Saa fik jeg endelig tid til at skrive til jer. Paa papir endda, for jeg har stadig ikke faaet min laptop, saa jeg sidder hjemme og skriver dette. (Amerikansk papir er i oevrigt saert – for bredt og for kort.)
Hvor er saa hjemme? I underetagen af et typisk amerikansk hus – det ligner suburbia fra film paa en prik. Omgivelserne ligner derimod ikke! Her er meget groent og husene ligger spredt i det meget bakkede terraen (og jeg troede at Aarhus var bakket…) og skjult mellem traeerne – det minder lidt om Lyngdalen i Viborg hvor Nis foraeldre bor, men med en mere sydlandsk fornemmelse. Hele byen er bygget op paa den maade, med saa mange traeer at man skal se godt efter for at opdage at det er en by. Der er nu heller ikke saa meget af den – 35000 indbyggere og dertil 20000 studerende. Til gengaeld er her meget smukt, med traeerne overalt og bakker og skraenter med vandfald og aaer i bunden. (Der skal nok komme nogle billeder senere.)
Jeg har lige lukket de franske doere for at holde myggene ude nu hvor det skumrer, men ellers har her vaeret forbloeffende varmt. Som paa en rigtig god men tordenlummer sommerdag i Danmark. Ud over myggene er her et vaeld af graeshopper og cikader som holder koncert hver aften – det minder mig om Graekenland, og truer med at bringe mig i feriestemning.
Det eneste jeg har at udsaette paa mit nye hjem er fugten. Det har regnet hele sommeren her, saa alting lugter fugtigklamt (jeg bor i kaelderniveau.) Maaske skulle jeg gaa ud og investere i et par af de luftfriskere amerikanerne er saa berygtede for.
… Hvilket bringer mig videre til supermarkeder: De er enorme. Eller det er enormt burde jeg vel hellere sige, men et enormt supermarked (ud over de almindeligtdimensionerede) burde bestemt ogsaa raekke til en by af denne stoerrelse. (Og saa er der endda ogsaa et mall, men der har jeg ikke vaeret endnu.) Og det er ikke bare et spoergsmaal om at kaempesupermarkedet har mange forskellige ting, nej de har ogsaa 117 varianter af hver – og de er alle sammen ens. Jeg stod laenge ved gangen med morgenmadsprodukter og laeste bagsider, men maatte til sidst konstatere at de hver og en var lige fulde af sukker, og saa slaa mig til taals med at koebe gryn.
Det gaelder tilsyneladende alting her, at det er fyldt med sukker – det er ikke noget under at amerikanerne har fedmeproblemer naar der gemmer sig sukker i smoereost, yoghurt “naturel”, alt broed jeg har kunnet finde, juice,… Til gengaeld er der tilsyneladende et stort marked for kulhydratfattige smaakager! Soedt broed med koedpaalaeg smager saert!
Hvordan er de saa, amerikanerne? Jeg har ikke vaeret her laenge nok til at svare udtoemmende, men jeg kan da begynde:
Det foerste jeg lagde maerke til er deres hoeflighed. Det er foerste gang at nogen har tiltalt mig Miss/Ma’am, og der er aldrig foer nogen der har aabnet saa mange doere for mig (ikke engang dig, Thomas 😉 ) Saert. Det faar mig til at bekymre mig over om jeg nu ogsaa selv er hoeflig nok. Der bliver sagt “Sorry” og “Excuse me” i et vaek, og folk passer i det hele taget meget paa ikke at traede ind i hinandens privatsfaerer.
Det udmoentet sig positivt i en enorm hensynsfuldhed over for fodgaengere – jeg tror det er godt jeg ikke har planer om at koere bil her ;-
Herudover har jeg observeret at “fordommen” om at amerikanere er meget imoedekommende bestemt er sand. De er utrolig hjaelpsomme og smalltalker i et vaek. Ikke bare Dexter (den professor der har inviteret mig herover) og hans studerende har taget utrolig godt imod mig, men ogsaa vildfremmede.
En gut jeg i supermarkedet udspurgte om groentsagsvaegtens placering svarede ikke bare venligt, men beroligede mig med at da han var i Europa kunne han heller ikke finde noget. Lidt senere da jeg stod og saa toevende (og muligvis fortvivlet, thi de har kun suspekt brevthe) paa the”udvalget” kom han hen og tilboed sin vejledning i fald der var andet jeg ikke kunne finde. Det viste sig at han spiller rugby med Dexter . Han undskyldte meget beklagende at han ikke kunne snakke laenge da han var paa vej til en grillaften, og inviterede mig prompte med.
Desvaerre havde jeg glemt adressen da jeg kom hjem – det kunne sikkert ellers have vaeret hyggeligt.
Den sidste ting jeg vil berette om idag er min foerste matematiske oplevelse her: sengetoej. (Spaendende emne, ikke?) Den foerste aften da jeg ankom, og traet skulle til at stige ombord i den seng min udlejer saa venligt havde redt til mig, maatte jeg konstatere at den bestod af et stramt og intrikat konvolutaarangement i flere lag – ganske umuligt at sove i.
Grundet den sene time flaaede jeg blot det hele fra hinanden, og lagde mig til at sove.
Men: Naeste morgen stod jeg i den pikante situation at sengen – der havde set absolut nydelig ud inden jeg lagde mig i den – nu var et uskoent rod at taepper og saert udformet sengetoej. Jeg startede derfor mine studier her med en praktisk-geometrisk oevelse i hvorledes man arrangerer konvolutberegnet sengetoej med flere taepper saa det ikke ser sjusket ud, og saa en dynevant dansker kan sove der. Leoparden sidder derhjemme (jeg kan vel lige saa godt vaenne mig til at kalde det hjem) paa toppen og bevogter min sengetoejs-origami type 1. Jeg forudser at der vil opstaa et behov for at udvikle flere typer naar efteraaret saetter ind.
No comment so far