To hjemmestrikkede karklude i en dejlig forårsgrøn farve. De er af den tynde slags der er nemme for mig at vride. Desværre er de efter flere ganges tørretumbling tilstrækkeligt små til at de ikke er nemme for Ingrids lidt større hænder at vride 🤨
Hokus-pokus, 10 minutter med nål og tråd og vupti:
En forårsgrøn karklud i en størrelse og tykkelse hvor alle husstandens hænder synes den er nem at vride 😀
De sidste 3-4 dage har jeg set en ny gæst i haven. Han er ikke bleg for at gå grundigt ombord i solsikkekernerne, men han er noget kamerasky og lader mig kun få billeder på afstand, derfor den grynede paperazzikvalitet.
Et flot dompaphan, med blank, rød fjerdragt 😍
I dag viste det sig så, at han ikke er single.
Jeg har kun set hende en gang indtil videre, men med lidt held vil solsikkekernerne også gøre hende til en tilbagevendende gæst.
… På den lidt mere ærgerlige gæsteliste så jeg igår aftes Museto (eller måske Musetre?) midt på dørmåtten! Den stak af da jeg pegede den ud for Ingrid, men gik belejligt i den fluks ved måtten opstillede fælde i løbet af natten. Det forekommer mig at mus er markant mere nuttede set ud gennem havedøren end indenfor 🙄
Der er ikke længere hul i Ingrids allerblødeste sweatervest.
En tur i gemmerne gav en stump uld-broderegarn (arvet efter Tante Gurli) i en anvendelig farve og en stoppenål der passede til. Reparationen er ikke helt usynlig – jeg er sikker på at Bedste kunne have gjort det så det ikke kunne ses, men så dygtig en stopper af strikket tøj er jeg ikke.
Bagefter fik vesten en tur med… Ja hvad hedder sådan en?
Her hos os kaldes den summedimmeren (fordi den er en dims og den summer), men jeg mistænker at det ikke er dens officielle betegnelse 😉 Den har en lille propel af knive der snurrer rundt bag et gitter, og bruges til at skære fnuller af striktøj så det kommer til at se pænt og mindre slidt ud igen.
Så nu kan vesten bruges igen, uden at hullet løber sig større, og det pyntede på den at blive af-fnullet. Engang ville den måske være blevet degraderet til hjemmebrug på grund af den synlige stopning, men vi har bestemt at tøj med reparationer af huller eller mindre slitage stadig er gå-på-arbejde tøj. For som lærer bliver vi set (og diskuteret!) af eleverne ikke kun i forbindelse med det faglige. Og ligesom vi ønsker os at de i lærerkollegiet ser et bredt udvalg af køn, etnicitet, religion, politisk overbevisning, personlig stil m.m. repræsenteret, så ønsker vi (Ingrid og jeg, jeg tør ikke tale for vores øvrige kolleger) at eleverne ser, at det er almindeligt at reparere sit tøj og fortsætte med at bruge det, på trods af synlige lapninger.
For de spejler sig i os, de søde små. Det betyder noget, hvad de ser os gøre. I det globale gennemsnit står tøjindustrien for 8-10% af verdens CO2-udledning, og danskerne er en af de befolkningsgrupper i verden der køber allermest nyt tøj pr indbygger. Så det batter noget, at fokusere der. Og selvfølgelig er det bedst at holde op med at købe så meget nyt tøj. Men det nytter også at passe på det tøj man har, og bruge det, til det reelt er slidt op. Kun at vaske det, når det faktisk er beskidt, (eftersom vask giver megen slitage på tøjet). At vaske det på et kort program medmindre det er meget snavset (enzymerne i moderne vaskepulver har ikke brug for lang tid for at vaske tøjet rent). Og, ikke mindst, at reparere det, så det kan bruges længere.
Så når eleverne ser os i omhyggeligt repareret tøj, er forhåbningen at tanken om at tøj kan lappes lige så stille spreder sig. Hvad der ellers spreder sig samtidig er uvist – jeg er sikker på at eleverne også ser en masse som vi ikke ved at vi spejler til dem 😉
Så er det sidste af julegavelagnerne farvet og i brug. Kattedyrene er særdeles tilfredse med den junglegrønne farve 😸😻
(Pakningen sagde “skovgrøn”, men det fortæller vi dem ikke 😉)
In other news: Når man kan bevæge sig ud i verden og købe ind, så virker det ikke som nogen sær ting at købe en pakke tyggegummi om ugen. Men når man ikke kan, foretager sine tyggegymmiindkøb på nettet, og et par måneders forbrug derfor ankommer på en gang, så ser det pludselig lidt mere ud som et misbrug.
Jeg drikker meget the (det kommer muligvis ikke som nogen overraskelse 😉). Indtil december har jeg de sidste mange år drukket de samme tre theer, for jeg troede jeg havde fundet ud af hvad jeg kunne lide (kulsort indisk the) og holdt mig til det:
Fornum & Masons Royal blend som morgenthe, Perchs Øko Assam til stort set alle andre tidspunkter og Hans & Gretes Sort Tempeltræ til hvis det (rent undtagelsesvist) skulle være blidt eller til gæster (Christoffer fortalte mig engang at “tempeltræsthe dufter af at lave matematik hos Søsse” 😄)
Men så fik jeg en thekalender, og tænkte at hvis jeg skulle have fuld fornøjelse af den, så var det bedst at slippe “jeg-ved-hvad-jeg-kan-lide-og-vil-helst-kun-have-det”-tankegangen. For med den vil hovedparten af lågerne have efterladt mig med indtrykket “det er ikke min yndlingsthe, så den er vist ikke lige mig” og det ville være ærgerligt.
I stedet prøvede jeg bevidst at åbne smagsløg og tanker for nye indtryk. Ligesom når man rejser, og er parat til at se muligheder, eventyr og magi om hvert et hjørne. At smage hver ny the med nysgerrighed 🙂
Med den nysgerrighed opdagede jeg et væld af spændende smage. Nogle jeg aldrig selv ville have valgt, men som var lækre (Rooibos Sweet Chai), nogle jeg troede jeg ville falde i min smag, men som ikke gjorde det (frysetørret frugt giver the en syrlig, snarere end en frugtig smag, desværre), nogle jeg var sikker på jeg ikke brød mig om, men hvor det med grundig smagning viste sig at jeg tog fejl (first flush darjeeling, bergamotte så længe det er diskret og i kombination med andre aromaer) – og naturligvis også nogle som jeg præcis som forventet ikke kunne lide (cirka alt med ingefær, dem var det i stedet Ingrid der drak 😊). For tiden ser min thehylde nu således ud:
Her må jeg hellere skynde mig at indrømme, at uanset thesælgeres anbefaling, så har jeg ikke mødt nogen sort, grøn, hvid eller rooibos-the som ikke i min mund smager bedre med mælk. Også dem hvor damerne på Perchs nægter at udlevere en mælkekande når de serverer dem(!) Dels er fedt en smagsforstærker og dels foretrækker jeg den afrunding af smagen mælken giver i alle slags theer. Så jeg drikker kættersk og med fornøjelse dem alle med mælk 😈
Fordi jeg havde mere end en thekalender på en gang, så jeg at de forskellige thefabrikanter havde ret forskellige meninger om trækketid og dosering for ellers sammenlignelige theer 😲 – karakteristika jeg ellers altid havde opfattet som skrevet i sten. Det fik mig til selv at begynde at eksperimentere, og jeg opdagede hvor forskellige smagsudtryk den samme the kan have, og at den trækketid eller dosering jeg bedst kan lide sagtens kan være ret langt fra sælgerens anbefaling. Også for theer jeg har drukket i årevis!
Det er hverdagsforunderligt, at opdage hvordan et lille hjørne af mit liv kan give et væld af nye indtryk, oplevelser, erkendelser, bare fordi jeg prøver at gå til det med åben nysgerrighed i stedet for vanemæssig tagen-for-givet. Der har været rigtig meget udbytte for en næsten ubetydelig indsats fra min side (dejlige mennesker forærede mig thekalendere + jeg gjorde mig umage for at opleve de nye indtryk fordomsfrit).
Der må være andre små livshjørner hvor man kan gøre det samme: Bevidst åbne sig for nye indtryk i en kategori hvor man ellers kører (mere eller mindre) tilfreds på rutinen. Jeg er nysgerrig: Hvad ville du vælge at fokusere på, hvis du havde lyst og energi til at åbne dig for nye indtryk i den kommende tid?
Tænk at sådan et lille dyr spreder så megen lugt! Jeg er glad for at du gik i fælden, Musse, så vi slipper for det. Men når jeg ser dig livløs i fælden, med din blanke pels, velnærede krop og brækkede nakke er det alligevel ikke til at undgå at blive trist over det nu udslukte lille liv.
Du døde formentlig lykkelig, eftersom det var lykkedes dig at spise hele spegepølsestykket i fælden, før den klappede, så hurtigt at du næppe nåede at opdage det før du var død.
Vi giver dig en sarkofag af vellugtende appelsinskræller og gravgaver af osteskorper og den anden halvdel af det stykke spegepølse der nu er spændt op i fælden, så vi kan sikre os at du ikke har en bofælle.
Mel: Jeg er så glad for min cykel (Med forbehold for ikke helt regulære versefødder 😉)
Jeg er så glad for min varmekat
når mine tarme vrider sig.
Og det' fordi med en varmekat
så bliver smerten mindre sej.
En varmekat er lun så
det hele slapper af.
Med varmekatten så kan
jeg fortsætte min dag.
Jeg er så glad for min varmekat
når mine øjne spænder op.
Og det' fordi med en varmekat
så skal jeg mindre tit sig' stop.
En varmekat dur også
til haltehjerneøjn'
den løsner deres knugen
- nej det er ikke løgn!
Jeg er så glad for min varmekat
mod alle smerter her og der
og det' fordi når den har lindret
så får jeg pluds'lig flere skeer.
Jeg ejer flere katte
der er kun et problem:
Når jeg vil ha' en sker det
at Ingrid bruger dem! 😮
Jeg er så glad for min varmekat
det var jeg ogs' før jeg blev syg
for en varmekat dur også
til spændte nakker eller ryg.
Red.: Varmekatten er en katteformet pude fyldt med mirabellesten som min mor har syet til mig for mange år siden 😊
I december var jeg så heldig at flere forskellige søde mennesker havde fået den samme tanke: At jeg ville blive glad for en thekalender. Og de havde alle sammen ret! 🥰 Så jeg endte i den usandsynligt favorable situation at have hele tre thekalendere at åbne hver dag 😀 Afbilledet ovenfor er den af dem, som Ingrid farvesorterede efter endt åbning, og som derfor, her efter julen er forbi, er den mest fotogene 😉 .
Nu kunne man måske tro at tre thekalendere var mere end nogen kunne bruge, men jeg elsker (elsker!) at have mange valgmuligheder (i hvert fald når det gælder dejlige ting). Mange bøger i køen til at være den næste jeg skal lytte til, mange serier jeg har lyst til at se, mange forskellige slags chokolade i æsken, mange små praktiske beskæftigelsesmuligheder til de tidspunkter i løbet af dagen hvor jeg har mulighed for den slags, … Det karaktertræk er nok også grunden til at jeg kan gå fuldstændig i selvsving i yoghurt-afdelingen af et tysk supermarked 🤣
Så hver dag i december var der hele tre nye theer at smage 😍 Udover mange valgmuligheder gjorde det også at de dage der var en “nitte” i en kalender – jeg kan lide rigtig mange slags the, men sætter ikke stor pris på uaromatiseret grøn eller hvid the og slet ikke på ingefær – så var der noget spændende i de to andre. Og efter den 24. december stod jeg tilbage med et vældigt thearsenal at vælge i, eftersom to af kalenderne indeholdt nok til mere end en kop af hver slags. Det har jeg nydt hver eneste dag siden 😀
Har du mon samme karaktertræk? Elsker du også at have mange dejlige valgmuligheder, eller får du analyseparalyse i forsøget på at finde det optimale valg?
Selvom den er til små børn husker jeg den tydeligt, formentlig fordi Daniel nåede dens målgruppealder samtidig med at jeg lærte at læse, og med sin ene sætning per side var den en oplagt begynderbog at læse op for lillebror 🙂 Bemærk de let krøllede og noget plettede sider – det er en bog, der er blevet elsket meget og af folk med små, klistrede fingre.
I bogen fortæller hovedpersonen om alle de ting vedkommende selv kan: Spise, skubbe klapvognen, grave i sandkassen, tage strømper af, … Jeg kom i tanke om den den anden dag (faktisk da jeg talte i telefon med Daniel 🙂 ), mens jeg overvejede hvad der har ændret sig siden begyndelsen af december. Fremgangen er langsom, så det kan ofte føles som om der ingenting sker med mig. Ikke mindst fordi det (desværre!) ikke er en lineær progression, tvært imod er der temmelig store udsving i dags-/ugeformen (hvilket er det almindelige ved hjernerystelser).
Så det er bedre for mig at hæve blikket lidt, og i stedet overveje hvad der sker i løbet af måneder, ikke mindst når jeg har det elendigt eller når jeg føler at jeg ingenting kan og at det hele står i stampe. Så: Når dagsformen er ok er der alligevel nogle ting der er ændret sig de seneste to måneder.
Jeg kan …
… gå en tur på omkring 15 minutter om aftenen når det er mørkt.
Jeg kan …
… på gode tidspunkter på dagen være i gang med en aktivitet som opvask, tøjvask, oprydning el. lign. i 15 minutter ad gangen op til 2-3 gange per dag.
Jeg kan …
… sidde op om formiddagen og små bidder af eftermiddagen og aftenen (flashback til september hvor jeg kun kunne ligge stille med lukkede øjne i et rum uden andre mennesker og have det usselt. Hele. Dagen.). Pyh.
Jeg kan …
… se et afsnit tv-serie med Ingrid om aftenen, så længe der visuelt ikke er for meget hurtig action og farverne er lette at skelne (“Rosewood”: OK, “The Witcher”: Ikke OK).
Jeg kan …
… have besøg af et menneske jeg kender godt i 5-15 minutter – eller ringe op og tale i telefon med dem i et tilsvarende tidsrum.
Jeg er ikke helt så optimistisk i min konklusion som barnet i bogen:
Men selvom der er et bjerg af ting der stadig er langt uden for min rækkevidde, og selvom fremskridtene er sårbare, så prøver jeg (ikke mindst på de tidspunkter på hver dag hvor jeg stadig har det usselt) at fokusere på at det trods alt går den rigtige vej 🙂 .
Det næste jeg prøver at træne op er:
At kunne gå tur i dagslys i 15 minutter uden at blive dårlig. Indtil videre er timeren på 2 minutter, så vi får se om det bliver til marts eller måske april det lykkes.
At kunne bruge motionscyklen i langsomt tempo i 5 eller måske 10 minutter (her er timeren på 0 minutter, så ingen idé om hvornår det mon lykkes).
Små kognitive øvelser som at lægge kabale. Hvis du har forslag til øvelser som er uden skærm og ikke kræver at man skal læse eller kigge på andre små ting så vil jeg meget gerne høre om dem!
Det er om at nyde frosten og sneen mens den er her.
Jeg ved ikke hvornår man bliver for gammel til at lave sneengle, men det må være en alder større eller lig med 46 😀 ❄️ Håndboldspillere derimod – hvis man laver et rullefald i sneen ligner det en håndboldspiller der hænger i luften og skyder på mål – er det efterhånden en del år siden jeg har følt mig i hopla til.
Inde er der, udover den ganske betragtelige forskønnelse af vinterlandskabet som sneen giver, masser af fugle at kigge på, for når de ikke kan komme til at finde føde i jordbunden er de jo nødt til at spise i mine fuglefodringsdimmere *gnæg*.
Han Solo jager hidsigt de andre fugle væk, så han kan spise i ensom, om end noget klodset, majestæt.
En solsorts hoppende gangart er ikke ligefrem skabt til hængende fuglekugleholdere 😉 Skovskaden, som jeg ellers ikke havde set siden efteråret, har også været forbi et par gange, og med endnu mindre ynde end Solo. Men hvad betyder det, hvis bare man slipper derfra med en solsikkekerne eller lidt jordnød? 🙂
Andre af havens arter er bedre til at dele, her skovspurv og musvit.
Det er først mens der har ligget sne at jeg har opdaget hvor mange rødkælke her er. Normalt er de alt for godt camoufleret blandt de visne blade i bunden af hækken. Men nu kan man pludselig se dem, og mens sneen har ligget højt er de også begyndt at spise forsigtigt af fuglekuglerne. Rødkælken her strækker sig op og ser sig bekymret om efter Han Solo – men har ikke opdaget at han lurer i hækken lige bag den (Solo kan anes lodret under rødkælken).
Musvitten derimod spiser mere ubekymret indtil det bliver strengt nødvendigt at flytte sig – måske har den luret at Solo lige nu har travlt med æblerne.
Blåmejsen er mere forsigtig og kommer helst kun frem når ingen af de andre er der. Men til tider er det åbenbart lidt svært for den at huske hvor maden skal findes henne, for den sætter sig i stedet på en vinduessprosse og pikker forvirret i den sorte kantliste 😂
Musvitterne gør det også, men aldrig spurve eller rødkælke – gad vide hvorfor?
(jeg havde for travlt med at snakke med ham til at huske fotodokumentation, så billedet er fra hans egen stue.)
På en god dag og det rigtige tidspunkt kan det nu lade sig gøre at have besøg i 5-10 minutter. Mikrobesøg 🙂 Helt fantastisk at kunne se nogle af mine nærmeste igen, min mor kom forbi i sidste uge, og i dag var der energi til at have besøg igen.
Jeg har på fornemmelsen at jeg snakkede nonstop mens min far var her – som om det har varet så længe at jeg har glemt hvordan man fører en samtale og ordene bare vælter ud, emner hulter til bulter. Men åh, dejligt var det 🥰
Så dejligt at jeg bare vil have mere, nu! Men jeg ved godt at nu er det tid til at hvile, passe på mig selv og ikke skubbe på i nogle dage. Ikke ligefrem det, der falder mig nemmest – heldigvis er Ingrid rigtig god til at minde mig om at det er det, der er på programmet, hvis jeg skulle komme til at “glemme” det 😉 ❤️
