Engang i begyndelsen af december var der, i stedet for de normale småfjollede eller -nyttige ting (et stykke julepynt, en varmemaske til øjnene, en hårbørste med form som en enhjørning, opbindingsbånd til planter, …), i min pakkekalender en blød og varm ulden hue. Hjemmestrikket.
Da blev jeg uden varsel helt blød i knæene. For det jeg havde pakket op var et håndgribeligt bevis på at ligesom jeg, i haltehjernens vold, har ligget og tænkt på min mor og længtes, på samme måde så har hun siddet med strikkepindene og tænkt på mig ❤️
Det er jo ikke fordi jeg ellers tror at I har glemt mig, alle jer som jeg elsker og savner men ikke har mulighed for at se. Men den hjemmestrikkede hue rørte mig alligevel helt inderst i hjertet. Måske fordi det, at lave tøj til nogen, på samme måde som at lave mad til dem, eller pleje dem når de er forkølede, er tid forarbejdet til følelig og konkret kærlighed.
Søndag eftermiddag var dagens pakke et matchende halstørklæde🥰 Helt perfekt timet eftersom vi mandag formiddag søger tilflugt i kolo, mens vores rengøringsdame huserer derhjemme. Og kolo kan ikke rigtig blive mere end halvlun på denne årstid, selvom den lille radiator gør sit allerbedste.
… Så koldt var der nu ikke, bare nok til at det er bedst med noget om ørerne og halsen. Men hvis ikke et nyt halstørklæde er anledning til at agere røver og bandit, så ved jeg ikke hvad er 😀
No comment so far