Til jeres billedsult.

Her er et par kig på hvad jeg har lavet de sidst par dage.

Fra min sejltur i søndags. Det viser sig at jeg har mødt endnu en fotoentusiast – eller flyentusiast, jeg er ikke sikker. Brian – hvem det viser sig oprindeligt var ingeniør indtil han besluttede sig for at gøre arbejde af sin hobby og bygge fiskestænger og sætte både i stand – sejler tit ud på Evans Bay og fotograferer skibene der lægger til kaj og flyene som de lægger an til landing. Vi så adskillige på turen, helt tæt på, blot 20 meter over vore hoveder – hver nævnt med type og firma 😉
Her er han med sit kamera.

Og inde i bunden af Evans Bay, lige nedenfor hvor jeg bor oppe i Hataitai.

I skumringen efter jeg var tilbage på land.

Dagen efter tog vi ud at fiske – her er min aftensmad: Et stk. Kahawai. Vi fangede en del flere end en (og adskillige barracudaer – skræmmende tænder) men da der ikke var grund til at beholde mere end vi kunne spise slap vi resten fri. Det er første gang jeg har fisket med fiskestang efter noget større end end rødspætte, noget som har kræfter nok til at stritte imod. Jeg var slemt glad for at vi kun fiskede inde i bugten, og ikke ude på den anden side hvor bluenose, hajer og andre krabater også bider på – selv en halv meter fisk har mange kræfter!

Efter veloverstået fiskeri og chokoladekage og lun termoflaske-Milo ude på vandet tog jeg op på uni (første og eneste gang jeg har taget bussen i stedet for det kvarters trappegang der normalt er derop), ryddede mit kontor, smækkede døren efter mig og efterlod nøglerne til sekretæren. Farvel Victoria University. Kontorets rigtige ejer (en statistikprofessor) kommer tilbage fra orlov i dag, så nu kan de statistikstuderende der med jævne mellemrum har stukket næsen indenfor med spørgsmål få svar der giver mening 😉
Her er det, kontoret, en halv time inden jeg gik, stadig med den lånte thekop med løven ved computeren, inden jeg viskede mit navn af tavlen på døren.

Udsigten fra kontorvinduet ud over Wellington, med War Memorial (som tidligere nævnt har de dem i hver en by hernede) karakteristisk lige lidt tilhøjre for midten.

Et af beviserne på at nørdhumor er det samme over hele kloden – fra panelet hvor trappen begynder.

Et maleri – også fra uni – som jeg er gået forbi hver mandag på vej til busstoppstedet ved universitetet hvor Philippa samler mig op på vej til skotsk folkedans. Stemningen i det har ofte passet med mit humør.

Tirsdag tog jeg endelig på Te Papa – nationalmuseet – berømt for sin brug af teknologi til at gøre udstillingerne tilgængelige for børn.
Det var en vældig fin moderne bygning, og udstillingerne om jordskælv og New Zealands flora og fauna var ganske rigtigt meget appetitlige. Afdelingerne om Maorierne var derimod noget klæbrige for min smag – politisk korrekthed er ellers ikke noget der plager kiwierne, men når det kommer til alt hvad der angår Maorierne huserer den til overflod.
Den pæne arkitektur:

Lidt Maori skal I da have. Her er et billede af en traditionel marae derfra.

Og et af en ny.

Slutteligen var der også en mulighed for et kig ind på en aldeles nyttig New Zealandsk opfindelse. Hvad er det? Tid, sted (har jeg allerede afsløret) og anvendelse?

Rejser • Skrevet 18. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

“Everywhere I go all the buses know your name like photographs and memories of love”

Rejser • Skrevet 17. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I dag dansede jeg. Mambo, rumba og cha-cha-cha. Selvom cha-cha-cha kun har to cha’er på engelsk.
Det var en fryd og en fornøjelse og jeg bliver stadig helt boblende og glad indeni af at tænke på det.
Brian – en hyggelig herre jeg kender fra skotsk folkedans – havde inviteret mig med, og det var den særeste oplevelse at danse med ham. Han har danset mere eller mindre altid – selskabsdans, skotsk og rock’n’roll – og er god til at føre. Min krop lavede af sig selv de rigtige bevægelser, og selv når Brian (der er en drillepind) lavede trin vi ikke havde lært fulgte den efter af sig selv, indimellem så jeg ikke opdagede at jeg lavede trin hvis eksistens var mig ukendte før vi havde danset dem en tre-fire gange. Dejligt 🙂
Jeg tror jeg bliver nødt til at se om jeg kan finde et kursus i selskabsdans når jeg kommer hjem – omend det måske godt kan blive svært, idet jeg høre at det i Århus er noget nær umuligt at komme til hvis ikke man har en dansepartner at tage med.
Men hvis noget så simpelt kan gøre mig så glad er det bestemt værd at opsøge igen. Er der nogen derude der har lyst til at lære at danse sammen med mig når jeg kommer hjem?

Bagefter tog vi ud at sejle på bugten. Jeg har ellers ikke været ude på vandet siden jeg var oppe hos Tante Gurli og Onkel Jørgen sidste sommer inden jeg rejste. Dejlig med vindsus i håret, saltlugt i næsen og flyene der lettede lige over vores hoveder inde i bunden af Evans Bay. I morgen har vi aftalt at tage ud at fiske 🙂

Det er en sær fornemmelse at opdage at jeg er ved at knytte et nyt venskab, netop nu hvor jeg er på vej afsted. Flere gange kiggede vi på hinanden og konstaterede at vi skulle have gjort dette noget før (især selskabsdansen!) og ikke først nu hvor jeg rejser videre på søndag. Det får mig til at lægge mærke til at noget af det jeg har lært af denne rejse er at nyde tingene mens jeg har dem, også selvom de er flygtige. Tre måneders venskab på to uger er stadig forunderligt, og jeg er blevet bedre til ikke at spolere den slags med ærgelse over ikke at have mere.
Det får mig også til at tænke på Onkel Jørgen, af hvem den tiårige Terese for snart længe siden lærte at mennesker ældre end mig også er mennesker (det var dengang lidt af en åbenbaring) og at nogle af dem er spændende at knytte venskaber med.

Rejser • Skrevet 15. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Så er det ved at være slut med den ferie. Om en halv time begynder bussen den 6 timer lange tur tilbage mod Wellington, min internetforbindelse og japanskpøven mandag morgen. Jeg medbragte optimistisk japanskbogen men kunne vist lige så godt have valgt en musten, så meget har jeg fået studeret den.
Hvordan er det så at rejse alene – dette var min første ferie på egen hånd nogen sinde – uden nogen at dele oplevelserne med.

– Det er befriende – man kan gøre lige præcis hvad man vil når man vil. Da jeg uventet blev tilbudt et lift til Taupo og tog imod det var er ingen hvis mening også skulle høres. Da jeg i går aftes fik en ubændig trang til junkfood var der ingen til at se det 🙂

– Det er også nemt – i hvert fald her i New Zealand hvor alle er vant til rygsækrejsende. De fleste steder mødes man venligt (omend lidt reserveret) og – især i de mere øde egne – tilbydes et lift, en muffin….

– Det er lidt skræmmende – hvis jeg/nogen kommer mig til vil det vare uger inden det opdages – ingen jeg kender ved hvor jeg er.

– Det skaber fokus. Netop fordi den eneste hvis ønsker denne tur skal føje er mine, bliver jeg på en helt ny måde klar over hvad jeg vil. Hvis man er flere afsted og nogen siger “Hvad med at se X i morgen” kan alle ende med at sige ja selvom ingen måske er specielt interesserede. Og det giver plads til at gøre de ting jeg ellers altid har dårlig samvttighed over at gøre når jeg har selvskab. I går formiddags spadserede jeg eksempelvis bare rundt i Napier på må og få og beundrede de fine art deco-bygninger, slumrede lidt på en bænk i solskinnet i de forsænkede haver,

mødte en mand der spurgte om jeg syntes om hans BH, spiste en kage og besluttede mig brat for at vandre til busstationen (= den anden ende af byen) for at købe min billet til i dag (hvad der sparede mig $12 som jeg prompte brugte på kage og junkfood). Og på intet tidspunkt var mine valg hæmmet af at en ledsager måske ville finde dem irriterende.

– Det skal ikke vare for længe. Det er ikke nær så fantstisk at se verden hvis man ikke har nogen at dele den med! Allerede nu efter 5 dage er jeg ved at sprænges og længes hjem til min netforbindelse så jeg kan fortælle jer om det hele. Jeg har følt mig meget afskåret lige fra begyndelsen – og længes efter den fremtid hvor nettet er trådløst og overalt og det eneste man behøver for at holde kontakt med sine nære uden at forgælde sig er sin bærbare og et netabonnement.

… Nu kommer bussen. Om 7 timer burde jeg være tilbage i Hataitai. Det er slet ikke utænkeligt at jeg så falder for fristelsen til at ringe og vække nogen 😉

Rejser • Skrevet 13. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I 1931 blev Napier ramt af et voldsomt jordskælv – 7.8 på Richterskalaen. Der var ikke meget bymidte tilbage derefter og over 1% af byens befolkning døde under det.

De (resterende) gode folk i Napier besluttede at genopbygge bymidten i den nye og moderne stil: Spansk Missionsstil – som in Santa Barbara. Men det var jo 30erne og depressionstid, og pengene var få. Så i stedet valgte de Art Deco, der også var moderne, men billigere at udføre. Og sådan gik det til at Napier blev den by i verden med den største koncentration af Art Deco-arkitektur 🙂

Lørdag var jeg på byens berømte arkitektur-spadseretur sammen med mit kamera. Det er ikke så nemt endda at tage velproportionerede billeder at huse når der er biler, skilte, folk og lygtepæle i vejen, men her er et par alligevel.

Først Daily Telegraph bygningen:

Og Parker’s Chambers:

Husene kan fint gå hele vejen til gaden på den anden side, og facaderne er ikke nødvedigvis ens:

Bemærk at det naturligvis ikke er mursten – folkene i Napier (og New Zealand generelt) er alt for paranoide til at bygge i mursten, de falder så tungt på ens hovede – men blot tynde kakler der skal ligne 😉

Vejskilte og ledninger kan også ramme folk under jordskælv, så Napier var en af de første byer i verden der lagde elektricitet m.v. under jorden. Vejskiltene slap de af med således:

Selv moderne forretninger gør meget for at bevare det oprindelige udseende – her et møntvaskeri.

Hotel Masonic – bemærk den fine font.

En lille bid af havnepromenaden.

Lige på den anden side af portbuen, men efter mørkets frembrud.

Springvand med lys:

I øvrigt kan jeg berette at hostelmorgenmad ikke behøver at være så skidt endda. Søndag morgen: Havregrød med rosiner og æbler, the, kiwi og feijoaer 🙂

Efter at have fortæret den og ryddet opvasken af vejen spadserede jeg langs havnepromenaden, forbi springvandet i dagslys

til Ocean Spa hvor jeg slængede mig i de varme bassiner og fik en massage til min stakkels nakke. Damen der udførte den sagde tvivlende noget om at det nok ville tage mere end en enkelt gang at rede alle knuderne i den ud – ikke noget nyt på den front.

Derefter spiste jeg min frokost i strandkanten – med stigende nervøsitet. Lørdag da jeg blandt andet solede mig i den forsænkede have havde jeg set dette skilt:

Og som jeg sad der – mindst 20 meter fra vandkanten – begyndte tidevandet at komme ind. Tror jeg da. Det lignede den slags sultent hav hvor tidevandet altid ser ud til at være på vej ind hvadenten det er det eller ej.

Jeg sad der helt bestemt ikke mere end et kvarter, men da jeg rejse mig for at gå var der ikke mere end 10 meter til vandkanten. Ser det i jeres øjne også ud som om bølgen på det orange skilt har tænder?

Rejser • Skrevet 13. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Omringet af Art Deco

Lige fra man først kommer ind i byen er den allesteds at se, art deco-arkitekturen. Her i opholdsstuen op mit hostel er den også – i 30erne var det et fint hotel. Se selv:

Byen gør meget for at bevare arven, både ude og inde. Det første jeg så efter at have besteget den af blødt tæppe beklædte trappe med de lakeredetræpaneler var denne væg:

og mosaikken modsat den, over trappen:

Udefra:

Det er saligt at sidde stille! Min ben og især skuldre er slemt ømme fra min vandretur igår – jeg overvejer så småt om jeg skal tage mig råd til en massage fo at få spændingshovedpinen væk igen – at slæbe vand, mad og varmt tøj hen over et bjerg faldt ikke i god jord hos min besværlige nakke.

Efter at være kommet tilbage fra Tongariro Crossing igår gav en venlig hollænder, Stefan, mig et lift til Taupo. Da busserne ikke er så hyppige her havde jeg ellers forventet at måtte tilbringe endnu en nat og det meste af dagen i Turangi inden der gik en bus via Taupo til Napier. Men med Stefans venlighed kom jeg allerede torsdag aften til Taupo og har derfor haft formiddagen her til at turiste rundt.
I morges var jeg ude at se “Craters of the Moon” uden for Taupo hvor dampe fra undergrunden stiger op fra landskabet i søjler og skyer, danner kogende mudderpøle og kontinuert fik mig til at undres over at der slet ikke lugtede af røg, men blot en smule af æg.

Bemærk den fine lyssabel – helt bestemt med vilje! 😉


Shuttlen fra det snuskede hostel hvor jeg overnattede havde sat mi af derude (ingen busser 🙁 ) og just da jeg og min ømmekrop var begyndt den 2 timer lange vandring tilbage mod Taupo og bussen til Napier holdt et venligt hollandsk par (som jeg havde set vandre rundt mellem kraterne) i en campervan ind til siden og spurgte om jeg ville have et lift tilbage til byen 🙂
De stoppede ved de for deres blå farve berømte Tuka Falls – en uventet bonus. Her er de – ganske rigtig aldeles blå…

I øvrigt producerer de 15% af landets elektricitet. Her er et længere oppe, lige inden selve faldet:

Et smugfotografi af de flinke hollændere.

Hvad I derimod må tænke jer til er billeder af landskabet på vej mod Napier. Det var ellers betagende – her var bjergene i modsætning til de andre steder jeg har været her meget frodige og fuldstændigt dækkede af græs, buske og træer. På de stejle skråninger og i de brat udfladende dale gik får og køer i massevis – jeg var ellers også begyndt at spekulere på hvor al mælken kom fra (New Zealand er som Danmark storeksportør af mejeriprodukter) – de brune bjerge fra tidligere virkede ikke indbydende for landbrug. Men her var det frodigt – det indede i form og farver om landskabet brugt til Herredet i Ringenes Herre filmene, blot mere dramatisk med bjergene.
Men desværre for jer var de imponerende udsigter aldeles ufotogene (den vidvinkellinse i) og jeg var for søvnig og grebet af limbo til at gøre forsøg der alligevel ville falde middelmådigt ud.
Nå – tid til en kop the mere og lidt fornøjelseslæsning (Jane Lindskolds “The Buried Pyramid“, hurra for Wellington City Libraries) inden Leoparden og jeg skal hen af den hyggelige gang og på hovedet i seng.

Rejser • Skrevet 12. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Varmt ozonhulssolskin og kold bjergvind mod mit minimum af eksponeret hud. Den solcreme jeg tvivlende kom på i det skyede daggry er vist forlængst forsvundet. Jeg sidder lænet mod Ketetahi-hyttens trævæg, stadig 2 timers vandring fra turens afslutning. Her er en bjergtagende (tihi, fnis) udsigt over Lake Rotoara og hvis jeg trykker mig lidt længere ind i verandahjørnet er her næsten læ. Mine trætte muskler i ben og skuldre foreslår jeg bliver siddende lidt endnu. Dåsen med tun, æblet og det halve salathovede der udgjorde min frokost er efterhånden forsvundet – resten af turen må jeg overleve på müslibarer og slikkepinde – snøft 😉
Mit humør er efterhånden også blevet bedre igen. Den første halvdel af turen – op gennem Mangatepopodalen, klatreturen op mellem de to (aktive) vulkaner Mt Ngauruhoe (også kendt som Mount Doom fra Ringenes Herre) og Mt Tongariro op, op,op til Red Crater 1886 meter over havet var ikke ren fornøjelse. Ganske vist var turens begyndelsespunkt allerede i 900 meters højde, men den sidste lodrette kilometer var ikke for slappe datalogistuderende.
Men udsigten, Emerald Lakes på den anden side fik mig næsten til at glemme alt besværet. Den kolde østenvind på 50 km/t gjorde det til en ren fryd at komm herned på den anden side hvor det næsten kun blæser almindeligt.
Da I utvivlsomt vil skrige på billeder snart vil jeg skynde mig at komme jer i forkøbet:
Dette var hvad jeg vidste inden jeg gik igang:

Et taget oppe i sadlen ved South Crater, lige ved siden af Mount Doom (som slet ikke ser så højt ud på dette billede – men det er jo også taget i 1500 mters højde.)

Tilbageblik på sadlen og det velsignet flade stykke inden det sidste stykke op til Red Crater:

Kiggende tilbage på det højeste punkt:

… Bemærk den bugtede sti på ryggen af bjergknolden til højre – det var der man gik ned.
Udsigt over Emerald Lakes fra toppen:

Og over Blue Lake:

På vej ned gennem bregneskoven efter man kom ned under trægrænsen (at tænke sig – samme slags bevoksning som da dinosaurerne levede her):

Ved turens afslutningspunkt, ventende på bussen: Hele vejen herned den sidste time har jeg ved hvert jag det giver i ryggen når man går stejlt nedad kunnet høre Pilatesinstruktørens stemme: “Engage your core – keep it engaged for the entire class”. Og damen har ret – det hælper. Men efter at have vandret halvandet dusin kilometer hen over et bjerg har jeg ikke så meget muskelenergi tilbage at følge hendes glimrende råd med.

Rejser • Skrevet 10. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Bakker med islæt af efterårsfarver. Ind imellem ganske som hjemme, andre steder adeles fremmedartet. Limbo har mig – trancegrebet glider min øjne over landskabet, ler og siltlagene så tydelige at se i de brat afskårne skråninger. Jeg ser regnbuens begyndelse, den syrenfarvede skumring, stjernerne der blinker frem.
Bare en time nord for Wellington så jeg endda solen – vinteren lader ikke til at være på vej helt i same grad endnu heroppe.

Her i Kiwiland holder langtursbusserne ikke tisse- ryge- eller frokostpause, nej de holder “Afternoon tea-break”. Og da det nu hedder sådan, ville det jo bære synd og skam ikke at udnytte det. Så på det løjerlige lille sted “Flat Hills” mellem Palmerston North og Turangi, hvor de havde dette fine spring (“fald”?)vand,

trætoiletter og hvor der lugtede af kogt lammekød indenfor købte jeg mig en kop the og hvad der viste sig at være et _enormt_ stykke plum shortcake. Jeg har halvdelen endnu og min kagesult plejer ellersikke at fejle noget.

En af de andre passagerer sad udenfor og ventede spillende sagte på sin guitar – ikke så dårligt 🙂

Uheld på vejen – ambulancehelikopteren flyver væk over vores hoveder og to smadrede minibusser står tilbage. Trafikken glider langsomt et stykke. Forbi ventende folk i vejkanten, med avisen hen over rattet eller rygende en cigaret ud ad vinduet med 4 børn i bilen.Og forbi dyretransporter, så mange af dem. Ved denne langsomme fart kan man gennem de smalle luftsprækker se ikkebare flikkende bløde ører, men hele små hvide lammehoveder med forvirrede og søgede øjne. Grusomt! At holde lammet i mine egne arme og skyde det en kugle for panden – det tror jeg godt jeg kunne. Men at mase en hel flok sammen i en lastbil og sende dem ud på New Zealands snoede landeveje (motorveje har de ikke her, kun lige omkring de største byer) bumplende rundt på vej til slagteriet, det virker direkte ondskabsfuldt.

Rejser • Skrevet 10. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu