Der er blå himmel – morgenen er overraskende venlig efter de sidste dages regnskyl. Humøret stiger adskillige grader på spadsereturen på vej til arbejde, godt hjulpet på vej af både den ofte og den sjældent sete ven der dukkede op på Skype mens jeg spiste morgenmad.
Vejret føles stille, og brat dukker et gammelt billede op, ellers ikke set for mit indre blik i årevis. Erindringer kan være som glasperler på en snor – de er der alle sammen, men det er først når man tilfældigt ser nærmere på den enkelte at den afslører farverne i sit indre.
Aftenen er mørk, det er efterår og lige lidt senere end at det egentlig stadig kan kaldes tusmørke. Tre går vi omvejstur i den tyst trygge kirkegårds aftenrige af mos, grusknasende stier, hvide mure og stille stjernetæppe. Nærved må elverpigerne bestemt danse en aften som denne. I uudtalt overensstemmelse udskydes øjeblikket hvor vi går mod busstoppestedet for at tage hjem hver for sig.
Jeg husker sangen, eller måske snarere ideen om den. Den klare tenorstemme smyger sig om mig i mørket, melankolsk, inderlig, gribende. Et bånd af lyd fra venne-sindet på en af de andre stier. Et vindue ind i et andet sind end mit, forsigtigt åbnet på klem, sårbarheden skjult af aftenen mellem os.
Så længe siden (relativt i hvert fald – jeg har måske været 17 😉 ) En helt anden verden, af tryghed, efterår og voksende nærhed. Muligvis husker ingen anden end jeg den.
En skinnende perle i min krans.
No comment so far