Den første var den pose med hjemmedyrkede fennikler der lå på trappestenen da jeg gik ud for at kigge i postkassen 🙂 Det er Ingrids far der er den dygtige gartner. Den første skal i aftenens pastasovs, og de to næste er allerede planlagt, en til fennikelsalat og en i en karryret. Bemærk hvordan den ene fennikel er helt klar til at agere rumskib i en sci-fi-historie med sin ovale, organiske facon og skarpt definerede øvre kanter (aka våbenporte, observationsdæk og kommandobroen?):
Næste overraskelse var brevet fra Karen, med beretninger fra deres sommer og om husomkonfigureringen de har lavet, nu hvor det sidste barn er flyttet hjemmefra. Jeg glæder mig til at se det selv, engang i den fjerne fremtid hvor den slags kan lade sig gøre. Ekstra dejlige var de små hyggelige tegninger undervejs i brevet 😍
Sidste (og største!) overraskelse var at den nye medicin, som jeg startede på i dag, havde en umiddelbar effekt. I stedet for at ligge og holde fast i væggen som erfaringen ellers foreskriver de første mange dage af et tilbagefald, fik den nye medicin hele nervesystemet/hjernekemien til at falde lidt ned, så jeg efter bare en håndfuld timer kunne både sidde lidt op, holde ud at være i rum med et andet menneske og have nok overskud til input til at kunne have åbne øjne noget af tiden 😮 Så indtil videre et rungende hurra for medicintype 2 🤩🥳✨🎉🎈🏳️🌈🙏
Dokumentationen siger at den fulde effekt først forventes at indtræffe efter 3-4 uger, så (jeg tør næsten ikke håbe) måske bliver virkningen endnu bedre senere. Den mest hyppige dosis er desuden højere end intro-dosis, så potentielt kommer der en runde mere efter næste gang jeg har videokonsultation med hospitalet. Jeg holder håbet i meget stram snor, men det rører på sig og vil slet ikke ligge stille.
