Amerikansk toiletpapir er enlags.

I Ithaca kan man kun koebe toej der ser ud som om det er fra Toej og Sko.

Groentsager er forbloeffende dyre klimaet taget i betragtning.

Bilerne er store, nye og flotte. Men billedet forvraenges muligvis noget af at mange af de studerende er rige folks boern.

Folk har mange farver, forskellige accenter og mange slags navne her, uden at nogen lader til at have ondt af det. Det kunne vi godt laere noget af hjemme i Danmark.

Jeg ved nu hvordan 25 grader og 70% luftfugtighed foeles. Det kan ikke anbefales.

Det er sandt at amerikansk fjernsyn har 117 kanaler, og naesten ingen af dem sender noget man gider se. Omend jeg har forhaabninger til Sci Fi Channel 😉

Amerikanske vaskemaskiner har tromlen vendende den forkerte vej. Til gengaeld bruger det eksamplar jeg har haft fornoejelsen af at hilse paa under halvt saa meget tid paa en vask som den vi har hjemme paa Aldersrovej.

Amerikanere drikker ikke the, udvalget taget i betragtning. Jeg er efterhaanden klar til at saelge ikke umaerkelige bidder af min sjael (men ikke det hele – jeg forudser der kunne blive andre ting jeg savner mere) for en pose tempeltraesthe eller tranebaerthe.

Det foerste jeg oplevede den foerste dag jeg var inde paa uni var et foredrag af Leslie Lamport. (LA som i Latex!) De store leger herovre.

Rejser • Skrevet 30. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Saa fik jeg endelig tid til at skrive til jer. Paa papir endda, for jeg har stadig ikke faaet min laptop, saa jeg sidder hjemme og skriver dette. (Amerikansk papir er i oevrigt saert – for bredt og for kort.)

Hvor er saa hjemme? I underetagen af et typisk amerikansk hus – det ligner suburbia fra film paa en prik. Omgivelserne ligner derimod ikke! Her er meget groent og husene ligger spredt i det meget bakkede terraen (og jeg troede at Aarhus var bakket…) og skjult mellem traeerne – det minder lidt om Lyngdalen i Viborg hvor Nis foraeldre bor, men med en mere sydlandsk fornemmelse. Hele byen er bygget op paa den maade, med saa mange traeer at man skal se godt efter for at opdage at det er en by. Der er nu heller ikke saa meget af den – 35000 indbyggere og dertil 20000 studerende. Til gengaeld er her meget smukt, med traeerne overalt og bakker og skraenter med vandfald og aaer i bunden. (Der skal nok komme nogle billeder senere.)

Jeg har lige lukket de franske doere for at holde myggene ude nu hvor det skumrer, men ellers har her vaeret forbloeffende varmt. Som paa en rigtig god men tordenlummer sommerdag i Danmark. Ud over myggene er her et vaeld af graeshopper og cikader som holder koncert hver aften – det minder mig om Graekenland, og truer med at bringe mig i feriestemning.

Det eneste jeg har at udsaette paa mit nye hjem er fugten. Det har regnet hele sommeren her, saa alting lugter fugtigklamt (jeg bor i kaelderniveau.) Maaske skulle jeg gaa ud og investere i et par af de luftfriskere amerikanerne er saa berygtede for.

… Hvilket bringer mig videre til supermarkeder: De er enorme. Eller det er enormt burde jeg vel hellere sige, men et enormt supermarked (ud over de almindeligtdimensionerede) burde bestemt ogsaa raekke til en by af denne stoerrelse. (Og saa er der endda ogsaa et mall, men der har jeg ikke vaeret endnu.) Og det er ikke bare et spoergsmaal om at kaempesupermarkedet har mange forskellige ting, nej de har ogsaa 117 varianter af hver – og de er alle sammen ens. Jeg stod laenge ved gangen med morgenmadsprodukter og laeste bagsider, men maatte til sidst konstatere at de hver og en var lige fulde af sukker, og saa slaa mig til taals med at koebe gryn.

Det gaelder tilsyneladende alting her, at det er fyldt med sukker – det er ikke noget under at amerikanerne har fedmeproblemer naar der gemmer sig sukker i smoereost, yoghurt “naturel”, alt broed jeg har kunnet finde, juice,… Til gengaeld er der tilsyneladende et stort marked for kulhydratfattige smaakager! Soedt broed med koedpaalaeg smager saert!

Hvordan er de saa, amerikanerne? Jeg har ikke vaeret her laenge nok til at svare udtoemmende, men jeg kan da begynde:

Det foerste jeg lagde maerke til er deres hoeflighed. Det er foerste gang at nogen har tiltalt mig Miss/Ma’am, og der er aldrig foer nogen der har aabnet saa mange doere for mig (ikke engang dig, Thomas 😉 ) Saert. Det faar mig til at bekymre mig over om jeg nu ogsaa selv er hoeflig nok. Der bliver sagt “Sorry” og “Excuse me” i et vaek, og folk passer i det hele taget meget paa ikke at traede ind i hinandens privatsfaerer.

Det udmoentet sig positivt i en enorm hensynsfuldhed over for fodgaengere – jeg tror det er godt jeg ikke har planer om at koere bil her ;-

Herudover har jeg observeret at “fordommen” om at amerikanere er meget imoedekommende bestemt er sand. De er utrolig hjaelpsomme og smalltalker i et vaek. Ikke bare Dexter (den professor der har inviteret mig herover) og hans studerende har taget utrolig godt imod mig, men ogsaa vildfremmede.

En gut jeg i supermarkedet udspurgte om groentsagsvaegtens placering svarede ikke bare venligt, men beroligede mig med at da han var i Europa kunne han heller ikke finde noget. Lidt senere da jeg stod og saa toevende (og muligvis fortvivlet, thi de har kun suspekt brevthe) paa the”udvalget” kom han hen og tilboed sin vejledning i fald der var andet jeg ikke kunne finde. Det viste sig at han spiller rugby med Dexter . Han undskyldte meget beklagende at han ikke kunne snakke laenge da han var paa vej til en grillaften, og inviterede mig prompte med.

Desvaerre havde jeg glemt adressen da jeg kom hjem – det kunne sikkert ellers have vaeret hyggeligt.

Den sidste ting jeg vil berette om idag er min foerste matematiske oplevelse her: sengetoej. (Spaendende emne, ikke?) Den foerste aften da jeg ankom, og traet skulle til at stige ombord i den seng min udlejer saa venligt havde redt til mig, maatte jeg konstatere at den bestod af et stramt og intrikat konvolutaarangement i flere lag – ganske umuligt at sove i.

Grundet den sene time flaaede jeg blot det hele fra hinanden, og lagde mig til at sove.

Men: Naeste morgen stod jeg i den pikante situation at sengen – der havde set absolut nydelig ud inden jeg lagde mig i den – nu var et uskoent rod at taepper og saert udformet sengetoej. Jeg startede derfor mine studier her med en praktisk-geometrisk oevelse i hvorledes man arrangerer konvolutberegnet sengetoej med flere taepper saa det ikke ser sjusket ud, og saa en dynevant dansker kan sove der. Leoparden sidder derhjemme (jeg kan vel lige saa godt vaenne mig til at kalde det hjem) paa toppen og bevogter min sengetoejs-origami type 1. Jeg forudser at der vil opstaa et behov for at udvikle flere typer naar efteraaret saetter ind.

Rejser • Skrevet 27. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Jep, den er stadig stor, Freankfurt lufthavn. I min erindring – fra for 10 aar siden, paa min foerste flyrejse uden foraeldre og med blot 45 minutter til at skifte fly – er den gigantisk, med lange bare, mennesketomme gange og adrenalinsus graensende til panik.

Jeg kan med fornoejelse konstatere at jeg er blevet aeldre 😉 Den er godt nok stor – det var naermest som en forlystelse i tivoli at koere med det lille monorail-tog mellem de forskellige afdelinger (ikke de forskellige terminaler!) i terminal 1 og se ud over hele lufthavnskompleks-byen (jeg ved ikke hvad den nydelige forretningsrejsende der sad ved siden af mig taenkte om mit fjollede smil) – men de tomme gange er erstattet af gange overplastret med fancy reklameskilte. For slet ikke at tale om alle de andre reklamer – blandt andet en enorm plasmaskaerm der viser OL (med hele den hoejre fjerdele erstattet af den betalende tv-kanals logo), og de gratis-internet-standere jeg staar ved nu, sponsoreret af Samsung at doemme efter den maade de er fuldstaendigt syltet ind i reklamer for samme.

Desvaerre tillader den mig ikke at sende mails herfra ;- Men maaske er det meget godt – saa fristes jeg ikke til at klage til folkene fra Runestone over den forkoelelse de gavmildt tillod Nis at tage med hjem fra arbejde og overbringe til mig 😉

Slutteligen (de andre der venter paa at komme til nettet begynder at se blodtoerstige ud) kan jeg berette at jeg ligner en tysker. Den venlige dame i tjek-ind-skranken begyndte troligt sine forklaringer paa engelsk (det sprog hvorpaa jeg havde udbedt mig hendes tjenester) og slog lige saa troligt over i hurtigt accelererende tysk saa snart hun blev optaget af sin forklaring.

Men jeg forstod da det meste. Og heldigvis har jeg mere end 45 minutter denne gang 😉

Rejser • Skrevet 23. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Der er sommerfugle i min mave – en hel koloni – samme følelse som inden en eksamen. Bortset fra at til mine eksaminer har jeg altid været velforberedt – hvordan forbereder man sig på noget man ikke ved hvad er?

Det er en god dag at se på troldmanden.

Jeg har mest lyst til at gemme mig under min venlige gule dyne med en yndlingsbog og få verden til at forsvinde. Lyst til at holde krampagtigt fat i Nis inden det er for sent. Til febrilsk at stoppe mit hovede med så meget eksternt drama at de indre stemmer ikke kan trænge igennem.

Måne våg over mig.

Rejser • Skrevet 20. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu

Store sortskinnende bær på grene jeg netop skal hoppe for at nå i tidselskyggen mellem træerne.

Tykt sortrødt kirsebærblod under mine negle, på klistrede hænder, på knivens blad der danner reflekser med stålvasken ud mellem blodsdråberne. En voksende bunke appetitligtsorte blodige halvkuglekirsebærlig i tallerkenen.

En sølvglinsende undervandsjungle af grønkål i skyllekarret. Knasen af stilkene under fødderne og grønt-i-grønt sønderkvaste grønkålsblade der drypper ud i den hvide skål under hakkerens munding.

Små bølger der får flydebroen til at hakke mod fortøjningspælene og lader solglimt fra fjorden spille over mine øjenlåg. Salt stivhed på huden og lyden af hundrede desperate krabbeben når ruserne hales ind over rælingen. Stærke ålemuskler der snor sig mod mine fødder i bunden af båden. Fartvind i håret og mine øjne drages af skrænter og skovene langs fjordens bredder. De lokker med uanede eventyr – her kunne man gå i land og forsvinde i deres dunkelmørke hvor en anden tidsalder stadig synes at råde.

Bumplende grusvej under cyklens dæk, lugt af køer og solvarmet græs. Kløende killingehår på tøj og hænder mod bedre vidende. De nyplukkede bær i spanden er nænsomt beskyttet af mine fingres fjedren. På vej hjem til savnede mennesker, kendte lyde, barndomsdufte, smagen af gammeldags – nyopgravet – selvfanget – rigtig – mad.

Knækket der forplantes op gennem hænderne når ålekvabbens hals skæres igennem. Moslen for at få den indtørrede jord i køkkenhaven til at give slip på gulerødderne. Bittesmå skovhindbær i slugten ned mod fjorden. Fuldmånen over træerne dybt i natten, på en himmel så mørk som den kun bliver helt herude. Dansk sommer i alle mine sanser.

Nogle gange tror jeg jeg kunne blive lykkelig et sted som her. I et helt andet, simpelt og nært liv, hvor hverdagen handler om at plukke og høste, fange, sylte og samle til vinteren, der er mørk som i historierne og bruges til håndarbejde. I en verden hvor alt mit arbejde er mine hænders, hvor mine instinkter kender verdens sammenhæng, og hvor der er tyst så jeg kan høre dem tale.

På dage som dem er glæden ved et elegant bevis, suset når et dumt stykke kode endelig kompilerer og sejrsfølelsen ved et velløst problem meget langt væk. Men alligevel tager jeg altid hjem.

Jeg må være en uforbedrelig romantiker. Eller dum som snot.

Rejser • Skrevet 04. August, 2004 • Ingen kommentarer endnu