I dag er jeg langt væk oppe i bjergene. Som jeg ligger på sengen med ryggen til brændeovnen og fødderne dybt nede i de lune uldstrømper Tante Gurli har strikket kan jeg høre regnen tromme blidt på taget og lydene af sneen der tør.
Når jeg lægger hovedet tilbage kan jeg se lige op i himlen! Yurten (en yurt er et mongolsk krydsning mellem en hytte og et telt) jeg bor i har nemlig i stedet for det oprindeligt tiltænkte hul i midten til bålrøgen en stor rund vindueskuppel så man kan se træerne over den – og himlen.
Lige nu er det skyet med regn, men i går aftes var der så mange stjerner – næsten flere end i Ithaca – og selv herindefra, set op ud gennm taget var de utallige.
Ankomsten her var typisk for mig – der er ingen tvivl om at jeg stadig har min ene plet i Arcane. Tidligere har det mest været større bureaukratier jeg forsvinder i – Fastavals tilmeldingscirkus er et prima eksempel – men det lykkedes mig at forsvinde ud af mine værters her selvom det er et ganske lille sted. Da vi ankom var her ikke en sjæl, og da en af dem kom hjem en times tid senere var de ganske forbløffede over at se os, thi på trods af vores korrekte placering i deres bookingkalender var de overbeviste om at vi først skulle ankomme i dag ;- De er søde og meget imødekommende (omend lidt distræte) og fik os raskt installeret i yurten her.
Til min glæde og overraskelse var her sne. En 5-10 cm som først i dag er begyndt at tø. Så det første på dagsordenen var naturligvis en kælketur 😉 Da det ikke er så sjovt at kælke med kamera får I i stedet et par billede fra formiddagens gåtur.
(Bemærk den naturlige “døråbning” – jeg er uforbedrelig på det punkt 😉
Senere i skumringen lånte vi ski og famlede lidt rundt på dem. Som forventet varjeg ikke den store langrendløber i første forsøg, men det var interessant at prøve – hvis ikke for regnen havde jeg nok været ude igen i dag.
Efter at have lavet aftensmad (på en gasprimus i en enkelt pande 🙂 – jeg havde glemt hvor rart det kan være at lave mad på lejrbetingelser) og ristet smores over bål udenfor under alle de mange, mange stjerner var der fornøjelsen af saunaen 🙂 Et lille skur med et stort metalkomfur i den ene ende, en storjerngryde sten derpå, træbænke langs væggen og en balje med smeltende sne til at lave damp med. Væggene er beklædt med cedertræ for at holde på og udstråle varmen så der dufter varmt og dejligt af træ. Og I tror det nok ikke, men det var fantastiskt at springe ud og rulle rundt i sneen efter at have siddet derinde på de bløde nyvaskede tæpper og dampkogt hjernen.
Det føles godt og rigtigt at smutte ud under de lune tæpper til her morgen, puste liv i ilden og koge havregrød.
Det lader til at jeg er kommet til et land hvor grødspisere er almindelige og ikke anses for sære levn fra tidligere og fattigere tider 😉 Det er mig en gåde hvordan nogen konge kan skamme sig over kaneldrysset havregrød med pekannødder, rosiner og æblestykker og ahornsirup.
Her er jeg nytårsaften:
Billedet er taget af Dan og Kim (de rare mennesker der har stedet) – de kom forbi med varm cider og apple brownies for at tage et billede mens vi lavede mad (Nytårsmiddag i den dybe skov bestod af salat med hvidløgsbrød, benløse fugle og chocolate nut bread & butter puding). Det er et lille sted de har, med en 4-5 yurter og et træhus og de passer vældig godt på deres gæster. Her kan I se dem
Amerikanerne har en skidt indflydelse på mig. Jeg har nydt en cocktail til min aftensmad omkring et halvt dusin gange i mit liv – alle i selskab med Kamal og hans venner. Her er min nytårsdrink.
Da alle cocktails tilsynladende har sære navne skal denne ikke være foruden – jeg tror den må hedde “Fool’s Luck”, for det var bestemt ikke drinkblandererfaring fra min side der gjorde udfaldet angående dens velsmagenhed. (En spiseskefuld most papaya, en del banansnaps og fire dele ananasjuice. Rør med en tandstik – medmindre du har noget bedre egnet ;-).)
Her er vi, Kamal og jeg, i det varme, bløde og aldeles uelektriske lys.
Det var skyet hele aftenen, men lige omkring midnat klarede det op en halv times tid og vi kunne se stjernerne. Klokken sådan cirka tolv gik vi udenfor med de fine glas i de sidste rester af det gamle år, så op, besluttede os for at det var midnat, sagde godt nytår og skålede,
Efter den obligatoriske nytårssyngen fra min side (jeg har efterhånden fået lært Kamal at sige tak for mad med mig, men “Vær Velkommen Herrens år” var lidt for stor en mundfuld til at forsøge sig med) gik vi tur i sneen i det nye års første nat og beundrede omgivelserne i måne- og stjerneskinnet. Overvældende sprød stilhed i en klart og blåtbelyst hvid verden – himlen skænkede os 10 minutters måneovervåget stjernefyrværkeri inden den atter værdigt trak skyerne sammen om sig.
Nytårsnat kom vinden. Rivende og ruskende og stærk nok til at blæse døren op. Der var tilstrækkelig lunt under tæpperne til at jeg overhovedet ikke bemærkede det først, men lidt senere opdagede min søvndrukne hjerne ændringen i lyset og halede mig op at stille vandbeholderen for døren i håbet om at den var tungere end Hr. Vinds banken.
Det var også der jeg indså at selvom jeg bestemt ikke er den store vanecampist var jeg alligevel overordentlig mere tryg og tilpas ved situationen end min amerikanske følgesvend. Både generelt i forhold til at holde ilden ved lige, vælge påklædning passende til aktivitet og vejr, ordne madlavning, opvask og selvvask i baljer og med vand varmet på brændeovnen, men især netop der, i nattemørket. Hver gang vinden for alvor slog og skubbede mod yurtens kanvas kunne jeg mærke ham fare forskrækket sammen ovre i den anden halvdel af sengen (til trods for at vi begge vidste at en yurt kan modstå vindstød på 200 mph) mens jeg selv trak næsetippen ned under tæpperne, tænkte tilbage på hyggelige (og regnvåde!) teltture med fritidshjemmet og langsomt døsede hen.
Her er han efter en nats vindforstyrret søvn:
Hvis I vil se nogle af Kamals billeder fra turen kan de findes her.
Dan og Kim tager billeder af alle deres gæster og ligger dem på deres hjemmeside. Inden afrejse bliver man også bedt om at signere verandaen:
Det var bestemt en oplevelse der tåler både gentagelse og anbefaling. Nytårsfester kan være sjove og hyggelige (og med fyrværkeri ikke at forglemme, jeg kan godt lide troldmandskrig) men jeg har altid fundet dem en smule malplacerede. Når man lige har holdt jul og nydt familie og venners selskab virker det som et sært tidspunkt at lægge en fancy fest.
Det viste sig at være en ikke så skidt ide at bytte festkjole, fyrværkeri og fin middag for dette – jeg var mere levende der end til nogen fest nogensinde – sanserne vågner på en helt anden måde.
Stilheden der får tiden til at stoppe og miste betydning, duften af ild og varmt cedertræ, smagen af smores og sne i luften, lyden af tøvejr, regn på taget og vinden i natten, fornemmelsen af knirkende sne under fodsålerne og varmen fra brændeovnen og mest af alt synet af alle de mange stjerner op gennem taget og under den åbne himmel.
Rejser •
Skrevet 02. January, 2005 •
