Jul
Julemorgen vågner alle børn vist tidligt – om ikke andet så for at se hvad Kalendernissen har bragt denne sidste dag. Christoffer og katten sad i sengen og beundrer Lokes lænker som Christoffer lige har pakket op.
Senere læste vi julehistorien i Politiken inden den hel store julekokkerering gik igang.
Imens var Lasse gået igang med at ordne gåsen.
Da jeg også kastede mig over madlavningen begyndte tiden at være noget lang for Christoffer. Han smuttede og hakkede alle mandlerne til risalamanden og fik derefter mit kamera at muntre sig med. Her kan I se hvad han går op i for tiden. Først og fremmest naturligvis alt med vikingetiden, julekalenderen ikke undtaget. Fra plakaten på sit værelse har han fotograferet Thor, Odin, Njord og Tyr. 
Et af hans sværd, med fin spejlrefleks.
Mig der laver kirsebærsovsen.
Juletræer er smukkest set nedefra, hvor hele verden, alt hvad man kan se, føle og dufte er gran, lys, blanke kugler og hjemmeflettede hjerter. Christoffer tog kameraet med derned.
Derefter forsøgte han at få mig til at stå stille til et billede – men jeg tænkte nu vist mere på at få snittet rødkål og skrællet kartofler end på at smile til fotografen.
En vigtig tradition i julen er at den store hvide suppeterrin skal fyldes helt op med slik.
Som vi plejer tog Daniel, Christoffer og jeg ud til Far og Judith om eftermiddagen.
Her pakker han den hæslige trøje op Daniel og jeg havde købt til ham. Der var vist gået noget galt i kommunikationen, for vi var alle enige om at den var aldeles grim.
Her ser Judith til mens han prøver at finde ud af at betjene det indviklede stykke teknologi et engangskamera er 😉
Kort tid efter brugte han mit kamera – se hvor søde vi kan se ud når vi vil 😉
På vej tilbage rockede Christoffer på bagsædet til Sean Pauls “We Be Burning”.
Julehygge i stuen inden middagen.
Der kom også julemail fra Onkel Chrisser – så blev Mor glad!
Her fremviser kokken stolt den færdige gås – 3 timer på grillen og masser af beundring fra alle børnene.
Kort tid efter kunne man se adskillige børn med gåselår.
Her er de så allesammen – det var ikke kun børnene der fik mad:.
Efter at Hannah, Lea og Christoffer flittigt havde lagt alle pakkerne under træet blev det endelig tid til at tænde det.
Efter at vi alle 10 havde fået lov at vælge en sang at synge rundt om træaet, og så lige havde sunget “Nu’ det jul igen” rundt i huset som sig hør og bør kom Julemanden. 
Lasse gik som sædvanligt glip af at møde ham, han har altid sådan en svag blære til jul. Til gengæld blev han vist meget glad for gaven fra Daniel: Et gavekort til en times massage.
Daniel selv fandt helt nye og (antageligvis) utiltænkte anvendelsesmåder for grydelapperne han fik af Julemanden.
Leas allerbedste gave var en Dinosaur – den jog alle rundt i stuen og knurrede og brølte.
Julemorgen i halvmånelyset lå Christoffer igen under juletræet. (Han var nu ikke den eneste, bare den eneste der blev fanget af kameraet 😉 )
Derefter spiste vi morgenmad med vores nye legetøj – Lasse med en bog om Bording, Christoffer med sit nye Lego vikingeskib. Det er herligt når ens små brødre får Lego til jul, man blier aldrig for gammel til at samle deres Lego julemorgen 🙂
Senere, inden det blev tid til frokost, Disneys juleshow og suppeterrinen fuld af slik (for ingen kunne jo i virkeligheden spise noget videre af det aftenen før efter gås og risalamande) gik vi tur ud over engen, hvor Christoffer tog dette fine billede. 
December
Though the temperatures are still in the wet-and-windy region we did get a smidgeon of snow last Saturday, just as I was getting ready to move furniture.
It didn’t last more than 5 minutes and an eigth of a centimeter, but it was there 🙂
Sunday my Father and friends helped moved all my boxes from storage. Here are Rene and Pernille and my (previously my grandmother’s 🙂 ) vacuum cleaner on the back seat, still peaceful before all the carrying.
Later, in the apartment while trying to find new spaces for everything I suggested the blanket be put in the chair. As Pelle had no intention of moving himself, this was the result:
Today, the first of the lengthening days on the way back towards light, there was much to do. Here are a few of the accomplishments. First a tiny selection of the marzipan and chocolates Christoffer and I made.
Apart from the tasty ones with different kinds of liquor, traditional shapes in our family, the heritage of my grandfather, for the colored kinds are snakes, sandwiches, mushooms, dog droppings (yes, really. Made from marzipan colored with cocoa) , apples, cats and carrots. As Christoffer is very interested in every and all things from the Viking age this year we also made many runes, ?suncrosses? (what is the English word for those? Cross encompassed by a circle, all arms same length.) and some moons and suns. Many of the Christmas cookies also came out as runes as well this year ? I wonder if rune shaped cookie cutters are purchasable somewhere 😉 For good measure we also made a baby Jesus in a crib. His followers tend to eat him anyway, so it seemed right that he should be made of marzipan. Despite already having a good mix of various religius symbols, I must point out that we did not make any of the prophet Muhammed. Islam explicitly forbids it, and unlike the Danish Prime Minister, in our kitchen we are considerate enough not to needlessly offend our fellow citizens.
Later we decorated the tree (you’ll notice it’s getting dark, so it must have been before 16:00 😉
Just after we carried it inside my Mother and Christoffere were both energetic and moving fast.
Cristoffer played with the reflection in the glass globes just like the chipmunks in Disney. Here he is hitting close to them, joyed at the enlarging effect.
Finally most of our decorations were on the tree, not in boxes.
Ærlighed
Hvis jeg havde været mindre ærlig tror jeg at jeg var blevet tilbudt et job i dag.
Jeg var til jobsamtale og blev bedt om at fortælle hvad jeg kunne tænke mig at lave – og hvad jeg ikke har lyst til. Og det gjorde jeg så.
Hvad jeg berettede passede tydeligvis ikke med hvad de havde tænkt sig med mig. Og det virkede meget som om at hvis jeg havde sagt det de gerne ville høre (som jo så altså ikke var sandheden), så havde de tilbudt mig et job.
Er jeg en ærlig idiot?
Dagslys!
Til min overraskelse og glæde var der rigtigt, ægte dagslys her til morgen – jeg blev ganske paf da jeg ved solopgangstid så en stribe blå himmel.
Tænk som man kan blive i bedre humør af det 🙂
The stuff scary is made of
This was in my morning newspaper.
First, a picture of the Muir gletcher, taken in 1941:
Then, a picture taken at the exact same spot in 2004:
And yet the worlds governments and companies are still more concerned about profit than about global warming.
After them the Flood. Literally 🙁
(… Though I suspect the Danish saying “After me the Flood” does not exist in English. It looks all wrong and my dictionary has no entry on this. Is there an equivalent? Anybody?)
Dagslys
Jeg elsker vinteren, ingen tvivl om det. Jeg nyder at det er mørkt når jeg står op, at spise morgenmad og læse avis i stearinlys, at se himlen langsomt lysne som klokken nærmer sig 9. At føle aftenstemningen sænke sig allerede kort efter 15, tænde stearinlysene igen og vide at dette er den årstid hvor vi nordboer bør sidde med indendørs sysler og varme, krydrede spiser.
Men den sidste uge har det nærmest ikke været lyst, end ikke de 2-4 timer midt på dagen jeg ellers holder af. Regnskyerne ligger som en tung dyne og lyset ovenfra bliver aldrig mere en gråt og træt. Og så bliver jeg også mere grå og træt.
Lad englænderne beholde deres elendige vejr og lad os få det fra Rusland eller Norge og Sverige i stedet. Det er vinter – hvor er frosten? Måske en påkaldelse vil hjælpe? :
Det var en morgen ved vintertid
jeg vågned op til en jord så hvid
og luften mødte mig frisk og ren
og der lå rimfrost på hver en gren.
Eller…:
Sneflokke kommer vrimlende
hen over Diger trimlende,
det knyger ud af Himlene,
det sluger Hegn og Gaard,
det ryger ind ad Sprækkerne
til Pølserne paa Rækkerne,
og Faarene ved Hækkerne
faar Blink i Pelsens Haar.
Og Poplerne bag Mønningen,
de duver dybt i Dønningen,
og over Stakke-Grønningen
omtrimler Kjærv og Neg,
det klaprer én om Ørerne,
fra Portene og Dørene,
bag hvilke de smaa Sørene’
har rustet sig til Leg.
“Stakke-grønningen” – sådan et fint ord 🙂 Trist at det ikke så tit er anvendeligt i samtaler.
December på spring
I går morges da jeg søvnig trissede ud på det lille badeværelse overraskedes jeg af dette syn:
December står på spring 😉
Thanksgiving
I sidste uge var det Thanksgiving, som jeg efter at have oplevet den sidste år i USA var så begejstret for at jeg besluttede mig for at indføre til Danmark – eller i hvert fald til familien Damhøj. En højtid hvor man tager hjem til familien, spiser god mad og husker at være glade for at man har hinanden, er sunde og raske og ikke sulter. Det giver god mening, selv i mit forvirrede hovede.
Desuden lader det sig ikke fornægte at her midt i min job-, bolig- og formål-med-livet-søgning er et af de tidspunkter der er mest fred i mit sind når jeg laver mad, og så må man jo gribe hver en lejlighed til at gøre det.
Så efter at Lasse på magisk vis havde fremskaffet en hel kalkun (jeg havde i hvert fald aldrig set en i et dansk supermarked før) og meddelt at den skulle han nok ondulere på sin elskede Weber gik jeg igang med at fremstille resten af balladen.
Efter at have muntret mig i køkkenet nogle timer kom min Mor og dækkede bord, fandt stagen med de lange lys og vimsede rundt og var hyggeligt selskab.
Da Lasse kun har to hænder lånte Christoffer ham et par og bar kalkunen ind. Enten overvejer han vist at spise den selv, eller også er den tung 😉
Det lykkedes faktisk at finde serveringsskåle til det hele:
Fra venstre og rundt fik vi: kalkun, stuffing med bacon, tørrede tranebær og valnødder, ærter, tranebærrelish, æbleglaserede gulerødder, syltede græskar, små hvedehorn, krydrede perleløg og kartoffelmos.
Her sidder de alle sammen og spiser – at have begge sine forældre om bordet på samme tid er nu en særlig fornøjelse 🙂
Da min Far har adskillige søde tænder reserveret udelukkende til tærter havde jeg lavet æbletærte til dessert – ikke at vi rigtig var frygtelig sultne længere da først vi kom så langt. Men det betyder at jeg stadig ikke har fået afprøvet min opskrift på “Sveske Far” (ja, det hedder det altså) – nogen frivillige forsøgskaniner?
I september lagde Christoffer og jeg honningkagedej – rigtige honningkager tager måneder. Da julen jo efterhånden nærmer sin kastede vi os ud i bagningen. 
Jeg er åbenbart ikke bare forvirret men også glemsom for tiden – da vi lagde dejen lavede vi halvdelen med hvedemel og halvdelen med rugmel, men da vi krydrede den inden bagningen havde jeg glemt alt herom og kom normal portion hævemiddel og krydderier i. Selvom hjortetaksaltet sviede grumt i vore næser under bagningen blev de til min forbløffelse bedre end de plejer – så næste år kommer jeg dobbelt mængde krydderier i!
Christoffer sørgede for at den tiloversblevne overtrækschokolade ikke gik til spilde 🙂
I sidste uge kom Lars forbi, på besøg fra Djævleøen – det var rigtig dejligt at se ham igen 🙂
Her sidder han på min seng og prøver at se smart ud.
Lidt senere viste han sit sande ansigt 😉
“When I was a kid…” Of everyday adventures
Saturday, late afternoon. Dusk have become darkness, the lamps are lit, five has passed and six will be here soon.
Christoffer and I plot and plan what to make for dinner while my Mother and Lasse prepare to go out for dinner, for once just the two of them.
We decide on a chili stew and the rest of the exquisite bread we bought at Emmerys last we went tea shopping. Nothing but water, salt, flour and skill – not the white soulless kind you get at the supermarket.
The garden is dark, the waning Moon not yet up, frost crunching under our shoes, pinpricks of stars above and the air crisp with winter to come, almost here. I quickly accede Christoffer’s claim that a flashlight will be necessary in order to locate the leeks and free them from the frosty soil.
So back in we go, and then out. This time accompanied by a pair of dancing yellow spots, making the darkness surrounding us more black in comparison.
Spade in hand we locate the leeks and start prying them from the frozen earth. Using all four hands – and teeth for the flashlight – we succeed, a shower of darkest earth spattering into our shoes in the process.
Cold hands are explained as we get back in bright light of the kitchen – the lower stems of the leeks are covered in solid ice, clear as glass.
Christoffer’s eyes are gleaming as he cuts them – by going out there in the dark with flashlights and besting the frost for our food we’ve transformed preparing dinner from an everyday task to an adventure.
Later, as the stew is bubbling it strikes me that years from now, when I am long gone and Christoffer’s blond hair is all white he’ll be able to look mischievously into the eyes of his grandchildren, claiming “When I was a kid, in winter we had to go out into the dark garden at night, hacking at the frozen dirt with spades to get the leeks for dinner, then scraping the ice of them so they could be eaten.” And it will even be true 😉