Mine mest bekvemme, allerblødeste cowboybukser er et godt slidt par, købt i genbrugsen i en for stor størrelse så de ikke strammer nogen steder overhovedet. Derefter forsynede jeg dem med en ekstra knap og en strop, så de kunne knappes stramt nok til at blive på uden at falde af mine hofter.
Men ak. Sidste gang de skulle til vask gik den ekstra knap – en smuk turkis plastiksag fra 80erne – af, hvilket jeg genopdagede her til morgen da jeg tog de rene bukser på 🙁
Jeg havde ingen skeer i morges, ikke en eneste. Så det kunne ikke lade sig gøre at sy knappen i (ja, jeg ville heller ikke have troet det før jeg blev syg, men hjernen kan snildt have de så dårligt at det er en umulig opgave at sy en knap i). Hvad gør man så, når det bare er disse bukser der er rarest at have på i dag? Man må improvisere!
Bæltestroppen sidder cirka samme sted som den turkise knap gjorde før den faldt af. Og øverst i kompostspanden lå en helt perfekt stump gren fra da jeg klippede grangrene til at sætte i en vase i går aftes. Vupti, ny lukkeløsning til bukserne.
Smukt? Tjooo, nok hverken mere eller mindre end den turkise knap. Effektivt? Jeps! Ville det blive godkendt af min håndarbejdslærer fra folkeskolen? Helt sikkert nej. Skeer løsningen krævede: 0. 😀
Udsigten i haven er – som jeg – helt klar til at være julehyggelig. Og vejret har endda bekvemt sørget for at solen ikke skinner for skarpt ind til haltehjernen.
Udsigten over årets julekalendere er også god.
For julekalendere er uden tvivl en kategori hvor meget af en god ting er endnu bedre! Åh hvor jeg elsker det – min indre femårige er prikkende spændt og hoppende glad før hver eneste åbning 🙃🥳
Fire af dem er Ingrids, og fire er mine, med en pakkekalender til hver, så der er endda balance i sagerne. (Ingrids pakkekalender gemmer sig i det hvide klæde, hvilken pakke hun får afhænger af hvad hun slår med dagens terning fra terningekalenderen 😁)
… sidst i november, da der lige inden sengetid dukkede en pakke op på trappestenen. Nysgerrigheden vandt hurtigt over søvnigheden, og den måtte fluks åbnes!
Pakken var fra Christoffer og viste sig at være fuld af julestemning 🎅🎄
Bag nisser og glimmerbånd gemte der sig ført et par sene hilsner fra da han boede i Grønland. Juleophæng:
og udstiksforme til hundeslæde med en overraskende nuttet slædehund.
Jeg spår at der bliver bagt flere slædehunde end sædvanligt denne jul 😀
I den store pakke var der et brev, der viste sig at være fyldt med julehygge.
Fortællinger om julepynt, glögg, konfektlavning og hverdagsliv hjemme hos Christoffer i Nyboder 😊
Æsken nedenunder viste sig at være en julekalender! 😀
Der bredte sig en liflig duft i stuen da jeg tog låget af, så jeg kan næsten ikke vente med at smage. Men man snyder jo ikke med julekalendere så jeg må holde mig i skindet lidt endnu 😇
I søndags kom Anne forbi for at gå en tur med Ingrid. Men det viste sig at hendes ærinde var dobbelt, for hun havde også en overraskelsesgave med til mig:
En julekalender! 🥰 🎄😍 Min indre femårige viste sig fluks og der var megen ihh’en, frydefuld klappen i hænder og krammen.
Gaven var fra en håndfuld dejlige mennesker som det er nærmest uendelig længe siden jeg har set. Men pludselig et øjeblik føltes de alligevel helt nære ❤️ Det varmede mig helt ind i sjælen sådan at stå med et helt fysisk og håndgribeligt bevis på at jeg findes for jer derude.
For min afstand til verden og alle jer som jeg savner derude er stor, og det kan føles som om jeg er blevet helt væk og kun findes i min sygdomsboble. Nogle dage lægger jeg ikke meget mærke til det, for kroppen tvinger mit fokus til at være på det helt nære: Kan jeg sidde op lidt? Går det an at lægge vasketøj sammen? Eller er det et af de tidspunkter hvor bare det at være er så rigeligt hvad hovedet kan kapere. Det har været hverdag så længe, at på den slags dage føles det som om jeg altid har levet i min sygdomsboble.
På andre dage – ofte dem med lidt mere overskud – dukker følelsen af afstand op. For når jeg lukker øjnene, så føles det jo i mine tanker som om jeg er rask, og kan gøre vilde ting som at tage i supermarkedet, gå en tur eller drikke the og holde snak. Og så åbner jeg øjnene og kommer i tanke om at kroppen er i sygdommens greb og ikke kan det tankerne ønsker sig. Så er boblens vægge tykke og jeg længes. Efter jeres selskab, jeres kram, og efter at kunne være med i jeres liv.
Når I så ind imellem pludselig er nære, når I nænsomt stikker hovedet ind i min boble fysisk eller digitalt, er det som solen der trænger gennem skyerne først i marts: Uventet, skattet og med en blid, men gennemtrængende varme til krop og sind 🌞
I er dejlige! ❤️
(Alle sammen, ikke kun dem der giver mig julekalendre 😉 )
Når første søndag i advent er et snøvl og først falder den 3. december, så må man tage forskud på glæderne! Så vi fejrede nulte søndag i advent med risalamande-cocktail (med den alkoholfrie rom, min medicin og alkohol er ikke en god kombination) og Annes fænomenale vaniljekranse . Og som I kan se fik vi endda også et lille drys sne 😀 ❄️
Da jeg ville smide kassen fra mit fødselsdags-thekrus væk kom jeg til at kigge nærmere på den og måtte undre mig:
Kruset fås i flere farver, og min udgave, som er blå, er vist med et mande-tegn. Skal det forstås som at det blå krus kun må bruges af mænd? Måske endda kun af venstrehåndede mænd, eftersom hanken sidder på venstre side? Måske smager alting særligt maskulint når man drikker det af det blå krus? (Det synes jeg nu ikke jeg har lagt mærke til, men måske er det for subtilt til mine smagsløg.) Eller betyder det at mit krus er hankøn, og hvis jeg skaffer mig et af dem der er hunkøn også, så kan de danne par og få små espressokopper sammen? Forklaring ønskes!
Den tid på dagen hvor stearinlysene i græskarlysestagerne begynder at træde tydeligere frem i takt med at lyset udefra svinder.
Når de små lys i julevinterlyskæden står frem som 488 ekstra Venusser mod hækkens nøgne grene ligesom den ene oprindelige gør det mod den lysnende morgenhimmel.
Når det skarpe sollys ind gennem de vestvendte vinduer viger pladsen for blidere rødlige toner i skumringen lige efter solnedgang.
Jeg elsker det! ❤️ Jeg plejer ellers at blive slap, kold og træt-åh-så-træt når efteråret for alvor tager fat i løbet af oktober. Plejer at længes mod lys, varme og liv i kroppen. Men ikke i år. I år ser jeg med fryd og forventning at året mørknes. Glædes når vinden rusker og regnen trommer. 😀
Måske er det fordi jeg ikke kan være ude. Føler jeg mon mindre at jeg går glip af noget når jeg sidder inde i regn og mørke, end da jeg gjorde det i 25 grader og sol i juni?
Eller eller er det fordi kraftigt (sol)lys er et af de stimuli som får haltehjernen til at snuble? I starten af oktober troede jeg at jeg var smart og tog 10 minutter med dagslyslampen. De næste 4 timer lå jeg helt stille og var særdeles ussel. Så kom jeg i tanke om at jeg havde lavet samme nummer et par gange i sensommeren, da jeg tænkte jeg lige kunne sidde – bare lidt – og nyde at vende ansigtet op mod en solstråle. Ergo: kraftigt lys = for meget stimuli. Egentlig ikke sært efter som høje lyde eller kraftige lugte heller ikke er godt. Men alligevel overraskende, fordi jeg de sidste mange år har elsket lyset, både med krop og sind.
Jeg har lært lektien nu, og når den lave og skarpe vintersol rækker lange strålefingre dybt ind i stuen efter mig søger jeg ly bag gardiner og mure. Og venter på at det mørknes. Der er heldigvis ikke så længe at vente på denne årstid 😉
Jeg er heldig at bo i et hus med mange skråvinduer, så man tydeligt kan høre regnen. For der er noget besnærende ved lyden af regnvejr. Varieret nok til at fastholde opmærksomheden, og samtidig ens nok til at tankerne forsvinder og bliver tomme.
Vældig nyttigt for sådan en som mig, der bruger en bid af hver dag på, med omhyggeligt afmålt åndedræt, at forsøge at tænke på ingenting, i håbet om at få hjernen til at forstå at det er ok at geare ned og være rolig, at der ingen grund er til at pumpe stresshormoner ud.
Jeg har i tørre tider forsøgt mig med lyden af regn i hovedtelefoner – det virker overhovedet ikke og lyder bare som irriterende støj. Kun ægte fysisk regn dur.
Jeg ved ikke om det er corona-pandemien jeg har at takke for dem, eller om de allerede var indført tidligere, men videokonsultationer er en fantastisk ting. Uden dem havde jeg ikke haft megen chance for at være i kontakt med sundhedsvæsnet og i medicinsk behandling i hospitalsregi. Så tak for det, corona 🙏 Og nok også tak Digitaliseringsstyrelsen 🙏
I dag handlede det om effekt og bivirkninger af min nuværende medicinkombination, og plan for justering fremad. Samtidig fik jeg den dejlige besked at de havde konsulteret en neurolog som berettede at der ikke er formodning (“formodning” eftersom de jo ikke kan komme til at scanne mit hoved) om nogen neurologisk skade. Så dårligdommen skyldes hjernekemi. Jeg er utrolig glad for min praktiserende læge (ikke mindst fordi det var ham der endelig lykkedes med at få mig henvist videre til hospitalet efter megen bøvl dermed), men det er en rigtig god fornemmelse at være i eksperthænder nu. Ikke mindst fordi min medicinliste p.t. ser således ud:
– heraf er alt på nær et præparater der enkeltvis og i samspil piller ved signalstoffer og diverse aspekter af hjernekemien. Måske nok lidt mere end man kan forvente af sin praktiserende læge som jo skal kunne noget af det hele.
Det giver mig en tiltrængt følelse af tryghed og væren-i-kapable-hænder når lægen fra hospitalet med en jeg-arbejder-med-dette-her-hver-dag-selvfølgelighed siger “Når du beretter X efter vores indfasning af medicin Y, så er det næste vi skal prøve en meget langsom øgning af stof Z”.
Og det på trods af at samtalerne egentlig er mere end haltehjernen kan kapere og jeg derfor kommer til at have endnu færre skeer end normalt de næste dage.
De sidste måneder har jeg lagt mærke til at mit hår bliver mørkere og mørkere. Det plejede at være mørkebrunt med rødbrune strejf. Men på det seneste er kontrasten mellem det mørkebrune hår nær hovedbunden og spidserne der er bleget rødlige af adskillige somre vokset.
Eftersom sidst jeg rigtigt kunne holde til at være ude var mens de japanske kirsebærtræer blomstrede i foråret, så har det øverste af mit hår aldrig fået sol. Så det må altså være min virkelige, oprindelige men aldrig før sete hårfarve jeg nu har i toppen af håret.
En anden ting der har ændret sig er de mange kridhvide hår der efterhånden er dukket op.
Da hvidt hår jo er tegn på visdom, må det betyde at jeg er i gang med at blive temmelig vis af at være syg! 😀
En anden – men mindre overraskende – effekt af kun at kunne være hjemme, og dermed ikke gå til frisøren, er at håret pludselig er blevet langt.
Dagen begyndte roligt, for det skal dage medmindre de skal blive grumme. Haltehjernen har det allerværst om morgenen og ret vissent om formiddagen. Så ikke noget med pakker på morgenbordet denne gang. I stedet kom Ingrid ind i sengen med stort smil og morgenmad til mig (det gør hun hver morgen, for sådan en helt er hun), så jeg kan begynde dagen helt stille og alene.
Formiddagen tilbragte jeg lunt under dynen i kolo, mens rengøringsdamen huserede derhjemme. Jeg kan lige præcis gå ude så langt som til kolonihaven (måske 150 meter) hvis jeg lægger mig roligt ned med det samme bagefter.
Da jeg var kommet tilbage på langs i eget hjem dukkede der pludselig blomster op.
Og lige bagefter flere blomster!
Stuen duftede helt vidunderligt – og det gør den stadig 😀 Jo længere tid jeg kun har kunnet være hjemme og inde, jo mere værdsætter jeg at have noget dejligt at kigge på 🙂
Jeg tyvstartede på festlighederne og åbnede de kort og breve jeg havde fået – her et selvproduceret tillykke-kort fra min niece, det første brev jeg har fået fra hende ❤️
Midt på eftermiddagen da Ingrid kom hjem fra arbejde og mit hoved var klar var det tid til fødselsdagsboller i form af håndværkere (mmmm, masser af birkes og sprød skorpe) og gaver. Og der var mange!!! (Min Mor er ekspert i mange pakker og hun var måske gået lidt amok 😉 ) Så mange at jeg var nødt til at pakke op i flere omgange for have kræfter nok 🎁🎁🎁🎁🎁🎁
Mange af dem er fluks taget i brug. Min nye thekop:
Jeg fik også en del praktiske småting jeg havde ønsket mig.
(Jeg skal spare jer for et billede af toiletbørsten, også selvom den har guldhåndtag – min Mor har skam god smag 😀 )
Andre ting der fluks blev taget i brug var de klemmedimmere (har ingen anelse om hvad sådan nogle hedder i virkeligheden) i sjove faconer jeg havde efterspurgt.
Den første der blev pakket op var auberginen, hvorefter følgende dialog opstod da Ingrid samlede den op.
Ingrid: Ad, hvorfor er den så klistret?
Terese: Fordi auberginer er klamme.
Ingrid: Nåh ja, selvfølgelig!
… Her er i det mindste et punkt hvor vi er enige om hvad der ikke skal i maden 😉
Så var det tid til at hvile indtil spisetid, hvor jeg havde bestemt hakkebøf med bløde løg, stegte kartofler og ærter. Nam! 😀
Resten af aftenen gik med hyggeligt og omhyggeligt (og med ekstra opfordring fra Ingrid om ikke at begynde at fylde min lækre nye eksterne harddisk nu) ikke at foretage mig nogetsomhelst eftersom jeg allerede havde ageret mere end sædvanligt. Noget af det allersværeste er at få pauseret nok. Dels skal jeg lytte opmærksomt til kroppens signaler og stoppe omgående når haltehjernen får nok – og omgående betyder nu og ikke når jeg har foldet de sidste 5 stykker vasketøj der er tilbage i posen. Det føles enormt tåbeligt (alle vaner og indlærte principper siger at jeg skal gøre tingene færdige), men jeg bliver langsomt bedre til det. Ellers er der omgående straf de næste timer eller mere. Og dels skal jeg lægge pauser ind før jeg kan mærke jeg bliver træt, hvis ikke jeg skal være dobbelt slap dagen efter. Det er jeg lidt langsommere om at blive god til.
Såeh… Ikke en vanlig fødselsdag (omend meget bedre end sidste år, hvor jeg var så dårlig i november at jeg først fik pakket en del af gaverne op første søndag i advent). Men en rigtig hyggelig en, sammen med Ingrid og på haltehjernens præmisser 🥰
