Tokyo Girls are black and yellow,
Tokyo Girls are not all small;
Tokyo Girls are rather mellow,
With cool brown eyes than can’t fail to enthral.
Tokyo Girls are always shaven,
No hair is seen on arm, leg, face;
Tokyo Girls are careful dressers,
No wrinkles or anything out of place.

Tokyo Girls sit with their backs straight,
Tokyo Girls are never loud;
Tokyo Girls will never berate,
But silently stare if you’re disallowed.
Tokyo Girls are frail and slender,
Yet thick shields they have to deploy;
On jam-packed trains their defender
Empty eyes, no expression of joy.

Tokyo Girls are light and dark,
Tokyo Girls have impeccable poise;
Often on shopping sprees they embark,
Feeling safe in the crowds and noise.
They can be very jealousy-inspiring,
They can be very ideal in shape.
Before even trying I see me tiring
Of trying to match their physique and their drape.

Tokyo Girls wear stilettos,
Even on days with raging typhoons;
They don’t think Tokyo feels like ghetto,
And are not sad that clouds hide the stars and moon.
Tokyo Girls master the softest touch,
They’re apparitions of elegance and style.
So sad that Japanese girls count only as much
As the salaryman they can hope to beguile.

Rejser • Skrevet 04. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Efter turen rundt i Kamakura drog vi til Kugahara, området hvor Professoren bor. Det er tidligere sommerhusområde med lavt byggeri og ligger tæt ved stranden. På en varm, varm dag som denne var der masser af folk der var nede for at udnytte havbrisen.

De andre studerende i Watanabe-laboratoriet er alle af hankøn, og stemningen på stranden var derfor som forventet noget testosteronfjollet. Her har Makino-san lige være på maven i sandet efter nogen udfordrede ham til at lave armbøjninger og satte sig på hans ryg mens han lavede dem. Ved siden af ham Kondo, en spasmager (med et brugbart engelsk endda).

Han benytte straks chancen for at skrive “baka” (fjols, idiot) i sandet på Makino-sans ryg.

Det gik ikke af, heller ikke efter en tur i bølgerne.
Da klokken nærmede sig 16 og spisningen skulle begynde vendte vi tilbage til Professorens hus. I mellemtiden havde indfundet sig diverse af hans tidligere studerende medsamt koner og børn. Det var en sært formel-og-alligevel-ikke stemning – en del undertoner af “vores sensei har inviteret os til grillaften, så nu må vi sørge for at have det hyggeligt”.
Her er en del af gruppen under spisningen – professoren i baggrunden ved grillen.

Og her rygelokalet.

Makino-san (med armen oppe) denne gang uden sand.
Slutteligt kan det bemærkes at Kondo er en legeonkel af rang 🙂

Rejser • Skrevet 02. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I lørdags havde Mikael og jeg planlagt at tage til Kamakura og turiste. Om eftermiddagen holdt Professoren nemlig grillfest i sin have, ligeledes nær Kamakura, og så kunne vi slå to fluer med et smæk.
Som jeg søvnig (det var tidligt, for der er et pænt stykke med tog til Kamakura, og jeg sover ikke så godt i varmen) vaklede ned i køkkenet og gav mig til at vaske en skål til min morgenmad (tro mig, når man deler køkken med 70 individer med varierende ideer om køkkenhygiejne vasker man porcelænet inden man bruger det) sprang skålen (der åbenbart havde et svagt punkt) i to dele, og den ene halvdels skarpe brudflade kolliderede med min arm inden den faldt ned i vasken med et brag. Av!

Da jeg beklageligvis er en skrøbelig og svag blomst der ikke sådan tåler at se blod (omend mit eget nu er knap så slemt som andres) tog det mig en 20 minutters tid at fåstoppet bødningen, desinficeret såret og hitte en kombination af plastre der kunne dække det. Grundigt forsinket og noget perpleks lykkedes det mig næsten at smække døren uden mine nøgler, samt at glemme både badetøj og kamera 🙁
Heldigvis havde Mikael sit med, så jeg kan afværge de værste “send-flere-billeder”-råb 😉

Det var en aldeles modbydelig varm, fugtig og overskyet dag – en af den slags hvor at gå ud føles som at gå ind i et varmt badeværelse hvor nogen lige har taget et meget lagt brusebad og ikke åbnet vinduet. Sommer i Tokyo når den er…. klistretst. Men hvis man blev inde på den slags dage ville man sjældent komme ud, så vi begav os svedende og vejrgudernes uvilje til trods ud i det. Aldrig har jeg oplevt noget lignende, ikke engang midt om sommeren til kenjutsusommerkursus i gi og hakama efter 10 naginatakata – det løb af os i en kontinuert strøm. Terese den levende saltkilde? Intet under at alle japanere konstant går rundt med en klud til at tørre sveden af med.

Heldigvis var det idyllisk varmen til trods – her fra kirkegården omkring Tokei-templet i nordenden af Kamakura.

Et kig ned fra dens fjerneste ende

Det lader til at jeg ikke er den eneste der sætter pris på døråbnings-billeder 🙂

Bagefter gik vi over på den anden side af jernbansporene og så Engakuji, det andet af Kamakuras fem store zen-templer. Mikael havde været her før, så han overlod mig kameraet for en stund.

Det er muligt at japanske huse er hæslige og triste grå betonklodser, men deres tempelarkitektur er nu ganske malerisk, som eksempelvis denne bygning fra tempelområdet. (Da skiltene var på japansk kan jeg desværre ikke fortælle jer hvad den bruges til.)

Jeg var tilsynladende ikke den eneste der synes der var smukt – der sad en del folk rundt omkring og tegnede.

En fin lille statue i et hjørne:

og en vældig nydelig udskåret drage i dyb relief på en dør i en indre mur

Munke turister også

… da han studerede områdekortet før han begyndte at gå op ad trappen antager jeg i hvert fald at han ikke hørte til templet.

Senere tog vi den meget lokale Enoden-toglinie (som ind imellem holder tilbage, idet den krydser over gader og gennem folks baghaver) til Hase hvor den berømte statue af Amida Buddha som Kamakura er kendt for står.

Det er landets næststørste, kun overgået af Daibutsu i Nara. Denne virkede nu større, nok fordi den stod under åben himmel. Det har ikke altid været tilfældet, oprindeligt stod den i et tempel, men i 1495 skyllede en tsunami templet væk! Statuen må være slemt tung hvis en flodbølge der skyller enorme træbygninger væk ikke engang kan vælte den.
For jer der ligesom jeg af og til har overvejet hvad der mon er i guddommes hoveder kommer svaret her:

Ingenting! Det runde smådimser man svagt kan ane er indersiden af Amida Buddhas krøller, hovedet er fuldt af luft!

Ikke langt fra den store Buddha ligger Hases Kannontempel. Der har de følgende snedige indretning

Det er en drejelig reol til opbevaring af sutraer, og legenden siger at man opnår visdommen fra alle sutraerne i den ved at dreje reolen. Hvornår laver de mon sådan en med matematik- og datalogibøger?
På templets område var der også et lille hulesystem med små buddhastatuetter – dens indgang var endnu en anledning til et døråbningsbillede 😉

Indenfor var der mørkt, med votivlys foran de mange små statuetter.

Derefter blev det tid til at tage Enodenlinien videre til grill hos Professoren, men det har Mikael ikke sendt mig billeder af, så det må I høre om en anden dag.

Rejser • Skrevet 01. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I går var himlen blå. Jeg havde ellers næsten glemt hvordan en blå hmmel ser ud herinde under de bestandige hvidgrå Tokyoskyer hvor man hurtigt kommer til at tvivle på om den virkelige verden er derude og føle sig indespærret som under en enorm arcologykuppel, gråt foroven, gråt forneden.
Men efter tyfon nr. 7 (jeg er stadig ikke klar over om det er dens navn eller dens type) passerede os i tirsdags fik vi til min glæde og overrraskelse to blåhimlede (taifuuikka), klare dage efter en tyfon har været forbi.
I dag har jeg ud af vinduet i computerlaboratoriet (hvor jeg sidder fordi min usle laptop er gået i stykker, grrr!) kunnet se smoggen langsomt stige igen, men indtil videre kan man stadig se blåt hvis man kigger lige op.
Det er muligt her er endnu varmere når solen skinner, men varmen til trods er det ikke noget dårligt bytte. Som jeg også skrev da jeg var i New Zealand er det så meget nemmere at være alene og langt væk når solen skinner. Det lader til at nok kan jeg rejse væk, men mine nordboinstinkter kan jeg ikke fornægte – verden er bedre i solskin.

Rejser • Skrevet 28. July, 2005 • Ingen kommentarer endnu

På vej til Tyskland.
Som en god japaner – nu hvor jeg har boet i Tokyo i to måneder og er begyndt at tillægge mig assimilerede træk – havde jeg naturligvis anskaffet en mængde omiyage at tage med til Bremen, både noget til Kamal, Daniel og min Far som har fødselsdag på søndag og ting af mine egne der skal med dem tilbage til Danmark, og (Nej det er ikke løgn) en god meter katanareplika til Nis.
Ikke overraskende havde dette den øjeblikkelige effekt at min taskes hjul gik i stykker så den ikke længere kunne rulle men måtte bæres 🙁
Min redning var Stephane (ham har I set før) som heltmodigt tog toget til Shibuya med mig klokken halv seks onsdag morgen og hjalp med at finde ud af hvor man skifter til lufthavnstoget og bar min håbløse mængde bagage. Tusind tak! 🙂

Efter en times tid i toget mod Narita fortsatte dagen med en praktisk illustration af vittigheden “Hvor mange japanere skal der til at åbne, undersøge og certificere et replikasværd i sikkerhedstjekket ved indgangen til lufthavnen?” Svaret er 2 uniformerede og en i jakkesæt hvis eneste funktion er at teste den præsenterede klinge med en finger. Lige så sirligt som de havde skåret tape over og pakket sværdet ud pakkede de det ind igen, satte tape og plastikbærerem på. Alt sammen med velovervejede og præcise bevægelser som efter en ritualdrejebog. Det gav mig en glimrende lejlighed til at øve mit japaner-stenansigt – jeg var allerede 20 minutter forsinket til tjek-ind og deres pakke ud-og-ind-ritual var tydeligvis tilrettelagt med hensyn til æstetik, ikke tidsforbrug.

Jeg kan også berette at er noget længere fremme end resten af verden når det kommer til androider. Ved paskontrolkøen var den række der ikke blev brugt den morgen afspærret med skiltet “Out of order”. Og jeg som troede det var rigtige mennesker der tjekker vores pas. Åbenbart ikke i Japan!

Efter en meget lang flyvetur til Amsterdam, hvor jeg mod sædvane slet ikke kunne falde i søvn (men til gengæld fik set både Hitch, Ice Princess og Something¨s Gotta Give) og en hastig løbetur mellem to yderpunkter af Amsterdam Shiphol stod jeg sammen med de par snese andre andre passagerer der også skulle med de minimale fly (en Fokker 50) videre til Bremen i en meget varm transitbus i solskinnet uden for gate B23.
Der stod vi længe.
Til sidst sagde en undskyldende stewardesse at flyets personale grundet en computerfejl endnu ikke var landet, og de ville lukke os ind i terminalen igen, så vi ikke skulle stå og bage herude. Ved siden af døren ind stod hun og så passivt til som vi i gåsegang gik tilbage ind gennem svingdøren.
Hendes opførsel forkom mig udefinerbart sær, indtil det slog mig: I Japan ville hun – eller måske snarere en japansk stewardesse i hendes situation – have bukkket dybt og undskyldt til hver eneste passager som vi defilerede forbi hende. Uciviliserede hollændere!
…. Det skal dog siges at da personalet der skulle flyve os endelig kom frem lykkes det dem at bringe os til Bremen til det oprindelige tidspunkt – de fik skåret en times flyvetur ned til en halv 🙂 Jeg var ganske imponeret – hvordan slår man genvej når turen allerede er i fugleflugtslinie?

I Bremen lufthavn ventede Kamal på mig. Sært som man (eller i hvert fald jeg) kan glemme ikke uvæsentlige egenskaber ved folk man ikke har set i nogen tid. I dette tilfælde udseende! Og det er jo ikke fordi jeg ikke har haft kontakt med ham siden jeg så ham i New Zealand – vi chatter eller taler i telefon næsten hver dag. Så hans stemme kunne jeg godt genkende, og jeg ved hvad han mener om diverse emner fra de andre artikler ved denne konference, over kvaliteten af Rob Thomas nye album til hvorvidt risengrød er menneskeføde. Men på en eller anden måde var det lykkedes min hjerne at glemme hvordan han ser ud! Sært. Men nu hvor jeg har været her et par dage kan jeg efterhånden genkende ham på udseendet også 😉
Her er han mens han præsenterer vores artikel.

Igår kom Far og Daniel herned 🙂 Det var aldeles stort-smørret-grin-over-hele-femøren hyggeligt at se dem igen. – vi gik tur i Vegesack, spiste is, så på det fantastiske shoppingcenter, gik ud at spise

og snakkede, snakkede, snakkede. Da vi havde Kamal med ude at spise is (eftermiddagens workshop var heller ikke noget for ham)

fik jeg også lejlighed til at erfare at Daniel taler et nydeligt engelsk. Godt at vide til senere 🙂 Samt at min Far ikke har glemt nær så meget af sit tyske som jeg har – måske skal jeg til at låne Star Trek DVDer og se dem synkroniseret på tysk når jeg kommer hjem.

Ved middagstid i dag kørte de hjem.

I øvrigt har det kun forøget sprogforvirringen i min hjerne at komme til Tyskland. Som man går igang med at lære et nyt sprog skubbes tidligere erhvervet viden tilsyneladende ud af ens hjerne ;-( Manden i kebabboden på hovedbanegården (hvor jeg spiste den første aften på vej ud til universitetet) forstod det spøjst nok ikke da jeg prøvede at bestille min aftensmad – på japansk!

Rejser • Skrevet 15. July, 2005 • Ingen kommentarer endnu

er nu online. De ligger lidt længere nede på deres kronologisk korrekte plads. (Her er et link til de dovne.) Som en sidste krumme kommer her et tydeligvis ærværdigt træ Lasse fotograferede i Nara Koen:

Ikke sådan forstået naturligvis at det er alle de billeder jeg tog – men så mange kan i nok alligevel ikke holde ud at se på 😉

… Og hvis I kan, så lover jeg at der nok skal komme billeder fra Bremen når jeg rejser til konference der i næste uge. (Hvor bizart at se sit navn på tryk, også selvom de ikke kan stave det.) Jeg glæder mig allerede slemt til at se min Far, Daniel og Kamal igen!

…. Om blot 5 dage er mit fly lige lettet fra Narita. Nogle dage er det svært at være tålmodig, også selvom man lige har læst et spændende link om Zen (Tak Thomas 🙂 ). Måske var kravleturen gennem søjlehullet i Todajitemplet ikke så oplysende som rygtet påstår 😉

Rejser • Skrevet 08. July, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Jeg kender en dreng som blev ni år igår. Så for ni år siden stod jeg i en telefonboks på Peterspladsen i Rom og fik at vide at min Mor med stort arbejde og besvær havde forvandlet sin enorme mave til en lillebror til mig – lyshåret og med skinnende gråblå øjne som blankpolerede sten i strandkanten.

Men det er nu ikke det det skal handle om her. Det handler om igår, hvor drengen jeg kender havde fødselsdag. Normalt når man har fødselsdag bliver man vækket af Mor og familien med flag, sang og gaver. Men denne fødselsdagsmorgen blev drengen vækket af en gruppe larmende japanere i værelset ved siden af – lyd rækker langt gennem tynde papirskydedørsvægge – og munkene som ringede med klokken for morgenceremonien klokken seks.
Men drengen klagede ikke – heller ikke selvom han normalt bestemt ikke er morgenmenneske. Stille – for i modsætning til japanerne i værelset ved siden af havde han lært at være hensynsfuld – sang han “I dag er det min fødselsdag og det eneste jeg ønsker er at få lov til at læse min jumbobog i fred”

og så tog han tøj på og gik med hen til morgenceremonien – uden at få morgenmad først – og sad pænt og stille i dunkelmørket og lyttede til munkenes messen. Senere, da ypperstepræsten snakkede en hel time på sprog drengen ikke forstod klagde han heller ikke.

Da han endelig blev sluppet ud og hen til morgenmaden efter næsten to timer og så at den bestod af

ris, grøn the, misosuppe og diverse små skåle med japanske eddikesyltede grøntsager, tang og tofu i lage – ikke den fødselsdagsmorgenmad han kunne have ønsket sig – klagede han heller ikke, men tog sine spisepinde og smagte høfligt på hver af de fremmedartede ting (ganske som han havde gjort aftenen før med den mindst lige så fremmedartede aftensmad)

og spiste det han kunne lide – risen.

Udenfor øste det ned, og de skulle rejse længe – hele vejen fra Koyabjerget hvor templet de havde overnattet i lå og til Osaka, sidste stop på rejsen i Japan. Men drengen klagede ikke. Ikke engang da han var meget frokostsulten og næsten blev væk da de skiftede tog på Tennoji station på vej ind for at se Osaka borg kneb han mere end en enkelt tåre, og snart smilede han igen.

I kan tro jeg er stolt af ham drengen! 9 år og sådan en dannet, omhyggelig og betænksom opførsel. Tænk at jeg er så heldig at kende en som ham.

Her kan I se ham spise sin tredie fødselsdagscheeseburger.

En dag håber jeg vi kan rejse på eventyr sammen, bare han og jeg, ud i den ukendte, særprægede og forunderlige verden.

Rejser • Skrevet 04. July, 2005 • 1 kommentar