Det er ikke ligefrem fordi min rengøringsrutine plejer at være videre striks. Faktisk er det næppe helt forkert at formode at der ind imellem er gået måneder imellem rengøringen af mit hjem.
Ikke at jeg er opdraget til den slags sløseri. Bestemt ikke. Hos min Mor bliver der gjort pænt rent hver uge og min Far er i de nære kredse også kendt som Hr. Kan-ikke-sidde-ned-og-spise-før-køkkenet-er-gjort-rent-om-så-maden-bliver-kold-imens.
Men mig har det aldrig rigtig været vigtigt for. Jovist er det rarest hvis der ikke er alt for meget støv og hvis det ikke knaser når man går over køkkengulvet, men der er så mange andre ting det giver mere livskvalitet at beskæftige sig med. I mange tilfælde ser jeg end ikke støvet.
Nu bor jeg for første gang sammen med en for hvem rengøring er vigtig, og til miin forbløffelse oplever jeg at ikke bare bliver det dermed også vigtigere for mig, jeg ser også snavset mere. Rengøring en gang om ugen virker pludselig rimeligt, for fodlisterne _er_ jo støvede.
Jeg ville have forventet at jeg ville synes det var vigtigt med hyppig rengøring fordi det er vigtigt for Maiju. Jeg havde ikke forudset at jeg også selv ville have lyst til at her er rent og at jeg pludselig i langt højere grad bemærker hvis gulvet trænger til en tur med støvsugeren.
Det er vist det man kalder god indflydelse 🙂
No comment so far