Vrede er den mest nytteløse følelse jeg kender. Og jeg bliver kun mere vred af at bemærke hvor åndssvagt det er at være det.
Der er ikke anden mulighed end at finde sig i den beske syden indeni og vente sammenbidt til den går væk. Spild af tid, og ondt i maven får jeg også.

Vreden giver mig lyst til at sige opsparede sandheder til mennesker jeg holder af, fortælle dem hvor tåbeligt og svært at se på det er når de holder fast i handlemønstre der ikke hjælper dem, måske endda tværtimod.
Men jeg siger dem jo ikke. Kan ikke uden at råbe eller blive væmmeligt sarkastisk. For det gør også ondt på mig, når de spænder ben for sig selv. Ingenting bliver jo bedre af at jeg føjer syresår til deres eksisterende vanskeligheder.

Endnu værre er det når en måske uskyldig bemærkning finder et af hullerne i min rustning. Der er flere end førhen, jeg arbejder lige så stille på at tage den af – fuld pladerustning er så tungt (og andre mennesker lader til at kunne nøjes med ring- eller læderbrynje).

Men inde bag rustningen er jeg blød og helt urimeligt sårbar. Så når noget finder vej derind reagerer jeg med kløer og tænder som et lille dyr der bliver trådt på. En ubehageligt stærk reaktion. Den er svær, så svær og forbløffende dyr at holde tilbage.
Men måske var det der fandt vej gennem rustningen bare et vådeskud, eller et venligt tjat, og vedkommende der leverede det kan jo ikke vide at jeg er så ømskindet lige der. Så er der ikke megen mening eller konstruktivitet over at jeg kaster galde og skarpe klør tilbage.

I stedet æder den så rundt i mine indvolde, noget vil den bide i.

Av.

Uncategorized • Skrevet d. 10. November, 2009 • 1 kommentar