Pludselig er der gået næsten en uge siden jeg sidst har tilføjet noget her. For slet ikke at tale om alle de mails jeg ikke får skrevet. Beklager!

Som jeg langsomt opbygger en slags liv her er mit liv hjemme i Danmark på samme tid fjernt og nært. Fjernt da alt jeg laver og møder her er nyt, nye mennesker, nye forventninger, nye udfordringer. Nært da jeg jo kan se jer alle sammen klart og tydeligt for mit indre blik i hver jeres omgivelser.

Hvad har jeg så lavet mens jeg ikke har skrevet? Først og fremmest desparat forsøgt at skrabe nok forståelse af SML sammen til at kunne forstå noget og selv kode en smule. Dexter har planer om at lave et kategoriteori-plugin til sin allerede eksisterende KAT-theorem-prover (KAT: Kleene Algebra with Tests), og det har jeg fået mig selv rodet ind i. Det går op for mig at et logisk omend upraktisk navn for det kunne være CAT, så det må bestemt være skæbnen ;- Indtil videre går det desværre ikke så godt – hvis det var Herrens mening at jeg skulle forstå funktionel programmering havde han bestemt arrangeret hardwiringen min hjerne anderledes.

Men muligvis skyldes en ikke uvæsentlig grad af min manglende forståelse at jeg samtidig og uden forudsætninger er kastet ud i SML med tilhørende lex og yacc, det eksisterende program for KAT, kategoriteori, automatisk bevisteknik, sprogteori, logik og måske et par andre emner jeg har forstået så lidt om at det ikke er gået op for mig at de også spiller ind. (I kan muligvis fornemme frustrationsniveauet er stigende i disse dage…)

Men det handler ikke om kategoriteori det hele – og det hele er ikke frustrerende 😉

Mit japanskkursus er mig en daglig glæde og fornøjelse. Omend det føles sært og meget amerikansk at få karakterer for sin daglige præstation. (Og det er naturligvis udover de ugentlige prøver.)

Jeg sidder til en spilteoriforelæsning og skriver. “Introduction to Game Theory” mere præcist, og den introducerende del er nok grunden til at tempøt er så mageligt at jeg kan følge bekvenmt med og samtidig nedfælde dette. Det er nogle umådeligt hyggelige timer. Forelæseren – Michael Todd – har en behagelig britisk (skotsk mistænker jeg) accent, et hyggeligt hvidt skæg og formår at videregive en fornemmelse af at det er hans store fornøjelse at videregive disse mest basale begreber fra sit forskningsområde til os. I min indre ordbog er kurset hastigt ved at tage navneforandring til noget i stil med “Onkel Todd fortæller” 😉

Hvad ellers…. Som I naturligvis alle sammen ved var det international Talk Like A Pirate Day i søndags. Om ikke andet mistænker jeg at de dataloger og fysikere (hvorfor er det mon oftest fysikere…?) i mit bekendtskab som husker at medbringe et håndklæde en gang om året (jeg kan aldrig huske hvilken dag det er) ved det.

I hvert fald blev der i den anledning holdt en mindre fest, hvor vi så “Pirates of the Carribbean” (den film er mindst lige så fantastisk anden gang), spillede DDR (dog ikke af mig – de tilstedeværende var på et niveau langt, langt over hvad jeg kan præstere) og naturligvis spist. (Sodavand, sodavand, alle steder sodavand.) Skulle I have lyst til at se nogle billeder er de vist her. Bemærk det hvor Ganesh spiller DDR på hænderne.

I lørdags var jeg ude at se Cornell Plantations (Stort botanisk-have-agtigt område på universitetets område, med både væksthuse og udendørs haver) sammen med Wasif. Han beklagede meget at vejret ikke var perfekt, men igrunden var køligheden og det hvide lys gennem skydækket vældig behageligt til vejr til en længere gåtur.

Wasif er en interessant fysiker som kan snakke sig selv forpustet hvis man giver ham chancen. Og det han siger er som regel interesant 😉 Måske er det derfor jeg i min fåmælthed kommer så godt ud af det med ham – det er der i hvert fald præcedens for. (Ikke sandt Casper?) Han er den eneste muslim i min bekendtskabskreds indtil videre, hvilket jo udelukkende gør ham mere interessant at diskutere med.

Bare for at I ikke skal føle jer helt snydt for billeder er her et af ham fra Cornell Plantations:



Bagefter da vi spiste frokost (Ha, han er den første det er lykkedes mig at overbevise om at skiftes til at betale – selvom jeg snød) og snakkede lykkedes det ham at illustrere hvorledes man bør leve livet ud fra en plastikgaffel – ikke nogen ringe bedrift. Her er han med gestikulerende hænder og gaflen:



Jeg mistænker at den samtale var en af den slags jeg vil tænke tilbage paa naar jeg bliver halvfems.

Jeg lærer i øvrigt også nye og spændende ting om religion som man ikke tænker over når man kommer fra Danmark. Eksempelvis har jeg lært at det i sidste uge var det jødiske nytår, Rosh Hashanah, – det forekom mig vældig sært at en femtedel af mit japanskhold brat var fraværende indtil jeg fik forklaringen. Og jeg tror jeg efter en uge her har mødt flere folk som spiser kosher eller vegetarisk end i resten af mit liv tilsammen. … Men slut med faktrinoerne, nu vil jeg gøre et sidste (formentlig forgæves) forsøg på at få lavet noget fornuftigt idag.

Rejser • Skrevet 21. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

O, at jeg tør favne dig, skære dag,

kalde dig med navne, min sjæls behag,

alle gode navne, som bedst jeg ved:

moder, søster, elskte, min kærlighed!

Rejser • Skrevet 16. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

This morning I awoke particularly early.

I usually have the radio turned on while making breakfast and packaging my lunch, mainly to hear the weather forecast (rain in Ithaca is seemingly never just a few drops), but also just to have some background noise (other than the dehumidifier 😉 )

The only channel I have found (so far) without more commercials than actual programs is NPR – National Public Radio. Mostly they go on and on about the upcoming elections, but the string of hurricanes washing in over America has recently become another favored subject.

Normally I don’t pay much attention to it – far to many of their stories are personalized or happy-things “so-and-so did this-and-this and is now due to hard work privileged in that-and-that way, owing it all to said candidate/priest/personal abilities/whatever. Very American.

Today it was different though. Or probably it was just the same, only its impact on me changed.

A journalist in New Orleans was explaining about preparations for the Hurricane Ivan who is approaching the Gulf coast. I found my attention riveted on this mans calm comfy-chair voice explaining how a million people have been ordered to evacuate New Orleans, and how the interstate highways out of the city have all been opened full throttle one way. A remarkably powerful image (in my mind at least), this picture of both sides of the interstate moving the same way. In no way am I able to imagine this in the context of Denmark.

He went on, explaining how usually with a storm coming he would take to a rooftop in the French Quarter and enjoy the spectacle with a rum and coke in hand. But this time even the shops usually selling chips and liquor for hurricane parties were closed and he had packed up his family, sent them away, and was himself planning on staying to watch over their house which had one side open to the elements due to restoration in progress. His final words were of uncertainty – of not knowing if tomorrow he would be under 15 feet of water or swept away, house, scaffolding and all, by the 145 miles per hour winds Ivan brings.

I guess I never really thought of weather as truly dangerous or threatening before – just something to be occasionally prudent about.

I never understood why journalists use the personal angle either, usually that just annoys me with the lack of factual content – what interest is it to the world at large that this man is facing the destruction of everything he owns? And that he intends to stay to fight it, regardless of the insignificance of his possible actions compared to the havoc Ivan may wreck.

Makes you appreciate why people used to honor and worship the weather gods – seems like it might be beneficial for some Americans to take that up again. They certainly seem to have incurred their wrath.

It feels rather annoying to be touched by a random story this way. Invasion of my emotional state. Maybe I should take a vow never to listen to anything but the stock market reports form now on…

Possibly I am just getting soft and sentimental in my old age ;-

Rejser • Skrevet 15. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Mit Nu kan ikke tages for givet uden at fordampe.

Flygtigt og aldrig forventet tilstede.

Hvordan beholder man noget uden at holde på det?

Jeg længes efter mit Kontinuerte Nus tilbagevenden – efter at svømmeflyde i dets vægtløse fly-by-wire-handlefrihed.

Ikke suspension of disbelief men suspension of expectation. Når man kan lære sig bevidst at fremkalde det ene, burde det så ikke også kunne lade sig gøre med det andet?

… And Thomas: I did try this in English, if nothing else then to avoid having the non-translatable English terms in the above stand out so much. But somehow abusing a language not your own seems a greater crime. Understanding the rules is required in order to break them. (Who said that by the way?)

Rejser • Skrevet 14. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Jeg burde være travlt beskæftiget med at lære mig selv SML… Det er ikke nemt efter kun 5 timers søvn… Overspringshandlinger er en herlig ting 😉

Send flere billeder blev der sagt. OK. Værsågod. Her er de:

I går morges spadserede jeg til universitet og tog kameraet med. Her er hvad jeg så:

Det første jeg ser når jeg kommer ud i indkørslen om morgenen er naboens blomster. Hver gang får jeg lyst til at plukke dem og komme dem i min salat. Jeg er blevet foreslået at liste derud og stjæle af dem klokken to om natten i ly af mørket, og jeg overvejer efterhånden seriøst at gøre så.

Lidt længere oppe ad vejen ligger nogle af de blade jeg plaprede sådan om den anden dag:

Woodcrest Ave ender blindt, og for enden kan man gå mellem to haver (eller snarere hen over den enes græsplane) ad en lille sti der fører ud til East Ithaca Recreation Path ad hvilken jeg cykler hver morgen. Den lille sti tager sig ganske nydelig ud på en skyet morgen:

Når stien ender er der ikke langt førend jeg er ved indgangen til universitetets område. Fra sydsiden hvor jeg kommer cyklende fra er skellet ved Dwyer Dam Bridge over Cascadilla Creek – en af de mange år der løber i bunden af skrænterne her. Der er en grund til at byens turistmotto er “Ithaca is Gorges” – nårsomhelst man finder et sted at se ned er det et syn som dette der møder en:

Når jeg er kommet over broen drejer vejen til højre, og straks man har rundet hjørnet kan man se hvor jeg bor – den røde bygning er Rhodes Hall, den grimme med de gule striber i baggrunden er Upson Hall hvor datalogiafdelingen hører til.

Hvis man er doven og tager elevatoren i Rhodes i stedet for trapperne i Upson (hvad jeg naturligvis ikke er, jeg gjorde det kun rent undtagelsesvis for at vise jer nedenstående) er der i hjørnet af gangen mellem de to bygninger nogle aldeles velplacerede panoramaruder, der nærmest springer frem og forbløffer en hver gang man går forbi:



Når man kommer hen til vinduerne kan man se ud over skråningerne langs byens sider. Et forsøg på at tage et billede ud af en af ruderne:

Vel oppe på 4. sal kommer jeg til mit kontor. Det kan vel næppe forbløffe nogen at der roder forskrækkeligt selvom jeg kun har beboet det i en 10-dages tid ;-

Hovedparten af vinduerne i denne by lader til at have nydelige udsigter. Mit kontorvindue er ingen undtagelse:

Det lykkedes mit at fejle mit slå-vækkeuret-fra-slag inden jeg gik i seng i går aftes, så jeg kom vældig tidligt op i morges. På trods af at søvnunderskuddet har forvandlet min hjerne til vådt vat, så var der alligevel fordele ved den tidlige opstandelse. Der var aldeles stille, ikke en sjæl (det er lørdag) og et nydeligt skråt morgenlys på vej ind til kontoret. Dette her er taget der hvor cykelstien munder ud, inden man kommer ned til Dwyer Dam Bridge.

Det var også nemmere at fange de mange egern med kameraet nu hvor der var stille:

Det eneste der efterhånden mangler er vist et billede af mig. Her er et i morgensols-silhouet mod den hvide mur ved panoramavinduerne på den anden side af Upson. Det er desværre lidt ude af fokus – mit kamera skreg meget højlydt noget om alt for meget lys.

Rejser • Skrevet 11. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

This morning a few leaves lay fallen on Woodcrest Ave after a night of rain. Their red and yellow pattern on the road spoke of the fall yet to come. Their color reminded me of home, the air had a hint of that musty, earthy smell fall brings when wet leaves are in heaps everywhere. Even the sky matched – still grey after the rain, full of wind sounds, the morning light white and unobtrusive. The only thing revealing I was still in Ithaca was the warmth. 20 degrees Celsius at 7 a.m. completely confuses my Nordic-bred weather instincts.

For a moment I though the pang in my heart was homesickness. Then I realized it was fall I was longing for, not home. I long for the leaves to fall, for the air to grow chill and the wind to rise, to walk on the beach, the wind buffeting me and wrapping me in the salty scent of white-whipped ocean.

The ocean I will probably have to do without. But now, having seen those leaves I not only know, but feel with some inner part of me – the part that wants to dance in the rain and shout to the wind, hair unbound – beckoning, calling for it to hurry, wild and joyous – fall will be coming.

So why am I writing in English? I, who have on numerous occasions chided others for mixing languages? When most of the people reading this page are Danish and half of them prefer it to be in their own tongue? And a stilted, clumsy, bad-grammared English too.

The last one is the easiest: Although my spoken English is slowly improving (very slowly, way too slow, still not good), my written is not. So I apologize for the bad grammar, but this is the best I can do for now. (And I am truly trying to get rid of all the passive verbs even though it might not seem so.)

As for the choice… More and more of my thoughts are in English these days, and I often find myself word-searching when trying to write in Danish. And I find that translating thoughts before putting them on paper does not work that well for me. It most likely makes it worse that I am trying to learn Japanese through an English book – increasing the word-confusion. And I most vehemently still refuse to mix in English words when writing in Danish.

The only remaining choice seems to be to sometimes write in English. Or wait until my Japanese improves 😉

So: Feel free to beat me up about it (I am doing so myself already), by all means comment on my sadly deficient grammar (as it is the only way I might learn), scream and shout if you feel like it, but in the end this is my holy cow to slaughter and I have just done so.

To Christoffer: You are most likely the only one actually obstructed by my change of language, as all the adults reading this page should be capable of understanding my English, poor as it may be. If not they ought to practice anyway ;-

If you wish it, I will make you a sound file with a translation whenever I write in English, although it will most likely not capture all I am trying to express. Your word is my command.

Rejser • Skrevet 09. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Der er egern her.

Ikke roede egern som i tegnefilm, eller brune egern som dem jeg har set i Danmark, men graa egern. Og masser af dem. Baade paa universitetet, rundt omkring i byen og i min have. Her til morgen saa jeg to der jog hinanden rundt og rundt paa stammen af traeet lige uden for min doer da jeg stod og vaskede op. Da det lykkedes mig at finde mit kamera frem var de selvfoelgelig smuttet i skjul laengere oppe i traet 😉

Graa egern har enorme (graa) haler med en smule hvidt yderst hele vejen rundt. Naar man ser dem smutte forbi ud ad oejekrogen naar man naesten kun at se halen, saa det ligner en enorm pilegaesling der hopper forbi. Surrealistisk – isaer hvis man er lidt soevnig 😉

Rejser • Skrevet 02. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Amerikansk toiletpapir er enlags.

I Ithaca kan man kun koebe toej der ser ud som om det er fra Toej og Sko.

Groentsager er forbloeffende dyre klimaet taget i betragtning.

Bilerne er store, nye og flotte. Men billedet forvraenges muligvis noget af at mange af de studerende er rige folks boern.

Folk har mange farver, forskellige accenter og mange slags navne her, uden at nogen lader til at have ondt af det. Det kunne vi godt laere noget af hjemme i Danmark.

Jeg ved nu hvordan 25 grader og 70% luftfugtighed foeles. Det kan ikke anbefales.

Det er sandt at amerikansk fjernsyn har 117 kanaler, og naesten ingen af dem sender noget man gider se. Omend jeg har forhaabninger til Sci Fi Channel 😉

Amerikanske vaskemaskiner har tromlen vendende den forkerte vej. Til gengaeld bruger det eksamplar jeg har haft fornoejelsen af at hilse paa under halvt saa meget tid paa en vask som den vi har hjemme paa Aldersrovej.

Amerikanere drikker ikke the, udvalget taget i betragtning. Jeg er efterhaanden klar til at saelge ikke umaerkelige bidder af min sjael (men ikke det hele – jeg forudser der kunne blive andre ting jeg savner mere) for en pose tempeltraesthe eller tranebaerthe.

Det foerste jeg oplevede den foerste dag jeg var inde paa uni var et foredrag af Leslie Lamport. (LA som i Latex!) De store leger herovre.

Rejser • Skrevet 30. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Saa fik jeg endelig tid til at skrive til jer. Paa papir endda, for jeg har stadig ikke faaet min laptop, saa jeg sidder hjemme og skriver dette. (Amerikansk papir er i oevrigt saert – for bredt og for kort.)

Hvor er saa hjemme? I underetagen af et typisk amerikansk hus – det ligner suburbia fra film paa en prik. Omgivelserne ligner derimod ikke! Her er meget groent og husene ligger spredt i det meget bakkede terraen (og jeg troede at Aarhus var bakket…) og skjult mellem traeerne – det minder lidt om Lyngdalen i Viborg hvor Nis foraeldre bor, men med en mere sydlandsk fornemmelse. Hele byen er bygget op paa den maade, med saa mange traeer at man skal se godt efter for at opdage at det er en by. Der er nu heller ikke saa meget af den – 35000 indbyggere og dertil 20000 studerende. Til gengaeld er her meget smukt, med traeerne overalt og bakker og skraenter med vandfald og aaer i bunden. (Der skal nok komme nogle billeder senere.)

Jeg har lige lukket de franske doere for at holde myggene ude nu hvor det skumrer, men ellers har her vaeret forbloeffende varmt. Som paa en rigtig god men tordenlummer sommerdag i Danmark. Ud over myggene er her et vaeld af graeshopper og cikader som holder koncert hver aften – det minder mig om Graekenland, og truer med at bringe mig i feriestemning.

Det eneste jeg har at udsaette paa mit nye hjem er fugten. Det har regnet hele sommeren her, saa alting lugter fugtigklamt (jeg bor i kaelderniveau.) Maaske skulle jeg gaa ud og investere i et par af de luftfriskere amerikanerne er saa berygtede for.

… Hvilket bringer mig videre til supermarkeder: De er enorme. Eller det er enormt burde jeg vel hellere sige, men et enormt supermarked (ud over de almindeligtdimensionerede) burde bestemt ogsaa raekke til en by af denne stoerrelse. (Og saa er der endda ogsaa et mall, men der har jeg ikke vaeret endnu.) Og det er ikke bare et spoergsmaal om at kaempesupermarkedet har mange forskellige ting, nej de har ogsaa 117 varianter af hver – og de er alle sammen ens. Jeg stod laenge ved gangen med morgenmadsprodukter og laeste bagsider, men maatte til sidst konstatere at de hver og en var lige fulde af sukker, og saa slaa mig til taals med at koebe gryn.

Det gaelder tilsyneladende alting her, at det er fyldt med sukker – det er ikke noget under at amerikanerne har fedmeproblemer naar der gemmer sig sukker i smoereost, yoghurt “naturel”, alt broed jeg har kunnet finde, juice,… Til gengaeld er der tilsyneladende et stort marked for kulhydratfattige smaakager! Soedt broed med koedpaalaeg smager saert!

Hvordan er de saa, amerikanerne? Jeg har ikke vaeret her laenge nok til at svare udtoemmende, men jeg kan da begynde:

Det foerste jeg lagde maerke til er deres hoeflighed. Det er foerste gang at nogen har tiltalt mig Miss/Ma’am, og der er aldrig foer nogen der har aabnet saa mange doere for mig (ikke engang dig, Thomas 😉 ) Saert. Det faar mig til at bekymre mig over om jeg nu ogsaa selv er hoeflig nok. Der bliver sagt “Sorry” og “Excuse me” i et vaek, og folk passer i det hele taget meget paa ikke at traede ind i hinandens privatsfaerer.

Det udmoentet sig positivt i en enorm hensynsfuldhed over for fodgaengere – jeg tror det er godt jeg ikke har planer om at koere bil her ;-

Herudover har jeg observeret at “fordommen” om at amerikanere er meget imoedekommende bestemt er sand. De er utrolig hjaelpsomme og smalltalker i et vaek. Ikke bare Dexter (den professor der har inviteret mig herover) og hans studerende har taget utrolig godt imod mig, men ogsaa vildfremmede.

En gut jeg i supermarkedet udspurgte om groentsagsvaegtens placering svarede ikke bare venligt, men beroligede mig med at da han var i Europa kunne han heller ikke finde noget. Lidt senere da jeg stod og saa toevende (og muligvis fortvivlet, thi de har kun suspekt brevthe) paa the”udvalget” kom han hen og tilboed sin vejledning i fald der var andet jeg ikke kunne finde. Det viste sig at han spiller rugby med Dexter . Han undskyldte meget beklagende at han ikke kunne snakke laenge da han var paa vej til en grillaften, og inviterede mig prompte med.

Desvaerre havde jeg glemt adressen da jeg kom hjem – det kunne sikkert ellers have vaeret hyggeligt.

Den sidste ting jeg vil berette om idag er min foerste matematiske oplevelse her: sengetoej. (Spaendende emne, ikke?) Den foerste aften da jeg ankom, og traet skulle til at stige ombord i den seng min udlejer saa venligt havde redt til mig, maatte jeg konstatere at den bestod af et stramt og intrikat konvolutaarangement i flere lag – ganske umuligt at sove i.

Grundet den sene time flaaede jeg blot det hele fra hinanden, og lagde mig til at sove.

Men: Naeste morgen stod jeg i den pikante situation at sengen – der havde set absolut nydelig ud inden jeg lagde mig i den – nu var et uskoent rod at taepper og saert udformet sengetoej. Jeg startede derfor mine studier her med en praktisk-geometrisk oevelse i hvorledes man arrangerer konvolutberegnet sengetoej med flere taepper saa det ikke ser sjusket ud, og saa en dynevant dansker kan sove der. Leoparden sidder derhjemme (jeg kan vel lige saa godt vaenne mig til at kalde det hjem) paa toppen og bevogter min sengetoejs-origami type 1. Jeg forudser at der vil opstaa et behov for at udvikle flere typer naar efteraaret saetter ind.

Rejser • Skrevet 27. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu