Blændende solglimt i klart vand gennem glasset i min hånd, reflekteret i fingeraftrykket på dets underside. Dets kølighed i min strube, langsomt sivende mod maven.

Knivsblad med spiddet pærestykke letter fra koppens hvide skål og søger langsomt men målrettet min mund – også solglimt i det.

Tunge, beskytteivrige øjenlåg – bløde persienner trukket ned mod lysets skarphed. Tætomsluttende dyne af solvarme mod hele min yderside tynger mig ned – bevægelse vil snart ikke længere være mulig.

Rejser • Skrevet 16. April, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Nørder allevegne – et stort mylder. Især en vrimmel af små drenge i alle afskygninger, alle med deres skatte af diverse japanske kortspil omhyggeligt konserveret i små dekorerede plastiklommer. I modsætning til hjemme på Fastaval har de alle forældre med – ingen adgan for uledsagede børn.

Derudover er stemningen en sær blanding af con og messe – her er folk der sælge sager om hvert et hjørne – kortspil, konsolspil, fim, tegneserier, tegneserier, tegneserier, autoriseret (hæsligt) plastikbras og signerede fotografier af nørdberømtheder.
Mest interessant, en stand fra “The Medieval Shop”. Først lignede det at de solgte sløve SCA/reenactmentvåben – da jeg 5 minutter senere stod med et yderst skarpt og mundvandsstimulerende velafbalanceret katana i et fast og længselsfuldt greb opdagede jeg min fejltagelse 🙂

Nej hvor jeg savner at dyrke kenjutsu – ligesom rugbrødet jeg fandt i den økologiske butik den anden dag et eksempel på at savnet bliver så meget større når man brat falder over noget der associerer til det man savner :-/

Som de næste trissede jeg hen til scenen hvor der var spørgepanel med Scott Lobdell (Forfatter på bl.a. X-Men tegneserien). Til hver spørger lavede han en skitse – her er han med en af sine sko.

Den (skitsen, ikke skoen) blev givet til pigen der komplimenterede dem og brugte sit spørgsmål til at forhøre sig om hvor de var købt. (Røde, gule og blå, af blødt læder og købt i NYC).

Mest hang jeg ud der fordi det gav mig et sted at sidde og skrible, ikke fordi jeg nærer nogen speciel interesse for X-Men tegneserien. Mine skriblerier fik herren der sad ved siden af mig til at spørge om jeg var journalist, og i den følgende halve times småsnak lærte jeg at han igrunden overhovedet ikke var fan af den eksponerede pulpkultur, men at nogle af hans venner altid kom her for at købe samleobjekter. Det forstod han slet ikke det tillokkende i, så derfor havde han i år besluttet at tage med for at tage billeder og prøve at forstå det. Interessant.

Næste gæst på scenen var Connor Trinneer (Trip Tucker i Star Trek: Enterprise). Første spørgsmål fra et fnisede 12-årigt pigebarn der “don’t really watch Star Trek, so could you tell me what it is?” Hele salen lo højlydt ad hende – ikke mindst da svaret var “It’s this little show that’s been on for…. How many years?
Senere, på det oplagte spørgsmål om hvad det næste han skulle var, nu hvor Enterprise er aflyst efter sin 4. sæson lød det “Fatherhood – which I trust won’t be cancelled”.
Efter en halv times tid blev jeg mere og mere pinligt berørt på mit køns vegne – der var en tydelig tendens til at alle de mest håbløse, hjernetomme og irrelevante spørgsmål blev stillet af piger 🙁
Af diverse faktrinoer fra hans snak kan nævnes:
– Nej, han var ikke trekkie før han fik rollen, det havde han en bror til. Hans favorit nu er TNG.
– Han ved ikke helt hvad han stiller op den dag hans fremtidige søn ser en af actionfigurerne af Trip Tucker – men han har dem selv derhjemme 😉
– Om titelsangen (som de på skrækkeligste vis countryficerede efter sæson 2): “If you don’t like the song to begn with, putting in a banjo is not going to help”. Derudover bedyrede han sin tro på at det var en trend inspireret af cowboyen i det hvide hus. (Ikke længe efter spurgte endnu et tomhjernet pigebarn om han stemmer på Bush! Da så han sådan ud:)

Han lignede ellers godt nok en rigtig Bush-dreng – strandblondt hår, præriesolbrændt hud, skævt hvidt smil, stribet skjorte og hånden stukket ned i lommen på sine velsiddende cowboybukser.

Hans værste replikker var alle dem med tech-speak – dem synes han selv han myrdede.

Hvad lærte jeg ellers…. At min glæde ved science fiction fordi det (ud)fordrer fantasi er afspejlet af menneskene på den anden side af kameraet, at et “bottle show” er et afsnit der ikke må koste ret meget og derfor kun har et par af skuespillerne fra serien i det. Hans favoritafsnit er “Shuttle Pod One” et sådant discount afsnit. Derudover synes han om “Cogenitor”, fordi forfatterne for en gangs skyld tog konskvensen af historien og lod den løbe færdig til dens uudgåelige og triste konklusion at når man uvidende blander sig i eller sætter sig til doms over andre kulturers normer og moralbegreber kan det gå gruelig galt for de involverede. Han har ret ? det er et fint afsnit.
At der er 102% science fiction fans 😉 På spørgsmålet om han af og til fandt de fanatiske trekkies ubehagelige svarede han at “97% of you are lovely people. The next 3% are weird but lovely, only the last 2% are just weird.” Det giver ifølge min hovedregning 102% 😉 Samtidig havde han den venlighed at påpege at der er en dobbelt standard i samfundet – folk som tager til baseballmesser i Red Sox-uniform fra for 100 år siden, kan alle spillernes navne og har alle kortene anses ikke for specielt afsporede, mens de der tager til sci-fi conventions i Star Trek uniform og kan navnene på alle karaktererne generelt anses for umådeligt sære og nørdede.
Han smilede sit hvide og behageligt skæve smil en hel masse. Specielt hen mod afslutningen, med svaret “Sure” og ansigtsudtrykket

til spørgsmålet om hvorvidt han nød scenerne med “neural pressure therapy” med Jolene Blalock (den aldeles lækre skuespillerinde der spiller T’Pol, Enterprises næstkommanderende Vulcan med den stramme (farveskiftende uniform).

Tilbage i den virkelige verden – grønt vand i havnebassinet og diset solsin – udsigt til Te Papa, færgeterminalen og lørdagsfrokostspisere på de omkringliggende cafeer og barer.

På vejen for at tage bussen hjem så jeg denne her:

En hoppegynge i overstørrelse 🙂 Som den Angelina Jolie leger med i den første Tomb Raider film. Da jeg først gik derhen var det mest forældreledsagede småbørn der prøvede. Efter fristelsen til at prøve overvandt diskomforten ved de misbilligende forældreblikke og jeg storsmilende oscillerede mellem jordoverfladen og 10 meter oppe listede omkringstående teenageere med længselsfulde blikke nærmere og skulle også prøve.
Jeg kan hilse og sige at det er lige så sjovt som det ser ud – det er de bedste 10 dollars jeg har brugt længe 🙂

Rejser • Skrevet 16. April, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Det er mig altid forunderligt når nogen kan forklare deres fag eller forskning i lægmands termer og så folk kan forstå det. Især indenfor matematik, der nogle gange kan virke meget langt fra andres hverdag.

I torsdags gav årets Forder forelæser (Professor Martin Bridson fra London) et seminar om symmetri og grammatik, eller rettere (hvad der gemte sig nedenunder) gruppeteori, og hvordan generatorer og regler for forskellige grupper giver anledning til forskellige geometrier.
Det var interessant i sig selv, men så meget mere imponerende at høre ham forklare for hvermands ører (og hovede).

Efter en indledende motivation i form af symmetrier for polygoner fik han forklaret den grundlæggende gruppeteori på 10 minutter – definitioner, iso- og automorfier. Uden at det på noget tidspunkt lød teknisk eller krævede matematisk viden hos lytteren. Og der var mange små morsomme allegoriske guldkorn at samle op.

Han talte om hyperbolske geometrier – hvordan man kan definere afstand som værende “tiden det tager at komme fra et punkt til et andet såfremt man vandrer rundt i sirup til armhulerne og siruppen bliver tykkere og sejere jo længere man kommer fra midten”.
Om hvordan dodekaedre er tætpakkelige i slige rum og hvordan man kan repræsentere noget uendeligt – en geometris rum – på en kompakt måde, nemlig med generatorerne og reglerne for en gruppe.

Jeg har nu også lært at jorden kan være i en halvkugle på 15 meter i diameter såfremt vi flyttede til et hyperbolsk rum 🙂
Samt at hvor en cirkel med radius r har areal af størrelsesorden kvadratet på r i vores Euklidiske geometri, har den i et hyperbolsk rum areal i størrelsesorden r, og at der ikke findes nogen slags geometrier mellem den hyperbolske (med lineære cirkelarealer) og den Euklidiske (med kvadratiske cirkelarealer), men at der er uendeligt mange på den anden side af de Euklidiske geometrier, dvs. med arealer i størrelsesorden r^d for d>2. (“non-positively curved spaces”). Gad vide hvorfor d mellem 1 og 2 ikke kan forekomme…?

Det sidste kvarters tid snakkede han om kompleksitet og uafgørlighed – at det generelt er uafgørligt at finde geometrien ud fra generatorerne og reglerne for den gruppe den svarer til. Han lavede nydeligt Shakespeares
“Der er mere mellem himmel og jord Horatio end der er plads til i din filosofi” om til Graham Higman’s: “Der er flere ting i gruppeteorien end du, jeg eller nogen mulig maskine nogensinde kan forstå”, efter yderst klart og fornøjeligt at have forklaret om forskelle i problemers kompleksitet med eksemplet rutebeskrivelse på Manhatten (amerikanerne kan tilsyneladende virkelig godt lide at gøre tingene nemme for dem selv 😉 )i forhold til rutebeskrivelse i hans hjemby London.

Det gav ham mulighed for at snakke om om regulære sprog, kontekstfrie sprog og indekserede sprog og hvordan de svarer til endelige maskiner, stakmaskiner og maskiner med indlejrede stakke. (Nested Stack Automata). Tænk at hovedpointerne i mit andetårs datalogikursus i fundamentale modeller kan koges så forståeligt ned til 10 minutter og tre tegninger.
Slutteligen hørte vi hvordan rutebeskrivelser i alle modeller for tredimensionelle rum kan udtrykkes enten som et regulært eller et indekseret sprog. Aldrig kontekstfrit. Ligesom “hullet” mellem hyperbolske og Euklidiske cirkelarealer er det den slags der får mig til at undre mig: Gad vide hvorfor ikke…?

Rejser • Skrevet 10. April, 2005 • Ingen kommentarer endnu

I går kom Leoparden hjem! Den venlige bestyrer af Surfwatch B&B havde som lovet fluks sendt den i min retning og her til morgen lå den på sofabordet og ventede på mig.

Og enten har den udlevet sin trang til at strejfe alene eller også har den også savnet mig:

I nat bliver jeg ikke alene med varmtvandsflasken under dynen 🙂

Rejser • Skrevet 05. April, 2005 • Ingen kommentarer endnu

Leopard last seen jumping off a bed in Kaikoura in the early hours of the morning on the 29th of March.

It responds to the name “The Leopard”. …. When it pleases it.

Here is a few pictures for your reference:

The Leopard enjoying a road trip from Picton to Punakaiki:

The Leopard and me being not at all afraid of heights on the Christchurch gondola:

The Leopard pondering running away as its companion is dosing in a (very nice!) hotel room in Hanmer Springs:

The Leopard is very much missed! Especially as my other traveling companion is about to get on a plane and leave me here all alone.

Rejser • Skrevet 29. March, 2005 • Ingen kommentarer endnu