Kattens Rejse

Orlov, dag 180: Glæden ved at have mange valgmuligheder

I december var jeg så heldig at flere forskellige søde mennesker havde fået den samme tanke: At jeg ville blive glad for en thekalender. Og de havde alle sammen ret! 🥰 Så jeg endte i den usandsynligt favorable situation at have hele tre thekalendere at åbne hver dag 😀 Afbilledet ovenfor er den af dem, som Ingrid farvesorterede efter endt åbning, og som derfor, her efter julen er forbi, er den mest fotogene 😉 .

Nu kunne man måske tro at tre thekalendere var mere end nogen kunne bruge, men jeg elsker (elsker!) at have mange valgmuligheder (i hvert fald når det gælder dejlige ting). Mange bøger i køen til at være den næste jeg skal lytte til, mange serier jeg har lyst til at se, mange forskellige slags chokolade i æsken, mange små praktiske beskæftigelsesmuligheder til de tidspunkter i løbet af dagen hvor jeg har mulighed for den slags, … Det karaktertræk er nok også grunden til at jeg kan gå fuldstændig i selvsving i yoghurt-afdelingen af et tysk supermarked 🤣

Så hver dag i december var der hele tre nye theer at smage 😍 Udover mange valgmuligheder gjorde det også at de dage der var en “nitte” i en kalender – jeg kan lide rigtig mange slags the, men sætter ikke stor pris på uaromatiseret grøn eller hvid the og slet ikke på ingefær – så var der noget spændende i de to andre. Og efter den 24. december stod jeg tilbage med et vældigt thearsenal at vælge i, eftersom to af kalenderne indeholdt nok til mere end en kop af hver slags. Det har jeg nydt hver eneste dag siden 😀

Har du mon samme karaktertræk? Elsker du også at have mange dejlige valgmuligheder, eller får du analyseparalyse i forsøget på at finde det optimale valg?

Tanker • Skrevet 28. January, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 176: Jeg kan

Som lille havde jeg en bog der hed “Jeg kan”.

Selvom den er til små børn husker jeg den tydeligt, formentlig fordi Daniel nåede dens målgruppealder samtidig med at jeg lærte at læse, og med sin ene sætning per side var den en oplagt begynderbog at læse op for lillebror 🙂 Bemærk de let krøllede og noget plettede sider – det er en bog, der er blevet elsket meget og af folk med små, klistrede fingre.

I bogen fortæller hovedpersonen om alle de ting vedkommende selv kan: Spise, skubbe klapvognen, grave i sandkassen, tage strømper af, … Jeg kom i tanke om den den anden dag (faktisk da jeg talte i telefon med Daniel 🙂 ), mens jeg overvejede hvad der har ændret sig siden begyndelsen af december. Fremgangen er langsom, så det kan ofte føles som om der ingenting sker med mig. Ikke mindst fordi det (desværre!) ikke er en lineær progression, tvært imod er der temmelig store udsving i dags-/ugeformen (hvilket er det almindelige ved hjernerystelser).

Så det er bedre for mig at hæve blikket lidt, og i stedet overveje hvad der sker i løbet af måneder, ikke mindst når jeg har det elendigt eller når jeg føler at jeg ingenting kan og at det hele står i stampe. Så: Når dagsformen er ok er der alligevel nogle ting der er ændret sig de seneste to måneder.

Jeg kan …

… gå en tur på omkring 15 minutter om aftenen når det er mørkt.

Jeg kan …

… på gode tidspunkter på dagen være i gang med en aktivitet som opvask, tøjvask, oprydning el. lign. i 15 minutter ad gangen op til 2-3 gange per dag.

Jeg kan …

… sidde op om formiddagen og små bidder af eftermiddagen og aftenen (flashback til september hvor jeg kun kunne ligge stille med lukkede øjne i et rum uden andre mennesker og have det usselt. Hele. Dagen.). Pyh.

Jeg kan …

… se et afsnit tv-serie med Ingrid om aftenen, så længe der visuelt ikke er for meget hurtig action og farverne er lette at skelne (“Rosewood”: OK, “The Witcher”: Ikke OK).

Jeg kan …

… have besøg af et menneske jeg kender godt i 5-15 minutter – eller ringe op og tale i telefon med dem i et tilsvarende tidsrum.

Jeg er ikke helt så optimistisk i min konklusion som barnet i bogen:

Men selvom der er et bjerg af ting der stadig er langt uden for min rækkevidde, og selvom fremskridtene er sårbare, så prøver jeg (ikke mindst på de tidspunkter på hver dag hvor jeg stadig har det usselt) at fokusere på at det trods alt går den rigtige vej 🙂 .

Det næste jeg prøver at træne op er:

  • At kunne gå tur i dagslys i 15 minutter uden at blive dårlig. Indtil videre er timeren på 2 minutter, så vi får se om det bliver til marts eller måske april det lykkes.
  • At kunne bruge motionscyklen i langsomt tempo i 5 eller måske 10 minutter (her er timeren på 0 minutter, så ingen idé om hvornår det mon lykkes).
  • Små kognitive øvelser som at lægge kabale. Hvis du har forslag til øvelser som er uden skærm og ikke kræver at man skal læse eller kigge på andre små ting så vil jeg meget gerne høre om dem!

Syg • Tanker • Skrevet 24. January, 2024 • 1 kommentar

Orlov, dag 171: Inden omslaget i vejret

Det er om at nyde frosten og sneen mens den er her.

Jeg ved ikke hvornår man bliver for gammel til at lave sneengle, men det må være en alder større eller lig med 46 😀 ❄️ Håndboldspillere derimod – hvis man laver et rullefald i sneen ligner det en håndboldspiller der hænger i luften og skyder på mål – er det efterhånden en del år siden jeg har følt mig i hopla til.

Inde er der, udover den ganske betragtelige forskønnelse af vinterlandskabet som sneen giver, masser af fugle at kigge på, for når de ikke kan komme til at finde føde i jordbunden er de jo nødt til at spise i mine fuglefodringsdimmere *gnæg*.

Han Solo jager hidsigt de andre fugle væk, så han kan spise i ensom, om end noget klodset, majestæt.

En solsorts hoppende gangart er ikke ligefrem skabt til hængende fuglekugleholdere 😉 Skovskaden, som jeg ellers ikke havde set siden efteråret, har også været forbi et par gange, og med endnu mindre ynde end Solo. Men hvad betyder det, hvis bare man slipper derfra med en solsikkekerne eller lidt jordnød? 🙂

Andre af havens arter er bedre til at dele, her skovspurv og musvit.

Det er først mens der har ligget sne at jeg har opdaget hvor mange rødkælke her er. Normalt er de alt for godt camoufleret blandt de visne blade i bunden af hækken. Men nu kan man pludselig se dem, og mens sneen har ligget højt er de også begyndt at spise forsigtigt af fuglekuglerne. Rødkælken her strækker sig op og ser sig bekymret om efter Han Solo – men har ikke opdaget at han lurer i hækken lige bag den (Solo kan anes lodret under rødkælken).

Musvitten derimod spiser mere ubekymret indtil det bliver strengt nødvendigt at flytte sig – måske har den luret at Solo lige nu har travlt med æblerne.

Blåmejsen er mere forsigtig og kommer helst kun frem når ingen af de andre er der. Men til tider er det åbenbart lidt svært for den at huske hvor maden skal findes henne, for den sætter sig i stedet på en vinduessprosse og pikker forvirret i den sorte kantliste 😂

Musvitterne gør det også, men aldrig spurve eller rødkælke – gad vide hvorfor?

Haven • Skrevet 19. January, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 168: Mikrobesøg

Min far kom på besøg i dag 😀

(jeg havde for travlt med at snakke med ham til at huske fotodokumentation, så billedet er fra hans egen stue.)

På en god dag og det rigtige tidspunkt kan det nu lade sig gøre at have besøg i 5-10 minutter. Mikrobesøg 🙂 Helt fantastisk at kunne se nogle af mine nærmeste igen, min mor kom forbi i sidste uge, og i dag var der energi til at have besøg igen.

Jeg har på fornemmelsen at jeg snakkede nonstop mens min far var her – som om det har varet så længe at jeg har glemt hvordan man fører en samtale og ordene bare vælter ud, emner hulter til bulter. Men åh, dejligt var det 🥰

Så dejligt at jeg bare vil have mere, nu! Men jeg ved godt at nu er det tid til at hvile, passe på mig selv og ikke skubbe på i nogle dage. Ikke ligefrem det, der falder mig nemmest – heldigvis er Ingrid rigtig god til at minde mig om at det er det, der er på programmet, hvis jeg skulle komme til at “glemme” det 😉 ❤️

Familie • Syg • Skrevet 16. January, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 162: Farver og striber (del 2)!!!

(Stadig helt uden striber.)

Jeg fik to lækre, hvide lagner af Ingrid i julegave sammen med to forskellige tekstilfarver. Her er resultatet af den første:

En ret perfekt tone midt mellem postkasserød og pink – og lidt mørkere i virkeligheden end det kunne lade sig gøre at fotografere.

In other news:

De to har delt hylde i skabet siden jul nu, og der er stadig ikke tegn på små espressokopper. Måske yngler de ikke i fangenskab?

Håndarbejde • Katte • Skrevet 10. January, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 155: Snestorm! 🥳❄️🥰😁

Det sidste jeg sagde til Ingrid inden jeg gik i seng i går aftes var “Det bliver snestorm i Nordjylland. Det er snyd, jeg vil også have snestorm!”

Og vupti! 😄

Da Ingrid første gang åbnede døren her til morgen for at gå ud og rydde sne væltede det ind med alt det, der var føget op ad døren., så den ikke kunne lukkes igen.

Da det var blevet lyst var den allerede føget til en gang til.

Vinduerne i stuen var heller ikke nemme at se ret meget ud af, på nær der hvor der sidder en sugekopdimmer med fuglefrø på ydersiden og skærmer for en lille del af ruden.

Der sad solsorten som jeg hver dag lægger gemmeæbler ud til og hutlede, og jeg bekymrede mig lidt for om den mon fik noget at spise i dag, hvor æblerne lå under 30 cm sne.

Lidt senere så jeg en sær mørk skygge, der hvor småfuglene plejer at sidde og spise af mejsekuglerne, alt for stor til at være hverken spurv, musvit eller rødkælk. Og den skovskade der lærte sig selv at lave hit-and-run på kuglerne i sommers (jeps, skovskade – cirka samme størrelse som hele holderen med kugler, det så ret absurd ud) har jeg ikke set siden det blev vinter.

Et nærmere kig ud gennem de våde ruder viste at der ikke var nogen grund til at bekymre mig for solsortens middagsmad.

Den kravlede gesvindt rundt på de tynde snore og guffede af fuglekuglerne, til trods for at den aldrig har vist interesse for dem tidligere.

Nød lærer sulten solsort at stjæle de andres mad 😏

Lige før solen gik ned var der en kort stund hvor snefaldet tog af. Ingrid gik ud for at rydde sne for anden (eller var det tredje?) gang, eftersom det var føget til igen, og fik et fint solnedgangskig den anden vej, ind mod stuevinduerne og lysene i hækken.

Hjemme • Skrevet 03. January, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 153: Et nyt år / hvordan gik det med 2023?

Lige inden nytår så jeg en masse opdateringer på Facebook om hvad folk havde udrettet i løbet af det forgangne år. Masser af spændende bedrifter, kvaler og livsbegivenheder. Det var dejligt at se de gode ting der er sket for folk jeg holder af, men jeg var nødt til at holde mentalt godt fast i denne her (også set på fb):

Det er uden tvivl den kategori jeg hører til i for 2023. Jeg minder mig selv om at jeg ikke er et dårligt menneske fordi jeg er syg, og at det at udholde vel er sin egen form for bedrift.

Ingrid og jeg fejrede nytår med sushi og talte ned, sprang ind i det nye år, skålede og sang Vær Velkommen Herrens År til pakistansk tid. Så passede det med at vi kunne spise det traditionelle efter-midnat-ostebord og sende haltehjernen i seng til den indøvede tid 🙂

“Du ser bleg og træt ud” sagde Ingrid om billedet, og det er rigtigt. For man bliver bleg når udendørsaktiviteter ikke har været mulige i snart et år. Og vældig træt når nervesystem og haltehjerne stædigt insisterer på at opfatte alle input, især de kraftige, som potentielt farlige og derfor helt udmattende. (Men det er alligevel bedre end den dag i mellemjulen hvor hun sagde “Du ligner ligæderen fra “Troldmanden fra Ildbjerget” 🤪).

Og nu 2024. Et nyt år, med håb om bedring.

Mine fingre er krydsede.

Syg • Tanker • Skrevet 01. January, 2024 • Ingen kommentarer endnu

Orlov dag 142-144: Taknemmelighedstorsdag

Eller, eftersom den blev let forsinket skulle det måske i stedet være Liste-over-glæder-Lørdag?

Indendørshygge. Mens Pia rasede sad jeg lunt inden døre, lyttede til vinden der rykkede i tagstenene og regnen der piskede mod ruderne. Med tændte julelys og varm the i koppen.

Julestjernen som Far og Karen havde med til mig da de kom med gulvtæppet fra Indien. Jeg har aldrig før lagt mærke til hvor perfekt dybrøde julestjerner egentlig er. Helt intense, midt i vinterens gråbrune sjaskvejr (billedet yder den ikke retfærdighed). Og ekstra skøn i dag, i kontrast til det minimale, men smukke, hvide snedrys vi har haft fornøjelsen af hele dagen ❄️

Christoffer blev udnævnt til premierløjtnant i torsdags. Min yngstebror, der længe ikke mere har været så lille, er færdiguddannet fra officersskolen og klar til at gå videre til næste eventyr. Her er han i sin nyopgraderede uniform 🙂

Sikkerhed. Der er sikkert her i vores lille hus på årets længste nat. Vi har vand, varme, strøm og mad, og ingen terrorstat lader bomberegnen falde over min by, mens verden enten billiger det, ser den anden vej, eller har glemt os. Kun held med hvor jeg er født er skyld i at det er tilfældet, det kunne lige så godt have været mig. Så jeg donerer flere penge til humanitære formål og ved at det slet ikke rækker mens jeg gør mig klar til at synge fjerde vers i morgen.

Familie • Hjemme • Tanker • Skrevet 23. December, 2023 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 141: Arvegods fra Tante Gurli og Onkel Jørgen

I søndags kom Far og Karen forbi med første bid af de af Tante Gurli og Onkel Jørgens ting som jeg har fået i arv (de står oplagret hos Far og Karen, indtil jeg har kræfter til at få sagerne hjem lidt efter lidt).

Den ting jeg først og fremmest havde ønsket at få var det gulvtæppe de købte da vi var i Indien og Nepal sammen i 2011. Den dag var vi – hele flokken af danske turister – ude at se et tæppe- og stofvæveri. På klassisk vis blev vi først taget med rundt og se alle dele af processen, bid for bid.

Derefter endte vi som forventet i et stort showroom hvor alle herlighederne var til fremvisning og salg og alle kneb gjaldt. F.eks. at iklæde en af turisterne en sari.

Mens jeg bagefter gik rundt og følte begærligt på de lækre silkestoffer (jeg har et yndlingstørklæde og 4 meter blå silke der endnu aldrig er blevet syet noget af derfra ☺️) impulskøbte Tante Gurli og Onkel Jørgen et ægte tæppe!!! 😮

… Jeg er ganske overbevist om at det ikke var et impulskøb, men at de havde planer om det hjemmefra, men jeg vidste ikke noget om det. Så da jeg havde fået viklet mig ud af sarien, betalt for mit tørklæde og spurgte Tante Gurli om hun havde købt noget blev jeg ret befippet over svaret 😉

Derhjemme fik tæppet pladsen under sofabordet i stuen i Astrupvig. I min egen stue lå der et rødt tæppe jeg arvede efter Moster Tik Tak da jeg var først i tyverne. Det har været placeret under mit spisebord alle årene siden og er slidt helt ned til trenden mange steder.

Nu ligger tæppet fra rejsen til Indien der i stedet 🙂

Hjemme • Rejser • Skrevet 20. December, 2023 • Ingen kommentarer endnu

Orlov, dag 139: Ulden kærlighed

Engang i begyndelsen af december var der, i stedet for de normale småfjollede eller -nyttige ting (et stykke julepynt, en varmemaske til øjnene, en hårbørste med form som en enhjørning, opbindingsbånd til planter, …), i min pakkekalender en blød og varm ulden hue. Hjemmestrikket.

Da blev jeg uden varsel helt blød i knæene. For det jeg havde pakket op var et håndgribeligt bevis på at ligesom jeg, i haltehjernens vold, har ligget og tænkt på min mor og længtes, på samme måde så har hun siddet med strikkepindene og tænkt på mig ❤️

Det er jo ikke fordi jeg ellers tror at I har glemt mig, alle jer som jeg elsker og savner men ikke har mulighed for at se. Men den hjemmestrikkede hue rørte mig alligevel helt inderst i hjertet. Måske fordi det, at lave tøj til nogen, på samme måde som at lave mad til dem, eller pleje dem når de er forkølede, er tid forarbejdet til følelig og konkret kærlighed.

Søndag eftermiddag var dagens pakke et matchende halstørklæde🥰 Helt perfekt timet eftersom vi mandag formiddag søger tilflugt i kolo, mens vores rengøringsdame huserer derhjemme. Og kolo kan ikke rigtig blive mere end halvlun på denne årstid, selvom den lille radiator gør sit allerbedste.

… Så koldt var der nu ikke, bare nok til at det er bedst med noget om ørerne og halsen. Men hvis ikke et nyt halstørklæde er anledning til at agere røver og bandit, så ved jeg ikke hvad er 😀

Håndarbejde • Tanker • Skrevet 18. December, 2023 • Ingen kommentarer endnu