Kattens Rejse

Mezze

Interessant som ens smag ændrer sig. Blandinger jeg aldrig kunne drømme om at frembringe viser sig forløffende velsmagende på nye og sære måder. …. Antageligvis er det derfor folk går ud at spiser, ikke bare fordi de ikke gider kokkerere selv 😉

Her til aften var jeg ude at spise på hvad der viste sig at være en fobløffende god (og stillig) græsk/libasisk/tyrkisk restaurent. Et af den slags steder hvor de anbefaler at man bestiller en samling mezze og deler, så man får smagt på lidt af hvert. (Derudover har det også den fordel at der ikke er så meget af hver, så man forspiser sig ikke så nemt og har dermed plads til mere dessert.)

Advarsel: Hvis I ikke har lyst at høre om mine madepifanier er der ikke mere at komme efter i denne post.

Første epifani: I stedet for brød med smør, serverede de brød med olivenolie – i sig selv ikke nogen ny opfindelse. Men i bunden af den lille glasskål med (meget god) olie var lagt en stribe granatæblesirup. Tykt og sødtsyrligt, så vidt jeg kunne smage udelukkende bestående af indkogt granatæblesaft. Lidt lige som apfelstroop, bare med granatæblesaft. Det udgjorde et aldeles interessant modspil til olien ? jeg bryder mig ellers ikke om smagen af ren olivenolie, men i denne kombination bredte det sig som små smagsgnister på min tunge – friskt og med den syrlige sødme underneden.

Anden epifani: Köfta af gulerod, abrikos og pinjekerner i pistaciesovs. Kun ganske let stegt så overfladen ikke var hård, søde af gulerødderne og varmtkrydrede rundt om pinjekernerne og den svage abrokossmag. Bare lige nok til at man bliver lun, men ikke svedt. Og nydeligt afrundet af pistaciesovsens jordagtige friskhed.

Tredie epifani: Kanin i linser. Ikke noget egentlig overraskende her,udover at noget med så suspekt et udseende (stykker af kanin i en brun, mudderagtig grød med linser) kan smage så godt. Rigtig vintermad, kraftig kødsmag i linserne rundt om velkogt kanin. Dog skulle man passe på konglestumperne hvis man har sine tænder kære. Robust og kraftig kødsmag, rigtig vintermad lidt lige som kød i mørke, bare med en helt anden basis. Rund og lun, til at søbe op med brød og give varme i maven på en bitterlig kold vinteraften.

Jeg kunne rable længe endnu, men vil spare jer for resten. Ikke at det var dårligt, eller bare kedeligt, det var kokken alt for kompetent til.

For det tilfældes skyld at nogle af jer skulle komme forbi Washington DC var restaurantens navn Zaytinya.

Mad • Skrevet 21. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Fe-ting på rejsen til Pennsylvania

På vejen mellem Ithaca og Bellefonte, Pennsylvania ligger et glasmuseum. Ja ikke direkte på vejen – det eneste der er på de amerikanske veje er masser af huller (mange!) – men i byen Corning hvor Thomas Edison fik fremstillet glasset til sine første elpærer.

Der var en fin samling af historisk glas og forklaringer om fremstilling af glas gennem tiderne. Men hvor imponerende det end er set i konteksten af dets samtid, så er der ikke mange stykker historisk glaskunst der finder nåde for mit moderne øje som er vant til fabriksfremstillet perfektion.

Men nogle af de senere ting, eksempelvis Tiffanys vinduer og art deco glas var adeles fangende i deres fe-agtige mangefarvethed. Her er et par eksempler:

Først et par pokaler fra fekongens bord:



Så Prinsessens glas:



Assorterede glas for køkkenskabet:



Flasken med eliksir på Prinsessens bord:



En alfevingelysekrone:



Disse her kommer bestemt til live når mørket falder på og klokken slår tretten:

Slutteligen et billede af Leopardens rejse gennem Pennsylvania

Rejser • Skrevet 18. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Et farvel

I dag sagde jeg farvel til Ashish. Han flytter til San Fransisco på søndag – er færdig og har fået job på universitet der. (Han forsker i algoritmer der gør MRI-skanninger nemmere at læse for læger, og minimerer billedkvalitetens afhængighed af at patienten ligger helt stille under hele skanningen.)

Det er første gang jeg har oplevet at byde nogen farvel vidende at jeg sandsynligvis ikke kommer til at se dem igen. Lidt besynderligt så meget det bare føles som at sige “Farvel, vi ses i næste uge, skal vi måske se en film sammen på søndag?” – kun et sted langt inde bagved anerkender hjernen at dette er et rigtigt farvel , det første jeg har sagt i mit liv. Til en levende person i hvert fald.

Her er han og jeg da vi spiste frokost i dag:

Og nu til noget helt andet: Her i Guds eget land er det jo ikke kun julen der fejres på denne årstid, og det går ikke an at støde nogen ved offentligt at overse deres religions højtid. Se eksempelvis dette nydelige skilt der hænger ved siden af juletræet uden for sekretariatet på instituttet:

Julelys, hanukkahlys og kwanzaalys. Så kan ingen da føle sig snydt 😉

Rejser • Skrevet 16. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Forklaringen

I dag fandt jeg endelig ud af hvorfor vinteren indtil videre har været så ussel her:



Der er et væld af advarselsskilte alle vegne – når man er blevet advaret kan man ikke så nemt lægge sag an senere – men dette er dog alligevel det stiveste 😉

Som I kan se er der dog alligevel kommet en smule sne – det var en fryd at spadsere ind her til morgen mens den dalede stille.

Her er stien mellem Woodcrest Ave og cykelstien – hvid, jomfruelig og ubetrådt, thi ikke mange amerikanere er oppe og ude på det tidspunkt af morgenen.



Bemærk i øvrigt lyset: Klokken er omkring kvart over syv den 15. december og det er lyst udenfor . Det forvirrer til stadighed mine instinkter og forstærker følelsen af at det ikke rigtig er vinter. Og om bare 6 dage begynder det at gå den anden vej :-/

Cykelstien selv ser om muligt endnu mere lige og lang ud med lidt sne på – man kan godt fornemme at der oprindeligt var jernbane her.



I skal ikke snydes for synet af Cascadilla Gorge med sne. Den er smuk hver morgen og ikke mindst denne. Sammenlign eventuelt med billedet fra i sommers taget samme sted.

Slutteligen er her udsigten fra mit kontorvindue som jeg har nydt mens jeg har siddetog skrevet algoritmikeksamensopgave de sidste par dage:

Rejser • Skrevet 15. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Decembermorgen

Jeg vågnede klokken halv seks uden en chance for at falde i søvn igen. Den slags morgentid kan være en forunderlig gave: Timer jeg ikke forventede min dag ville indeholde. Og så meget desto mere kostelige fordi jeg i dag intet skal.

I morgen begynder min 72-timers take-home eksamen i algoritmik, men i dag er min til at læse det sidste jeg har slæbt hjem fra biblioteket nede i byen (“A Yuletide Universe“, bizarre og julehistorier og “Pride of Kings“, en Judith Tarr) – en herlig sidegevinst ved at have besøgt posthuset (ligeledes nede i byen) så flittigt de sidste par uger, se ST:Enterprise (jungletrommerne siger at kvaliteten er steget nu hvor de er gået ind i sæson 4, så jeg overvejer at begynde at følge med igen), gå i biografen med de rare mennesker i Kamals slæng (“Oceans Twelve” og den obligatoriske bløddejspretzel druknet i kanel og sukker – dem kommer jeg til at savne når jeg rejser), og måske lave konfekt af den marcipan Kalendernissen så gavmildt har sendt mig – hvis ellers jeg får bevæget mit dovne legeme over til supermarkedet efter chokolade til overtræk.

I dag bliver en god dag!

Se:



Sikke et hyggeligt hus – bare jeg boede der! &nbsp &nbsp (… Hmmmm, beklager, den reference er nok spildt på de fleste af jer.)

Glædelig 12. december!

Rejser • Skrevet 12. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Intet billede

Jeg ville ønske jeg kunne vise jer et billede, men det rækker mit kameras ydeevne ikke til – lukketiden kan ikke indstilles til at være lang nok. Så I må nøjes med ord.

Hvad er det så overhovedet jeg taler om? Turen hjem fra universitetet såmænd. Den sidste halvdel af vejen cykler jeg på “East Ithaca Recreation Path” – en gang og cykelsti der går bagom villakvarterene på byens østlige bakke. Den er ganske flad og lige og ligger lidt nede i forhold til resten af terrænet – det er der den gamle jernbane løb.

På det meste af den er der ingen gadelygter, og da det ikke er lykkedes mig at overbevise mig selv om at købe et par cykellygter (som grøntsagerne er de urimeligt dyre her) er der ganske mørkt når jeg cykler hjem om aftenen.

Det eneste lys er stjernerne, månen eller hvad der slipper gennem skydækket, så alt efter vejret varierer det fra klart måneoplyst til bulderravende regnvejrsmørke hvor kun toppene af træerne langs stien skimtes i silhouet mod den dybtmørke himmel.

Men på alle tidspunkter er det smukt. Træerne og buskene langs med stien giver en fornemmelse af tunnel og fraværet af gadelygter fremkalder en særlig sansevågen stilhed. Samme fornemmelse som i en snedækket skov, selv uden sne.

Jeg er nødt til at skærpe alle sanser når jeg cykler hjem – stedet jeg skal dreje fra stien er et lille hul i buskadset langs stiens højre side, så jeg kan efterhånden genkalde mig hver en træsilhouet deromkring i klare indre detaljer.

I løbet af de sidste par uger hvor det rigtig er blevet mørkt når jeg skal hjem er jeg ofte stoppet op på stien, inddrukket præcis-som-sne-stilheden og mørket og ønsket jeg kunne vise jer det.

Jeg kan ikke helt blive klar over hvor stor en del af skønheden der er stedets egen og hvor meget af den der skyldes at jeg kender alle dets detaljer så indgående. Lægger jeg mærke til det fordi det er smukt eller er det smukt fordi jeg lægger mærke til det?

Rejser • Skrevet 05. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

10 grader (celsius! ) og regnvejr

Når anemoner blomstrer i december,

og får besøg af bi og sommerfugl,

så syn’s vi nisser det er meget slemt for

så er der alt, alt for langt til jul,

så er der alt, alt for langt til jul.

Vi nærmest brænder af retfærdig harme,

det er slet ikke til at holde ud.

Vi er slet ikke skabt til al den varme,

så kom dog vinter med sne og slud,

så kom dog vinter med sne og slud.

Der er en fejl i vores datomærkning ,

det sku’ være vinter, men nu er det vår.

Vi stakkels nisser vi må ha’ forstærkning

hvis det skal nå at bli’ jul i år,

hvis det skal nå at bli’ jul i år.

Hvem har taget julehumøret? Er det rejst på ferie til Bahamas? Jeg har i hvert fald ikke set skyggen af det 🙁

Rejser • Skrevet 02. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Thanksgiving

Så meget mad! I sandhed efterkommeren af en høstfest. Og så kom jeg endda først i tanke om at tage et billede efter kalkunen (og stor var den) blev skåret for. Forestil jer den midt på bordet, samt at hele herligheden er middag til bare 7!



Hvad I ser er: Kartoffelmos, radiser, gulerødder og selleri, mosede søde kartofler og majroer med ingefær og æblecider, stuffing, kalkun, to slags oliven, tranebærsovs, små lækre brødhorn, grønne bønner, gulerod-kartoffelmos, tranebærrelish, sovs fra kalkunen samt krydrede perleløg…

Jeg tilbragte Thanksgiving hos Dexters familie med Dexter, hans kone Fran, deres 3 sønner, samt mig og en polsk ph.d.-studerende.

Der var en dejlig stemning af familiehygge – ligesom juleaftensdag, bare helt uden den undertone af stress der som regel er. Her var der ikke overspændte utålmodige børn, travle eftermiddagsgæster – det eneste der skulle ske var at maden skulle laves færdig og spises. Det var forunderligt at finde den samme stemning her som i min Mors hus – at følelsen af samlet familie kan være så fuldstændig ens på tværs af et verdenshav.

(Den slags kan få en til at undres over hvordan det nogen sinde lykkedes menneskeheden at opdele verden i lande og riger når vi når det kommer til stykket er så ens.)

Det var en sand lise for en tomhed jeg end ikke tror jeg helt var klar over var i mig – der er ting i en der føler sig sikker, slapper af og giver slip i en sådan atmosfære af varme, omsorg, glæde ved hinandens selskab, hygge, familie.

Lad os straks indføre denne fest i den danske kalender – nogle gange er der mening i den amerikanske bigger-better-faster-more mentalitet: Hvorfor kun have denne kondenserede hygge og godhed til jul, når man også kan nyde den til thanksgiving?

I sammenligning med de mange andre (tivlsomme) ting vi har importeret fra den amerikanske kultur, burde en fest hvor man sætter pris på alt det man har være kommet med for længst.

Og for mine nysgerrige danske læsere (i håbet om at nogen af jer faktisk læser hvad jeg skriver) kan jeg her afsløre hvad en amerikansk familie laver når de har opgivet at gøre yderligere indhug i overfloden af mad:



Pakker væk til resten af ugen, kommer kalkunskroget i suppegryden, og spekulerer på hvordan de skal få plads i maven til desserterne. (Ja, flertal. Jeg lærte at til Thanksgiving er der altid flere forskellige slags tærter til dessert. Udover klassikeren græskartærte fik vi også en lækker kirsebærtærte i bedste amerikanske stil – de lignede på en prik dem Bedstemor And bager.)

Og som en ekstra bonus – som om den solide dosis familiehygge, kaminilden og det sublime måltid ikke var alt man kunne ønske sig – tilbød de os også rester med hjem!

Så de sidste par dage har jeg mæsket mig med græskartærte, kalkunsandwiches (og jeg kan afsløre at der bestemt er måder at stege en kalkun på så den ikke er tør), varm krydret suppe med kalkunkød og den fantastiske tranebærrelish til alt fra min (hjemmelavede – mejeriprodukterne her er håbløse, sæt pris på Thise I derhjemme!) morgenyoghurt til midnatssnacks.

Noget af det er bestemt retter jeg gerne vil spise igen, så jeg lokkede et par opskrifter ud af Fran: De sublime krydrede løg (de ville være helt perfekte i en julemiddag i stedet for de brune kartofler) og den uovertrufne tranebærrelish. Begge dele ligger her sammen med de andre opskrifter.

Mad • Rejser • Skrevet 26. November, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Tak

Når nu der er en dag specifikt til det, ville det være en skam ikke at udnytte den!

Tak for min familie og at det for dem er nok at jeg er mig.

Tak for mine venner og kære, dem jeg har valgt, og for at de vælger mig tilbage.

Tak for at sparke mig herom på verdens fjerne side hvor jeg aldrig havde turdet placere mig selv, for alle de nye, sære, dejlige, frustrerende og lærerige ting jeg oplever her, for skønheden jeg ser alle vegne, og især for den forunderlige og uventede omsorg og venlighed folk har mødt mig med.

Tak for den personlige og politiske frihed jeg nyder og for at jeg og mine hverken er sultne, undertrykte eller syge.

Tak for at jeg vokser.

… Og tak for at det, selvom det var 15 grader igår, netop nu er begyndt at sne. Nok bliver det ikke liggende, men det virker forkert at være grådig en dag som idag.

Uncategorized • Skrevet 25. November, 2004 • Ingen kommentarer endnu