Kattens Rejse

Orlov, dag 139: Ulden kærlighed

Engang i begyndelsen af december var der, i stedet for de normale småfjollede eller -nyttige ting (et stykke julepynt, en varmemaske til øjnene, en hårbørste med form som en enhjørning, opbindingsbånd til planter, …), i min pakkekalender en blød og varm ulden hue. Hjemmestrikket.

Da blev jeg uden varsel helt blød i knæene. For det jeg havde pakket op var et håndgribeligt bevis på at ligesom jeg, i haltehjernens vold, har ligget og tænkt på min mor og længtes, på samme måde så har hun siddet med strikkepindene og tænkt på mig ❤️

Det er jo ikke fordi jeg ellers tror at I har glemt mig, alle jer som jeg elsker og savner men ikke har mulighed for at se. Men den hjemmestrikkede hue rørte mig alligevel helt inderst i hjertet. Måske fordi det, at lave tøj til nogen, på samme måde som at lave mad til dem, eller pleje dem når de er forkølede, er tid forarbejdet til følelig og konkret kærlighed.

Søndag eftermiddag var dagens pakke et matchende halstørklæde🥰 Helt perfekt timet eftersom vi mandag formiddag søger tilflugt i kolo, mens vores rengøringsdame huserer derhjemme. Og kolo kan ikke rigtig blive mere end halvlun på denne årstid, selvom den lille radiator gør sit allerbedste.

… Så koldt var der nu ikke, bare nok til at det er bedst med noget om ørerne og halsen. Men hvis ikke et nyt halstørklæde er anledning til at agere røver og bandit, så ved jeg ikke hvad er 😀

Orlov, dag 133: Farver og striber!!! 😃

(Det er løgn, der er ingen striber i dette indlæg, kun farver.)

I fødselsdagsgave havde jeg – noget håbefuldt – uden held ønsket mig bomuldslagner i klare og dejlige farver (smaragdgrøn, solskinsgul, dybrød, …). Håbefuldt fordi jeg selv havde googlet nettet tyndt uden held. Lagner i dobbeltsengsstørrelse kommer åbenbart kun i kedelige og nordisk minimalistiske farver. Hvid, grå, støvetblå, den slags, ikke just noget jeg bliver i godt humør af at se på 🙁

Vores sengetøj er med Spiderman, Hello Kitty, Pokemon og katte (gæt selv hvis der er hvis). Ikke noget nordisk minimalisme eller pastelblomster her, tak, men klare tegneseriefarver. Og eftersom vi har hvide vægge, er hvide lagner ganske vist et match, men ikke et særlig festligt et.

Når man ikke kan købe det man vil have, så må man jo lave det selv. Så i vaskemaskinen med et hvidt lagen og en pakke tekstilfarve. Et par timer senere, uden farverande i vaskemaskinen eller andre trælse efterladenskaber:

Et dejligt safrangult lagen 😍

Orlov, dag 128: Taknemmelighedstorsdag

Sne!

Hver gang jeg kigger ud og opdager at verden er hvid så synger mit hjerte. Lige nu ligger sneen ganske vist bare og tør, men de første mange dage var der også den dejligste frostluft. De usædvanligt mange dage med sne i træk har været med på min daglige taknemmelighedsliste mange gange 🙂 ❄️

Julekalenderbonanza: Bonusrunden

Første søndag i advent ankom en glædelig-jul-pakke fra Far og Karen med en julekalender i 🎄

Og samtidig blev det tydeligt at julekalenderen fra Christoffer indeholdt en ekstra julekalender 😮

Et julekalender-brev-puslespil!

Den nisserøde undertrøje som jeg fik af Mor i fødselsdagsgave

Den er superblød, den helt perfekte størrelse og hver gang jeg ser farven bliver jeg i godt humør 😊

December

Alting er hyggeligere i december. Kalenderlys og lysene i hækken. Låger og pakker at glæde mig til at åbne hver dag. Duften af gran fra adventskransen – det sker dagligt at jeg stikker næsen helt ned i den og snuser ind. Vores første december sammen kiggede Ingrid på mig som om jeg var tosset, men nu har hun efterhånden vænnet sig til det. Julekugler og -stjerner er efterhånden kommet op et par stykker ad gangen, og glimter til mig fra vinduer og hjørner. Ahh 😀

Orlov, dag 127: Nød lærer kvinde, der ingen skeer har, men som alligevel ønsker at være behageligt påklædt at improvisere

Mine mest bekvemme, allerblødeste cowboybukser er et godt slidt par, købt i genbrugsen i en for stor størrelse så de ikke strammer nogen steder overhovedet. Derefter forsynede jeg dem med en ekstra knap og en strop, så de kunne knappes stramt nok til at blive på uden at falde af mine hofter.

Men ak. Sidste gang de skulle til vask gik den ekstra knap – en smuk turkis plastiksag fra 80erne – af, hvilket jeg genopdagede her til morgen da jeg tog de rene bukser på 🙁

Jeg havde ingen skeer i morges, ikke en eneste. Så det kunne ikke lade sig gøre at sy knappen i (ja, jeg ville heller ikke have troet det før jeg blev syg, men hjernen kan snildt have de så dårligt at det er en umulig opgave at sy en knap i). Hvad gør man så, når det bare er disse bukser der er rarest at have på i dag? Man må improvisere!

Bæltestroppen sidder cirka samme sted som den turkise knap gjorde før den faldt af. Og øverst i kompostspanden lå en helt perfekt stump gren fra da jeg klippede grangrene til at sætte i en vase i går aftes. Vupti, ny lukkeløsning til bukserne.

Smukt? Tjooo, nok hverken mere eller mindre end den turkise knap. Effektivt? Jeps! Ville det blive godkendt af min håndarbejdslærer fra folkeskolen? Helt sikkert nej. Skeer løsningen krævede: 0. 😀

Orlov, dag 122: Julekalenderbonanza 😍

Glædelig 1. december! 🎄❄️🥰😃

Udsigten i haven er – som jeg – helt klar til at være julehyggelig. Og vejret har endda bekvemt sørget for at solen ikke skinner for skarpt ind til haltehjernen.

Udsigten over årets julekalendere er også god.

For julekalendere er uden tvivl en kategori hvor meget af en god ting er endnu bedre! Åh hvor jeg elsker det – min indre femårige er prikkende spændt og hoppende glad før hver eneste åbning 🙃🥳

Fire af dem er Ingrids, og fire er mine, med en pakkekalender til hver, så der er endda balance i sagerne. (Ingrids pakkekalender gemmer sig i det hvide klæde, hvilken pakke hun får afhænger af hvad hun slår med dagens terning fra terningekalenderen 😁)

Orlov, dag 121: Det var en mørk og frostkold aften…

… sidst i november, da der lige inden sengetid dukkede en pakke op på trappestenen. Nysgerrigheden vandt hurtigt over søvnigheden, og den måtte fluks åbnes!

Pakken var fra Christoffer og viste sig at være fuld af julestemning 🎅🎄

Bag nisser og glimmerbånd gemte der sig ført et par sene hilsner fra da han boede i Grønland. Juleophæng:

og udstiksforme til hundeslæde med en overraskende nuttet slædehund.

Jeg spår at der bliver bagt flere slædehunde end sædvanligt denne jul 😀

I den store pakke var der et brev, der viste sig at være fyldt med julehygge.

Fortællinger om julepynt, glögg, konfektlavning og hverdagsliv hjemme hos Christoffer i Nyboder 😊

Æsken nedenunder viste sig at være en julekalender! 😀

Der bredte sig en liflig duft i stuen da jeg tog låget af, så jeg kan næsten ikke vente med at smage. Men man snyder jo ikke med julekalendere så jeg må holde mig i skindet lidt endnu 😇

Er det mon snart den første december?

Orlov, dag 120: Overraskelse, afstand og nærhed

I søndags kom Anne forbi for at gå en tur med Ingrid. Men det viste sig at hendes ærinde var dobbelt, for hun havde også en overraskelsesgave med til mig:

En julekalender! 🥰 🎄😍 Min indre femårige viste sig fluks og der var megen ihh’en, frydefuld klappen i hænder og krammen.

Gaven var fra en håndfuld dejlige mennesker som det er nærmest uendelig længe siden jeg har set. Men pludselig et øjeblik føltes de alligevel helt nære ❤️ Det varmede mig helt ind i sjælen sådan at stå med et helt fysisk og håndgribeligt bevis på at jeg findes for jer derude.

For min afstand til verden og alle jer som jeg savner derude er stor, og det kan føles som om jeg er blevet helt væk og kun findes i min sygdomsboble. Nogle dage lægger jeg ikke meget mærke til det, for kroppen tvinger mit fokus til at være på det helt nære: Kan jeg sidde op lidt? Går det an at lægge vasketøj sammen? Eller er det et af de tidspunkter hvor bare det at være er så rigeligt hvad hovedet kan kapere. Det har været hverdag så længe, at på den slags dage føles det som om jeg altid har levet i min sygdomsboble.

På andre dage – ofte dem med lidt mere overskud – dukker følelsen af afstand op. For når jeg lukker øjnene, så føles det jo i mine tanker som om jeg er rask, og kan gøre vilde ting som at tage i supermarkedet, gå en tur eller drikke the og holde snak. Og så åbner jeg øjnene og kommer i tanke om at kroppen er i sygdommens greb og ikke kan det tankerne ønsker sig. Så er boblens vægge tykke og jeg længes. Efter jeres selskab, jeres kram, og efter at kunne være med i jeres liv.

Når I så ind imellem pludselig er nære, når I nænsomt stikker hovedet ind i min boble fysisk eller digitalt, er det som solen der trænger gennem skyerne først i marts: Uventet, skattet og med en blid, men gennemtrængende varme til krop og sind 🌞

I er dejlige! ❤️

(Alle sammen, ikke kun dem der giver mig julekalendre 😉 )

Orlov, dag 117: Nulte søndag i advent + kønnede krus?!

Når første søndag i advent er et snøvl og først falder den 3. december, så må man tage forskud på glæderne! Så vi fejrede nulte søndag i advent med risalamande-cocktail (med den alkoholfrie rom, min medicin og alkohol er ikke en god kombination) og Annes fænomenale vaniljekranse . Og som I kan se fik vi endda også et lille drys sne 😀 ❄️

Da jeg ville smide kassen fra mit fødselsdags-thekrus væk kom jeg til at kigge nærmere på den og måtte undre mig:

Kruset fås i flere farver, og min udgave, som er blå, er vist med et mande-tegn. Skal det forstås som at det blå krus kun må bruges af mænd? Måske endda kun af venstrehåndede mænd, eftersom hanken sidder på venstre side? Måske smager alting særligt maskulint når man drikker det af det blå krus? (Det synes jeg nu ikke jeg har lagt mærke til, men måske er det for subtilt til mine smagsløg.) Eller betyder det at mit krus er hankøn, og hvis jeg skaffer mig et af dem der er hunkøn også, så kan de danne par og få små espressokopper sammen? Forklaring ønskes!

Orlov, dag 114:Mørkning

Den tid på dagen hvor stearinlysene i græskarlysestagerne begynder at træde tydeligere frem i takt med at lyset udefra svinder.

Når de små lys i julevinterlyskæden står frem som 488 ekstra Venusser mod hækkens nøgne grene ligesom den ene oprindelige gør det mod den lysnende morgenhimmel.

Når det skarpe sollys ind gennem de vestvendte vinduer viger pladsen for blidere rødlige toner i skumringen lige efter solnedgang.

Jeg elsker det! ❤️ Jeg plejer ellers at blive slap, kold og træt-åh-så-træt når efteråret for alvor tager fat i løbet af oktober. Plejer at længes mod lys, varme og liv i kroppen. Men ikke i år. I år ser jeg med fryd og forventning at året mørknes. Glædes når vinden rusker og regnen trommer. 😀

Måske er det fordi jeg ikke kan være ude. Føler jeg mon mindre at jeg går glip af noget når jeg sidder inde i regn og mørke, end da jeg gjorde det i 25 grader og sol i juni?

Eller eller er det fordi kraftigt (sol)lys er et af de stimuli som får haltehjernen til at snuble? I starten af oktober troede jeg at jeg var smart og tog 10 minutter med dagslyslampen. De næste 4 timer lå jeg helt stille og var særdeles ussel. Så kom jeg i tanke om at jeg havde lavet samme nummer et par gange i sensommeren, da jeg tænkte jeg lige kunne sidde – bare lidt – og nyde at vende ansigtet op mod en solstråle. Ergo: kraftigt lys = for meget stimuli. Egentlig ikke sært efter som høje lyde eller kraftige lugte heller ikke er godt. Men alligevel overraskende, fordi jeg de sidste mange år har elsket lyset, både med krop og sind.

Jeg har lært lektien nu, og når den lave og skarpe vintersol rækker lange strålefingre dybt ind i stuen efter mig søger jeg ly bag gardiner og mure. Og venter på at det mørknes. Der er heldigvis ikke så længe at vente på denne årstid 😉

I år elsker jeg mørket 😍

Orlov, dag 111: Lyden af regn på skråvinduerne

Jeg er heldig at bo i et hus med mange skråvinduer, så man tydeligt kan høre regnen. For der er noget besnærende ved lyden af regnvejr. Varieret nok til at fastholde opmærksomheden, og samtidig ens nok til at tankerne forsvinder og bliver tomme.

Vældig nyttigt for sådan en som mig, der bruger en bid af hver dag på, med omhyggeligt afmålt åndedræt, at forsøge at tænke på ingenting, i håbet om at få hjernen til at forstå at det er ok at geare ned og være rolig, at der ingen grund er til at pumpe stresshormoner ud.

Jeg har i tørre tider forsøgt mig med lyden af regn i hovedtelefoner – det virker overhovedet ikke og lyder bare som irriterende støj. Kun ægte fysisk regn dur.

Så det er heldigt at vi har så mange skråvinduer.