Selv sisyfosarbejdet med at hitte på den kommende uges madplan er lidt mindre op ad bakke når Ingrid har købt nye skrivetusser til os og de har masser af flotte farver 🙂
Bemærk i øvrigt hvordan det tydeligt ses på madplanerne hvornår squashsæsonen sluttede i vores have 😉
Den uventede forværring sidst i august er den fæleste jeg har haft endnu, og jeg har ligget hele september. Der gik mange dage før jeg kunne smøre en mad, eller holde ud at være i rum med et andet menneske, og den første uge hvor jeg var så dårlig at jeg ikke engang kunne tage bad var ikke sjov.
Lige nu går det forsigtigt og meget langsomt fremad, mens medicinjusteringen fortsætter. Jeg kan sidde lidt op ind imellem, men er stadig nødt til at ligge det meste af tiden. Jeg begynder at kunne holde til at have øjnene åbne en halv times tid ad gangen (langt hovedparten af hjernens sanseimpulser kommer fra synet – når min hjerne ikke kan holde til flere indtryk, så er den først advarsel typisk at mine øjne lukker i) flere gange om dagen. Jeg længes efter at kunne være ude, men der er langt dertil endnu – sidste gang jeg kunne gå en tur var mens de japanske kirsebærtræer blomstrede.
Jeg prøver ihærdigt at holde tungen lige i munden og være meget forsigtig. Der skal så urimeligt lidt til før det giver overbelastning og advarselstegnene er ikke altid nemme at fange. Alle hidtidige erfaringer lover at overbelastning giver ubetinget forværring, så det er som at være tvunget til at spille roulette, hvor det bedste udfald er “ingen forværring” og alle andre udfald giver straf. Det er et spil jeg efter snart tre år nærer et inderligt had til!
Den eneste mulighed jeg kan finde (udover vanvid) er at tage hver eneste dag for sig selv, prøve ikke at sammenligne den med i går eller i morgen, men blot fokusere på det den har. En dejlig buket blomster, smagen af en perfekt sød frisk figen, musvitten i fuglekuglerne udenfor vinduet, morgenluftens melankolske duft af efterår ind ad mit vindue, muligheden for at sidde 10 minutter med computeren før øjnene giver op.
Og så gøre det igen i morgen.
(Ja, det er et billede af indholdet af vores kompostbeholder…)
I begyndelsen af sommeren besluttede min far og Karen sig for at give nogle penge til deres børn 😊 Det er åbenbart den slags forældre gør, når de har nået en alder hvor de hellere vil se børnene have glæde af gaven mens de selv er her til at nyde det ❤
I mit raske liv, ville pengene med ret stor sikkerhed være gået til en rejse. Men med det meget beskedne funktionalitetsniveau jeg har nu, er selv en gåtur til Storcenter Nord efter en takeaway iskaffe en magisk rejse der er langt uden for min rækkevidde. (Det skal retfærdigvis siges at det er en umådeligt god iskaffe der fås der. De blender espresso med banan og mælk – tro mig, det er bedre end det lyder – til en aldeles afhængighedsskabende trylledrik 🧋)
Så hvad er det dejlige ekstra man kan give sig selv i hverdagen, når det er en god dag hvis det lykkes at sidde udenfor på trappestenen i 5 minutter uden at hjernen eksploderer pga. for meget stimuli (lyde, lugte, dufte, vind eller varme mod huden – alt det sanseinput der er på sådan en trappesten!), at tale med Ingrid i 5 minutter under aftensmaden eller at kunne få øjnene til at samarbejde nok med hjernen til at være online en lille smule lige inden sengetid?
For mig er det dejlige ekstra sådan en sommer friske ærter og jordbær. Så tæt på hver dag hele sommeren har jeg mæsket mig i en hel bakke ærter. Selv 😀 Nogle dage siddende op og med kig til fuglene udenfor vinduet, og andre hutlende på sofaen og med mere brug af følesansen end øjnene – det kan fint lade sig gøre at bælge ærter uden at se på dem undervejs, lige bortset fra når der er en der smutter og triller væk 🙃 (Heldigt at det ikke er flødeskumskager jeg synes er det dejlige ekstra, så havde jeg nok været en del mere omfangsrig nu.) Vores kompostbeholder har set ud som på billedet ovenfor hele sommeren. Mange dage har Ingrid og jeg delt en bakke jordbær eller kirsebær sidst på aftenen – i stilhed om nødvendigt, men måske med hjerneplads til en lille smule samtale undervejs.
I dag havde Føtex ikke længere friske ærter da Ingrid købte ind. Jeg må nok erkende at sæsonen for ærter der ikke er fløjet ind er slut, uanset om jeg synes om det eller ej.
Men pengene er overhovedet ikke slut. Så det er åbenlyst nødvendigt at finde på en anden selvforkælelse 😀 Hvad er mon det dejlige ekstra man kan bevilge sig selv i hverdagen når sæsonen for friske ærter og bær er forbi (og slik/kager ingen interesse har)?
Selvom det er dejligt med tomatsalat var gårsdagens høst flere end vi kan spise i tide. Så er det tid til at lave ovntørrede tomater til vinterens gryderetter.
Hvis man har plads i fryseren kan man også bare skære dem i kvarte og fryse dem som de er, men de fylder meget mere rå og vi har meget begrænset fryserplads. Tager man sig tid til at tørre dem får de dels en dybere og dejliger smag, og dels kan man få tre bageplader tomater samlet i en 1kg spand fra græsk yoghurt, så de fylder meget mindre i fryseren. Dobbelt bonus! 😀
Gør sådan her:
Jeg har den sidste håndfuld dage haft en fornemmelse af at det nok var på høje tid til at kigge til drivhuset (vi byggede det af næsten-gennemsigtige placsticplader, så man kan se farver og former hvis man går forbi, men ingen detaljer medmindre man åbner det).
Det viste sig at både de gule cherrytomater og de røde intensity (i begge lotterivarianter) var modne i stort antal (skålen til venstre) og at agurken også synes om det lidt lunere vejr de seneste dage. Og nej, agurken var ikke halv, men aftensmadens salat har gjort indhug i både tomater og agurk før billedet blev taget 😉
De to intensity-planter der står udenfor ved gavlen var også godt med (skålen til venstre). Deres tomater bliver af en eller anden grund større end dem på samme slags planter i drivhuset (forklaring ønskes!). Revnerne skyldes regnvejret lørdag aften, så det er om at få dem brugt inden de bliver dårlige.
… Måske tør vi kigge til tomatplanterne i drivhuset i kolo i morgen. Jeg mistænker det bliver en af de ture hvor lommer og hænder ikke er nok, og det er bedst at huske at tage en skål med derover 🙂
Den første var den pose med hjemmedyrkede fennikler der lå på trappestenen da jeg gik ud for at kigge i postkassen 🙂 Det er Ingrids far der er den dygtige gartner. Den første skal i aftenens pastasovs, og de to næste er allerede planlagt, en til fennikelsalat og en i en karryret. Bemærk hvordan den ene fennikel er helt klar til at agere rumskib i en sci-fi-historie med sin ovale, organiske facon og skarpt definerede øvre kanter (aka våbenporte, observationsdæk og kommandobroen?):
Næste overraskelse var brevet fra Karen, med beretninger fra deres sommer og om husomkonfigureringen de har lavet, nu hvor det sidste barn er flyttet hjemmefra. Jeg glæder mig til at se det selv, engang i den fjerne fremtid hvor den slags kan lade sig gøre. Ekstra dejlige var de små hyggelige tegninger undervejs i brevet 😍
Sidste (og største!) overraskelse var at den nye medicin, som jeg startede på i dag, havde en umiddelbar effekt. I stedet for at ligge og holde fast i væggen som erfaringen ellers foreskriver de første mange dage af et tilbagefald, fik den nye medicin hele nervesystemet/hjernekemien til at falde lidt ned, så jeg efter bare en håndfuld timer kunne både sidde lidt op, holde ud at være i rum med et andet menneske og have nok overskud til input til at kunne have åbne øjne noget af tiden 😮 Så indtil videre et rungende hurra for medicintype 2 🤩🥳✨🎉🎈🏳️🌈🙏
Dokumentationen siger at den fulde effekt først forventes at indtræffe efter 3-4 uger, så (jeg tør næsten ikke håbe) måske bliver virkningen endnu bedre senere. Den mest hyppige dosis er desuden højere end intro-dosis, så potentielt kommer der en runde mere efter næste gang jeg har videokonsultation med hospitalet. Jeg holder håbet i meget stram snor, men det rører på sig og vil slet ikke ligge stille.
Bum! Fra det ene øjeblik til det andet, fra dag til dag. Tilbage der hvor jeg ikke kan andet end at ligge helt stille med lukkede øjne og holde fast i væggen mens hjernekemien løber amok. Igen.
Med den forbandede viden om at selvom det til enhver tid kan gå meget hurtigt tilbage ved den mindste provokation, så går det altid kun fremad igen i langsommere og langsommere tempo.
Lettere brugt nervesystem med tilhørende hjernekemi (begrænset funktionel, købes som beset) billigt til salg.
Det er blevet den tid på året hvor tomatplanterne giver i overflod 🙂
På trods af den våde og skyede juli hænger klaserne alligevel tæt på planterne, både dem i drivhus og dem udenfor.
Jeg kan særligt godt lide intensity-sorten (det er den lige ovenfor), som er lille, fast og med kraftig smag. Frøene er man nødt til at lave selv, men heldigvis sælger Føtex intensity-tomater hele året, så man kan snildt tage frø af en tomat hen ad vinteren, når det er tid til at begynde at tænke på at så sommerens tomatplanter.
Men det er lidt et lotteri. Ud af frø fra den samme ene tomat kan man få planter der giver to ret forskellige tomater:
En plante der giver aflange og blanke tomater (til højre) og en der giver mere buttede og matte tomater (til venstre). De aflange er lidt mere syrlige, faste og giver højt udbytte, de matte er kraftigere og sødere i smagen, lidt mindre faste og sætter væsentlig færre tomater per plante. Selve planterne er ikke til at se forskel på, i hvert fald ikke med mine lægmandsøjne. Så det er ikke til at udvælge hvilke udplantningsplanter der skal sættes ud på forhånd, lotteriets udfald viser sig først når planterne begynder at sætte tomater. En biologikollega har vist givet mig forklaringen på hvorfor det ikke nødvendigvis går som forventet når man tager frø af en hybridfrugt, men jeg må tilstå at jeg desværre har glemt den. Og så er der ikke andet at gøre når man planter ud end at krydse fingre og håbe på held i årets tomatlotteri 😉
Selvom jeg havde fået et forvarsel om at der var post på vej, gør det ikke festligheden ved papirpost mindre 🥳
Både det dejlige ved allerede udenpå at genkende håndskriften og vide hvem der lader høre fra sig, og selve teksten, som næsten uvægerligt bliver læst op for mit indre øre med afsenderens stemme.
Og så er jeg ikke hurtigere til at rydde op, end at brevet ender med at ligge på bordet en håndfuld dage eller sytten, og så kan man jo lige læse det igen et par gange eller tre, og blive glad igen hver gang 🙂
Jeg må dog sige at jeg ikke er imponeret over PostNord – en uge for et Quickbrev? Gad vide hvor lang tid deres ikke-quick-breve tager? (… Måske trods alt kun 6 dage, jeg kiggede ikke i postkassen i går. Ingen grund til at være unødigt kritisk 😉 )