Kattens Rejse

Overgivelse

Jeg gav slip her til morgen. Slip på varmen, sollyset og de grønne blade. På at vende ansigtet mod solen og føle dens lune hånd omslutte mig. På at være helt afslappet udenfor igen før til sommer.

Det var da morgenkulden smøg sig ind under jakkekraven og op under buksebenene. Da jeg mærkede den fugtige, hvide dis over Brabrandstien, så at stjernerne var lidt klarere og mærkede luften bide mig i fingre og ansigt.

Fra det ene øjeblik til det andet var jeg overvundet, opgav at kæmpe imod og krumme mig sammen og hutle i jakken. Rakte hovedet lidt op og til siden så flige af morgenluften kunne komme ind under halstørklædet. Rettede ryggen og lod det komme helt tæt på.

Jeg er klar nu. Til iskolde kinder og lår i kontrast til den brændende cykelvarme under jakken. Klar til at lugten af våde, formuldende blade og smattet jord glider over i knitrende frostduft og modstand under sålerne.

Til forundret at lave håndaftryk i den allerførste rimfrost en morgen, snart.

Til kun at have varmen under bruseren eller foran ilden.

Til at liste let og stille ned ad trappen og mærke den første rigtige sne under mine bare tæer i mørket.

Til igen at huske at det landskab der har født mig er fortryllende smukt i sin hvide kappe, og at sjap, salt og kulden i mine krop er en pris jeg betaler villigt, trods alt.

Vinter, jeg overgiver mig til at elske dig. Igen. Hver gang. Altid.

November, kommer du med sne til mig?

Nærmest lykkelig

Der er mørkt og lunt på bagsædet. I en lille boble af lyd og varme suser bilen gennem natten.

De synger med på musikken, de to andre og jeg er pakket ind i mørke, musik og velkendte stemmer – tryg lyd.

Jeg har fået lov til at ligge hen over en anden og slumre. Når jeg linder på øjenlågene glimter stjernerne bag bilens sideruder og jeg kan se chaufførens hoved som hopper lidt i takt til musikken. Hånden på min skulder er varm og rar og gennem puden kan jeg mærke vejrtrækning og vibrationerne fra sangen.

Det er slutningen på en god dag. Jeg er vågnet rart, har talt roligt og daset langsomt. Jeg har set min familie, jeg har festet og sunget da bilen kørte den anden vej mens det stadig var dag. Jeg har leget under skyerne og stjernerne – brølt, jublet, sørget og leet.

Og nu, i det flygtige øjeblik hvor bilen suser gennem nattemørket og jeg lader være med at tænke på morgendagens arbejde og sliddet der venter.

Nu, lige nu, hvor jeg mærker stemmerne, hånden, mørket og varmen.

Lige nu er jeg nærmest lykkelig.

Hvorfor skrive personlige ting på nettet?

Ind imellem skriver jeg nogle meget personlige ting på nettet. Enten her eller på facebook.

Typisk tekster eller udsagn om hvordan jeg har det – eller ikke har det. Hvad der virker i mit liv og hvad der ikke gør.

Ofte ting jeg aldrig ville fortælle i en samtale, ikke engang til dem jeg stoler mest på.

Hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke bare beholde mine sære tanker og komplekser for mig selv og lade være med at hælde det ud over uskyldige elektroniske forbipasserende?

Den taktik har jeg prøvet en gang, den med ikke at fortælle noget til nogen. Den gjorde mig ikke ret meget godt, og endte i et længere sygeforløb.

Så dels er det en ventil. Den damp der lukkes ud får ikke kedlen til at eksplodere.

Men mest handler det om ærlighed. Over for mig selv.
Når jeg formulerer noget på skrift, så bliver det meget tydeligt om det passer. Om jeg stikker mig selv blår i øjnene, overdriver eller underdriver.
Om den historie jeg fortæller mig selv om hvordan verden hænger sammen passer med de ting jeg kan observere.

Og når først jeg ser det, så er jeg jo nødt til at forholde mig til det. Eller meget bevidst lade være, det sker bestemt også ind imellem. Men så er det et aktivt valg.

Når det skrevne så ligger på nettet og ikke i en skuffe eller krøllet sammen i skraldespanden handler det om at holde mig selv op på hvad jeg ved. Og om at være klar over når jeg ignorerer det. For hvis det lå i skuffen eller skraldespanden så fandtes det jo nærmest ikke 😉

Og en gang imellem også om at vide at andre har muligheden for at holde mig op på det. Hvis jeg har sagt det højt, er det ikke så nemt at løbe fra det. Og det er ellers den eneste slags løb jeg er nogenlunde habil til.

Rare overraskelser på en fredag

Da jeg hentede afleveringer i mit dueslag idag – undtagelsesvis på papir og ikke elektronisk – var der en med til-og-fra-kort på. Det har jeg ikke prøvet før. Og så endda med Peter Plys

Men det bliver bedre:
Efter timen idag kommer en af mine HFere og giver mig en kage med et smil og beskeden “Du så så trist ud i onsdags, så jeg synes du skulle have en kage idag.”

Jeg havde ganske rigtigt en rigtig ringe dag i onsdags efter det der var sket om natten.
Jeg havde ikke tænkt at nogle blandt eleverne så mig nok som et menneske til at bekymre sig om det.

Jeg tog fejl 🙂

Jeg er heldig at have jer!

I er så betænksomme! Det er væltet ind med tilbud om hjælp, kram, aflastning og mere. Der er endda flere af jer der er gået så vidt som til at foreslå jeg flytter ind hos jer en tid – en nat, uge eller mere!

Det er vildt – så nem er jeg heller ikke altid at være sammen med. Det er dejligt og varmer indeni. Tak! 😀
Jeg tror dog ikke det er det jeg har brug for.

Det var en voldsom oplevelse den anden nat. Jeg er stadig overrasket over at det kan ske, bare sådan uden varsel.

Og jeg er meget eftertænksom i forhold til at jeg jo er ret sikker på jeg ikke fejler noget fysisk. Ergo er det noget jeg stresser kroppen til at gøre. Og så må jeg jo finde ud af hvordan jeg lader være med det. (Det tænkes der stadig over.)

Lige nu konkluderer jeg – foreløbig – at jeg har brug for at blive herhjemme hos mig selv, og forsøge at få det til at fungere. Jeg har brug for den mentale ro der er ved at være i mit eget hjem – også selvom det hjem så flyder, er snavset og kosten fortsat mest består af müsli.
Brug for at fortsætte i en velkendt rutine, for at vågne i min egen seng de fleste morgner. Også selvom køkkenet trænger til at blive skrubbet og nogen har tabt gårsdagens beklædning ud over hele gulvet på vej i seng.

Og også brug for at være et sted hvor hvis jeg ikke siger et ord til nogen, så er det ok, ingen bliver kede af det. For at vide jeg ikke risikerer at forstyrre når jeg står op klokken 5 og roder med thevand og mikrobølgeovn.

Men husk lige at jeg er varmet og glad over jeres tilbud, også selvom jeg tror det er bedst at sige nej tak. Jeg håber I forstår.

Jeg hørte godt omsorgen bag 🙂

Kære krop

Kære krop.

Jeg ved ikke hvad du tænker du laver, men det hjælper os ikke.

Jeg er klar over at vi har travlt, er bekymrede og at det ikke slutter inden for nogen overskuelig fremtid, men jeg synes ikke det er en konstruktiv måde du forsøger at løse situationen på.

Jeg kan godt høre at det er et råb om hjælp når du får os til at blive svimle. Og så sætter jeg mig jo også ned. Jeg synes det er at gå til yderligheder når vi så dejser og jeg vågner forvirret et uvist tidsrum senere med mavesyre i munden og snask i håret.

Ikke at der ikke er spændende udsigter fra under mit sofabord, på badeværelsesgulvet eller de andre uventede steder du har placeret mig de sidste 12 timer. Men når jeg så bruger natten på at vaske håret og gulvet og skifte sengetøj og være bekymret for hvornår du gør det igen, så føles det som sabotage.

Jeg kan godt huske at du gjorde det samme da vi var meget pressede i køkkenet på højskolen for et par vintre siden. Så jeg genkender det som et ekstremt stop-signal fra din side.

Men udover den mistillid det skaber, så er det værste af det hele næsten at når jeg så kun magter en halv dags arbejde idag efter vi tog hele turen i nat, så betyder det bare at der er dobbelt så meget der skal gøres de næste dage. Stik imod dit signal som var stop – for slet ikke at tale om at det ekstra øgede pres kan hverken du eller jeg holde til.

Så hvad stiller vi op? Jeg er med på at du også er presset, men det ændrer ikke på det faktum at den eneste vej er igennem. Vi får ikke mindre travlt før tidligst om et år eller to.

Jeg erkender at jeg ikke får nogen anden krop end dig, vi hænger på hinanden du og jeg.
Og jeg anerkender at du har levet med meget had og misrøgt fra min side gennem årene, i en grad at jeg næsten slog os begge to ihjel. Men jeg har kæmpet, er blevet visere og har gjort mig umage for at behandle dig efter bedste evne lige siden. Lige nu er mit bedste tydeligvis ikke godt nok.

Så kære krop, fortæl mig hvad der skal til for at vi kommer til at arbejde sammen om det her. Jeg vil så meget hellere arbejde med dig end mod dig, men jeg ved ikke hvad jeg kan give dig som er nok?

Varme, langsomme kram.

Terese

Det er ikke fordi jeg har glemt jer

at jeg ikke skriver noget.

Det er heller ikke fordi jeg ikke kan lide jer længere, eller ikke tænker på jer.

Tværtimod.

Men jeg drukner i arbejde og studier og får knapt et ben til jorden.

Så dels oplever jeg ikke ret meget der er egnet til at skrive om, dels går de fleste af mine dage efter denne opskrift: Stå op kl. 5. Tag på arbejde indtil halv fire. Tag hjem og læs fysik indtil sengetid. Sov. Gentag.

Ergo ikke megen tid til frivole aktiviteter som at skrive her.

Landsblot i Himmelhøj


Jeg har set en gammel ed blive fuldbragt og bøjet mig i respekt for Jarlen af de tre høje.
Jeg har stukket min alfa en flad og krævet at hun tog sig sammen.
Jeg har taget en læremester som mine septældste mener bør være min lærling.
Jeg er blevet taget af Ritet og bundet med mine egne bånd til det nye års ånd.

… Jeg elsker min hobby 😀

Babytæppe


Så blev det færdigt!
Eller rettere: Det blev det i juni da jeg besøgte Tante Gurli og Onkel Jørgen, men da det skulle være en gave til Frauke og Martins lille ny kunne jeg ikke så godt skrive om det før han kom til verden og det blev afleveret 🙂

Det er flere år siden jeg begyndte – da Frauke begyndte at tale om at nu ville de gerne have børn.
Jeg er sædvanligvis ikke ret god til at lave ting der er lige og passer i sammenføjningerne, men er ganske godt tilfreds med hvordan det er faldet ud denne gang. Der var ikke flere skævheder end at de med rimelighed kunne camoufleres 😛

Selvom det er lavet til lille Anton er det ikke i pastelfarver som babyting ellers er flest. Dels er Frauke det mindst pastelfarvede menneske jeg kender, og dels synes jeg sjældent der er meget kraft i pastelfarver. Og hvis ikke man skulle sy kraft i stingene når man syr til den lille der ventes, ja så ved jeg ikke hvornår.

Så tæppet blev lavet i lige-efter-tusmørket-natteblå og dybt-i-skoven-grøn. Med et kraftigt, spraglet træ og frost på jorden under en isblå fuldmåne og en glimtende stjerne. Fordi verden er vild og forunderlig, smuk og skræmmende.

Velkommen til den, Anton 🙂

På vej til Xian

Ser solens tidlige gyldne lys ramme bjergene øst for Xian.
Togets indre er stille, fuldt af stadig sovende gæster dets bumplen og skramlen til trods.

Vi passerer frodige grønne skråninger, småbitte marker med majs, øde provinsbanegårde hvis tilhørende småbyer forsvinder bagude når jeg blinker.

Midt i ingenting ligger store bunker af gammelt skrald bland den mørkegrønne bevoksning – til trods for Beijings velplejede småparker er det åbenbart ikke alle steder kineserne er omhyggelige med deres land.

Spredt industri, og så pludselig et atomkraftværk uden for vinduet. Min hjerne tænker absurd “det kan ikke passe, de findes kun på film!”.

Langsomt vågner resten af toget.
Vores morgenthe bringes af en ulasteligt klædt togstewardesse som høfligt banker forsigtigt på hver kupédør og afleverer de varme varer.

Vi ankommer til Xian. Farten sænkes til kravletempo det sidste stykke, og bare på antallet af spor – måske et dusin, måske en snes – an vi se at vi er kommet til en stor by. (Ca. 8 mio. så vidt jeg husker.)

Ud af toget. Her er allerede godt varmt her 7:30, det tyder på en bagende hed dag. Modsat Beijing skinner solen fra en næsten skyfri himmel og de 40 grader og fugtigt som vejrudsigten har truet med.