Her sidder jeg i den bløde sofa med ild i kaminen, juletræet lige ved siden af og en god ven på den anden side. Jeg taler i telefon med min Mor og hele familien og der lyder julemusik fra kontoret i den anden ende af huset. Det er ikke så svært at være langt hjemmefra til jul som jeg havde forventet.

Her sidder jeg, du kan kigge ind til mig:



På min anden side sidder Kamal og fifler med sine billeder:



I stolen modsat kaminen sad hans mor Sydney lige før:



– nu sidder hans far Hussein der og leger med sin PDA – vist mest fordi alle andre i rummet har et stykke teknologi i hænderne.

Bemærk strømperne bag Sydney. De første 3 er familiens, den sidste har de anskaffet til mig. De har endda skrevet Terese på den!

Om ikke så længe skal vi spise aftensmad – i denne familie er det tradition med spaghetti til aften juleaftensdag – og bagefter åbne de gaver der er fra familien. I nat kommer julemanden så, og i morgen tidlig skal vi åbne gaverne fra ham.

Her er nogle tanker jeg gjorde mig om hjemmet da jeg ankom i sidste uge:

Det første jeg bemærkede var de overdrevent bløde gulvtæpper. Væg til væg, op ad trappen, lag på lag. Fodtrin bliver meget tyste – nu ved jeg hvor Kamal har lært at liste. (Der er ikke ret mange der så nemt kan liste sig ind på mig, manden har mindst to prikker i stealth.)

Det næste var alt nipset. På hver en hylde, i alle hjørner og på alle vandrette flader. Glasengle, teddybjørne, glasbrevvægte, kaninnips, lysestager og plastikblomster i utallge afarter.

Dernæst flæserne og snirklerne. Sengetæpper, gardiner, puder, alt har flæser og blonder. Det minder en del om hjeme hos Tante Ella.

Efter danske standarder er det smagløst – her er intet spor af den skandinaviske minimalisme, de rene, bare flader og det strengt funktionelle design. Til gengæld udstråler det alt sammen hygge – at nogen har udvalgt det og tænkt at det ville varme deres hjem.

Gæstesengen – min seng – er en fjedrende blød prinsessekonfektion – igen med flæser – og nysseligt småblomstret sengelinned. Når jeg vågner om natten skinner månen ind ad vinduet og hvis jeg sætter mig op i sengen er der udsyn til trampolinen i haven.

Da jeg tog bad den første morgen her kom den næste overraskelse: Det største og blødest hvide håndklæde jeg endnu har truffet. Så stort at jeg kunne stå foran spejlet og lege hawaiipige og inder lige som min Mor gjorde med mig da jeg var lille. Håndklædesarier er muligvis praktiske om vinteren…?

Og morgenmaden… Amerikanere spiser gerne æg og bacon eller pandekager eller vafler til morgenmad. Det er længe siden nogen har fremstillet morgenmad bare til mig ? jeg fik helt dårlig samvittighed over sådan at blive vartet op. Men frisklavede vafler med chokoladestykker i dejen er ikke så nemme at sige nej til 😉

Mad er der idet hele taget mere end nok af. Og chokolade, som hjørnet her ved sidenaf mikroovnen bevidner. Samtidig illustrerer det nydeligt Sydneys nipsomani 😉



Kamals far er oprindeligt fra Libanon, og efter snakken en aften var faldet på mellemøstlig mad og jeg kom for skade at indrømme at jeg sætter pris på Hummus, falafler og detslige blev han ganske entuiastisk. Dagen efter fik vi lækker libanesisk mad til aften 😉

De er umådeligt gæstfrie og gode til at få mig til at føle mig afslappet og velkommen. Det kan ind imellem godt være anstrengende at være gæst, men det er det bestemt ikke her. Jeg er beæret over at være inviteret i den grad indenfor og glæder mig til at holde jul med dem 🙂

Som jeg gør mig færdig med at skrive dette kommer Hussein ind fra køkkenet med en metalskål, åbner kaminlågen og sætter den ind i ilden. “Chestnuts roasting on an open fire…” anyone?

Rejser • Skrevet 24. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Washington DC er i sandhed Amerikas Hvide By!

Der er en slående kontrast fra New Yorks slidte, betonsnuskede facader til Washingtons rene og velholdte endeløse gademeter klacissisme. De gamle grækere ville have været retteligt stolte – hveranden bygning ligner et tempel, har en kolonnade, en kuppel eller begge dele.

Her kommer en hurtig tur rundt i Den Hvide By.

Lad os starte med det hvideste af hvide huse:



Til min forbløffelse var det en god oplevelse at se det. Der sker et eller andet når man ser et sted i virkeligheden, når ens hjerne overbevises om at det virkelig findes og ikke bare er en poplulær filmkulisse. (Som modsætning hertil kan nævnes rumfærgen Enterprise, den ligner en plastikmodel i virkeligheden. Men i dag er det den hvide by jeg vil vise jer, museumsbillederne må komme senere.)

I den anden ende af National Mall har vi Capitol. Beklager at billedet er for bredt, det kunne ikke lide at blive skrumpet yderligere.

Gående fra Capitol mod Washington Monument kommer man på højre side forbi National Gallary of Art som er klassisk hvidt, med doriske søjler og fuldstændig udmuligt at fotografere i sin helhed. Så i stedet kan I se denne nydelige bygning der ligger lige over for det:



Herfra har man ogå udsigt til bagsiden af Natural History Museum (det er det med kuplen) med Washington Monument i baggrunden:



(I mine øjne ser det nu forkert ud med en Egyptisk udseende stele uden inskriptioner, men på den anden side var det jo også grækernes mening at marmorbygningerne skulle være malede i klare farver.)

Der er også pænt inde i Natural History Museum:

Bag om National Mall i en nordligere parallelgade kan man både se Reaganbygningen



og et imponerende posthus (omend ingen spor af klassicsme der.)

På vej tilbage mod hotellet er her et fint eksempel på den julepynt der er sat op alle vegne:



Det er rigtig hyggeligt, selv når det nogle steder er plastikagtigt! Det kunne jeg godt vænne mig til.

Så er der selvfølgelig også Lincoln-monumentet – et vaskeægte tempel:

Slutteligen er her en lille smule gotik til jer: Et af de mange hjørner og krinkelkroge i National Cathedral, en stor nyere gotisk kirke med labyrintiske krypter og kapeller under. Billedet passer ikke helt i stilen med de andre her, men jeg er så svært godttilfreds med hvordan det faldt ud at jeg ikke kunne dy mig for at poste det alligevel:

Rejser • Skrevet 23. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Igår, på årets korteste dag var det endnu ikke mørkt klokken fem. Mine instinkter forvirres.

Jeg tilbragte mørkedagen med at gå på kunstmuseer i den frostklare formiddag, spise donuts og sove de ømme fødders middagslur om eftermiddagen, forgæves tage metroen til en restaurant der viste sig at være lukket, dernæst tilfældigt vælge hvad der viste sig at være en rigtig god sydstatsrestaurant, blive småfjollet af en enkelt sødtgrøn cocktail på meget tom mave, falde i svime over majsbrød, kreolskkrydret fisk og underskøn chocolate-pecan-pie for slutteligen at danse det spæde nye år ind med mig selv på hotelværelset i skæret af et enkelt kalendernissesendt julelys og et snedigt laptop-iPod-clockradio-arrangement.

For at komme jer i forkøbet er her et par billeder:

Fra trappen ned i underetagerne i Freer Gallery: (Bemærk det flammende kors i loftet – det er synsbedrag grundet billedets vinkel og måden loftet og væggen ser ud til at mødes. Jeg var ret forbløffet da jeg så billedet 😉



Fra: samlingen af japanske print dernede





Fra keramikudstilligen i midten af trappeskaktens bund:



Hvert led i kæden af smedejern staver “Monkey” med forskellige alfabeter: Braille, arabisk, urdu, engelsk… Genkender I nogen?

Rejser • Skrevet 22. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

På vejen mellem Ithaca og Bellefonte, Pennsylvania ligger et glasmuseum. Ja ikke direkte på vejen – det eneste der er på de amerikanske veje er masser af huller (mange!) – men i byen Corning hvor Thomas Edison fik fremstillet glasset til sine første elpærer.

Der var en fin samling af historisk glas og forklaringer om fremstilling af glas gennem tiderne. Men hvor imponerende det end er set i konteksten af dets samtid, så er der ikke mange stykker historisk glaskunst der finder nåde for mit moderne øje som er vant til fabriksfremstillet perfektion.

Men nogle af de senere ting, eksempelvis Tiffanys vinduer og art deco glas var adeles fangende i deres fe-agtige mangefarvethed. Her er et par eksempler:

Først et par pokaler fra fekongens bord:



Så Prinsessens glas:



Assorterede glas for køkkenskabet:



Flasken med eliksir på Prinsessens bord:



En alfevingelysekrone:



Disse her kommer bestemt til live når mørket falder på og klokken slår tretten:

Slutteligen et billede af Leopardens rejse gennem Pennsylvania

Rejser • Skrevet 18. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

I dag sagde jeg farvel til Ashish. Han flytter til San Fransisco på søndag – er færdig og har fået job på universitet der. (Han forsker i algoritmer der gør MRI-skanninger nemmere at læse for læger, og minimerer billedkvalitetens afhængighed af at patienten ligger helt stille under hele skanningen.)

Det er første gang jeg har oplevet at byde nogen farvel vidende at jeg sandsynligvis ikke kommer til at se dem igen. Lidt besynderligt så meget det bare føles som at sige “Farvel, vi ses i næste uge, skal vi måske se en film sammen på søndag?” – kun et sted langt inde bagved anerkender hjernen at dette er et rigtigt farvel , det første jeg har sagt i mit liv. Til en levende person i hvert fald.

Her er han og jeg da vi spiste frokost i dag:

Og nu til noget helt andet: Her i Guds eget land er det jo ikke kun julen der fejres på denne årstid, og det går ikke an at støde nogen ved offentligt at overse deres religions højtid. Se eksempelvis dette nydelige skilt der hænger ved siden af juletræet uden for sekretariatet på instituttet:

Julelys, hanukkahlys og kwanzaalys. Så kan ingen da føle sig snydt 😉

Rejser • Skrevet 16. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

I dag fandt jeg endelig ud af hvorfor vinteren indtil videre har været så ussel her:



Der er et væld af advarselsskilte alle vegne – når man er blevet advaret kan man ikke så nemt lægge sag an senere – men dette er dog alligevel det stiveste 😉

Som I kan se er der dog alligevel kommet en smule sne – det var en fryd at spadsere ind her til morgen mens den dalede stille.

Her er stien mellem Woodcrest Ave og cykelstien – hvid, jomfruelig og ubetrådt, thi ikke mange amerikanere er oppe og ude på det tidspunkt af morgenen.



Bemærk i øvrigt lyset: Klokken er omkring kvart over syv den 15. december og det er lyst udenfor . Det forvirrer til stadighed mine instinkter og forstærker følelsen af at det ikke rigtig er vinter. Og om bare 6 dage begynder det at gå den anden vej :-/

Cykelstien selv ser om muligt endnu mere lige og lang ud med lidt sne på – man kan godt fornemme at der oprindeligt var jernbane her.



I skal ikke snydes for synet af Cascadilla Gorge med sne. Den er smuk hver morgen og ikke mindst denne. Sammenlign eventuelt med billedet fra i sommers taget samme sted.

Slutteligen er her udsigten fra mit kontorvindue som jeg har nydt mens jeg har siddetog skrevet algoritmikeksamensopgave de sidste par dage:

Rejser • Skrevet 15. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Jeg vågnede klokken halv seks uden en chance for at falde i søvn igen. Den slags morgentid kan være en forunderlig gave: Timer jeg ikke forventede min dag ville indeholde. Og så meget desto mere kostelige fordi jeg i dag intet skal.

I morgen begynder min 72-timers take-home eksamen i algoritmik, men i dag er min til at læse det sidste jeg har slæbt hjem fra biblioteket nede i byen (“A Yuletide Universe“, bizarre og julehistorier og “Pride of Kings“, en Judith Tarr) – en herlig sidegevinst ved at have besøgt posthuset (ligeledes nede i byen) så flittigt de sidste par uger, se ST:Enterprise (jungletrommerne siger at kvaliteten er steget nu hvor de er gået ind i sæson 4, så jeg overvejer at begynde at følge med igen), gå i biografen med de rare mennesker i Kamals slæng (“Oceans Twelve” og den obligatoriske bløddejspretzel druknet i kanel og sukker – dem kommer jeg til at savne når jeg rejser), og måske lave konfekt af den marcipan Kalendernissen så gavmildt har sendt mig – hvis ellers jeg får bevæget mit dovne legeme over til supermarkedet efter chokolade til overtræk.

I dag bliver en god dag!

Se:



Sikke et hyggeligt hus – bare jeg boede der! &nbsp &nbsp (… Hmmmm, beklager, den reference er nok spildt på de fleste af jer.)

Glædelig 12. december!

Rejser • Skrevet 12. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Jeg ville ønske jeg kunne vise jer et billede, men det rækker mit kameras ydeevne ikke til – lukketiden kan ikke indstilles til at være lang nok. Så I må nøjes med ord.

Hvad er det så overhovedet jeg taler om? Turen hjem fra universitetet såmænd. Den sidste halvdel af vejen cykler jeg på “East Ithaca Recreation Path” – en gang og cykelsti der går bagom villakvarterene på byens østlige bakke. Den er ganske flad og lige og ligger lidt nede i forhold til resten af terrænet – det er der den gamle jernbane løb.

På det meste af den er der ingen gadelygter, og da det ikke er lykkedes mig at overbevise mig selv om at købe et par cykellygter (som grøntsagerne er de urimeligt dyre her) er der ganske mørkt når jeg cykler hjem om aftenen.

Det eneste lys er stjernerne, månen eller hvad der slipper gennem skydækket, så alt efter vejret varierer det fra klart måneoplyst til bulderravende regnvejrsmørke hvor kun toppene af træerne langs stien skimtes i silhouet mod den dybtmørke himmel.

Men på alle tidspunkter er det smukt. Træerne og buskene langs med stien giver en fornemmelse af tunnel og fraværet af gadelygter fremkalder en særlig sansevågen stilhed. Samme fornemmelse som i en snedækket skov, selv uden sne.

Jeg er nødt til at skærpe alle sanser når jeg cykler hjem – stedet jeg skal dreje fra stien er et lille hul i buskadset langs stiens højre side, så jeg kan efterhånden genkalde mig hver en træsilhouet deromkring i klare indre detaljer.

I løbet af de sidste par uger hvor det rigtig er blevet mørkt når jeg skal hjem er jeg ofte stoppet op på stien, inddrukket præcis-som-sne-stilheden og mørket og ønsket jeg kunne vise jer det.

Jeg kan ikke helt blive klar over hvor stor en del af skønheden der er stedets egen og hvor meget af den der skyldes at jeg kender alle dets detaljer så indgående. Lægger jeg mærke til det fordi det er smukt eller er det smukt fordi jeg lægger mærke til det?

Rejser • Skrevet 05. December, 2004 • Ingen kommentarer endnu