Behøver jeg sige mere?
Intet billede
Jeg ville ønske jeg kunne vise jer et billede, men det rækker mit kameras ydeevne ikke til – lukketiden kan ikke indstilles til at være lang nok. Så I må nøjes med ord.
Hvad er det så overhovedet jeg taler om? Turen hjem fra universitetet såmænd. Den sidste halvdel af vejen cykler jeg på “East Ithaca Recreation Path” – en gang og cykelsti der går bagom villakvarterene på byens østlige bakke. Den er ganske flad og lige og ligger lidt nede i forhold til resten af terrænet – det er der den gamle jernbane løb.
På det meste af den er der ingen gadelygter, og da det ikke er lykkedes mig at overbevise mig selv om at købe et par cykellygter (som grøntsagerne er de urimeligt dyre her) er der ganske mørkt når jeg cykler hjem om aftenen.
Det eneste lys er stjernerne, månen eller hvad der slipper gennem skydækket, så alt efter vejret varierer det fra klart måneoplyst til bulderravende regnvejrsmørke hvor kun toppene af træerne langs stien skimtes i silhouet mod den dybtmørke himmel.
Men på alle tidspunkter er det smukt. Træerne og buskene langs med stien giver en fornemmelse af tunnel og fraværet af gadelygter fremkalder en særlig sansevågen stilhed. Samme fornemmelse som i en snedækket skov, selv uden sne.
Jeg er nødt til at skærpe alle sanser når jeg cykler hjem – stedet jeg skal dreje fra stien er et lille hul i buskadset langs stiens højre side, så jeg kan efterhånden genkalde mig hver en træsilhouet deromkring i klare indre detaljer.
I løbet af de sidste par uger hvor det rigtig er blevet mørkt når jeg skal hjem er jeg ofte stoppet op på stien, inddrukket præcis-som-sne-stilheden og mørket og ønsket jeg kunne vise jer det.
Jeg kan ikke helt blive klar over hvor stor en del af skønheden der er stedets egen og hvor meget af den der skyldes at jeg kender alle dets detaljer så indgående. Lægger jeg mærke til det fordi det er smukt eller er det smukt fordi jeg lægger mærke til det?
10 grader (celsius! ) og regnvejr
Når anemoner blomstrer i december,
og får besøg af bi og sommerfugl,
så syn’s vi nisser det er meget slemt for
så er der alt, alt for langt til jul,
så er der alt, alt for langt til jul.
Vi nærmest brænder af retfærdig harme,
det er slet ikke til at holde ud.
Vi er slet ikke skabt til al den varme,
så kom dog vinter med sne og slud,
så kom dog vinter med sne og slud.
Der er en fejl i vores datomærkning ,
det sku’ være vinter, men nu er det vår.
Vi stakkels nisser vi må ha’ forstærkning
hvis det skal nå at bli’ jul i år,
hvis det skal nå at bli’ jul i år.
Hvem har taget julehumøret? Er det rejst på ferie til Bahamas? Jeg har i hvert fald ikke set skyggen af det 🙁
Thanksgiving
Så meget mad! I sandhed efterkommeren af en høstfest. Og så kom jeg endda først i tanke om at tage et billede efter kalkunen (og stor var den) blev skåret for. Forestil jer den midt på bordet, samt at hele herligheden er middag til bare 7!
Hvad I ser er: Kartoffelmos, radiser, gulerødder og selleri, mosede søde kartofler og majroer med ingefær og æblecider, stuffing, kalkun, to slags oliven, tranebærsovs, små lækre brødhorn, grønne bønner, gulerod-kartoffelmos, tranebærrelish, sovs fra kalkunen samt krydrede perleløg…
Jeg tilbragte Thanksgiving hos Dexters familie med Dexter, hans kone Fran, deres 3 sønner, samt mig og en polsk ph.d.-studerende.
Der var en dejlig stemning af familiehygge – ligesom juleaftensdag, bare helt uden den undertone af stress der som regel er. Her var der ikke overspændte utålmodige børn, travle eftermiddagsgæster – det eneste der skulle ske var at maden skulle laves færdig og spises. Det var forunderligt at finde den samme stemning her som i min Mors hus – at følelsen af samlet familie kan være så fuldstændig ens på tværs af et verdenshav.
(Den slags kan få en til at undres over hvordan det nogen sinde lykkedes menneskeheden at opdele verden i lande og riger når vi når det kommer til stykket er så ens.)
Det var en sand lise for en tomhed jeg end ikke tror jeg helt var klar over var i mig – der er ting i en der føler sig sikker, slapper af og giver slip i en sådan atmosfære af varme, omsorg, glæde ved hinandens selskab, hygge, familie.
Lad os straks indføre denne fest i den danske kalender – nogle gange er der mening i den amerikanske bigger-better-faster-more mentalitet: Hvorfor kun have denne kondenserede hygge og godhed til jul, når man også kan nyde den til thanksgiving?
I sammenligning med de mange andre (tivlsomme) ting vi har importeret fra den amerikanske kultur, burde en fest hvor man sætter pris på alt det man har være kommet med for længst.
Og for mine nysgerrige danske læsere (i håbet om at nogen af jer faktisk læser hvad jeg skriver) kan jeg her afsløre hvad en amerikansk familie laver når de har opgivet at gøre yderligere indhug i overfloden af mad:
Pakker væk til resten af ugen, kommer kalkunskroget i suppegryden, og spekulerer på hvordan de skal få plads i maven til desserterne. (Ja, flertal. Jeg lærte at til Thanksgiving er der altid flere forskellige slags tærter til dessert. Udover klassikeren græskartærte fik vi også en lækker kirsebærtærte i bedste amerikanske stil – de lignede på en prik dem Bedstemor And bager.)
Og som en ekstra bonus – som om den solide dosis familiehygge, kaminilden og det sublime måltid ikke var alt man kunne ønske sig – tilbød de os også rester med hjem!
Så de sidste par dage har jeg mæsket mig med græskartærte, kalkunsandwiches (og jeg kan afsløre at der bestemt er måder at stege en kalkun på så den ikke er tør), varm krydret suppe med kalkunkød og den fantastiske tranebærrelish til alt fra min (hjemmelavede – mejeriprodukterne her er håbløse, sæt pris på Thise I derhjemme!) morgenyoghurt til midnatssnacks.
Noget af det er bestemt retter jeg gerne vil spise igen, så jeg lokkede et par opskrifter ud af Fran: De sublime krydrede løg (de ville være helt perfekte i en julemiddag i stedet for de brune kartofler) og den uovertrufne tranebærrelish. Begge dele ligger her sammen med de andre opskrifter.
Tak
Når nu der er en dag specifikt til det, ville det være en skam ikke at udnytte den!
Tak for min familie og at det for dem er nok at jeg er mig.
Tak for mine venner og kære, dem jeg har valgt, og for at de vælger mig tilbage.
Tak for at sparke mig herom på verdens fjerne side hvor jeg aldrig havde turdet placere mig selv, for alle de nye, sære, dejlige, frustrerende og lærerige ting jeg oplever her, for skønheden jeg ser alle vegne, og især for den forunderlige og uventede omsorg og venlighed folk har mødt mig med.
Tak for den personlige og politiske frihed jeg nyder og for at jeg og mine hverken er sultne, undertrykte eller syge.
Tak for at jeg vokser.
… Og tak for at det, selvom det var 15 grader igår, netop nu er begyndt at sne. Nok bliver det ikke liggende, men det virker forkert at være grådig en dag som idag.
Dagens citat
“We’ve sold out on Christmas, so we have Thanksgiving for the things Christmas is supposed to be all about.”
                                                Sprattler-san
Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden! Ikke at han er noget barn, Sprattler-san fra mit japanskhold, snarere er han en af de mest interessante 19-årige jeg længe har kendt. Og da vi skal samme vej efter timen næsten hver formiddag har jeg jævnligt fornøjelsen af hans konversation.
I dag – hvor vi talte om den forestående helligdag (stort set gud og hvermand jeg kender her er allerede enten rejst hjem til familien eller på vej til at gøre det) – kom han med ovenstående guldkorn, som set fra min synsvinkel meget præcist rammer hovedet på sømmet.
Til Thanksgiving tager amerikanerne hjem til deres familier – det er de 5 travleste rejsedage på hele året – flybilletter er udsolgt næsten et helt år i forvejen. De spiser god mad, nyder at være samlet for en stund, tager sig tid til børnene, og nogle husker måske endda at være taknemmelige over at de har en familie at være gode mod og at den ikke sulter, men lever i overflod. Alt sammen ting jeg (som ikke-kristen, moderne dansker) synes julen handler om.
Julen er derimod en kapitalismens og profittens højtid i endnu højre grad end i Danmark – det hele går op i stress, for dyre gaver, overdrevent forbrug og plastikbras og hverken de kristnes fejring af deres frelsers fødsel eller vi andre hedninges lysfest på den mørkeste nat er der mange rester tilbage af. Det er blevet Coca-Cola, Hallmark og stormagasinerns højtid.
Måske vi i stedet for den import af Valentine’s Day og Halloween der i stigende grad er gået for sig derhjemme i løbet af de sidste år skulle tilstræbe at importere Thanksgiving – det meste af det gode ved julen bare uden forbrugsræset?
Men det går nok ikke så nemt – det er jo detailhandlen der har sørget for at importere både Halloween og Valentine’s Day ;-/
Skumringens Melankoli
Dagene bliver kortere og mørketiden svulmer. For instinkterne mærkbart langsommere end hjemme men dog stadig tydeligt.
Morgenluften dufter af frost og de visne blade – de af dem ingen overivrige gartnere og parcelhusejere har blæst sammen og kørt væk – knaser under skosåler og cykeldæk.
Seglmånen hersker i ensom majestæt i mørkningen indtil den overlader tronen til aftenens dybdybblå tæppe af stjernemultituder. Aldrig har jeg set så mange stjerner som her.
Mørket kalder på levende flammer, sødt krydrede varme spiser og hyggeligt selskab inden døre. Og jeg erfarer at det er langt nemmere at være fremmed i sommeren, så meget mindre hårdt at være langt væk når eftermiddagssolen bager og aftnerne er lyse.
Stadig jubler det i mig over den kommende vinter – stadig synger jeg på cyklen om morgenen, nu ved tanken om den mod mig ilende juletid – stadig taber jeg pusten på den øverste trappeafsats ved udsigten over byen og bjergene i det ikke så fjerne.
Men nu, i skumringens årstid, hviler jeres fravær som en lidt for tung kappe om mine skuldre.
Bestanding lader dens vægt mig vide at I er her ikke. I, min fortid, mine valg, mine rødder, mine kære.
Hver gang jeg tænder et lys, indånder den sprøde vinterluft eller frydes over kanelduften mærker jeg tomheden hvor I plejer at være.
I er her ikke til at forberede og glæde sig til julen med, til at prakke mine kager på og holde mørkning med, til at drømme andre verdner op med, til at hyle ad Månen med. Til at gå arm i arm med, til at være i arme hos.
Jeg begynder at forstå sammenhænge om rødder og kontinuitet der aldrig tidligere har givet mening for mig. Om gruppeidentitet og kulturel identitet.
(Den indre 5-årige stemme skriger: “Hvem skal jeg holde advent med, hvorfor er her slet ingen julekalender, hvem skal jeg danse om juletræ med? Hvor er de, i hvis arme verden er tryg, hvor er mit kobbel?”)
Julekager
Idag tyvstartede jeg med jødekager og brunekager. Desværre er mit kamera ikke så godt til at fotografere dufte, men tro mig: frostluften udefra og småkage- og krydderiduftene indenfor udgør en himmelsk blanding.
Årets bagebonus: Nu ved jeg også hvordan man laver sukat.
Snart bliver det tid til at gå på grantræsskamferingstogt efter grene til en adventskrans.
Mmmmm…. Jul!
Jeg glæder mig i denne tid… Også selvom det ikke er tid endnu 😉
Iftar
Siden I bliver ved med at bede om flere billeder er her et. Værsågod:
Det er fra i tirsdags hvor Wasif havde inviteret mig med til iftar-banket. (Iftar er det måltid muslimer spiser efter solnedgang i Ramadanen.)
I genkender måske Wasif som sidder ved siden af mig, og ved siden af ham er Mohamed, en ph.d-studerende fra datalogi som er en af dem jeg laver algoritmikafleveringer sammen med.
Sig nærmer tiden…
… Hvor jeg skal gøre juleindkøb hvis jeg skal nå at købe gaver og sende dem til Danmark i tide inden jul. Så send mig venligst fluks jeres ønskesedler!