Lige inden nytår så jeg en masse opdateringer på Facebook om hvad folk havde udrettet i løbet af det forgangne år. Masser af spændende bedrifter, kvaler og livsbegivenheder. Det var dejligt at se de gode ting der er sket for folk jeg holder af, men jeg var nødt til at holde mentalt godt fast i denne her (også set på fb):

Det er uden tvivl den kategori jeg hører til i for 2023. Jeg minder mig selv om at jeg ikke er et dårligt menneske fordi jeg er syg, og at det at udholde vel er sin egen form for bedrift.

Ingrid og jeg fejrede nytår med sushi og talte ned, sprang ind i det nye år, skålede og sang Vær Velkommen Herrens År til pakistansk tid. Så passede det med at vi kunne spise det traditionelle efter-midnat-ostebord og sende haltehjernen i seng til den indøvede tid 🙂

“Du ser bleg og træt ud” sagde Ingrid om billedet, og det er rigtigt. For man bliver bleg når udendørsaktiviteter ikke har været mulige i snart et år. Og vældig træt når nervesystem og haltehjerne stædigt insisterer på at opfatte alle input, især de kraftige, som potentielt farlige og derfor helt udmattende. (Men det er alligevel bedre end den dag i mellemjulen hvor hun sagde “Du ligner ligæderen fra “Troldmanden fra Ildbjerget” 🤪).

Og nu 2024. Et nyt år, med håb om bedring.

Mine fingre er krydsede.

Syg • Tanker • Skrevet 01. January, 2024 • Ingen kommentarer endnu

I søndags kom Anne forbi for at gå en tur med Ingrid. Men det viste sig at hendes ærinde var dobbelt, for hun havde også en overraskelsesgave med til mig:

En julekalender! 🥰 🎄😍 Min indre femårige viste sig fluks og der var megen ihh’en, frydefuld klappen i hænder og krammen.

Gaven var fra en håndfuld dejlige mennesker som det er nærmest uendelig længe siden jeg har set. Men pludselig et øjeblik føltes de alligevel helt nære ❤️ Det varmede mig helt ind i sjælen sådan at stå med et helt fysisk og håndgribeligt bevis på at jeg findes for jer derude.

For min afstand til verden og alle jer som jeg savner derude er stor, og det kan føles som om jeg er blevet helt væk og kun findes i min sygdomsboble. Nogle dage lægger jeg ikke meget mærke til det, for kroppen tvinger mit fokus til at være på det helt nære: Kan jeg sidde op lidt? Går det an at lægge vasketøj sammen? Eller er det et af de tidspunkter hvor bare det at være er så rigeligt hvad hovedet kan kapere. Det har været hverdag så længe, at på den slags dage føles det som om jeg altid har levet i min sygdomsboble.

På andre dage – ofte dem med lidt mere overskud – dukker følelsen af afstand op. For når jeg lukker øjnene, så føles det jo i mine tanker som om jeg er rask, og kan gøre vilde ting som at tage i supermarkedet, gå en tur eller drikke the og holde snak. Og så åbner jeg øjnene og kommer i tanke om at kroppen er i sygdommens greb og ikke kan det tankerne ønsker sig. Så er boblens vægge tykke og jeg længes. Efter jeres selskab, jeres kram, og efter at kunne være med i jeres liv.

Når I så ind imellem pludselig er nære, når I nænsomt stikker hovedet ind i min boble fysisk eller digitalt, er det som solen der trænger gennem skyerne først i marts: Uventet, skattet og med en blid, men gennemtrængende varme til krop og sind 🌞

I er dejlige! ❤️

(Alle sammen, ikke kun dem der giver mig julekalendre 😉 )

Syg • Tanker • Skrevet 29. November, 2023 • Ingen kommentarer endnu