Rigtig mælk, ikke mere end en time eller to har den været i tanken på Bjørnsholm. Ikke skummet, ikke kærnet, bare mælk helt frisk og uden behandling.

Måske kommer den herfra?

(Nej, det gør den nu næppe, nok snarere fra de andre ude på marken.)
Var jeg kommet ikke så meget senere var tanken blevet tømt af mælkebilen og jeg kunne i stedet have købt den her, på mejeriet i Thise.

Her får man lov til at smage store skiver af osten inden man bestemmer sig 🙂
Her kan I se ostene ligge ude bagved – og Onkel Jørgen i forgrunden. Han prøvede ellers at slippe ud af billedet, men jeg var ham for hurtig 😉

Efter således at have smovset i Bjørnsholm-mælk og god ost tog vi torsdag morgen ud at se til Onkel Jørgens ruser.

Elller rettere sagt: Onkel Jørgen røgtede ruser

og jeg sad på bådens næse med håret bundet op for vinden og stillede dumme spørgsmål om rusefiskeri.

Vi fangede nu ikke meget – kun 3 små ål. Og der var ellers både sydlig vind og mørkmåne. Måske havde ålene glemt at kigge i almanakken…?
Her ligger den mindste og prøver at komme ud gennem hullerne i mælkekassen, endnu uvidende om at den er på vej i nettet, op i cykeltraileren og hjem til spækkebræt og kniv. Når det drejer sig om fremtidig mad er jeg forbløffende skånselsløs, hvadenten ofret er fugl, fisk eller firbenet.

Bagefter lå jeg og dasede i græsset på stranden og kiggede på skyer mens Onkel Jørgen gjorde båden ren.

Spøjst som et simpelt farveskift får et motiv til at se gammeldags ud 😉


Næste morgen tidligt var der en nydelig solopgang ud over fjorden. Da jeg sover overmåde elendigt for tiden havde jeg rig lejlighed til at beundre den. Intet er så skidt at det ikke er godt for noget 🙂


Som altid blev det alt for hurtigt tid til at drage tilbage til byen. Med hjemmeavlede hindbær, frisk gårdmælk, en god ost fra Thise og maven fuld af Tante Gurlis fortræffelige kogekunst sagde jeg farvel og kørte sydpå.

… Til vinter håber jeg at komme tilbage og lære at lave ruser. Når natten igen er helt mørk og varer næsten hele dagen med, når rimfrosten knaser under mine tæer på græsset og kakkelovnen varmer mig lun og døsig.
Den eneste årstid der er lige så god som den der er, er den næste 🙂

Rejser • Skrevet 11. September, 2005 • Ingen kommentarer endnu

It’s the first days of fall but the land does not know it yet. The green and golden hues of summer-strong trees and ripe crops fill the landscape, gently held in place by a warm blue sky, as I drive out of the city, west later to turn north.
A few white clouds play along the horizon and the sun starts sinking to the left in front of me as I move west, out onto the flat land where the glaciers never touched.
Now, if not before, I know instinctively that I am home. This is my land, green topped by blue, no mountains preventing my eyes from roaming far and wide, casing in my field of vision.
All between me and infinity is the ever so gently rounded landscape of endless fields, separated by thick lines of fir trees protecting the crops from the lashings of the unhindered West wind. As the sun sinks lower and turns red, lending its colors to the clouds waiting there, my horizon is reformed by the black outline of trees in the distance, carrying promises of dark woods and the smell of dew fallen. A northern night, always too cool, but still flirtatiously short here on the edge of autumn, sends out tendrils of twilight, dazzling me with promise before slowly dancing closer.

I turn north and the land starts moving. First a few gentle hills, then an abundance of them. The edge of the long-gone glacier clear: Behind me untouched flatness, ahead a well-kneaded landscape of ups and downs, round hills and sharper ones in many sizes. Here and there the occasional granite boulder left as strange and forgotten toys in this bedrock-less land of chalk underground. The people of earlier times used them to build dolmen for their revered dead, today many stand at the entrance to farm roads carrying the name of the farm.

Reaching Skive, passing through it and turning right, never exactly knowing the way, but recognizing it anew each time, I return to the landscape of childhood summers. The secondary road becomes a tertiary, narrowing as I find the right village and turn right towards the fjord (Limfjorden – bisecting Jutland) finally becoming a gravel road on the last kilometer.

Finally I turn on to the grass driveway and park next to the familiar wooden house – though not all familiar, they added a room while I was gone – and am met by well-known faces smiling in welcome.

Rejser • Skrevet 07. September, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I onsdags tog jeg toget til Nikko – min sidste japanske turistudflugt (i denne omgang i hvert fald).
2 timer nordpå, ud af Tokyos grå og vidtspredte forstæder, og forbi de utallige rismarker. Da jeg var i Sendai lige efter jeg var ankommet til Japan i maj stod risen som små totter i markernes vandflader, nu er den høj og grøn, som skinnende lyse fløjstæpper.

Til min glæde konstaterede jeg at der er køligere i Nikko – det er oppe i bjergene. Luften var stadig tung af fugt, men hverken solen eller den sædvanlige hvide himmel brændte helt med samme styrke. Dejligt 🙂
Efer at være tjekket ind på Skildpaddekroen vol. 2, have efterladt min sparsomme bagage og behørigt beundret min udsigt

(slående kontrast til jernbaneskinnerne og lysreklamerne jeg kan se ud af vinduet på Tama Plaza) vandrede jeg ud for at se på templerne og mausolæerne som Nikko er berømt for.
Det første der slog mig var nu ikke de smukke monumeter, men de sære japanere. Nikko er nemlig et populært turistmål også for japanern selv. Især om efteråret når bladene skifter farve på de trædækkede bjergskråninger, men også nu hvor skolerne har sommerferie.
Det er muligt at jeg bare er en udannet gaijin men at give et pelsdyr – oven i købet et med små ben som skal skynde sig for at følge med – tøj på i 25 graders varme, det synes selv en barbar som jeg er barbarisk!

Der vrimlede med guldsmede i Nikko, allevegne var de. Så derfor var der naturligvis også små japanske børn som hoppende og dansende forsøgte at fange dem i neonfarvede net. Det er muligt at guldsmede er flotte, men ønsket om at fange dem og holde dem i de fine tynde vinger må jeg tilstå at forstå lige så lidt af som hundepåklædningen.

Der er utallige templer i Nikko, men da jeg kun havde en enkelt overnatning og opslidelige ben nøjedes jeg med de mest berømte. Den første og den tredie Tokugawa-shogun er begravet i Nikko, i mausolæer med ukarakteistisk kinesisk-inspireret arkitektur (momoyama). Her er pagoden lige inden for den første port i Toshogu, mausolæumkomplekset for Tokugwa Ieyasu, grundlæggeren af Tokugawa shogunatet.

På en af bygnigerne i komplekset er de meget kendte 3 aber der ikke hører, ser eller siger noget ondt.

Og her et par arkitektoniske detaljer – masser af træudskæringer, guldbelægning og drager i tusindtal.

Den berømte nemuri neko (sovende kat) ved indgangsporten til stien op til selve graven.

Og her udskæringen umiddelbart på den anden side af porten, lige bag katten. Når katten sover…?

På vejen op til graven gik jeg bag denne dame – eller nok rettere kvinde, thi ingen dame vil da lade sig se med sko der i den grad er for små.

Billedet er desværre lidt udtydeligt (jeg kunne ikke så godt stoppe hende og bede om tilladelse til at fotografere hendes hæslige valg i fodbeklædning, vel?) men tro mig, det så værre ud i virkeligheden – måden hun vaklede en smule ved hvert skridt og hvordan hendes fødder flød ud over skoene i alle ender. Hvorfor tror kvinder (og bestemt ikke kun de japanske) det er attraktivt at gå i sko der er for små? Og endnu mere uforståeligt: Hvorfor er de villige til at udholde pinen det må medføre?

Her et smugbillede (fotografering strengt forbudt) af naki-ryu (den brølende drage) et loftsmaleri i en af tempelbygningerne. Hvis man slår to stykker træ sammen lige under sdragen (men ikke andre steder i rummet) brøler dragen som lyden sætter loftet i svingninger. I mine ører lød det nu mere som spinden – jeg ved ikke om de mange turister derinde spolerede en del af rumklangen, men resultatet var sært hyggeligt. Jeg vil også gerne have et loft med en spindende drage 🙂

Her et billede inde fra Taiyuin Byo, den tredie Tokugawa shoguns mausolæum. Mindre, og lidt mere tiltalende af den grund, men i samme stil som det andet.

Komplekserne har alle en serie af porte som den (relativt lille) der er på billedet ovenfor. På hver side af hver port står to overnaturlige vogtere af forskellig slags. Her er en rød en.

På vej tilbage mod bymidten for at finde noget aftensmad (ikke at der er meget midte, Nikko er ikke just nogen storby) ser man den hellige bro Shinkyo.

Morgenen efter begav jeg mig ud for at lede efter en bus længere op i bjergene til Chuzenji-området hvor det berømte Kegon-no-taki vandfald på 97 meter ligger.
På vej til stoppestedet så jeg for første gang dette skilt mens jeg havde et kamera med:

Man ser det ofte på minre lastbiler og i starten undrede jeg mig noget. Jeg kan nu afløre at nej, de bringer ikke kattekillinger ud, det er logoet for den japanske udgave af Fed-Ex 🙂

Mens jeg ventede på bussen kunne jeg jo ligeså godt skrible lidt:

Morgen i Nikko. Da jeg vågnedevar her solskin, men straks dagen startede rullede disen ned fra de trædækkede bjerge. Jeg sidder ved busstoppestedet og iagttager morgenlivet i lillebyjapan. Rygsækturister vandrer forbi på vemod busstoppestedet til statione, ældre damer mødes, bukker, smiler, bukker igen og stiger småsludrende på bussen. Mænd md aviser kommer ud af døgnkiosken, skralebilen kører forbi. Brisen er kølig, tempoet roligt og bygningerne ikke helt så grå som i Tokyo. På bænken ved siden af mig sider en midaldrende herre med hvad der ligner ækvivalenten til Ekstra Bladets sportssektion. En gruppe teenagedrenge jogger forbi på den anden side af vejen. Lidt senere et halv hundrede skolebørn med matchende blå hatte på denne side.

Guldsmedene er ikke generte.

Oppe ved Chuzenjisøen var der endnu køligere (1270 meter over havets overflade) og noget tåget, men vejret til trods var Kegon-no-taki stadig et fascinerende syn. Jeg morede mig med at tage en del forskellige billeder, både som jeg først så vandfaldet gennem træerne på vej derhen, fra udsigtsplatformen og fra platformen 100 meter nede ved foden af det hvor det var lidt af en kunst at holde vandsprøjtet af linsen.
Nu har jeg så diskuteret noget med mig selv hvilke der faldt bedst ud. Hvad synes I? Meningstilkendegivelser ønskes! (Og det er selvfølgelig helt OK at mene at de alle er elendige 😉 )





Mens jeg ventede på bussen tilbage til Nikko, frokost og toget mod Tokyo så jeg en af grundende til de mange advarselsskilte slentre roligt hen over busparkeringspladsen. Desværre nåede mit kamera ikke at tænde før den var gået forbi og jeg kun kunne fotografere dens bag.

(Skiltene siger noget i retning af: Gå aldrig nær en abe med mad i hånden, aberne vil kradse, bide og slå for at få fat i det. Da jeg absolut ingen aber så til at starte med tænkte jeg det var lidt sært. Men denne her var stor som en labrador, og md en attitude som ejede den byen og jeg følte bestemt ingen trang til at komme i nærkontakt med dens gebis.)

Tilbage i Nikko vendte jeg tilbage til Hippari, den hyggelige lille yakitoribiks hvor jeg også havde spist aftensmad dagen før. Dens vægge er plastet til med tusindvis af visitkort, diverse udenlandske pengesedler, studiekort, billeder, billetter og små sedler, alle med navne og hilsner og anbefalinger fra tilfredse turister. Professorer, ergoterapeuter, studerende, børnefamilier, bankrådgivere, alle disse bare fra det hjørne jeg sad i.

Her er indehaveren, en hyggelig japansk dame der bestemt ikke taler engelsk men alligevel kommunikerer nydeligt med smil, fagter og stemmeføring. Hendes butik er anbefalet i adskillige guidebøger og mange steder på nettet og med god grund. Maden var lækker og billig, der er hyggeligt og fredeligt derinde, bare 3 borde og der er vegetariske retter på menuen. Den yasai-yakisoba jeg fik til aftensmad var så god at jeg nærmest ikke kunne vralte tilbage til min seng onsdag aften, og min frokost, yubaramen, var også lækker. Yuba er en tynd film af soyamælk, en specialitet fra området omkring Nikko. I min ramen var de rullet op, og kan ses som de to skiver rulle øverst til venstre. Lækkert – silkeblød og mere delikat end almindelig tofu.

På vej hjem i toget, en aldeles teknologiafhængig japaner. (Endnu et smugbillede, beklager det er så mørkt.)

Jep, det er to mobltelefoner han sidder og taster på. Sådan sad han længe.

Til slut, så I kan genkende mig når I kommer og henter mig i lufthavnen i morgen, et billede jeg lokkede et nydeligt ældre japansk ægtepar til at tage af mig oppe ved vandfaldet,

Rejser • Skrevet 21. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I tirsdags var jeg i Ginza og se kabuki (japansk teater) i det berømte Kabuki-za på Fujiko-sans invitation.
Fujiko-san er en venlig japansk dame jeg har lært at kende. Hun er mangeårigt medlem af Hippo Family Club en organisation der fremmer indlæring af mange sprog samtidig gennem leg og hygge, og som i Japan gerne involverer sig med udenlandske studerende.
Det hele startede da Mikael inviterede mig med til en Hippo-aften, og siden da har jeg været til koncert, inviteret hjem til Fujiko-san til middag

– og vi kan afsløre at japanere også spiller klodsmajor – til endnu en Hippo-fest og nu også i teatret.
Desværre var det strengt forbudt at tage billeder inde i teatret – der var ellers kostumer, farvepragt og makeup foralle pengene. Stykket vi så var “Kinkakuji” og jeg var specielt imponeret af den onnagata der spillede Yuki-hime, den tilfangetagne adelsdame der begæres af den onde og usympatiske Daizen. Alle hans (der er ingen kvindelige skuespillere i kabuki, kvinderoller spilles af smukke mandlige skuespillere der er specielt trænet til det og udelukkende spiller kvinderoller) bevægelser var yndefulde og perfekt feminine og fik i løbet af kort tid hans falsetstemme til at lyde troværdig, og mig til fuldstændig at glemme at det var en mand.

Jeg har desværre ikke noget billede af ham, så I må nøjes med en Yuki-hime fra en anden opsætning

På min indre skærm er fastbrændt billedet af Yuki-hime der fortivlet danser og snor sig i en regn af faldende kirsebærblade, lyttende til tempelklokken der fortæller at tiden hvor Daizens håndlangere vil henrette hendes mand nærmer sig og forgæves forsøgende at slippe fri af de bånd hun er bundet med.

Her er hun i en tegnet udgave, efter at musene hun tegnede i de faldne blomsterblade magisk kom til live og gnavede hendes bånd over.

Efter teatret inviterede Fujiko-san os på japansk frokost i en stillig restaurant i Ginza. For mig er noget af det mest fascinerende ved det japanske køkken måden hvorpå retter ikke bare er mad, men også dekoration. Jeg gad nok vide om nogle af principperne kan overførest til det vestlige køkken? Udover at de ingredienser der typisk bruges til dekoration ikke er så almindelige i Danmark (eksempelvis farvet soyaprotein) er det jo også lige problemet at nok kan jeg med helhjertet indsats af og til gå an som kok, men som kunsthåndværker har jeg ikke mange talenter.

Bare for at bvise jeg har været der (beklager billedkvaliteten): Det berømte Ginza-4-chome kryds.

Ginza er det mest berømteshopping distrikt i Tokyo – et afde første hvor den vestlige indflydelse blev synlig i 1800-tallet, og er i dag der hvor alle de dyre butikker ligger. Specielt denne her tror jeg jeg kender nogen der gerne ville raide 😉

Som i alle mondæne kvarterer med respkt for sig selv i Tokyo har Ginza et væld af stormagasiner. Alle japanske stormagasiner har tilsynladende mad og spiselige omiyage i kælderetagen, det meste overmåde æstetisk dekoreret og til uhyrlige priser. Se selv:



… Jeg ved ikke om I kan skimte priserne eller om jeg har skrumpet billederne for meget til det. Hvis ikke, så pris jer lykkelige! Det er sørgeligt at se så smuk en sukkeroverflod ganske og aldeles uden for ens økonomiske formåen.

Rejser • Skrevet 19. August, 2005 • Ingen kommentarer endnu