Kattens Rejse

Orlov, dag 176: Jeg kan

Som lille havde jeg en bog der hed “Jeg kan”.

Selvom den er til små børn husker jeg den tydeligt, formentlig fordi Daniel nåede dens målgruppealder samtidig med at jeg lærte at læse, og med sin ene sætning per side var den en oplagt begynderbog at læse op for lillebror 🙂 Bemærk de let krøllede og noget plettede sider – det er en bog, der er blevet elsket meget og af folk med små, klistrede fingre.

I bogen fortæller hovedpersonen om alle de ting vedkommende selv kan: Spise, skubbe klapvognen, grave i sandkassen, tage strømper af, … Jeg kom i tanke om den den anden dag (faktisk da jeg talte i telefon med Daniel 🙂 ), mens jeg overvejede hvad der har ændret sig siden begyndelsen af december. Fremgangen er langsom, så det kan ofte føles som om der ingenting sker med mig. Ikke mindst fordi det (desværre!) ikke er en lineær progression, tvært imod er der temmelig store udsving i dags-/ugeformen (hvilket er det almindelige ved hjernerystelser).

Så det er bedre for mig at hæve blikket lidt, og i stedet overveje hvad der sker i løbet af måneder, ikke mindst når jeg har det elendigt eller når jeg føler at jeg ingenting kan og at det hele står i stampe. Så: Når dagsformen er ok er der alligevel nogle ting der er ændret sig de seneste to måneder.

Jeg kan …

… gå en tur på omkring 15 minutter om aftenen når det er mørkt.

Jeg kan …

… på gode tidspunkter på dagen være i gang med en aktivitet som opvask, tøjvask, oprydning el. lign. i 15 minutter ad gangen op til 2-3 gange per dag.

Jeg kan …

… sidde op om formiddagen og små bidder af eftermiddagen og aftenen (flashback til september hvor jeg kun kunne ligge stille med lukkede øjne i et rum uden andre mennesker og have det usselt. Hele. Dagen.). Pyh.

Jeg kan …

… se et afsnit tv-serie med Ingrid om aftenen, så længe der visuelt ikke er for meget hurtig action og farverne er lette at skelne (“Rosewood”: OK, “The Witcher”: Ikke OK).

Jeg kan …

… have besøg af et menneske jeg kender godt i 5-15 minutter – eller ringe op og tale i telefon med dem i et tilsvarende tidsrum.

Jeg er ikke helt så optimistisk i min konklusion som barnet i bogen:

Men selvom der er et bjerg af ting der stadig er langt uden for min rækkevidde, og selvom fremskridtene er sårbare, så prøver jeg (ikke mindst på de tidspunkter på hver dag hvor jeg stadig har det usselt) at fokusere på at det trods alt går den rigtige vej 🙂 .

Det næste jeg prøver at træne op er:

  • At kunne gå tur i dagslys i 15 minutter uden at blive dårlig. Indtil videre er timeren på 2 minutter, så vi får se om det bliver til marts eller måske april det lykkes.
  • At kunne bruge motionscyklen i langsomt tempo i 5 eller måske 10 minutter (her er timeren på 0 minutter, så ingen idé om hvornår det mon lykkes).
  • Små kognitive øvelser som at lægge kabale. Hvis du har forslag til øvelser som er uden skærm og ikke kræver at man skal læse eller kigge på andre små ting så vil jeg meget gerne høre om dem!

Ingen kommentarer

No comment so far

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *