Den tid på dagen hvor stearinlysene i græskarlysestagerne begynder at træde tydeligere frem i takt med at lyset udefra svinder.
Når de små lys i julevinterlyskæden står frem som 488 ekstra Venusser mod hækkens nøgne grene ligesom den ene oprindelige gør det mod den lysnende morgenhimmel.
Når det skarpe sollys ind gennem de vestvendte vinduer viger pladsen for blidere rødlige toner i skumringen lige efter solnedgang.
Jeg elsker det! ❤️ Jeg plejer ellers at blive slap, kold og træt-åh-så-træt når efteråret for alvor tager fat i løbet af oktober. Plejer at længes mod lys, varme og liv i kroppen. Men ikke i år. I år ser jeg med fryd og forventning at året mørknes. Glædes når vinden rusker og regnen trommer. 😀
Måske er det fordi jeg ikke kan være ude. Føler jeg mon mindre at jeg går glip af noget når jeg sidder inde i regn og mørke, end da jeg gjorde det i 25 grader og sol i juni?
Eller eller er det fordi kraftigt (sol)lys er et af de stimuli som får haltehjernen til at snuble? I starten af oktober troede jeg at jeg var smart og tog 10 minutter med dagslyslampen. De næste 4 timer lå jeg helt stille og var særdeles ussel. Så kom jeg i tanke om at jeg havde lavet samme nummer et par gange i sensommeren, da jeg tænkte jeg lige kunne sidde – bare lidt – og nyde at vende ansigtet op mod en solstråle. Ergo: kraftigt lys = for meget stimuli. Egentlig ikke sært efter som høje lyde eller kraftige lugte heller ikke er godt. Men alligevel overraskende, fordi jeg de sidste mange år har elsket lyset, både med krop og sind.
Jeg har lært lektien nu, og når den lave og skarpe vintersol rækker lange strålefingre dybt ind i stuen efter mig søger jeg ly bag gardiner og mure. Og venter på at det mørknes. Der er heldigvis ikke så længe at vente på denne årstid 😉
I år elsker jeg mørket 😍
No comment so far