Lige inden nytår så jeg en masse opdateringer på Facebook om hvad folk havde udrettet i løbet af det forgangne år. Masser af spændende bedrifter, kvaler og livsbegivenheder. Det var dejligt at se de gode ting der er sket for folk jeg holder af, men jeg var nødt til at holde mentalt godt fast i denne her (også set på fb):
Det er uden tvivl den kategori jeg hører til i for 2023. Jeg minder mig selv om at jeg ikke er et dårligt menneske fordi jeg er syg, og at det at udholde vel er sin egen form for bedrift.
Ingrid og jeg fejrede nytår med sushi og talte ned, sprang ind i det nye år, skålede og sang Vær Velkommen Herrens År til pakistansk tid. Så passede det med at vi kunne spise det traditionelle efter-midnat-ostebord og sende haltehjernen i seng til den indøvede tid 🙂
“Du ser bleg og træt ud” sagde Ingrid om billedet, og det er rigtigt. For man bliver bleg når udendørsaktiviteter ikke har været mulige i snart et år. Og vældig træt når nervesystem og haltehjerne stædigt insisterer på at opfatte alle input, især de kraftige, som potentielt farlige og derfor helt udmattende. (Men det er alligevel bedre end den dag i mellemjulen hvor hun sagde “Du ligner ligæderen fra “Troldmanden fra Ildbjerget” 🤪).
Og nu 2024. Et nyt år, med håb om bedring.
Mine fingre er krydsede.
No comment so far