Vand falder tungt på vejen omkring mig. Grå himmel og træerne der næsten når sammen over vejen drejer dagslyset mod tusmørke. Gummistøvleklædt kan jeg ustraffet gå lige gennem vandpytterne i vejkanten – nødvendigt da ikke mange af de forbløffende mange billister på skovvejen er os 5 fodgængere venligt stemt, selv ikke i øsregnen.
Senere, mørkt nu. Bålets gløder foran mig, ny regn trommer på min regntøjskokon. Jeg sidder stille, tør indeni, mærker den kølige kampesten under mig og ser vandet løbe i små bække ned langs mine udstrakte arme, ned over mine udtværede konturer og tumle som miniaturevandfald ud over knæene.
Vådt udenpå, men varmt, næsten for tæt på bålet. Væren-i-verden.
Senere endnu. Begyndende pletter af skyfri stjernehimmel breder sig. Tilsidst lader endda pukkelmånen sløret falde. Enkeltstående, evigt, nu.
No comment so far