I denne weekend er Ingrids forældre på besøg i kolo, så de sammen kan gøre den klar til sæsonen. Jeg suger grådigt den blide forårsluft ind på min korte tur ud i vores egen have. Jeg kan holde til at sidde på terrassen cirka lige så lang tid som det tager at spise min frokost af gulerod, peberfrugtskiver og en mad. Undervejs rejser jeg mig op og kigger over mod kolo, fuld af længsel efter at være med. At kunne deltage, gøre noget, føre en samtale med nogen, bidrage, fylde sanserne med verden. Men haltehjernen befaler at jeg skal gå ind, lægge mig og lukke øjnene. Igen. Med eller uden længsel i brystet 🦋
Jeg rejser mig og kigger over hækken på min kapable Ingrid, som fra stigens top og med motorsav i hånd er i gang med at skære et af kolos træer ned, der er blevet for højt (den øverste halvdel af træet er allerede fjernet på billedet ovenfor). Og længslen i mig må dele pladsen med taknemmelighed. Over at være partner med sådan en lad-os-gå-i gang-duelig, udholdende, omsorgsfuld og stærk prinsesse, som har hænderne skruet helt rigtigt på. Som da toilettet endnu engang truede med at stoppe i går (kloakeringen i vores hus er fra da det blev bygget i 50erne) smilede til mig og sagde “Det skal du ikke bekymre dig om – jeg har styr på hvordan jeg fikser det, hvis det stopper helt til”. Som laver the til mig, når det er så skidt at jeg ikke kan selv, fortæller mig at det nok skal blive bedre og holder alle haltehjernestrabadserne ud sammen med mig ❤🙏
No comment so far