I søndags var jeg i Yokohama med Mikael, den svenske studerende der sidder i samme kontor som mig.
Oprindeligt var Yokohama en separat by, men efterhånden er den vokset sammen med Tokyo, og er til dels nu et populært sted at gå tur ved havneni weekenden, eller shoppe i et af de utallige shoppingcentre (hvoraf de fleste er umådeligt pæne sammenlignet med eks. et gennemsnitligt amerikansk mall, se selv her:)

Og med denne her udenfor:

På den lille runde plads neden for trapperne til højre for skulpturen var en gøgler, og da det var en ganske behagelig dag, solskin men ikke for varmt, satte vi os ned og kiggede. Her er han på en høj ethjulet cykel jonglerende to knive og et æble, som han tog bidder af uden at tabe noget! (Desværre lykkedes det mig ikke at knipse på et tidspunkt hvor han havde æblet i munden, men her kan I se at der er taget en bid af det og han har munden fuld.)

Da han var færdig sendte alle de tilskuende japanere deres små poder ned med penge til ham. Ikke en 5-10-20 kroner som man måske ville se folk giver derhjemme, men sedler. Og den mindste seddel her er 1000 yen – knapt 60 kr! Endnu et eksempel på at japanerne i den grad er toppen af forbrugerfødekæden. De tjener mange penge, og bruger dem gerne. Jeg har aldrig set så mange butikker og shoppingcentre så tæt som her – indbydende og lækre butikker i overflod. Delikatesser, elektronik, fine sommerkjoler, sko og dametøj i massevis, små delikat pyntede kager, paraplyer, håndklæder og andre småting med nuttede tegneseriekatte på, og naturligvis de allestedsnærværende souvenirbutikker. For når man i Japan har været på ferie, en udflugt eller lignende skal man have omiyage – souvenirs – med hjem til familie, kolleger og venner. Ofte er det æsker med fint dekorerede og sirligt indpakkede egnsretter fra stedet man har været, men også små lykke-amuletter og derudover alle de sædvanlige slags souvenirs vi kender andetstedsfra.
Eneste minus er at alting er skrækkelig dyrt – det kræver bestemt et japansk lønniveau at gøre indkøb af nogen slags. Et illustrativt eksempel fra de daglige indkøb: Et æble: 9kr, et halvt kilo havregryn: 33 kr, en tomat: 6 kr, og sådan bliver det ved.
Bagefter trissede vi ned gennem Chinatown og spiste frokost. På vej tilbage så vi dette skræmmende syn – som om det ikke er nok at alle mulige ting er overnuttede, lyserøde og med små tegneseriedyr her – men også bygningerne!?!

Derefter tog vi op i Landmark Tower – den højeste bygning i Japan.

Selv deroppefra kunne man ikke se andet end by – den strækker sig om bag horisonten i alle retninger.
Her er et kig ned på den runde plads hvor vi så gøgleren:

Og et ud over havnen, med pariserhjulet der vist nok er verdens største, og dermed også verdens største ur.

På vej hjem købte jeg som en god (japansk) turist min første souvenir. (Det er især på stationerne der er mange souvenirbutikker – bekvemt for den travle japaner, så kan han købe sine omiyage på vej hjem mens han venter på toget.)
Her er den så, fotograferet på mit tatamimåttegulv efter jeg kom hjem:

Og hvad var der indeni?:

Til mit forsvar skal det siges at jeg faktisk manglede en vaskesklud 😉

Rejser • Skrevet 03. June, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Just ankommet til metropolen spurgte Osamu, professoren der har inviteret mig her (Watanabe-sensei burde jeg vist snarere kalde ham i denne kulturelle kontekst – hvilket er forvirrende når nu han konsekvent underskriver emails til mig med sit fornavn) om jeg ville med 2 dage til Sendai – han skulle derop til en workshop sammen med 2 besøgende amerikanske professorer.
Så knapt ankommet begav jeg mig onsdag morgen til Tokyo station – hvilket involverede adskillige myldretids-s-tog. (Myten om at de har folk ansat til at skubbe de rejsende ind i togene er ikke en myte. De er nydeligt uniformerede og bærer hvide handsker. Man skubbes så tæt at der knapt er plads til at trække vejret ind!)
Efter at have løst billet til Shinkansen ændrede forholdene sig brat! På perronen stillede japanerne sig pænt i kø i de dertil beregnede på asfalten optegnede båse. Det gør de i øvrigt alle vegne – foran busser, s-tog, i supermarkedet, for at gå op ad trappen….. Dette er et land med overskud af køkultur. Præcis 5 minutter inden afgang åbnedes togets døre og vi marcherede ind velordnet og på række. Her er et billede som vores tog kørte ind på perronen – man er ikke i tvivl om at det er lavet til at køre stærkt 🙂

Indenfor var der tempereret, masser af benplads, pinligt rent (ikke mange togtoiletter i Danmark har varme i sæderne) og endda med annoncering af næste station på både japansk og engelsk.

Efter et par timer ankom vi til Sendai (på Nordhonshus østkyst) og tog lokaltoget til Matsushima – ifølge japanerne et af de 3 smukkeste syn i Japan. Vi så Date Masamunes – den daimyo der i Edo-tiden gjorde området til kulturcentrum – tempel (Zuiganja),

gik tur og tog på sejltur rundt mellem de mange små øer området er berømt for.

Uden for alle templer etc. kan man købe spådomme, og hvis man ikke kan lide hvad den siger om ens fremtid kan man binde den til et træ eller lignende og dermed overføre uheldet til det. Her udenfor den lille cafe hvor vi fik snacks.

Og her kan I se de 3 professorer der prøver japanske snacks. De insisterede på også at tage et af mig, men I ved antageligvis godt hvordan jeg ser ud.

Om aftenen tilbage i Sendai gik vi på japansk restaurent og professoren bestilte en mængde små retter som vi alle smagte. Nogle var sære, andre meget lækre. Alle æstetisk anrettet – udseendet er mindst lige så vigtigt som smagen. Sashimi, agurk med miso-paste, friturestegt asparges, japansk omelet, fisk grillet på bordet lige foran os, sprødstegt fladfiskeskelet (!), frisk tang, stegt tofu, sære, gummiagtige kartofler med fiskesmag (ikke den bedste del af måltidet kan i nok gætte) og til dessert klisterris med grøn soyabønnemos og vanilleis med sødede røde bønner. Og derudover en del andet som jeg allerede har glemt. Men det var en fryd og en fornøjelse – rigtig dejligt at have en indfødt guide til at vælge for os 🙂

Efter et rigtigt bad på mit hotelværelse om aftenen (de fælles brusebade hvor jeg bor er ikke just lækre, og kræver møntindkast 🙁 ) og lidt afslapning i den sirligt foldede og fremlagte yukata (Mmmm, den var dejlig! Endskønt jeg her er aldeles flad grundet det uhyrlige prisniveau, (mere herom senere) overvejer jeg om ikke jeg kan retfærddiggøre at købe en) og en god nats søvn drog vi op på bakken hvor Date Masamunes slot stod. Ikke at det står der længere – Sendai blev mere eller mindre jævnet med jorden i juni 1945 (sært ikke? – set fra et dansk synspunkt var krigen slut der) – nu er der kun en statue og et enkelt genopbygget tårn.
Senere, da professoren og de amerikanske besøgende var taget til deres workshop, gik jeg ned på Sendai bymuseum. Her kan man se masser af Date-familiens ting, bl.a. disse rustninger – gæt selv hvilken der tilhørte den berømte Date Matsumune 😉


Nogle folk skal bare have alting større og bdre 😉
Museet var også fuldt af skoleelever – de er allevegne her i en mangfoldighed af uniformer (men i det mindste er uniformerne stillige – ikke som i Wellington hvor de ofte var sækkeformede og lignede at designkriteriet var at de skulle gøre vedkommende i så utiltalende at se på som muligt).

Et eksempel på nydeligt kunsthåndværk tilhørende Date-familien. Sådan et vaskefad ville jeg også gerne have i mit værelse. (I stedet for den plastikbeholder fra en vandkøler jeg nu har at foretage den daglige etagevask i.)

Her er et billede fra strøget i Sendai – overdækket og med en bizar blanding af designerbutikker og butikker der lignede mellemting mellem drugstores og kiosker.

På vej tilbage til Tokyo var Shikansen over to timer forsinket! Så meget for den berømte japanske punktlighed. De nydeligt jakkesætklædte mænd ombord så ikke just gladere ud som tiden gik og toget ikke bevægede sig.

Rejser • Skrevet 28. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Til jeres billedsult.

Her er et par kig på hvad jeg har lavet de sidst par dage.

Fra min sejltur i søndags. Det viser sig at jeg har mødt endnu en fotoentusiast – eller flyentusiast, jeg er ikke sikker. Brian – hvem det viser sig oprindeligt var ingeniør indtil han besluttede sig for at gøre arbejde af sin hobby og bygge fiskestænger og sætte både i stand – sejler tit ud på Evans Bay og fotograferer skibene der lægger til kaj og flyene som de lægger an til landing. Vi så adskillige på turen, helt tæt på, blot 20 meter over vore hoveder – hver nævnt med type og firma 😉
Her er han med sit kamera.

Og inde i bunden af Evans Bay, lige nedenfor hvor jeg bor oppe i Hataitai.

I skumringen efter jeg var tilbage på land.

Dagen efter tog vi ud at fiske – her er min aftensmad: Et stk. Kahawai. Vi fangede en del flere end en (og adskillige barracudaer – skræmmende tænder) men da der ikke var grund til at beholde mere end vi kunne spise slap vi resten fri. Det er første gang jeg har fisket med fiskestang efter noget større end end rødspætte, noget som har kræfter nok til at stritte imod. Jeg var slemt glad for at vi kun fiskede inde i bugten, og ikke ude på den anden side hvor bluenose, hajer og andre krabater også bider på – selv en halv meter fisk har mange kræfter!

Efter veloverstået fiskeri og chokoladekage og lun termoflaske-Milo ude på vandet tog jeg op på uni (første og eneste gang jeg har taget bussen i stedet for det kvarters trappegang der normalt er derop), ryddede mit kontor, smækkede døren efter mig og efterlod nøglerne til sekretæren. Farvel Victoria University. Kontorets rigtige ejer (en statistikprofessor) kommer tilbage fra orlov i dag, så nu kan de statistikstuderende der med jævne mellemrum har stukket næsen indenfor med spørgsmål få svar der giver mening 😉
Her er det, kontoret, en halv time inden jeg gik, stadig med den lånte thekop med løven ved computeren, inden jeg viskede mit navn af tavlen på døren.

Udsigten fra kontorvinduet ud over Wellington, med War Memorial (som tidligere nævnt har de dem i hver en by hernede) karakteristisk lige lidt tilhøjre for midten.

Et af beviserne på at nørdhumor er det samme over hele kloden – fra panelet hvor trappen begynder.

Et maleri – også fra uni – som jeg er gået forbi hver mandag på vej til busstoppstedet ved universitetet hvor Philippa samler mig op på vej til skotsk folkedans. Stemningen i det har ofte passet med mit humør.

Tirsdag tog jeg endelig på Te Papa – nationalmuseet – berømt for sin brug af teknologi til at gøre udstillingerne tilgængelige for børn.
Det var en vældig fin moderne bygning, og udstillingerne om jordskælv og New Zealands flora og fauna var ganske rigtigt meget appetitlige. Afdelingerne om Maorierne var derimod noget klæbrige for min smag – politisk korrekthed er ellers ikke noget der plager kiwierne, men når det kommer til alt hvad der angår Maorierne huserer den til overflod.
Den pæne arkitektur:

Lidt Maori skal I da have. Her er et billede af en traditionel marae derfra.

Og et af en ny.

Slutteligen var der også en mulighed for et kig ind på en aldeles nyttig New Zealandsk opfindelse. Hvad er det? Tid, sted (har jeg allerede afsløret) og anvendelse?

Rejser • Skrevet 18. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

“Everywhere I go all the buses know your name like photographs and memories of love”

Rejser • Skrevet 17. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I dag dansede jeg. Mambo, rumba og cha-cha-cha. Selvom cha-cha-cha kun har to cha’er på engelsk.
Det var en fryd og en fornøjelse og jeg bliver stadig helt boblende og glad indeni af at tænke på det.
Brian – en hyggelig herre jeg kender fra skotsk folkedans – havde inviteret mig med, og det var den særeste oplevelse at danse med ham. Han har danset mere eller mindre altid – selskabsdans, skotsk og rock’n’roll – og er god til at føre. Min krop lavede af sig selv de rigtige bevægelser, og selv når Brian (der er en drillepind) lavede trin vi ikke havde lært fulgte den efter af sig selv, indimellem så jeg ikke opdagede at jeg lavede trin hvis eksistens var mig ukendte før vi havde danset dem en tre-fire gange. Dejligt 🙂
Jeg tror jeg bliver nødt til at se om jeg kan finde et kursus i selskabsdans når jeg kommer hjem – omend det måske godt kan blive svært, idet jeg høre at det i Århus er noget nær umuligt at komme til hvis ikke man har en dansepartner at tage med.
Men hvis noget så simpelt kan gøre mig så glad er det bestemt værd at opsøge igen. Er der nogen derude der har lyst til at lære at danse sammen med mig når jeg kommer hjem?

Bagefter tog vi ud at sejle på bugten. Jeg har ellers ikke været ude på vandet siden jeg var oppe hos Tante Gurli og Onkel Jørgen sidste sommer inden jeg rejste. Dejlig med vindsus i håret, saltlugt i næsen og flyene der lettede lige over vores hoveder inde i bunden af Evans Bay. I morgen har vi aftalt at tage ud at fiske 🙂

Det er en sær fornemmelse at opdage at jeg er ved at knytte et nyt venskab, netop nu hvor jeg er på vej afsted. Flere gange kiggede vi på hinanden og konstaterede at vi skulle have gjort dette noget før (især selskabsdansen!) og ikke først nu hvor jeg rejser videre på søndag. Det får mig til at lægge mærke til at noget af det jeg har lært af denne rejse er at nyde tingene mens jeg har dem, også selvom de er flygtige. Tre måneders venskab på to uger er stadig forunderligt, og jeg er blevet bedre til ikke at spolere den slags med ærgelse over ikke at have mere.
Det får mig også til at tænke på Onkel Jørgen, af hvem den tiårige Terese for snart længe siden lærte at mennesker ældre end mig også er mennesker (det var dengang lidt af en åbenbaring) og at nogle af dem er spændende at knytte venskaber med.

Rejser • Skrevet 15. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Så er det ved at være slut med den ferie. Om en halv time begynder bussen den 6 timer lange tur tilbage mod Wellington, min internetforbindelse og japanskpøven mandag morgen. Jeg medbragte optimistisk japanskbogen men kunne vist lige så godt have valgt en musten, så meget har jeg fået studeret den.
Hvordan er det så at rejse alene – dette var min første ferie på egen hånd nogen sinde – uden nogen at dele oplevelserne med.

– Det er befriende – man kan gøre lige præcis hvad man vil når man vil. Da jeg uventet blev tilbudt et lift til Taupo og tog imod det var er ingen hvis mening også skulle høres. Da jeg i går aftes fik en ubændig trang til junkfood var der ingen til at se det 🙂

– Det er også nemt – i hvert fald her i New Zealand hvor alle er vant til rygsækrejsende. De fleste steder mødes man venligt (omend lidt reserveret) og – især i de mere øde egne – tilbydes et lift, en muffin….

– Det er lidt skræmmende – hvis jeg/nogen kommer mig til vil det vare uger inden det opdages – ingen jeg kender ved hvor jeg er.

– Det skaber fokus. Netop fordi den eneste hvis ønsker denne tur skal føje er mine, bliver jeg på en helt ny måde klar over hvad jeg vil. Hvis man er flere afsted og nogen siger “Hvad med at se X i morgen” kan alle ende med at sige ja selvom ingen måske er specielt interesserede. Og det giver plads til at gøre de ting jeg ellers altid har dårlig samvttighed over at gøre når jeg har selvskab. I går formiddags spadserede jeg eksempelvis bare rundt i Napier på må og få og beundrede de fine art deco-bygninger, slumrede lidt på en bænk i solskinnet i de forsænkede haver,

mødte en mand der spurgte om jeg syntes om hans BH, spiste en kage og besluttede mig brat for at vandre til busstationen (= den anden ende af byen) for at købe min billet til i dag (hvad der sparede mig $12 som jeg prompte brugte på kage og junkfood). Og på intet tidspunkt var mine valg hæmmet af at en ledsager måske ville finde dem irriterende.

– Det skal ikke vare for længe. Det er ikke nær så fantstisk at se verden hvis man ikke har nogen at dele den med! Allerede nu efter 5 dage er jeg ved at sprænges og længes hjem til min netforbindelse så jeg kan fortælle jer om det hele. Jeg har følt mig meget afskåret lige fra begyndelsen – og længes efter den fremtid hvor nettet er trådløst og overalt og det eneste man behøver for at holde kontakt med sine nære uden at forgælde sig er sin bærbare og et netabonnement.

… Nu kommer bussen. Om 7 timer burde jeg være tilbage i Hataitai. Det er slet ikke utænkeligt at jeg så falder for fristelsen til at ringe og vække nogen 😉

Rejser • Skrevet 13. May, 2005 • Ingen kommentarer endnu