Ting er ikke vigtige – det var noget af det første jeg lærte på min rejse. De kan være nyttige – en thesi, en god saks, en varm trøje – men de er udskiftelige, noget man bruger, drager nytte af og derefter giver videre, efterlader. For nok er de rare at have, men de vejer også i kufferten, skal slæbes gennem tolden, roder i tankerne.
Ret hurtigt vænner man sig således til ikke at købe noget. I forvejen spørger min indre stemme altid “Har jeg nu også virkelig brug for den?” når jeg står i en forretning og overvejer at anskaffe noget, det være sig alt fra en ny bluse til grapefrugt til min morgenmad. Og som regel er svaret jo nej. For når man (man = standard udgave dansker) ser ærligt på det, er det jo ikke fordi der mangler noget. Man har jo ikke virkelig brug for endnu en bluse – selv hvis en har fået huller er skabet jo ikke tomt – og bestemt ikke for chokolade, jeg sulter jo ikke og det sætter sig bare på sidebenene.
Så med min medfødte – eller i hvert fald medopdragede – …påholdenhed (det er jo mig der skriver, så jeg kan vel i det mindste få lov at kalde det noget relativt pænt) og efter at have haft mit liv i en kuffert i over et år er det småt hvad jeg får anskaffet. Selv ikke ting jeg har brug for – stemmen spørger “Er det virkelig nødvendigt med den pose æbler?”
Men her på det sidste har jeg lagt mærke til noget der tyder på at nogle af dem har en anden, intens men skrøbelig, værdi, udover den åbenlyse givet ved deres funktion.
Det gør mig lidt paf – nu havde jeg jo lige endeligt konkluderet at jeg ikke havde videre behov for de fleste af dem.
For næsten hver gang jeg kører på min cykel tænker jeg på min Far – han gav mig den efter min andendelseksamen. Og så er der da noget forsonende ved det at cykle 😉
Når jeg kravler i seng om aftenen tænker jeg smilede på Christoffer, som hjalp mig med at rede den første gang, da jeg lige var flyttet herop. Mens han kæmpede med dynebetrækket (sådan et var større da man var 9, det kan jeg godt huske!) fortalte han at her skulle det nok blive godt at sove og at han jo da også ville komme og besøge mig og så kunne vi sove i den sammen og snakke og rigtig hygge så jeg ikke skulle føle mig trist og alene i min nye lejlighed.
Som jeg så trækker dynen op om næsen og putter mig ned, eller blot når jeg om dagen går forbi den redte seng og ser Leoparden, min faste følgesvend, trone på den, er det Nis der toner frem for mit indre blik. Det forekommer mig at selv når det er min hånd i Leopardens nakke taler den med hans stemme og kadencer.
På kolde dage når det er nødvendigt med uldsokker tænker jeg på Tante Gurli som strikkede dem til mig, når jeg reder mit hår på Kamal som gav mig trækammen. Mine lune luffer er en foræring fra Maria, min bokken, den Christoffer har placeret lige ved sengens hovedgærde, har Pelle bragt mig. Fra vinterjakken min Mor gav mig i julegave engang og som har været med på min lange rejse, til støvsugeren som har været Bedstes.
Så mange ting, som trods det at de bare er ting dog alligevel bærer minder om og tankesmag af andre. Ting som minder mit sind om varmere øjeblikke og som stadig har en glød der luner, selv når jeg er ene.
… Hvem ved, måske kommer det en dag så vidt at jeg køber posen med æblerne uden at føle mig som en ødeland.
