(Stadig helt uden striber.)
Jeg fik to lækre, hvide lagner af Ingrid i julegave sammen med to forskellige tekstilfarver. Her er resultatet af den første:
En ret perfekt tone midt mellem postkasserød og pink – og lidt mørkere i virkeligheden end det kunne lade sig gøre at fotografere.
In other news:
De to har delt hylde i skabet siden jul nu, og der er stadig ikke tegn på små espressokopper. Måske yngler de ikke i fangenskab?
Det sidste jeg sagde til Ingrid inden jeg gik i seng i går aftes var “Det bliver snestorm i Nordjylland. Det er snyd, jeg vil også have snestorm!”
Og vupti! 😄
Da Ingrid første gang åbnede døren her til morgen for at gå ud og rydde sne væltede det ind med alt det, der var føget op ad døren., så den ikke kunne lukkes igen.
Da det var blevet lyst var den allerede føget til en gang til.
Vinduerne i stuen var heller ikke nemme at se ret meget ud af, på nær der hvor der sidder en sugekopdimmer med fuglefrø på ydersiden og skærmer for en lille del af ruden.
Der sad solsorten som jeg hver dag lægger gemmeæbler ud til og hutlede, og jeg bekymrede mig lidt for om den mon fik noget at spise i dag, hvor æblerne lå under 30 cm sne.
Lidt senere så jeg en sær mørk skygge, der hvor småfuglene plejer at sidde og spise af mejsekuglerne, alt for stor til at være hverken spurv, musvit eller rødkælk. Og den skovskade der lærte sig selv at lave hit-and-run på kuglerne i sommers (jeps, skovskade – cirka samme størrelse som hele holderen med kugler, det så ret absurd ud) har jeg ikke set siden det blev vinter.
Et nærmere kig ud gennem de våde ruder viste at der ikke var nogen grund til at bekymre mig for solsortens middagsmad.
Den kravlede gesvindt rundt på de tynde snore og guffede af fuglekuglerne, til trods for at den aldrig har vist interesse for dem tidligere.
Nød lærer sulten solsort at stjæle de andres mad 😏
Lige før solen gik ned var der en kort stund hvor snefaldet tog af. Ingrid gik ud for at rydde sne for anden (eller var det tredje?) gang, eftersom det var føget til igen, og fik et fint solnedgangskig den anden vej, ind mod stuevinduerne og lysene i hækken.
Lige inden nytår så jeg en masse opdateringer på Facebook om hvad folk havde udrettet i løbet af det forgangne år. Masser af spændende bedrifter, kvaler og livsbegivenheder. Det var dejligt at se de gode ting der er sket for folk jeg holder af, men jeg var nødt til at holde mentalt godt fast i denne her (også set på fb):
Det er uden tvivl den kategori jeg hører til i for 2023. Jeg minder mig selv om at jeg ikke er et dårligt menneske fordi jeg er syg, og at det at udholde vel er sin egen form for bedrift.
Ingrid og jeg fejrede nytår med sushi og talte ned, sprang ind i det nye år, skålede og sang Vær Velkommen Herrens År til pakistansk tid. Så passede det med at vi kunne spise det traditionelle efter-midnat-ostebord og sende haltehjernen i seng til den indøvede tid 🙂
“Du ser bleg og træt ud” sagde Ingrid om billedet, og det er rigtigt. For man bliver bleg når udendørsaktiviteter ikke har været mulige i snart et år. Og vældig træt når nervesystem og haltehjerne stædigt insisterer på at opfatte alle input, især de kraftige, som potentielt farlige og derfor helt udmattende. (Men det er alligevel bedre end den dag i mellemjulen hvor hun sagde “Du ligner ligæderen fra “Troldmanden fra Ildbjerget” 🤪).
Og nu 2024. Et nyt år, med håb om bedring.
Mine fingre er krydsede.
Eller, eftersom den blev let forsinket skulle det måske i stedet være Liste-over-glæder-Lørdag?
Indendørshygge. Mens Pia rasede sad jeg lunt inden døre, lyttede til vinden der rykkede i tagstenene og regnen der piskede mod ruderne. Med tændte julelys og varm the i koppen.
Julestjernen som Far og Karen havde med til mig da de kom med gulvtæppet fra Indien. Jeg har aldrig før lagt mærke til hvor perfekt dybrøde julestjerner egentlig er. Helt intense, midt i vinterens gråbrune sjaskvejr (billedet yder den ikke retfærdighed). Og ekstra skøn i dag, i kontrast til det minimale, men smukke, hvide snedrys vi har haft fornøjelsen af hele dagen ❄️
Christoffer blev udnævnt til premierløjtnant i torsdags. Min yngstebror, der længe ikke mere har været så lille, er færdiguddannet fra officersskolen og klar til at gå videre til næste eventyr. Her er han i sin nyopgraderede uniform 🙂
Sikkerhed. Der er sikkert her i vores lille hus på årets længste nat. Vi har vand, varme, strøm og mad, og ingen terrorstat lader bomberegnen falde over min by, mens verden enten billiger det, ser den anden vej, eller har glemt os. Kun held med hvor jeg er født er skyld i at det er tilfældet, det kunne lige så godt have været mig. Så jeg donerer flere penge til humanitære formål og ved at det slet ikke rækker mens jeg gør mig klar til at synge fjerde vers i morgen.
I søndags kom Far og Karen forbi med første bid af de af Tante Gurli og Onkel Jørgens ting som jeg har fået i arv (de står oplagret hos Far og Karen, indtil jeg har kræfter til at få sagerne hjem lidt efter lidt).
Den ting jeg først og fremmest havde ønsket at få var det gulvtæppe de købte da vi var i Indien og Nepal sammen i 2011. Den dag var vi – hele flokken af danske turister – ude at se et tæppe- og stofvæveri. På klassisk vis blev vi først taget med rundt og se alle dele af processen, bid for bid.
Derefter endte vi som forventet i et stort showroom hvor alle herlighederne var til fremvisning og salg og alle kneb gjaldt. F.eks. at iklæde en af turisterne en sari.
Mens jeg bagefter gik rundt og følte begærligt på de lækre silkestoffer (jeg har et yndlingstørklæde og 4 meter blå silke der endnu aldrig er blevet syet noget af derfra ☺️) impulskøbte Tante Gurli og Onkel Jørgen et ægte tæppe!!! 😮
… Jeg er ganske overbevist om at det ikke var et impulskøb, men at de havde planer om det hjemmefra, men jeg vidste ikke noget om det. Så da jeg havde fået viklet mig ud af sarien, betalt for mit tørklæde og spurgte Tante Gurli om hun havde købt noget blev jeg ret befippet over svaret 😉
Derhjemme fik tæppet pladsen under sofabordet i stuen i Astrupvig. I min egen stue lå der et rødt tæppe jeg arvede efter Moster Tik Tak da jeg var først i tyverne. Det har været placeret under mit spisebord alle årene siden og er slidt helt ned til trenden mange steder.
Nu ligger tæppet fra rejsen til Indien der i stedet 🙂
Engang i begyndelsen af december var der, i stedet for de normale småfjollede eller -nyttige ting (et stykke julepynt, en varmemaske til øjnene, en hårbørste med form som en enhjørning, opbindingsbånd til planter, …), i min pakkekalender en blød og varm ulden hue. Hjemmestrikket.
Da blev jeg uden varsel helt blød i knæene. For det jeg havde pakket op var et håndgribeligt bevis på at ligesom jeg, i haltehjernens vold, har ligget og tænkt på min mor og længtes, på samme måde så har hun siddet med strikkepindene og tænkt på mig ❤️
Det er jo ikke fordi jeg ellers tror at I har glemt mig, alle jer som jeg elsker og savner men ikke har mulighed for at se. Men den hjemmestrikkede hue rørte mig alligevel helt inderst i hjertet. Måske fordi det, at lave tøj til nogen, på samme måde som at lave mad til dem, eller pleje dem når de er forkølede, er tid forarbejdet til følelig og konkret kærlighed.
Søndag eftermiddag var dagens pakke et matchende halstørklæde🥰 Helt perfekt timet eftersom vi mandag formiddag søger tilflugt i kolo, mens vores rengøringsdame huserer derhjemme. Og kolo kan ikke rigtig blive mere end halvlun på denne årstid, selvom den lille radiator gør sit allerbedste.
… Så koldt var der nu ikke, bare nok til at det er bedst med noget om ørerne og halsen. Men hvis ikke et nyt halstørklæde er anledning til at agere røver og bandit, så ved jeg ikke hvad er 😀
(Det er løgn, der er ingen striber i dette indlæg, kun farver.)
I fødselsdagsgave havde jeg – noget håbefuldt – uden held ønsket mig bomuldslagner i klare og dejlige farver (smaragdgrøn, solskinsgul, dybrød, …). Håbefuldt fordi jeg selv havde googlet nettet tyndt uden held. Lagner i dobbeltsengsstørrelse kommer åbenbart kun i kedelige og nordisk minimalistiske farver. Hvid, grå, støvetblå, den slags, ikke just noget jeg bliver i godt humør af at se på 🙁
Vores sengetøj er med Spiderman, Hello Kitty, Pokemon og katte (gæt selv hvis der er hvis). Ikke noget nordisk minimalisme eller pastelblomster her, tak, men klare tegneseriefarver. Og eftersom vi har hvide vægge, er hvide lagner ganske vist et match, men ikke et særlig festligt et.
Når man ikke kan købe det man vil have, så må man jo lave det selv. Så i vaskemaskinen med et hvidt lagen og en pakke tekstilfarve. Et par timer senere, uden farverande i vaskemaskinen eller andre trælse efterladenskaber:
Et dejligt safrangult lagen 😍
Sne!
Hver gang jeg kigger ud og opdager at verden er hvid så synger mit hjerte. Lige nu ligger sneen ganske vist bare og tør, men de første mange dage var der også den dejligste frostluft. De usædvanligt mange dage med sne i træk har været med på min daglige taknemmelighedsliste mange gange 🙂 ❄️
Julekalenderbonanza: Bonusrunden
Første søndag i advent ankom en glædelig-jul-pakke fra Far og Karen med en julekalender i 🎄
Og samtidig blev det tydeligt at julekalenderen fra Christoffer indeholdt en ekstra julekalender 😮
Et julekalender-brev-puslespil!
Den nisserøde undertrøje som jeg fik af Mor i fødselsdagsgave
Den er superblød, den helt perfekte størrelse og hver gang jeg ser farven bliver jeg i godt humør 😊
December
Alting er hyggeligere i december. Kalenderlys og lysene i hækken. Låger og pakker at glæde mig til at åbne hver dag. Duften af gran fra adventskransen – det sker dagligt at jeg stikker næsen helt ned i den og snuser ind. Vores første december sammen kiggede Ingrid på mig som om jeg var tosset, men nu har hun efterhånden vænnet sig til det. Julekugler og -stjerner er efterhånden kommet op et par stykker ad gangen, og glimter til mig fra vinduer og hjørner. Ahh 😀
Mine mest bekvemme, allerblødeste cowboybukser er et godt slidt par, købt i genbrugsen i en for stor størrelse så de ikke strammer nogen steder overhovedet. Derefter forsynede jeg dem med en ekstra knap og en strop, så de kunne knappes stramt nok til at blive på uden at falde af mine hofter.
Men ak. Sidste gang de skulle til vask gik den ekstra knap – en smuk turkis plastiksag fra 80erne – af, hvilket jeg genopdagede her til morgen da jeg tog de rene bukser på 🙁
Jeg havde ingen skeer i morges, ikke en eneste. Så det kunne ikke lade sig gøre at sy knappen i (ja, jeg ville heller ikke have troet det før jeg blev syg, men hjernen kan snildt have de så dårligt at det er en umulig opgave at sy en knap i). Hvad gør man så, når det bare er disse bukser der er rarest at have på i dag? Man må improvisere!
Bæltestroppen sidder cirka samme sted som den turkise knap gjorde før den faldt af. Og øverst i kompostspanden lå en helt perfekt stump gren fra da jeg klippede grangrene til at sætte i en vase i går aftes. Vupti, ny lukkeløsning til bukserne.
Smukt? Tjooo, nok hverken mere eller mindre end den turkise knap. Effektivt? Jeps! Ville det blive godkendt af min håndarbejdslærer fra folkeskolen? Helt sikkert nej. Skeer løsningen krævede: 0. 😀
Glædelig 1. december! 🎄❄️🥰😃
Udsigten i haven er – som jeg – helt klar til at være julehyggelig. Og vejret har endda bekvemt sørget for at solen ikke skinner for skarpt ind til haltehjernen.
Udsigten over årets julekalendere er også god.
For julekalendere er uden tvivl en kategori hvor meget af en god ting er endnu bedre! Åh hvor jeg elsker det – min indre femårige er prikkende spændt og hoppende glad før hver eneste åbning 🙃🥳
Fire af dem er Ingrids, og fire er mine, med en pakkekalender til hver, så der er endda balance i sagerne. (Ingrids pakkekalender gemmer sig i det hvide klæde, hvilken pakke hun får afhænger af hvad hun slår med dagens terning fra terningekalenderen 😁)