I forgårs gjorde jeg noget svært. Og når man gør noget svært, så må der gerne være belønning bagefter.
Jeg vågnede med et hoved der ikke kunne holde ud at være nogen steder eller gøre nogetsomhelst. Det er et velkendt faresignal, og så ved jeg godt at det eneste der er at gøre, er at rydde kalenderen og holde mig i ro. Det svære var at tage konsekvensen af det jeg mærkede og aflyse den aftale jeg havde med min mor fredag, for jeg havde sådan glædet mig til at se hende 😢
Men jeg gjorde det, for jeg ved godt at hvis jeg ignorerer den slags signaler, så starter (eller fortsætter) en nedadgående spiral. Se mig, jeg har omsider lært af erfaringen 😐 Så der skulle være belønning, og Ingrid bestilte mig lego-kirsebærgrenene som jeg havde kigget grådigt efter siden jeg så dem første gang.
(Jeg har ellers aldrig ønsket mig lego før. Når man bor i et lille hus, så er der hverken plads til at have det stående fremme eller til at opbevare det i kasser. Men kirsebærblomster?! Dem kunne jeg ikke stå for 😍)
I dag satte vi os og samlede dem sammen.
Haltehjernen klarede det ikke i et stræk, så vi måtte pausere for frokost og hvil.
Nu står de i hjørnet af bordet med runde tre af haltehjernetræningslegoet (det hjælper Ingrid ikke med!) og smiler til mig. De minder mig om at det er essentielt at jeg prompte reagerer på min krops signaler, hvis jeg gerne vil have det bedre. Og de minder mig om at selvom det er svært for mig, så kan det godt lykkes 🌞
Haltehjernen og jeg har hvilet i 10 dage. Efter de første 7 holdt det op med at gå baglæns. Derefter begyndte det langsomt at gå den rigtige vej igen. Er jeg tilbage der, hvor jeg var før jeg fik tilbagefaldet? Nix. Desværre. Der skal meget mindre til før den kognitive træthed sætter ind, både af samtale, praktiske opgaver, bevægelse, gåture – alting. Og følsomheden for sanseindtryk er ubehageligt høj igen, på tværs af alle sanserne. Humøret har heller ikke været super, hverken hos mig eller Ingrid – det er hårdt når det går den forkerte vej. Igen. Vi har prøvet det flere gange end vi har tal på, og det bliver bestemt ikke nemmere af gentagelsen. Ikke mindst klaustrofobien er værre, når verden ellers lige havde åbnet sig, bare en lille smule, for mig, men så brat lukker mig inde igen.
Så hvad så nu? Der er ikke andet at gøre end at fortsætte, endnu mere forsigtigt end før. Teresyfos går i gang med at skubbe klippeblokken op ad bjerget. Igen.
I går jeg kunne binde an med at løse lidt af en kryds-og-tværs. Jeg håber at kunne komme i gang med det lego der står på bordet og venter i dag eller måske i morgen. Det har godt nok ellers fået mange længselsfulde blikke den sidste uge. Et skridt ad gangen, og en pause efter hvert skridt. Åh altså.
Der er to primære principper for at jeg kan blive ved med at få det bedre.
At hvile så snart jeg mærker at jeg er træt. Smid bogstavelig talt hvad jeg har i hænderne og læg mig. Også selvom det betyder at jeg efterlader resten af opvasken eller et halvfærdigt projekt flydende ud over hele stuegulvet. Det er svært, for det strider både mod min sædvanlige måde at håndtere ting på og mine indarbejdede principper givet videre af opdragelse, skole, arbejdsgivere m.m. Heldigvis er Ingrid rigtig god til at minde mig om det, og med hendes hjælp bliver jeg bedre og bedre til det.
Ofte at hvile mig inden jeg bliver træt, for jeg mærker først trætheden når grænsen er overskredet. Det er dobbelt svært, fordi det både skal huskes og fordi jeg så gerne vil alt muligt, ikke mindst efter slet ikke at have kunnet noget som helst så længe.
I den forgangne uge glemte jeg alt om princip nummer 2 🙄 For der er så mange ting jeg ivrer efter at gøre og eftersom listen over hvad jeg kan, som beskrevet i torsdags, har fået flere nye spændende ting tilføjet, så forglemte jeg mig fuldstændig. Samtale med hospitalet, besøg af min Far, gåture til flere butikker, masser af krydsord, lego-bygning, serie-sening m.m. Og selvom det alt sammen er ting jeg godt kan, så kan jeg dem ikke så tæt sammen og uden at huske også at hvile mig før jeg bliver træt i løbet af hver dag.
Så fredag begyndte med en intens og genstridig opspænding af øjne, nakke, skuldre og den dertil hørende hovedpine. Den fortsatte lørdag, hvor en intens udmattelse sluttede sig til festen sammen med et behov for bare at ligge helt stille. Da forstod jeg omsider budskabet.
Denne uge står derfor i hvilens tegn. Jeg har mentalt skubbet det jeg havde håbet på at gøre længere ud i fremtiden (have besøg af min mor, løse sværere kryds-og-tværs, gå i gang med nogle lidt mere omfattende småreperationer med symaskinen, længere gåtursudflugter), og forsøger at forlige mig med tanken om at hvile, hvile og hvile mere, og så når jeg slet ikke magter det mere bare foretage mig en enkelt ting ad gangen, kun det jeg har kunnet længe – sætte en vask over, tømme skraldespande, lægge lidt tøj sammen – og helst ikke noget der kræver øjne, for de er vældig sure og spændte efter sidste uge.
Som I nok kan gætte, er det at skrive her noget der kræver øjne. Så jeg stopper fluks. Jeg havde bare brug for at sige højt hvor jeg er og hvad planen er, for så er der større sandsynlighed for at jeg følger den, og dermed hurtigst muligt kan komme til at kunne nogle af alle de ting jeg kunne lige før igen.
Der er gået en måneds tid siden jeg skrev “Jeg kan“, så det må være passende med en opdatering.
Jeg kan …
… gå en tur på 20-25 minutter i dagslys. Det går bedst når det er overskyet, men det lykkes stadig i en eller anden grad de dage hvor solen skinner.
Jeg kan …
… samle legosæt efter anvisning, løse mediumsvære kryds-og-tværs på dansk og engelsk, lægge kabaler hvori der indgår tilfældighedselement (f.eks. otteren: ok, viftekabalen: ikke ok). Alt sammen i 10-20 minutter ad gangen alt efter øjnenes tilstand den dag.
Jeg kan …
… have besøg af et af mine nærmeste familiemedlemmer i 15-25 minutter 😀
Jeg kan …
… på en god dag se to afsnit serie i træk. Med denne fart bliver også en film måske muligt om et par måneder 🙂
Jeg kan …
… gå tur til en butik i nærheden (Rema, Føtex, Apoteket) og købe en håndfuld småting 🎉🥳✨ Jeg har svært ved at beskrive hvor megen frihedsfølelse – eller måske snarere aftagende følelse af afmagt og isolation – der ligger heri. Yeay! 😎😃
Jeg kan …
… cykle 5 minutter på motionscyklen i middel tempo. Motionscyklen er helt klart det jeg har fået trænet mindst. Det er så pokkers demotiverende når man starter fra absolut nul, og bliver svedt og gisper desperat efter vejret lige så snart den første fod har trådt pedalen ned 😓 Så jeg har haft svært ved at motivere mig selv til at sætte mig op på cyklen i første omgang.
Det næste jeg prøver at træne op er:
Længere supermarkedsbesøg med flere ting på indkøbslisten. Målet er til sidst at kunne klare det ugentlige indkøb som Ingrid ellers har hængt på de sidste år. Da jeg kun kan gå er planen at dele det op i to, og så tage cyklen med, så indkøbene kan ligge i cykelkurvene på vejen hjem.
At tage bussen. Bare et par stop, og så tilbage igen (eller gå hjem når det er slemt). Haltehjernen bliver overvældet af ellers almindelige sansestimuli, så at befinde sig i noget der bevæger sig er udfordrende. Busser er mindst slemme (frem for at cykle eller være passager i en bil), fordi de bevæger sig relativt roligt, med stabile accelerationer og rolige sving, så derfor er bussen første skridt.
At ordne noget ude i haven på de dage hvor vejret ikke er for træls. Dobbelt udfordring: Mere dagslys + aktiviteter af forskellig slags. Så til at begynde med bare noget der tager et par minutter (Samle skrald op i hækken, feje den lille terrasse, luge et lillebitte hjørne…)
Og så er der den forsømte motionscykel. Her ved jeg ikke helt hvad der er realistisk at skrive. På den ene side er det allervigtigste at mærke efter, og slappe af så snart der er noget haltehjernen ikke vil, for ellers er der straf og tilbagegang. På den anden side er halvdelen af grunden til at jeg ikke er kommet længere med cyklen siden sidst nok lige så meget at jeg ikke tager mig sammen til det fordi det er ubehageligt. Hvilket er dumt, for lige meget hvor meget jeg hader at svede og være forpustet, så trænger min krop til det. Både haltehjernen, for hvem det er godt at træne gradvis voksende puls og blodgennemstrømning, og resten af kroppen som er forfaldet til primært at bestå af skind, fedt og ben fordi jeg har ligget helt stille hele dagen i så mange måneder. Så hvad gør jeg mon? Belønningssystem af en eller anden slags? Hvad er mon en passende belønning for at cykle objektivt meget kort, men med mediumstort selvhad? Eller er der noget andet smart, som jeg ikke er kommet i tanke om?
To hjemmestrikkede karklude i en dejlig forårsgrøn farve. De er af den tynde slags der er nemme for mig at vride. Desværre er de efter flere ganges tørretumbling tilstrækkeligt små til at de ikke er nemme for Ingrids lidt større hænder at vride 🤨
Hokus-pokus, 10 minutter med nål og tråd og vupti:
En forårsgrøn karklud i en størrelse og tykkelse hvor alle husstandens hænder synes den er nem at vride 😀
De sidste 3-4 dage har jeg set en ny gæst i haven. Han er ikke bleg for at gå grundigt ombord i solsikkekernerne, men han er noget kamerasky og lader mig kun få billeder på afstand, derfor den grynede paperazzikvalitet.
Et flot dompaphan, med blank, rød fjerdragt 😍
I dag viste det sig så, at han ikke er single.
Jeg har kun set hende en gang indtil videre, men med lidt held vil solsikkekernerne også gøre hende til en tilbagevendende gæst.
… På den lidt mere ærgerlige gæsteliste så jeg igår aftes Museto (eller måske Musetre?) midt på dørmåtten! Den stak af da jeg pegede den ud for Ingrid, men gik belejligt i den fluks ved måtten opstillede fælde i løbet af natten. Det forekommer mig at mus er markant mere nuttede set ud gennem havedøren end indenfor 🙄
Der er ikke længere hul i Ingrids allerblødeste sweatervest.
En tur i gemmerne gav en stump uld-broderegarn (arvet efter Tante Gurli) i en anvendelig farve og en stoppenål der passede til. Reparationen er ikke helt usynlig – jeg er sikker på at Bedste kunne have gjort det så det ikke kunne ses, men så dygtig en stopper af strikket tøj er jeg ikke.
Bagefter fik vesten en tur med… Ja hvad hedder sådan en?
Her hos os kaldes den summedimmeren (fordi den er en dims og den summer), men jeg mistænker at det ikke er dens officielle betegnelse 😉 Den har en lille propel af knive der snurrer rundt bag et gitter, og bruges til at skære fnuller af striktøj så det kommer til at se pænt og mindre slidt ud igen.
Så nu kan vesten bruges igen, uden at hullet løber sig større, og det pyntede på den at blive af-fnullet. Engang ville den måske være blevet degraderet til hjemmebrug på grund af den synlige stopning, men vi har bestemt at tøj med reparationer af huller eller mindre slitage stadig er gå-på-arbejde tøj. For som lærer bliver vi set (og diskuteret!) af eleverne ikke kun i forbindelse med det faglige. Og ligesom vi ønsker os at de i lærerkollegiet ser et bredt udvalg af køn, etnicitet, religion, politisk overbevisning, personlig stil m.m. repræsenteret, så ønsker vi (Ingrid og jeg, jeg tør ikke tale for vores øvrige kolleger) at eleverne ser, at det er almindeligt at reparere sit tøj og fortsætte med at bruge det, på trods af synlige lapninger.
For de spejler sig i os, de søde små. Det betyder noget, hvad de ser os gøre. I det globale gennemsnit står tøjindustrien for 8-10% af verdens CO2-udledning, og danskerne er en af de befolkningsgrupper i verden der køber allermest nyt tøj pr indbygger. Så det batter noget, at fokusere der. Og selvfølgelig er det bedst at holde op med at købe så meget nyt tøj. Men det nytter også at passe på det tøj man har, og bruge det, til det reelt er slidt op. Kun at vaske det, når det faktisk er beskidt, (eftersom vask giver megen slitage på tøjet). At vaske det på et kort program medmindre det er meget snavset (enzymerne i moderne vaskepulver har ikke brug for lang tid for at vaske tøjet rent). Og, ikke mindst, at reparere det, så det kan bruges længere.
Så når eleverne ser os i omhyggeligt repareret tøj, er forhåbningen at tanken om at tøj kan lappes lige så stille spreder sig. Hvad der ellers spreder sig samtidig er uvist – jeg er sikker på at eleverne også ser en masse som vi ikke ved at vi spejler til dem 😉
Så er det sidste af julegavelagnerne farvet og i brug. Kattedyrene er særdeles tilfredse med den junglegrønne farve 😸😻
(Pakningen sagde “skovgrøn”, men det fortæller vi dem ikke 😉)
In other news: Når man kan bevæge sig ud i verden og købe ind, så virker det ikke som nogen sær ting at købe en pakke tyggegummi om ugen. Men når man ikke kan, foretager sine tyggegymmiindkøb på nettet, og et par måneders forbrug derfor ankommer på en gang, så ser det pludselig lidt mere ud som et misbrug.
Jeg drikker meget the (det kommer muligvis ikke som nogen overraskelse 😉). Indtil december har jeg de sidste mange år drukket de samme tre theer, for jeg troede jeg havde fundet ud af hvad jeg kunne lide (kulsort indisk the) og holdt mig til det:
Fornum & Masons Royal blend som morgenthe, Perchs Øko Assam til stort set alle andre tidspunkter og Hans & Gretes Sort Tempeltræ til hvis det (rent undtagelsesvist) skulle være blidt eller til gæster (Christoffer fortalte mig engang at “tempeltræsthe dufter af at lave matematik hos Søsse” 😄)
Men så fik jeg en thekalender, og tænkte at hvis jeg skulle have fuld fornøjelse af den, så var det bedst at slippe “jeg-ved-hvad-jeg-kan-lide-og-vil-helst-kun-have-det”-tankegangen. For med den vil hovedparten af lågerne have efterladt mig med indtrykket “det er ikke min yndlingsthe, så den er vist ikke lige mig” og det ville være ærgerligt.
I stedet prøvede jeg bevidst at åbne smagsløg og tanker for nye indtryk. Ligesom når man rejser, og er parat til at se muligheder, eventyr og magi om hvert et hjørne. At smage hver ny the med nysgerrighed 🙂
Med den nysgerrighed opdagede jeg et væld af spændende smage. Nogle jeg aldrig selv ville have valgt, men som var lækre (Rooibos Sweet Chai), nogle jeg troede jeg ville falde i min smag, men som ikke gjorde det (frysetørret frugt giver the en syrlig, snarere end en frugtig smag, desværre), nogle jeg var sikker på jeg ikke brød mig om, men hvor det med grundig smagning viste sig at jeg tog fejl (first flush darjeeling, bergamotte så længe det er diskret og i kombination med andre aromaer) – og naturligvis også nogle som jeg præcis som forventet ikke kunne lide (cirka alt med ingefær, dem var det i stedet Ingrid der drak 😊). For tiden ser min thehylde nu således ud:
Her må jeg hellere skynde mig at indrømme, at uanset thesælgeres anbefaling, så har jeg ikke mødt nogen sort, grøn, hvid eller rooibos-the som ikke i min mund smager bedre med mælk. Også dem hvor damerne på Perchs nægter at udlevere en mælkekande når de serverer dem(!) Dels er fedt en smagsforstærker og dels foretrækker jeg den afrunding af smagen mælken giver i alle slags theer. Så jeg drikker kættersk og med fornøjelse dem alle med mælk 😈
Fordi jeg havde mere end en thekalender på en gang, så jeg at de forskellige thefabrikanter havde ret forskellige meninger om trækketid og dosering for ellers sammenlignelige theer 😲 – karakteristika jeg ellers altid havde opfattet som skrevet i sten. Det fik mig til selv at begynde at eksperimentere, og jeg opdagede hvor forskellige smagsudtryk den samme the kan have, og at den trækketid eller dosering jeg bedst kan lide sagtens kan være ret langt fra sælgerens anbefaling. Også for theer jeg har drukket i årevis!
Det er hverdagsforunderligt, at opdage hvordan et lille hjørne af mit liv kan give et væld af nye indtryk, oplevelser, erkendelser, bare fordi jeg prøver at gå til det med åben nysgerrighed i stedet for vanemæssig tagen-for-givet. Der har været rigtig meget udbytte for en næsten ubetydelig indsats fra min side (dejlige mennesker forærede mig thekalendere + jeg gjorde mig umage for at opleve de nye indtryk fordomsfrit).
Der må være andre små livshjørner hvor man kan gøre det samme: Bevidst åbne sig for nye indtryk i en kategori hvor man ellers kører (mere eller mindre) tilfreds på rutinen. Jeg er nysgerrig: Hvad ville du vælge at fokusere på, hvis du havde lyst og energi til at åbne dig for nye indtryk i den kommende tid?
Tænk at sådan et lille dyr spreder så megen lugt! Jeg er glad for at du gik i fælden, Musse, så vi slipper for det. Men når jeg ser dig livløs i fælden, med din blanke pels, velnærede krop og brækkede nakke er det alligevel ikke til at undgå at blive trist over det nu udslukte lille liv.
Du døde formentlig lykkelig, eftersom det var lykkedes dig at spise hele spegepølsestykket i fælden, før den klappede, så hurtigt at du næppe nåede at opdage det før du var død.
Vi giver dig en sarkofag af vellugtende appelsinskræller og gravgaver af osteskorper og den anden halvdel af det stykke spegepølse der nu er spændt op i fælden, så vi kan sikre os at du ikke har en bofælle.
Mel: Jeg er så glad for min cykel (Med forbehold for ikke helt regulære versefødder 😉)
Jeg er så glad for min varmekat
når mine tarme vrider sig.
Og det' fordi med en varmekat
så bliver smerten mindre sej.
En varmekat er lun så
det hele slapper af.
Med varmekatten så kan
jeg fortsætte min dag.
Jeg er så glad for min varmekat
når mine øjne spænder op.
Og det' fordi med en varmekat
så skal jeg mindre tit sig' stop.
En varmekat dur også
til haltehjerneøjn'
den løsner deres knugen
- nej det er ikke løgn!
Jeg er så glad for min varmekat
mod alle smerter her og der
og det' fordi når den har lindret
så får jeg pluds'lig flere skeer.
Jeg ejer flere katte
der er kun et problem:
Når jeg vil ha' en sker det
at Ingrid bruger dem! 😮
Jeg er så glad for min varmekat
det var jeg ogs' før jeg blev syg
for en varmekat dur også
til spændte nakker eller ryg.
Red.: Varmekatten er en katteformet pude fyldt med mirabellesten som min mor har syet til mig for mange år siden 😊
