Det er svært at skrive her, når det ikke går godt. Det føles flovt, som om det på en eller anden måde skulle være min egen skyld, og ikke sygdommens. Men nu gør jeg det alligevel, om end kort, for ressourcerne er meget små lige nu.
Jeg måtte stoppe brat op og hvile i begyndelsen af marts. Midt på måneden, som det ellers lignede at det begyndte at gå lidt fremad igen, var der et par praktiske ting, som haltehjernen ikke var med på (skorstensfejer-besøg, mobillab der kom og skulle tage blodprøver og ekg) og som fik det til at gå i stå igen. For et par dage siden var der så endnu en snublesten og resultatet er, at nu er jeg igen der hvor jeg kun kan ligge stille med lukkede øjne. Ingrid er på familiebesøg, og selvom jeg savner hende, er det fint at her er absolut ro.
Så her ligger jeg, og prøver at være i det. Prøver at lade være med at spekulere på om der var noget jeg kunne have gjort for at undgå det, på hvor meget bedre det var for en måned siden, eller på hvor længe jeg mon skal ligge her, om vi tæller uger eller måneder. Prøver at forsvinde ind i lydbogen så tiden går. Vi ses på den anden side.
No comment so far