Det var en morgen ved vintertid, (… Efterår vel egentlig.)
jeg vågned’ op til en jord så hvid,
og luften mødte mig frisk og ren,
og der lå rimfrost på hver en gren.
Sne og bare tæer udenfor som solen står op, the og stearinlys indenfor – hvad mere kan man ønske sig?
Da jeg var yngre var det meget svært at sove natten inden min fødselsdag.
Jeg ville i ren og skær spænding vågne halvvejs gennem natten og søvnløst vende og dreje mig, med tankerne kredsende om det orgie af pakker, terpentiner (!) 😉 , flag, stearinlys og alskens andre gode ting min Mor havde forberedt.
Tilsyneladende er jeg stadig yngre 😉 Eller også var det min Mors erindrede véer der telepatisk vækkede mig i morges (nat) lige inden jeg for nu (gys) 27 år siden blev født.
Da jeg lokket af de pakker jeg de sidste uger heroisk har modstået fristelsen til at pakke op i utide og efter en gloriøs halv time i badekarret med en bog (ja, det er skammeligt spild af vand, men så tit har jeg heller ikke fødselsdag, vel?) og en samtale med en sulten kat satte mig ned med min morgenthe (endnu engang 1000 tak til jer dejlige og betænksomme mennesker der sendte den) og min hjemmelavede tykmælk og pakkede op var I slet ikke så langt væk alligevel 😉
Her er et par billeder – sammenlign evt. med min første morgen her.
Her kan I se lidt af hvad jeg laver for tiden. Udover gaverne som I har sendt skimtes yderst til venstre min første vaskeægte amerikanske regning. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan jeg betaler den… 😉
I den højre side af bordet henledes læserens opmærksomhed på min nyanskaffede katteørehårbøjle. (Det var Halloween i sidste uge) Desværre er der ikke så mange anledninger til at gå med dem nu hvor det ikke længere er Halloween… ;-/
Deruover er der bogen jeg for tiden læser “Learning to Bow” – en amerikansk lærers beretning om sit møde med den japanske kulturs finurligheder da han arbejdede der et år.
Bagest ligger Ganeshs japanske grammatikordbog som han venligt har lånt mig. Hvis jeg beherskede bare halvt så mange sprog som ham ville jeg være et lykkeligt menneske. Under den ligger bogen Christoffer gav mig inden jeg rejste og hvori jeg skriver de ting der ikke egner sig til a blive publiceret her.
Dette billede illustrerer at min Mor selv på tværs afet verdenshav er en mester af The Art of Birthday Zen – alle de uudpakkede gaver der ses her kom ud af den brune på det forrige billede.
Slutteligen skal I lige se beviset for at jeg har været rigtig sød i år: Sådan ser der ud i baghaven idag: (Egentlig ville jeg nok hellere have haft sne, men så sød har jeg åbenbart ikke været.)
Den første rigtige frost.
Ikke længere bare et hint af bid i luften, men sprødhvide knasende kanter på de faldne blade og finurlige ciseleringer på græsstråene, hvert eneste knejsende nyskrøbeligt på græsknolden uden for Upson hvor jeg for blot en måned siden lå i solskinnet og læste, gennembagt og svedende.
Tænk at nogen vælger at bo i Californien!
Alle folk er søvnige idag – igår sad de oppe længe til valgfest eller foran fjernsynet. Tanken lader til at være “Hvis vores mand vinder fejrer vi, ellers drukner vi sorgerne sammen.”
Det var slående hvordan stemningen skiftede i løbet af aftenen. Vi så “The Late Show”, et live satireprogram og folk var i godt humør – bekymrede men ved godt mod – det hjælper altid at gøre grin med modparten :-
Som programmet sluttede, flere drinks blev drukket og tallene for Florida og Ohio begyndte at se røde ud ændredes stemningen mod det mere kaotiske og dystre og folk diskuterede hvor de ville emigrere til når de er færdige med universitetet. Jeg har mødt et forbløffende antal mennesker der i tilsyneladende alvor vil emigrere frem for at bo i samme land med den slags mennesker der stemmer på Bush. Hvis det er repræsentativt for universitetsbyer kommer USA til at mangle en pæn del af den næste generation af akademikere.
For lige nu ser det bestemt ud til at Bush vinder. Udfaldet afhænger af Ohio og tallene ser ikke lovende ud. Som sidst kan det tage lang tid – der er mange sagsanlæg ventende og folk sværger at de vil se hver eneste stemmeseddel talt.
Endnu engang lader det til at USA får en præsident der splitter landet snarere end at samle det. Hvad konsekvenserne er for resten af verden vil det være bedst for min sindstilstand ikke at kontemplere yderligere just nu.
Sage Chapel mørklagt. Dets havlcirkelformede bare alterniche med de kuriøse chitonklædte figurer i græsk-inspirerede emaljemosaikker glimter svagt i det sparsomme flakkende lys fra knapt tændte lys over os og den orange glød fra græskarhovedet placeret midt på altret.
Som klokken slår 7 slukkes lyset helt, kun græskarhovedet ses stadig. Folk på bænkene bliver stille – som fattes de tale når uden syn.
En kutteklædt skikkelse går afmålt ned gennem den ene midtergang mod orglet bagest. Hoveder vendes som han skrider forbi – instinkter om bevægelser bag dig i mørket lever stadig i de mørke kroge af vore mere eller mindre oplyste nutidssind.
Skridtene forstummer og orglet begynder at tale.
Toccata from Suite Gothique. Boellman.
Danse macabre. Saint-Saens.
Black Riders. Travers.
…
Navnene i programmet er mig ukendte, men musikken taler for sig selv i mørket. Stærk, allestedsnævarende og altomsluttende skubber den mig fri af jeg og puffer mig omkring med sine dønninger, snart op, snart ned, indånding, udånding, åndeløshed.
Alle sjæles nat – omsluttet og gennemsyret af musikken henter jeg mine døde frem for mit indre blik, kærtegner dem med min erindring. Det ufattelige i væk – borte – kommer ikke tilbage. Minder som er så meget desto skrøbeligere og dyrebare nu hvor de kun lever i mig.
Alt for tidligt stopper musikken og jeg lader dem glide tilbage derfra hvor jeg hentede dem som folk vågner omkring mig.
I nat formørkedes blodmånen som jordskyggen åd den bid for bid. Som den overvandtes af skyggen skiftede den farve – fra sit sædvanlige rene, rolige lys til en vild, advarende og foruroligende rustbrun glød. Som størket blod svagt gennemlyst, eller som set gennem et tyndt lag af hud og kød.
Det blev min sengetid inden Månen atter gled fri af skyggen – da jeg gik ind havde den trukket skyer frem over sit formørkede ansigt. Så så vidt jeg ved kunne den være forblevet slugt, og kun den kommende aften vil fortælle om den atter har åbnet sit milde hvide øje.
Idag er det Mors fødsesdag, hurra, hurra, hurra.
Hun sikkert sig en gave får
som hun har ønsket sig i år
med dejlig chokolade og kager til.
… Men måske kun hvis hun laver den selv 🙁
Jeg ville gerne være der til at forkæle dig idag. Forhåbentlig er der nogen andre der gør det i stedet.
At kode alene kan være en pest. For mit vedkommende specielt hvis det er ML – SML og jeg er ikke på bølgelængde endnu, jeg må stadig for hvert skridt kæmpe for at goere mig forståelig.
Omend jeg må tilstå at pattern matching er en herlig ting 😉
Nogle gange er det interessant, en intellektuel øvelse (men kun når det virker 😉 – at få drejet begreberne så de kan klemmes ned i termer der passer til programmeringssproget, at vænne hjernen til et nyt logisk paradigmes mulig- og umuligheder – andre gange er det frustrerende; compilere der endnu ikke er blevet ens venner taler typisk enten et sprog man ikke forstår eller også siger de ikke hvad de mener. Det er først når man har taget sig tiden til at blive i det mindste gode bekendte med dem at man forstår deres små idiosynkrasier. Og når men arbejder alene virker de fremmede af slagsen ind imellem direkte ondsindede i deres ordvalg ;-/
Hvad jeg stort set havde glemt efter at have banket hovedet imod SML de sidste par uger er at at kode sammen er næsten altid godt. Der er noget gennemført hyggeligt i parprogrammering selv når man ikke forstår hvorfor koden ikke gør som man forventede, og når klokken er mange og ingenting virker har man altid en lidelsesfælle. Så er det eksempelvis ikke kun mig der ikke kan gennemskue Dexters meget kompakte og strømlinede SML 😉
Med fælles problemløsning er den delte glæde når knuden er løst altid større end summen af dens komponenter. Det vidste jeg nok igrunden godt fra dOvs (Casper og Rene: Hvordan går det med jer?) men manglede at generindre det.
Jeg tror jeg kunne blive glad i et kodejob.
Nogle gange er den vældig nyttig min Mors ring. Smal og gylden – den hun var gift med min Far med. Jeg bruger den tit – så er de begge to her hos mig.
Efter jeg er flyttet herover har den også fået et andet formål. Som tilsyneladende ikke-afsat hunkøn med min daglige gang på et institut med hovedsageligt mandlige studerende og ansatte får man ind imellem en del opmærksomhed. Især når det man vides kun at være her for et semesters tid.
Der har bestemt været uger hvor jeg ikke ønskede mig meget andet end at kunne gå rundt med en hat med et skilt bærende påskriften “I have a boyfriend”. Det er dybt frustrerende hele tiden at skulle afveje om folk snakker med mig fordi jeg er mig eller fordi jeg er en pige. Og det er ikke altid bekvemt at skulle sørge for at bringe op i en samtale at man altså har en kæreste.
Så kan det være meget praktisk med en helt enkelt ring 😉
Sitting here on the flat rocks amidst the flickering shadows on the grass not many things in my slice of view hints that I am in the middle of New York. I see birds, squirrels, bushes, trees and occasionally people, but no city.
A small distance away near the exit of this part of Central Park benches are lining the path. Set in the path is a stone ornament proclaiming ‘Imagine’ and next to it on one of the benches a man with a guitar. He plays ‘With A Little Help From My Friends’, ‘Jealous Guy’ and ‘8 Days A Week’. Even though – or perhaps because – this area is dedicated ‘A garden of peace reserved for quiet contemplation’, no music or singing allowed, his songs feels very appropriate. The atmosphere here has definite parallels to the Gothic church I visited this morning. There it was maintained by pointed arches, hymns being sung, limestone, saved up quiet and red-and-blue stained glass. Here it is created by the city sounds, a girl laughing as she plays with a hula ring, people’s quiet voices as they walk past and read the inscription, the sound of the breeze, the birds, the guitar and the man’s singing.
Not a solemn church dedicated to the Christian god by his by definition sinful and unworthy worshipers, but a green welcoming, open and smiling place for people and the idea of peace between them. Beatles-hymns being sung in rememberance of a man imagining peace and understanding among mankind.
Perhaps it would come across as naïve or sentimental without the guitar playing, but for now it is delightful, comforting, and right. Even more so seen in contrast to the rest of New York, dirty and worn by its unfriendly throng.
