Nu er jeg gået forbi det hver morgen hele sommeren på vej til arbejde. Det stod der med de lyse morgeners solstråler spillende hen over sig, og råbte at jeg skulle huske mit kamera.

Det gjorde jeg endelig, omend morgensolen allerede står noget lavere på himlen nu end i juni, og her er det så:

Et springvand som noget lige ud af Starship Titanic.
Enhver kan have brug for lidt Douglas Adams-magi i hverdagen, og her er så min stump, som endda kan ses ud af mit kontorvindue 🙂

Tykhovedet som jeg er var det ikke før jeg nævnte det for en kollega at det gik op for mig hvorfor der lige står et springvand af et tog der. Hvis man går lidt tættere på – og altså over på den side af vejen hvor jeg sjældent har noget ærinde står det endda på det:

“Frichs” – hvor min Bedstefar engang gik og lavede tog. Så det er meget passende at de tydeligvis stadig er der, togene, nu bare skjulte og underjordiske.

Underjordiske pånær det ene, som triumferende og i en sky af vandsprøjt hver morgen vender tilbage til solsiden og får mig til at smile.

Uncategorized • Skrevet 04. September, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Der er blå himmel – morgenen er overraskende venlig efter de sidste dages regnskyl. Humøret stiger adskillige grader på spadsereturen på vej til arbejde, godt hjulpet på vej af både den ofte og den sjældent sete ven der dukkede op på Skype mens jeg spiste morgenmad.

Vejret føles stille, og brat dukker et gammelt billede op, ellers ikke set for mit indre blik i årevis. Erindringer kan være som glasperler på en snor – de er der alle sammen, men det er først når man tilfældigt ser nærmere på den enkelte at den afslører farverne i sit indre.

Aftenen er mørk, det er efterår og lige lidt senere end at det egentlig stadig kan kaldes tusmørke. Tre går vi omvejstur i den tyst trygge kirkegårds aftenrige af mos, grusknasende stier, hvide mure og stille stjernetæppe. Nærved må elverpigerne bestemt danse en aften som denne. I uudtalt overensstemmelse udskydes øjeblikket hvor vi går mod busstoppestedet for at tage hjem hver for sig.

Jeg husker sangen, eller måske snarere ideen om den. Den klare tenorstemme smyger sig om mig i mørket, melankolsk, inderlig, gribende. Et bånd af lyd fra venne-sindet på en af de andre stier. Et vindue ind i et andet sind end mit, forsigtigt åbnet på klem, sårbarheden skjult af aftenen mellem os.

Så længe siden (relativt i hvert fald – jeg har måske været 17 😉 ) En helt anden verden, af tryghed, efterår og voksende nærhed. Muligvis husker ingen anden end jeg den.
En skinnende perle i min krans.

Uncategorized • Skrevet 16. August, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Vand falder tungt på vejen omkring mig. Grå himmel og træerne der næsten når sammen over vejen drejer dagslyset mod tusmørke. Gummistøvleklædt kan jeg ustraffet gå lige gennem vandpytterne i vejkanten – nødvendigt da ikke mange af de forbløffende mange billister på skovvejen er os 5 fodgængere venligt stemt, selv ikke i øsregnen.

Senere, mørkt nu. Bålets gløder foran mig, ny regn trommer på min regntøjskokon. Jeg sidder stille, tør indeni, mærker den kølige kampesten under mig og ser vandet løbe i små bække ned langs mine udstrakte arme, ned over mine udtværede konturer og tumle som miniaturevandfald ud over knæene.
Vådt udenpå, men varmt, næsten for tæt på bålet. Væren-i-verden.

Senere endnu. Begyndende pletter af skyfri stjernehimmel breder sig. Tilsidst lader endda pukkelmånen sløret falde. Enkeltstående, evigt, nu.

Uncategorized • Skrevet 13. August, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Mit mindste vindue ud mod gaden, det lille øverst har stået åbent den sidste tid mens det har været varmt. Da jeg i morges tørrede vindueskarmen af kom kluden til at se sådan ud:

… Og så er billedet endda taget i modlys, så det gengiver ikke helt hvor sort den blev.

Det er ikke nogen rar tanke at det er hvad vi alle sammen går og indånder, os der bor, arbejder eller vandrer gennem byen. Og at “åbne vinduet for at få lidt frisk luft ind” er pludselig blevet en parodi.

Jeg blev ret chokeret – sådan en omgang nedfaldssmog havde jeg forventet i Athen, Prag, New York. Men lige her i smørhullet Danmark, i lille Århus?
Skræmmende. Jeg er ellers ikke den der sådan råber op om mine politiske overbevisninger, men for min indignations (og stakkels lungers) skyld: Hvad er det for nogle egoistiske skvatmikler der har stemt vores nuværende regering ind? Og sover byrådet – få så indført den bilfri midtby. Svend Auken og hans cykel tilbage i miljøministeriet tak! Fordobl de grønne afgifter(mindst!) – og benzinprisen nu vi er igang.

Uncategorized • Skrevet 12. August, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Alle gode ting slutter, ferier ingen undtagelse. Men jeg nåede da lige at klemme det sidste ud af den i weekenden, inden det her til morgen var tilbage til arbejdet.

Mit pålidelige indre ur, som ellers ikke er blevet pinget meget den sidste uge, vækkede mig troligt lidt efter halv seks med en drønende spændingshovedpine og en stadig-halvt-drømmende tanke om at nu var min medbeboer vist på vej i bad. Øjeblikket efter gik det op for mig at det måtte være naboens skridt jeg hørte, da jeg bor alene.

Efter i fredags at have set Superman (den er bedre en antaget, bestemt seværdig. Især de i starten særtforekommende grafiske effekter de har lavet på ham, så han ser lidt computergenereret og ikke helt menneskelig ud er et snedigt påfund. For han _er_ jo ikke noget menneske) dasede jeg rundt hos familien resten af weekenden.
Min flittige Mor var igang med at slibe og male vinduer – det så varmt ud set herinde fra det kølige køkken.

Det er betryggende at vide at man har en Mor med talent for den slags – jeg ved ikke hvad mit eventuelle stakkels fremtidige afkom skal gøre – mine praktiske evner begrænser sig til køkkendomænet.

Søndag morgen kom Daniel forbi med Chili, mens vi sad over morgenaviserne. (Det ville jo være for nemt hvis vi kunne enes om kun en avis, ikke 😉 ? )

Bagefter var der tid til at grave nye kartofler op og plukke lidt salat og årets første squash i Mors have inden jeg skulle ud at slås og hjem og spille japanerrollespil.
En tusmørkestund efter rollespillerne er gået, og det er sengetid. Leoparden har indtaget sin vante plads og venter utålmodigt.

Altimens lå et andet produkt af ferien (både min, men især Nis’) i spænd inde i stuen og tørrede efter at have været med mig i Astrupvig og blive rettet ud i spænd og pudse-aet. Her er som lovet et billede.

Den har Nis bedrevet i sin sommerferie. Til mig 🙂

Uncategorized • Skrevet 07. August, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Søvnløs morgen – efter at være kommet tilbage fra kenjutsusommerkursus har det været som om min krop ikke rigtig er udmattet nok til at sove roligt, selv når hovedet er.

Inden seks giver jeg op, trækker i tøjet og går en tur ned gennem slugten mod vandet som solen står op.

De grønne, råddentlugtende alger fra igår har blæsten heldigvis bortvist, og fjorden er atter vandklar og havduftende.

Tidligere torden, nu aftenstille regn på taget. Jeg ligger under dynen, på vej mod søvn, og lytter til de spredte lyde fra stuen og køkkenet af Onkel Jørgen der sætter sin tallerken i vasken, sætter sig i lænestolen, tænder lampen, skifter kanal på fjernsynet. Trygge lyde at slumre hen til. Ikke-alene-i-huset.

Multituder af kirsebær – de hænger næsten så tæt som træets blade. En sært foruroligende overflod, fornemmelsen af for meget, overmodning, korruption er tyk i luften og på spring. Hvepsene summer og tager deres del af gildet mens mine fingre smutter ind og ud og forsøger kun at snuppe hvepseløse bær til spanden. Bærrene er kulsorte og bløder som stukne grise når jeg halverer dem, blødende vinrøde – kirsebærrøde, vel – spiralgalakser i morgenyoghurten, i dejen til kirsebær-chokoladebollerne, i min tallerken med sødmælk og knasesukker.

Nyopgravede kartofler druknet i persille. Små nye gulerødder og friskplukkede bønner der kun lige har set det kogende vand. Hyldeblomst-rom-gele med hindbær og rosenblade. Stadig-lune tomater fra drivhuset.

(Snigfotograferet ud gennem køkkenvinduet.)
Sommergul mælk tappet direkte fra malketanken oppe på gården. Om lidt: Pandekager med is og nylavet kirsebærsyltetøj 🙂

Uncategorized • Skrevet 02. August, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Ahh….Dvask sidder jeg i lænestolen og hviler mine stadig-ømme muskler, just hjemkommet efter en uges kenjutsusommerkursus. Denne gang ikke i et lejet sommerhus med fællesmadlavning, opvask m.v., nej i år var vi så heldige at Vestjyllands Højskole afholdt kurset for os.

Her er jeg lige ankommet til mit værelse for en uge siden og har fået de vigtigste ting på plads: Leoparden, en kop the, håndklæder (der bliver brug for megen baden) og min iaito 😉

Iår var det Stephen Snelders fra Amsterdam der kom og underviste os. Den første undervisningsdag var Laurits 30-års fødselsdag, så han fik straks traditionelt 30 gange første sværdkata med Gerry i gave. Her ser i ham efter et par stykker:

Og her efter alle 30.

Med så ussel en kondition som min er det nok heldigt for mig at jeg ikke har fødseldag om sommeren 😉
Udover al den gode mad højskolens økologiske køkken serverede for os var den anden nye ting i år at hver dag startede med et foredrag på højskolens bibliotek om alt muligt spændende relateret historie. Da indtil flere af dem jeg træner med i Århus har studeret arkæologi eller historie skulle der mere end morgentræthed til at holde dem væk fra bibliotekets kopi af Trap Danmark

Hver dag ud på eftermiddagen flyttede træningen udenfor på græsplænen. Jeg tog kameraet med ud og her har nogen rettet det mod Gerry og jeg mens vi øvede kodachi (kortsværd).

Han er ikke så nem at få ram på, men ind imellem lykkedes det næsten.

Der var ikke meget skygge ude på græsplænen – her har Lars forstået at udnytte hvad der var.

Den nye ting iår for de mere avancerede var spyd mod sværd – her er Frank og Gerry igang med den første kata mens Stephen ser (kritisk?) til i baggrunden.
.
Så snild er jeg langtfra endnu – jeg tipper at denne her er den næste jeg kan lære hvis jeg er heldig.

Engang var der mere end de basale 4 naginatakata i katori shinto ryu, men de er gået tabt gennem tiden. Her er en erstatningsøvelse jeg glæder mig til at prøve: Naginata mod naginata i stedet for sværd i første kata.

Nogle af de andre kursister på højskolen havde gået og undret sig lidt over hvad det egentlig var vi lavede med al den larm og råben, så den sidste eftermiddag lavede vi en lille demonstration. De to kurser der var samtidig med os var tekstildesign og maleri – her er hvad en hurtigtegnende (en kata varer mellem 5 og 30 sekunder) sjællandsk dame (som ikke selv ville med på billedet) fik ud af det.

Nu, efter en uges fægtning og god mad tager jeg i morgen til Astrupvig til nogle dages dasen, syslen og mere god mad. Og hvis jeg er heldig har regnen ikke ødelagt alle kirsebærrene endnu 🙂

Uncategorized • Skrevet 29. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu

“Det er mistænkeligt at lægge salpeter under en væltet statue uden at rejse den op!”
&nbsp &nbsp &nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp&nbsp – centurion Maximus Petronius Martialis, 248 e.Kr.

…. Jeg har valgt den helt rigtige fritidsinteresse 🙂

Uncategorized • Skrevet 20. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Jeg har lige været ved tandlægen. Ikke just den fornøjeligste aktivitet, men jeg går alligevel sædvanligvis derfra i godt humør.

For min tandlæge giver service, venlighed og kvalitet i rigt mål. Ikke bare har han rare brune øjne og et hyggeligt ansigt med livets smilerynker, hans andre egenskaber er heller ikke at kimse ad.

Min holdning til ham må siges at have ændret sig noget fra jeg så ham første gang, da jeg var en to-tre år gammel og med min Mor til tandlæge.
Hun er sådan en der nemt besvimer hvis hun ser blod, og har derudover nogle lidt medtagne tænder, så hun har nok været lidt nervøs, hvad jeg muligvis har fornemmet. Ved den lejlighed fortalte jeg i hvert fald på det bestemteste Hr. Bloch at han ikke måtte gøre min Mor noget! Jeg kan ikke huske meget andet end at sidde i hans lave vindueskarm og se min Mor i stolen og så naturligvis den fantastiske sofa i mørkt, udskåret træ han har stående i sit venteværelse. Den ser ud som om den har stået der siden klinikken var hans fars (tidligere Bedstes tandlæge, vi har skam frekventeret Bloch’erne i generationer 😉 ) og det har den såmænd nok også. Den er snirklet og magisk, med farverigt gammeldags betræk og en aura lidt som garderobeskabet fra Narniabøgerne.

Siden da er vi nu kommet fint overens, tandlægen og jeg. Selvom jeg må tilstå ikke just at være en begejstret tandlægegænger (det sørgede skoletandlægen grundigt for – folk som siger “det kommer ikke til at gøre ondt” og det så gør ondt mister man ret kvikt tilliden til) er det ikke nær så slemt hos Aage. Han siger tingene som de er, og roder ikke hvis det ikke er nødvendigt.
Eksempelvis min hule tand, som skoletandlægen ville bore ud og plombere. Jeg protesterede og fik min vilje, og nu, 14 år efter lever den uplomberet i bedste velgående, uden at min tandlæge endnu har villet bore i den. … Hvilket bringer mig til endnu et eksempel på den gode service: Samme tand bliver med et par års mellemrum røntgenfotograferet, så vi er sikre på der ikke er flyttet slemme ting ind i den. Ikke denne gang dog – “Vi venter til næste gang, så kan du få tilskud.” :-)! Ganske vist er jeg ikke længere en fattig studerende, men siden det nu ikke _er_ nødvendigt at det gøres hvert år, er det da nydeligt at han tilpasser det til intervaller der er økonomisk gunstige.

Nej, for så vidt at det kan være en fornøjelse at gå til tandlæge er det det bestemt hos min. Han har altid tid til at spørge og snakke, og han forklarer gerne hvad han laver og svarer på mine dumme spørgsmål. (I ved, dem i stil med: Hvorfor er tandkødet mere ømt i overmunden? Det viser sig der faktisk er en god forklaring.)

Det er dejligt når man slet ikke har noget at udsætte. Tak 🙂

Uncategorized • Skrevet 19. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu

Lyd overalt omkring mig. En fremmed puls trænger ind og overdøver min egen, og jeg er et med menneskemængden omkring mig, en organisme forenet af bassens fælles pulsslag.
Ikke højt og invasivt – jeg har glemt ørepropperne men savner dem ikke – men lige højt nok til at jeg er bevidst om det, til at jeg kan mærke det resonere ikke bare i brystbenet men i hele kroppen.

På min plads midt i menneskehavet er der lunt. Sommeraftenen er blevet kølig, men herinde er luften varmet op af fælles kropsvarme der flyder som blod gennem årer i nettet af plads mellem os.

Ikke at der er meget af den, pladsen. Vi står ikke tæt som i toget i Japan, men dog tæt nok til at man skal passe på hvor man gør af fødder, hænder, arme for ikke at ramme nabocellerne. Kun få maser eller skubber – vi er en hensynsfuld og civiliseret organisme, tæmmet af de samme toner.

Ovenpå stortrommens – mit – pulsslag ligger den blødere, mere levende rytme fra bassen. Man kan godt høre og mærke at det er den, der er musikerens foretrukne instrument, især her hvor den ikke bare kan høres men næsten mærkes fysisk.

Teksterne snor sig gennem min bevidsthed, rundt i kroppen og ud ad munden. Gammelkendte, velkendte, kendte sange med tusinde associationer knyttet til sig: Sommer i Grækenland da jeg var 17 og troede den første kærlighed var for evigt. Syngende at vugge den spæde Christoffer til ro i armene (barnet syntes tilsyneladende lige godt om Sting og “Æblemand”). Mit første bekendtskab med Anne Rices fangende vampyrbøger. Den kedsommelige skrivning af min bacheloropgave – og smagen af de chips der blev fortæret i store mængder samtidig.
Mange andre – den musik der nu indhyller mig i sommernatten har været en del af min væren-til i snart et halvt liv. Når jeg på dybtblå aftener ser op på Månen er det stadig “Sister Moon” der spiller i mit indre (og til de forbipasserendes fortrydelse ofte slipper ud mellem mine læber).

Jeg og alle de andre søanemonceller vifter med vores tentakler, et hav af oprakte hænder, som prøver vi hver især at fange lyden, suge den ind så den kan fylde os helt og flyde over (det ville ikke være så dårligt at have en dosis overskudslyd til en træls og trist dag.), blive det eneste og altovervældende fokus for øjeblikkets eksistens.

Tænk hvis jeg havde opdaget dette her dag jeg var teenager! (Da havde jeg på den anden side ingen penge til koncertbilletter.)

Uncategorized • Skrevet 16. July, 2006 • Ingen kommentarer endnu