Jeg burde være travlt beskæftiget med at lære mig selv SML… Det er ikke nemt efter kun 5 timers søvn… Overspringshandlinger er en herlig ting 😉

Send flere billeder blev der sagt. OK. Værsågod. Her er de:

I går morges spadserede jeg til universitet og tog kameraet med. Her er hvad jeg så:

Det første jeg ser når jeg kommer ud i indkørslen om morgenen er naboens blomster. Hver gang får jeg lyst til at plukke dem og komme dem i min salat. Jeg er blevet foreslået at liste derud og stjæle af dem klokken to om natten i ly af mørket, og jeg overvejer efterhånden seriøst at gøre så.

Lidt længere oppe ad vejen ligger nogle af de blade jeg plaprede sådan om den anden dag:

Woodcrest Ave ender blindt, og for enden kan man gå mellem to haver (eller snarere hen over den enes græsplane) ad en lille sti der fører ud til East Ithaca Recreation Path ad hvilken jeg cykler hver morgen. Den lille sti tager sig ganske nydelig ud på en skyet morgen:

Når stien ender er der ikke langt førend jeg er ved indgangen til universitetets område. Fra sydsiden hvor jeg kommer cyklende fra er skellet ved Dwyer Dam Bridge over Cascadilla Creek – en af de mange år der løber i bunden af skrænterne her. Der er en grund til at byens turistmotto er “Ithaca is Gorges” – nårsomhelst man finder et sted at se ned er det et syn som dette der møder en:

Når jeg er kommet over broen drejer vejen til højre, og straks man har rundet hjørnet kan man se hvor jeg bor – den røde bygning er Rhodes Hall, den grimme med de gule striber i baggrunden er Upson Hall hvor datalogiafdelingen hører til.

Hvis man er doven og tager elevatoren i Rhodes i stedet for trapperne i Upson (hvad jeg naturligvis ikke er, jeg gjorde det kun rent undtagelsesvis for at vise jer nedenstående) er der i hjørnet af gangen mellem de to bygninger nogle aldeles velplacerede panoramaruder, der nærmest springer frem og forbløffer en hver gang man går forbi:



Når man kommer hen til vinduerne kan man se ud over skråningerne langs byens sider. Et forsøg på at tage et billede ud af en af ruderne:

Vel oppe på 4. sal kommer jeg til mit kontor. Det kan vel næppe forbløffe nogen at der roder forskrækkeligt selvom jeg kun har beboet det i en 10-dages tid ;-

Hovedparten af vinduerne i denne by lader til at have nydelige udsigter. Mit kontorvindue er ingen undtagelse:

Det lykkedes mit at fejle mit slå-vækkeuret-fra-slag inden jeg gik i seng i går aftes, så jeg kom vældig tidligt op i morges. På trods af at søvnunderskuddet har forvandlet min hjerne til vådt vat, så var der alligevel fordele ved den tidlige opstandelse. Der var aldeles stille, ikke en sjæl (det er lørdag) og et nydeligt skråt morgenlys på vej ind til kontoret. Dette her er taget der hvor cykelstien munder ud, inden man kommer ned til Dwyer Dam Bridge.

Det var også nemmere at fange de mange egern med kameraet nu hvor der var stille:

Det eneste der efterhånden mangler er vist et billede af mig. Her er et i morgensols-silhouet mod den hvide mur ved panoramavinduerne på den anden side af Upson. Det er desværre lidt ude af fokus – mit kamera skreg meget højlydt noget om alt for meget lys.

Rejser • Skrevet 11. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

This morning a few leaves lay fallen on Woodcrest Ave after a night of rain. Their red and yellow pattern on the road spoke of the fall yet to come. Their color reminded me of home, the air had a hint of that musty, earthy smell fall brings when wet leaves are in heaps everywhere. Even the sky matched – still grey after the rain, full of wind sounds, the morning light white and unobtrusive. The only thing revealing I was still in Ithaca was the warmth. 20 degrees Celsius at 7 a.m. completely confuses my Nordic-bred weather instincts.

For a moment I though the pang in my heart was homesickness. Then I realized it was fall I was longing for, not home. I long for the leaves to fall, for the air to grow chill and the wind to rise, to walk on the beach, the wind buffeting me and wrapping me in the salty scent of white-whipped ocean.

The ocean I will probably have to do without. But now, having seen those leaves I not only know, but feel with some inner part of me – the part that wants to dance in the rain and shout to the wind, hair unbound – beckoning, calling for it to hurry, wild and joyous – fall will be coming.

So why am I writing in English? I, who have on numerous occasions chided others for mixing languages? When most of the people reading this page are Danish and half of them prefer it to be in their own tongue? And a stilted, clumsy, bad-grammared English too.

The last one is the easiest: Although my spoken English is slowly improving (very slowly, way too slow, still not good), my written is not. So I apologize for the bad grammar, but this is the best I can do for now. (And I am truly trying to get rid of all the passive verbs even though it might not seem so.)

As for the choice… More and more of my thoughts are in English these days, and I often find myself word-searching when trying to write in Danish. And I find that translating thoughts before putting them on paper does not work that well for me. It most likely makes it worse that I am trying to learn Japanese through an English book – increasing the word-confusion. And I most vehemently still refuse to mix in English words when writing in Danish.

The only remaining choice seems to be to sometimes write in English. Or wait until my Japanese improves 😉

So: Feel free to beat me up about it (I am doing so myself already), by all means comment on my sadly deficient grammar (as it is the only way I might learn), scream and shout if you feel like it, but in the end this is my holy cow to slaughter and I have just done so.

To Christoffer: You are most likely the only one actually obstructed by my change of language, as all the adults reading this page should be capable of understanding my English, poor as it may be. If not they ought to practice anyway ;-

If you wish it, I will make you a sound file with a translation whenever I write in English, although it will most likely not capture all I am trying to express. Your word is my command.

Rejser • Skrevet 09. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Der er egern her.

Ikke roede egern som i tegnefilm, eller brune egern som dem jeg har set i Danmark, men graa egern. Og masser af dem. Baade paa universitetet, rundt omkring i byen og i min have. Her til morgen saa jeg to der jog hinanden rundt og rundt paa stammen af traeet lige uden for min doer da jeg stod og vaskede op. Da det lykkedes mig at finde mit kamera frem var de selvfoelgelig smuttet i skjul laengere oppe i traet 😉

Graa egern har enorme (graa) haler med en smule hvidt yderst hele vejen rundt. Naar man ser dem smutte forbi ud ad oejekrogen naar man naesten kun at se halen, saa det ligner en enorm pilegaesling der hopper forbi. Surrealistisk – isaer hvis man er lidt soevnig 😉

Rejser • Skrevet 02. September, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Amerikansk toiletpapir er enlags.

I Ithaca kan man kun koebe toej der ser ud som om det er fra Toej og Sko.

Groentsager er forbloeffende dyre klimaet taget i betragtning.

Bilerne er store, nye og flotte. Men billedet forvraenges muligvis noget af at mange af de studerende er rige folks boern.

Folk har mange farver, forskellige accenter og mange slags navne her, uden at nogen lader til at have ondt af det. Det kunne vi godt laere noget af hjemme i Danmark.

Jeg ved nu hvordan 25 grader og 70% luftfugtighed foeles. Det kan ikke anbefales.

Det er sandt at amerikansk fjernsyn har 117 kanaler, og naesten ingen af dem sender noget man gider se. Omend jeg har forhaabninger til Sci Fi Channel 😉

Amerikanske vaskemaskiner har tromlen vendende den forkerte vej. Til gengaeld bruger det eksamplar jeg har haft fornoejelsen af at hilse paa under halvt saa meget tid paa en vask som den vi har hjemme paa Aldersrovej.

Amerikanere drikker ikke the, udvalget taget i betragtning. Jeg er efterhaanden klar til at saelge ikke umaerkelige bidder af min sjael (men ikke det hele – jeg forudser der kunne blive andre ting jeg savner mere) for en pose tempeltraesthe eller tranebaerthe.

Det foerste jeg oplevede den foerste dag jeg var inde paa uni var et foredrag af Leslie Lamport. (LA som i Latex!) De store leger herovre.

Rejser • Skrevet 30. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Saa fik jeg endelig tid til at skrive til jer. Paa papir endda, for jeg har stadig ikke faaet min laptop, saa jeg sidder hjemme og skriver dette. (Amerikansk papir er i oevrigt saert – for bredt og for kort.)

Hvor er saa hjemme? I underetagen af et typisk amerikansk hus – det ligner suburbia fra film paa en prik. Omgivelserne ligner derimod ikke! Her er meget groent og husene ligger spredt i det meget bakkede terraen (og jeg troede at Aarhus var bakket…) og skjult mellem traeerne – det minder lidt om Lyngdalen i Viborg hvor Nis foraeldre bor, men med en mere sydlandsk fornemmelse. Hele byen er bygget op paa den maade, med saa mange traeer at man skal se godt efter for at opdage at det er en by. Der er nu heller ikke saa meget af den – 35000 indbyggere og dertil 20000 studerende. Til gengaeld er her meget smukt, med traeerne overalt og bakker og skraenter med vandfald og aaer i bunden. (Der skal nok komme nogle billeder senere.)

Jeg har lige lukket de franske doere for at holde myggene ude nu hvor det skumrer, men ellers har her vaeret forbloeffende varmt. Som paa en rigtig god men tordenlummer sommerdag i Danmark. Ud over myggene er her et vaeld af graeshopper og cikader som holder koncert hver aften – det minder mig om Graekenland, og truer med at bringe mig i feriestemning.

Det eneste jeg har at udsaette paa mit nye hjem er fugten. Det har regnet hele sommeren her, saa alting lugter fugtigklamt (jeg bor i kaelderniveau.) Maaske skulle jeg gaa ud og investere i et par af de luftfriskere amerikanerne er saa berygtede for.

… Hvilket bringer mig videre til supermarkeder: De er enorme. Eller det er enormt burde jeg vel hellere sige, men et enormt supermarked (ud over de almindeligtdimensionerede) burde bestemt ogsaa raekke til en by af denne stoerrelse. (Og saa er der endda ogsaa et mall, men der har jeg ikke vaeret endnu.) Og det er ikke bare et spoergsmaal om at kaempesupermarkedet har mange forskellige ting, nej de har ogsaa 117 varianter af hver – og de er alle sammen ens. Jeg stod laenge ved gangen med morgenmadsprodukter og laeste bagsider, men maatte til sidst konstatere at de hver og en var lige fulde af sukker, og saa slaa mig til taals med at koebe gryn.

Det gaelder tilsyneladende alting her, at det er fyldt med sukker – det er ikke noget under at amerikanerne har fedmeproblemer naar der gemmer sig sukker i smoereost, yoghurt “naturel”, alt broed jeg har kunnet finde, juice,… Til gengaeld er der tilsyneladende et stort marked for kulhydratfattige smaakager! Soedt broed med koedpaalaeg smager saert!

Hvordan er de saa, amerikanerne? Jeg har ikke vaeret her laenge nok til at svare udtoemmende, men jeg kan da begynde:

Det foerste jeg lagde maerke til er deres hoeflighed. Det er foerste gang at nogen har tiltalt mig Miss/Ma’am, og der er aldrig foer nogen der har aabnet saa mange doere for mig (ikke engang dig, Thomas 😉 ) Saert. Det faar mig til at bekymre mig over om jeg nu ogsaa selv er hoeflig nok. Der bliver sagt “Sorry” og “Excuse me” i et vaek, og folk passer i det hele taget meget paa ikke at traede ind i hinandens privatsfaerer.

Det udmoentet sig positivt i en enorm hensynsfuldhed over for fodgaengere – jeg tror det er godt jeg ikke har planer om at koere bil her ;-

Herudover har jeg observeret at “fordommen” om at amerikanere er meget imoedekommende bestemt er sand. De er utrolig hjaelpsomme og smalltalker i et vaek. Ikke bare Dexter (den professor der har inviteret mig herover) og hans studerende har taget utrolig godt imod mig, men ogsaa vildfremmede.

En gut jeg i supermarkedet udspurgte om groentsagsvaegtens placering svarede ikke bare venligt, men beroligede mig med at da han var i Europa kunne han heller ikke finde noget. Lidt senere da jeg stod og saa toevende (og muligvis fortvivlet, thi de har kun suspekt brevthe) paa the”udvalget” kom han hen og tilboed sin vejledning i fald der var andet jeg ikke kunne finde. Det viste sig at han spiller rugby med Dexter . Han undskyldte meget beklagende at han ikke kunne snakke laenge da han var paa vej til en grillaften, og inviterede mig prompte med.

Desvaerre havde jeg glemt adressen da jeg kom hjem – det kunne sikkert ellers have vaeret hyggeligt.

Den sidste ting jeg vil berette om idag er min foerste matematiske oplevelse her: sengetoej. (Spaendende emne, ikke?) Den foerste aften da jeg ankom, og traet skulle til at stige ombord i den seng min udlejer saa venligt havde redt til mig, maatte jeg konstatere at den bestod af et stramt og intrikat konvolutaarangement i flere lag – ganske umuligt at sove i.

Grundet den sene time flaaede jeg blot det hele fra hinanden, og lagde mig til at sove.

Men: Naeste morgen stod jeg i den pikante situation at sengen – der havde set absolut nydelig ud inden jeg lagde mig i den – nu var et uskoent rod at taepper og saert udformet sengetoej. Jeg startede derfor mine studier her med en praktisk-geometrisk oevelse i hvorledes man arrangerer konvolutberegnet sengetoej med flere taepper saa det ikke ser sjusket ud, og saa en dynevant dansker kan sove der. Leoparden sidder derhjemme (jeg kan vel lige saa godt vaenne mig til at kalde det hjem) paa toppen og bevogter min sengetoejs-origami type 1. Jeg forudser at der vil opstaa et behov for at udvikle flere typer naar efteraaret saetter ind.

Rejser • Skrevet 27. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Jep, den er stadig stor, Freankfurt lufthavn. I min erindring – fra for 10 aar siden, paa min foerste flyrejse uden foraeldre og med blot 45 minutter til at skifte fly – er den gigantisk, med lange bare, mennesketomme gange og adrenalinsus graensende til panik.

Jeg kan med fornoejelse konstatere at jeg er blevet aeldre 😉 Den er godt nok stor – det var naermest som en forlystelse i tivoli at koere med det lille monorail-tog mellem de forskellige afdelinger (ikke de forskellige terminaler!) i terminal 1 og se ud over hele lufthavnskompleks-byen (jeg ved ikke hvad den nydelige forretningsrejsende der sad ved siden af mig taenkte om mit fjollede smil) – men de tomme gange er erstattet af gange overplastret med fancy reklameskilte. For slet ikke at tale om alle de andre reklamer – blandt andet en enorm plasmaskaerm der viser OL (med hele den hoejre fjerdele erstattet af den betalende tv-kanals logo), og de gratis-internet-standere jeg staar ved nu, sponsoreret af Samsung at doemme efter den maade de er fuldstaendigt syltet ind i reklamer for samme.

Desvaerre tillader den mig ikke at sende mails herfra ;- Men maaske er det meget godt – saa fristes jeg ikke til at klage til folkene fra Runestone over den forkoelelse de gavmildt tillod Nis at tage med hjem fra arbejde og overbringe til mig 😉

Slutteligen (de andre der venter paa at komme til nettet begynder at se blodtoerstige ud) kan jeg berette at jeg ligner en tysker. Den venlige dame i tjek-ind-skranken begyndte troligt sine forklaringer paa engelsk (det sprog hvorpaa jeg havde udbedt mig hendes tjenester) og slog lige saa troligt over i hurtigt accelererende tysk saa snart hun blev optaget af sin forklaring.

Men jeg forstod da det meste. Og heldigvis har jeg mere end 45 minutter denne gang 😉

Rejser • Skrevet 23. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Der er sommerfugle i min mave – en hel koloni – samme følelse som inden en eksamen. Bortset fra at til mine eksaminer har jeg altid været velforberedt – hvordan forbereder man sig på noget man ikke ved hvad er?

Det er en god dag at se på troldmanden.

Jeg har mest lyst til at gemme mig under min venlige gule dyne med en yndlingsbog og få verden til at forsvinde. Lyst til at holde krampagtigt fat i Nis inden det er for sent. Til febrilsk at stoppe mit hovede med så meget eksternt drama at de indre stemmer ikke kan trænge igennem.

Måne våg over mig.

Rejser • Skrevet 20. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Store sortskinnende bær på grene jeg netop skal hoppe for at nå i tidselskyggen mellem træerne.

Tykt sortrødt kirsebærblod under mine negle, på klistrede hænder, på knivens blad der danner reflekser med stålvasken ud mellem blodsdråberne. En voksende bunke appetitligtsorte blodige halvkuglekirsebærlig i tallerkenen.

En sølvglinsende undervandsjungle af grønkål i skyllekarret. Knasen af stilkene under fødderne og grønt-i-grønt sønderkvaste grønkålsblade der drypper ud i den hvide skål under hakkerens munding.

Små bølger der får flydebroen til at hakke mod fortøjningspælene og lader solglimt fra fjorden spille over mine øjenlåg. Salt stivhed på huden og lyden af hundrede desperate krabbeben når ruserne hales ind over rælingen. Stærke ålemuskler der snor sig mod mine fødder i bunden af båden. Fartvind i håret og mine øjne drages af skrænter og skovene langs fjordens bredder. De lokker med uanede eventyr – her kunne man gå i land og forsvinde i deres dunkelmørke hvor en anden tidsalder stadig synes at råde.

Bumplende grusvej under cyklens dæk, lugt af køer og solvarmet græs. Kløende killingehår på tøj og hænder mod bedre vidende. De nyplukkede bær i spanden er nænsomt beskyttet af mine fingres fjedren. På vej hjem til savnede mennesker, kendte lyde, barndomsdufte, smagen af gammeldags – nyopgravet – selvfanget – rigtig – mad.

Knækket der forplantes op gennem hænderne når ålekvabbens hals skæres igennem. Moslen for at få den indtørrede jord i køkkenhaven til at give slip på gulerødderne. Bittesmå skovhindbær i slugten ned mod fjorden. Fuldmånen over træerne dybt i natten, på en himmel så mørk som den kun bliver helt herude. Dansk sommer i alle mine sanser.

Nogle gange tror jeg jeg kunne blive lykkelig et sted som her. I et helt andet, simpelt og nært liv, hvor hverdagen handler om at plukke og høste, fange, sylte og samle til vinteren, der er mørk som i historierne og bruges til håndarbejde. I en verden hvor alt mit arbejde er mine hænders, hvor mine instinkter kender verdens sammenhæng, og hvor der er tyst så jeg kan høre dem tale.

På dage som dem er glæden ved et elegant bevis, suset når et dumt stykke kode endelig kompilerer og sejrsfølelsen ved et velløst problem meget langt væk. Men alligevel tager jeg altid hjem.

Jeg må være en uforbedrelig romantiker. Eller dum som snot.

Rejser • Skrevet 04. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu