning for Hedningarna) og selvom det var godt, var det på ingen måde at sammenligne med koncerten i søndags.
Da de gik på var folk glade, og inden længe kogte salen og alle dansede eller klappede. En sådan livsudfoldelse havde jeg ikke troet jeg skulle se i festsalen på min gamle skole 😛
Valravn blev også selv gladere og gladere jo vildere vi blev, og det var især en fornøjelse at stå tæt nok på til at kunne se violinisten vantro og glædestrålende grimasser til sangerinden når vi hujede og klappede. Jeg forestiller mig det må være en fornøjelse som musiker i den grad at dumpe ned midt i sin målgruppe. Vi tog i fællesskab alt hvad de rakte frem og sendte energien mangedoblet tilbage. Succes! For min skyld må de gerne komme igen næste år – hvis jeg tænker tilbage er det den bedste koncert jeg har været til siden Queen i New York i 2005.

Rollespil. Der var naturligvis også rollespil, jeg fik klemt lidt ind mellem køkkenarbejdet 😉
Mest positivt overrasket var jeg over de to Nathan Hook-scenarier. Jeg havde begge gange fornøjelsen at spille med forfatteren selv, og fik klart de fordele der kommer når spillederen har styr på sit materiale og er helt sikker på hvad han ønsker at få frem i en situation.
Begge var to-timers semilive diskussionsscenarier. Inden spil var jeg skeptisk, hvad kan man nå på 2 timer? Det viste sig at man kan nå præcis det interessante og essentielle. I de scenarier af sædvanlig 6-timers længe hvor præmissen er diskussion – en samling karakterer og et dilemma eller et valg de alle skal tage eller måske endda snakke sig til enighed om – sker det nemt at intensiteten falder efter nogle timer. Som spiller får man en fornemmelse af at have talt sagen igennem fra alle mulige vinkler og hvad så nu? En kedelig fornemmelse.
Men en tidsgrænse på et par timer viste sig at være præcis nok til at alle kommer grundigt på banen, diskussionen er intens og vedkommende, også fordi valget skal foretages umiddelbart, ikke i morgen, på fredag, senere, men nu. Kæmp eller flygt, men vælg _nu_. Alt det langtrukne og potentielt stemningsdræbende er skåret væk, kun den essentielle konflikt er tilbage. Nydeligt!
Eneste anke i den forbindelse er rollespillere der ikke er voksne nok til at afgøre om de er i stand til at spille på engelsk eller ej. I scenariet hvor to middelalderlige magikere og deres følge har forvildet sig ind i feernes rige blev den ene magiker – som sad inde med betragtelig viden de andre mennesker skulle bruge – spillet af en knaldrødhåret pige med høj hat som sagde sammenlagt 20 ord under hele scenariet og ikke lod til helt at forstå hvad vi andre sagde til hende. Lidt af det blev vejet op af den medbragte troubadour, hvis spiller talte et formfuldendt og ualmindeligt nydeligt engelsk – han var lige til “A Knight’s Tale” og mine sprogører jublede – men anstændigvis burde spilleren have trukket sig da det gik op for hende at vi skulle spille på engelsk. Dels stod det i tilmeldingen, dels var vi 3 spillere for mange da vi startede, så det var oplagt synes jeg. Er det mig der er en sur gammel tante når jeg synes det er aldeles dårlige manerer sådan ved tavshed at spolere et scenarie for de andre når man godt ved man ikke kan følge med på det angivne sprog?

Hende med hatten til trods er konklusionen uden nogen tvivl at hvis der er materiale af Nathan Hook med til næste Fastaval (med eller uden forfatteren selv) så er jeg klar til at spille det!

Derudover spillede jeg to mere vanligt formede scenarier. Et helt klassisk 6 timer, 6 personer, investigation og eksistentiel tvivl-scenarie og et meget veludført live.

Om det første skal der ikke siges andet end at det var alt, alt for langt til at kunne spilles på 6 timer. Der er ikke plads både til langvarig railroading af investigation og eksistentielle diskussioner på den tid. Skær den ene eller den anden del næsten væk, så bliver det måske spilleligt. (Fornemmes der en vis bitterhed over at have spildt hele fredag aften og nat?)

“Intet Hjem – Tusind Stjerner” af Regitze Illum var derimod en fornøjelse, og det endda til trods for at slutningen kiksede temmelig slemt.
Det var plug-and-play live, med udleverede kostumer, makeup, kulturinformation og spilleropvarmningsworkshop de første 2 timer, og så 6 timers spil med bipersoner portrætteret både af spillere og af Regitzes hold af medfortællere.
30 flygtninge i lastrummet på et smuglerrumskib, interaktion med smuglermandskabet, grænsepatruljer og dusørjægere.

En rigtig fed oplevelse, det hele virkede meget gennemarbejdet og de velvalgte men igrunden simple effekter var kraftfulde. Enkelte tøjstykker – pandebånd, bælter, udringede bluser, skinnende tøj – til at vise hvilken kultur man kom fra, lastrummet med afspærringsstribe og oplyst af en enkelt skarp lampe om dagen, motorlydene fra skibet og det tætte mørke i skibets natcykler når lampen blev slukket.
Her er jeg i skikkelse af androiden Lakshi, som forsøger at flygte til en planet hvor kunstige intelligenser ikke er ejendom.

I baggrunden med den blå jakke er smuglerskibets næstkommanderende, en forsmået og magtsyg mand der ville være kaptajn i stedet for kaptajnen. Ham havde jeg megen morskab ud af at fordreje hovedet på og forføre så han kun så Lakshis ynder og ikke havde nær så megen tid til at terrorisere de andre flygtninge.

Hvilket bringer mig til en af scenariets overraskelser, i hvert fald for mig. Flygtninge lever en presset tilværelse (også i rummet) og er i hænderne på voldelige, korrupte og begærlige smuglere og myndighedspersoner. Så i en historie med den magtbalance vil der næsten uundgåeligt forekomme slagsmål, eksplicitte kommentarer og seksuelle handler og overgreb. Det var på forhånd annonceret at scenariet brugte Ars Amandi til at simulere erotik og sex (det går kort ud på at al berøring med seksuelt islæt sker udelukkende på hænder og underarme) og jeg tænkte med min sædvanlige latexvåben-modvilje (*iv-iv-iv* “Jeg hører kamplarm” – igh!) “Det lyder fjollet, virker det mon?”.

Ja, det virker overraskende godt. Man kan forbøffende meget med hænder og arme – ae, kilde, nappe, daske, gribe, trække lokkende op i ærmet eller liste en finger ind i en andens ærmegab. Når øjnene spiller med tidobles effekten (langvarig øjenkontakt er en meget intim ting) og det bliver flyvende og ubesværet.
Hurra! Et fint og solidt værktøj til at spille det ens rolle foranlediger stort set uden bekymring for at træde på andres grænser, vi er vant til at arme i nogen grad er ude af det personlige rum.

Ars Amandi eller ej, hvis Regitze Illum laver flere plug-and-play-lives er jeg bestemt klar igen.

Afsluttende: Det var dejligt med Fastaval, jeg glæder mig allerede til næste år. Men jeg savner at have mere tid til at hygge og spille.
Det er dejligt at være i køkkenet med Per, Allan og Martin og de flinke hjælpere, men jeg fik for lidt af resten af kongressen. Hvordan jeg gør det bedre (for mig altså) næste år kan jeg ikke gennemskue. Kagebagning og sandwich kan ikke rigtig klares på mindre tid (9-10 timer pr mand pr dag + GDS-hjælp) og jeg vil have det skidt med at forlade køkkenet om eftermiddagen for at hygge eller spille, vel vidende at de andre har arbejde til klokken seks og måske længere eftersom jeg går. Alternativet er at holde helt op som medarrangør, hvilket jeg heller ikke har lyst til – Fastaval er endnu dejligere når man hjælper med at lave den. Hvad gør man så? Gode råd ønskes!

Uncategorized • Skrevet 13. April, 2009 • Ingen kommentarer endnu