Lige ankommet til Montréal er det tydeligt at vi er kommet til Quebec-provinsen. Damen i metroens højttalere taler kun fransk (i Toronto kom det hele på både engelsk og fransk, men her er fransk det officielle sprog) og selv yoghurten har holdninger til det tilbagevendende spørgsmål om hvorvidt Quebec skal være en selvstændig stat.
Skiltene er også på fransk – her fra veganerrestauranten den grønne panter.
Trætte efter en forsinket togtur (selv guidebogen bemærker at Canadas tog ofte er forsinkede pga. godstog) ankommer vi til en fin, men varm, lejlighed. Fødderne er ømme og hævede, og når der ikke er en balje kan wokken bruges til andet end madlavning 🙂
Vores aircondition var frakoblet pga. støv fra renovering af blokken (nu har jeg også prøvet at bo i en 20 etagers betonblok), men udlejeren var serviceminded: Da vi ringede og klagede over varmen fik vi afslag i prisen og dagen efter stod der ikke mindre end 4 elektriske vifter rundt omkring i lejligheden!
Tirsdag var vi på en guidet madrundtur i bydelen Mile End. Masser af lækre smagsprøver og en meget entusiastisk guide, Vera, som hvis franske accent kunne både høres og ses på hænderne når hun talte.
Det var en super måde at få en introduktion til et kvarter vi måske ellers ikke havde set, og samtidig smage på en masse lokale produkter – fra humant opdrættet kød (bemærk de halve grise i baggrunden ovenfor), over falafler (der ifølge Ingrid smagte helt som i hendes ungdom i Jerusalem) og til byens berømteste bagels.
Kvarteret en grøn og hyggelig enklave med hyggelige huse med smedejernstrapper – og det var tydeligt at Vera kendte nogen på hvert gadehjørne.
Stemningen var farverig og hipsteragtig på den dejlige måde, og på flere fortove sås denne fine påmindelse.
Andre fine ting på turen var Tiffany-loftet i det gamle Rialto-teater.
De meget passende navne på den lokalt producerede chokolade.
(Her var en del af smagsprøverne frossen banan overtrukket med chokolade. Friskt og sødt på samme tid, det kunne godt prøves derhjemme.)
Her er bagelmanden. Billedet bevæger sig desværre ikke, men i den årlige lokale konkurrence kan han forme 22 bagels i minuttet! På en almindelig tirsdag var han nu heller ikke langsom 😉
Onsdag tog vi ned til den berømmede gamle bydel – og var ikke imponerede. Den var da fin, men hvis man har været i Firenze eller Rom er det ikke helt så eksotisk (og Toronto er nok også en svær by at konkurrere med). Vi begyndte derfor fluks med en iskaffe på den første café der bød sig til.
Kaffen var silkeblød og aromatisk, helt perfekt og stort set uden bitterhed. Måske den dejligste på turen hidtil. Brygget af en hyggeligt rundet midaldrende herre med ferme hænder og lun småsnak. Senere googling afslørede at stedet er blandt de 10 bedste kaffebarer i Montreal 🙂
Og nu kommer vi så til den imponerende del: Kirken. Notre Dame i Montréal er uden tvivl den smukkeste kirke jeg har besøgt. Den blå farve, det mørke træ og belysningen spiller helt perfekt sammen.
Bagefter gik vi tur på havnen. Mere beton, men udsigten både over St. Lawrence-floden og ind mod byen var fin.
(Klik på panoramaet for at se en større udgave.)
På jagt efter en grønnere udsigt begav vi os op på Mount Royal, som byen er opkaldt efter. På vejen traf vi en kirke godt kamoufleret blandt højhusene.
På toppen var der ømme ben og et flot kig over byens skyline.
Heldigvis var der et tykt stengelænder at sidde og hvile benene på.
Om aftenen tog vi på Veras anbefaling ned til floden for at se Østrigs bidrag til Montréals årlige fyrværkerikonkurrence. Det anbefales at se showet fra Jacques‑Carter-broen (det er den du kan se længst til venstre i panoramaet ovenfor). Broens firsporede vej lukkes for biltrafik til lejligheden, så da vi kom derop vrimlede det med fodgængere med campingstole måtter at sidde på. Jeg havde ikke tænkt over hvor høj sådan en bro er (højdeskræk, hvem mig?), og efter en laaang gåtur langs fodgængerrækværket helt ude ved kanten, hvor man tydeligt kunne se den ventede død 50 meter nede var jeg frygtparalyseret (bemærk mit jerngreb)
Men fyrværkeriet var det hele værd. Nærmest mere end hjernen kan kapere når det er synkroniseret smukt en halv time i træk. Min favorit var helt klart regnbueraketterne, der eksploderede i alle farver. Og Ingrid tog mine klamrende negle pænt gennem hele seancen 😉
Frygt og skønhed er god sovemedicin – efter en solid nats søvn er vi nu på vej mod lufthavnen og Edmonton.
No comment so far