Vinden rusker i min hue, men inden under tøjet er det næsten ikke koldt. Byluften lugter af visne blade og i mørket er der en hvisken om at for hver forhindring foran mig er der også en vej henover eller udenom. I hvert fald i dette øjeblik, alle 3 sekunder i træk, kan jeg se det.
Jeg er fuld af aftenenergi, den flygtige slags der kommer kort inden krop og sind erkender trætheden og begynder at lukke ned. Den slags der er fuld af vilde planer og muligheder som sjældent varer længere end 10 minutter, hvorefter søvnigheden sætter ind.
Allerede nu, efter fem minutter indenfor har varmen snart zappet energien. Men jeg kan stadig huske at lige før, ude i mørket, kunne jeg mærke at der var en vej igennem labyrinten.
Og hvis du kunne mærke og se en vej igennem labyrinten, så er den der og du finder den igen.
Hold altid fast i det der var "før mørket".Et råd jeg engang fik fra en, på livet, vis dame – olde i Randers.
Kærligst
Far