Kattens Rejse

Orlov, dag 26: Det dejlige ekstra i hverdagen

(Ja, det er et billede af indholdet af vores kompostbeholder…)

I begyndelsen af sommeren besluttede min far og Karen sig for at give nogle penge til deres børn 😊 Det er åbenbart den slags forældre gør, når de har nået en alder hvor de hellere vil se børnene have glæde af gaven mens de selv er her til at nyde det ❤

I mit raske liv, ville pengene med ret stor sikkerhed være gået til en rejse. Men med det meget beskedne funktionalitetsniveau jeg har nu, er selv en gåtur til Storcenter Nord efter en takeaway iskaffe en magisk rejse der er langt uden for min rækkevidde. (Det skal retfærdigvis siges at det er en umådeligt god iskaffe der fås der. De blender espresso med banan og mælk – tro mig, det er bedre end det lyder – til en aldeles afhængighedsskabende trylledrik 🧋)

Så hvad er det dejlige ekstra man kan give sig selv i hverdagen, når det er en god dag hvis det lykkes at sidde udenfor på trappestenen i 5 minutter uden at hjernen eksploderer pga. for meget stimuli (lyde, lugte, dufte, vind eller varme mod huden – alt det sanseinput der er på sådan en trappesten!), at tale med Ingrid i 5 minutter under aftensmaden eller at kunne få øjnene til at samarbejde nok med hjernen til at være online en lille smule lige inden sengetid?

For mig er det dejlige ekstra sådan en sommer friske ærter og jordbær. Så tæt på hver dag hele sommeren har jeg mæsket mig i en hel bakke ærter. Selv 😀 Nogle dage siddende op og med kig til fuglene udenfor vinduet, og andre hutlende på sofaen og med mere brug af følesansen end øjnene – det kan fint lade sig gøre at bælge ærter uden at se på dem undervejs, lige bortset fra når der er en der smutter og triller væk 🙃 (Heldigt at det ikke er flødeskumskager jeg synes er det dejlige ekstra, så havde jeg nok været en del mere omfangsrig nu.) Vores kompostbeholder har set ud som på billedet ovenfor hele sommeren. Mange dage har Ingrid og jeg delt en bakke jordbær eller kirsebær sidst på aftenen – i stilhed om nødvendigt, men måske med hjerneplads til en lille smule samtale undervejs.

I dag havde Føtex ikke længere friske ærter da Ingrid købte ind. Jeg må nok erkende at sæsonen for ærter der ikke er fløjet ind er slut, uanset om jeg synes om det eller ej.

Men pengene er overhovedet ikke slut. Så det er åbenlyst nødvendigt at finde på en anden selvforkælelse 😀 Hvad er mon det dejlige ekstra man kan bevilge sig selv i hverdagen når sæsonen for friske ærter og bær er forbi (og slik/kager ingen interesse har)?

En kommentar

Anne Damhøj Bundgaard • Skrevet d. 05. September, 2023 siden

asparges – grønne 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *