Solen glimter i gyldent hår.
Træer, endnu klædt udelukkende i små hvide blomster, lader deres fingergrene strejfe åens vand så hver mødes med sit spejbillede.
Studievejlederen på AtS fortæller mig at det nok skulle være muligt at finde praktikplads på deltid hvis jeg søger ind som kok eller cater.
Finsk rugbolle, the og cheddar med purløg.
Idag smiler jeg tilbage.
Mit badeværelse lugter. Eller måske beskriver ‘dufter kraftigt’ det bedre :-/
Den anden morgen, på vej ud ad døren i en fart smuttede en flaske favoritparfume mellem mine fingre, ramte badeværelsesfliserne med stor larm og glasskår i alle retninger.
Så ikke bare har jeg ikke længere min dejlige parfume – den Nis havde med hjem til mig fra Israel – den dag lugtede både lejligheden og jeg selv af parfume nok til et helt bordel.
Nu skal man jo sikkert ikke græde over spildt parfume, men jeg var jo glad for den. Ganske vist kan den stadig lugtes i badeværelset, men det er ikke helt det samme 🙁
Advarsel: Brok følger.
Forledt af det halvvejs-pæne vejr og en dasetime på Baresso med Frauke konkluderede jeg at idag var en gunstig dag til BH-jagt. Jeg har absolut ikke haft held med det siden jeg indhentede de sidste kilo op til normalvægt i efteråret, og situationen er ikke holdbar. I hvert fald ikke medmindre jeg planlægger at bære dem i hænderne for fremtiden, eller sat fast med gaffa.
På Fraukes insisteren fik vi hjælp af en ekspedient. (Uha – enhver ved naturligvis som jeg at ekspedienter suger store lunser af ens dødelige sjæl bare de ser på en. Kommunikerer man med dem suger de i dobbelt tempo, så det var noget af en overvindelse.) Hun var sød og hjælpsom, hentede ting på lageret og kom med forslag. Og endte efter at have set mig i nogle stykker at konkludere at 70E var jeg vist ikke alligevel, nok snarere 65. Og den størrelse findes de desværre ikke i Hunkemöller 🙁
Videre til endnu en specialbutik. Som til min glæde faktisk havde 65F. Hæslige ganske vist (tænk tyrkis og firsergrøn med prikker), men dog den eftersøgte størrelse.
Men ak, glæden var kort, frugterne kunne ikke være deri. (Og derudover var BHerne udover grimme dobbelt så dyre som i den forrige butik.!)
65F, 70E, 80C og 90A har alle samme skålstørrelse. 80C er ikke nogen ualmindelig størrelse for en dansker, den kan fås i de fleste supermarkeder. Så jeg er tilsyneladende umage sammensat, min brystkasse er for smal til sine vedhæng.
Hvad stiller man op med det? Mine bryster kan ikke på magisk vis levitere bare fordi det ikke er til at få noget der passer til at holde dem med.
Øv!
Da jeg mødte og gik igang med morgenens køleskabsrutine (tjek temperaturen, tag maden ud, gør skabene rene og smagstjek hver ting inden den sættes ind igen) førløb det ikke helt som man kunne ønske. Køleskab 1: 4 grader, køleskab 2: 1 grad, køleskab 3: 19 grader.
19 grader er rigeligt til at maden står og gærer, kød bliver overordentlig uhumsk, fisken har du slet ikke lyst til at forestille dig og tapenader, cremer og pastasalater er et studie i uhyggelighed. Al indholdet af det store stålkøleskab (køleskab 3 er endda naturligvis det største af dem) må tømmes lige ud i grisespanden. (Egentlig tror jeg nok at madresterne bliver hentet til minkfoder, men af en eller anden grund hedder den alligevel grisespanden.)
At smide mad ud gør ondt på et overraskende fundamentalt niveau, uden at jeg helt ved hvorfor.
Jeg har aldrig været fattig nok til at være udsultet af den grund, så det kan ikke skyldes smertelige erfaringer om at have for lidt. Alligevel føles det grundlæggende forkert at stå der og kaste indholdet af spand efter spand, ret efter ret bort. Ikke fordi det er dyrt og dumt, men fordi det er mad.
Køleskab 3 tændes og slukkes på en lysende grøn kontakt i hovedhøjde. Jeg kan snildt se hvordan man kan være kommet til at slukke for den mens man tørrer af udvendig, eller måske glemme at tænde igen efter at have gjort det rent indvendig.
Men jeg forestiller mig nu alligevel at i et samfund hvor tilstrækkeligt med mad ikke var en selvfølgelighed men et skattet gode og man var mere personligt bekendt med madens dyrbarhed ville der blive udvist mere omhu. Og så ville den slags dumme fejl ikke ske, eller i hvert fald kun sjældent.
Hvis det nu var et enkeltstående tilfælde, men det er ikke engang en måned siden det skete sidst.
Jeg tror vi har det for godt og er blevet mere end rigeligt forkælede. Som rige folks børn der aldrig har lært at passe på pengene.
Hvis det skal blive til “på trediedagen genopstanden” så skal jeg til at gøre noget ved det. Jeg har ligget brak siden helvedesmandag, med det hidtil groveste fastaval-jetlag, holdt fri fra Gyngen for at samle lidt kræfter igen, og nu er det allerede torsdag!
Og jeg er stadig slatten som en hængt kat. Hrmf – man er nok ikke 20 år længere. Eller også har jeg kanske bedrevet mere natteroderi den sidste uge end jeg ville have begivet mig ud i da jeg var yngre 😉
For en god Fastaval var det 🙂 Også en hektisk en. Da Allan og jeg mødtes på skolen onsdag eftermiddag var det til opdagelsen af at vores grossist ikke havde leveret som lovet – vi havde brød til 1200 sandwich og intet at komme i dem. Så årets Fastaval begyndte med at Per hastede fra arbejde og vi alle var en tur i Metro – så har jeg også været der. Og håber ikke at komme der igen foreløbig.
Jeg har bagt kager så det stod i alle retninger – og ryddet op bagefter, været med til at smøre godt 1000 sandwich, været igang ved de lave skolekøkkenborde (jeg er sikker på at Tranbjerg skole er bygge til pygmæbørn!) inden 7 og efter 19.
Jeg har spillet solidt, velkendt vampire i eftermiddagskulden og ‘Kvinden der var’, en spilleteknisk udfordrende (i hvert fald for os som ikke havde prøvet det før) fortælling om om tab og sorg den aften sneen faldt.
Jeg var kvindens elskerinde hvilket var vældig spændende. En rolle jeg ikke har prøvet før, omend hun personlighedsmæssigt endte med at minde lidt om min rolle fra Auto de Fé (også af Peter Fallesen) som jeg spillede sidste år. Det er sjovt at kunne opfinde og iscenesætte min rolle som farverig og udfarende når nu jeg tit i praksis selv er stille. Ha! 🙂
…Og apropos selviscenesættelse, eller måske snarere selvudforskning så fik jeg ved banketten søndag aften den uventede idé at kysse på en som hverken var min kæreste eller nære ven. (Ja, ja, jeg ved godt man bør klare den slags mens man er teenager, men dengang havde jeg travlt med andre ting, og havde desuden en kæreste.) Jeg gad nok vide hvad de omkringsiddende har ment, for jeg gjorde det vist grundigt – perfektionismen indskrænker sig ikke til mit arbejdsliv. Men igrunden er det vel min egen mening der er vigtigst, og jeg konkluderer om eksperimentet at omend det var fornøjeligt så er det mere givende at kysse et menneske jeg kender godt frem for en bekendts ydre – hvor tiltalende det ydre så ellers er. Sagen arkiveres under E for ‘Erfaringer’.
Jeg har hygget i køkkenet, gået med futsko i sneen, drukket alt for meget cola, sovet i nær-arktiske temperaturer (ganske som at være tilbage i Wellington) og været fornøjeligt – i hvert fald for mig – sarkastisk.
Jeg har siddet lunt i baren (lige ved barteltets varmluftsblæser er det eneste sted på Fastaval der er varmt) med køkkenfolket og deres hyggelige venner en lang og god lørdag aften. Drukket mig glad i cocktails og de andres shots og danset med mere eller mindre hele banden efter tur. Kemikeren som havde gået til dans var et hit – jeg kan ikke danse, men hvis min partner kan føre kan jeg godt følge nogenlunde behændigt med. Hvis min partner så kan føre behændigt bliver det ekstra godt.
– Det er lidt ligesom kenjutsu, kroppen og sindet skal være åbent for at mærke hvor den anden part er på vej hen og bevæge sig derefter i en korrekt timing, uden at man skal være nødt til at vide eller holde øje med hvad ens lemmer hver især foretager sig. Fægtning med rytme => dobbelt morskab 😀
Pludselig opdagede min amaryllis igen at det – i hvert fald ifølge dagslysets mængde – er forår. Og så fik den travlt. Hele vinteren har den stået og set vissen ud med 3½ grønne blade og adskillige visne stængler. Nu ser det sådan ud:
Det er muligvis officielt forår, men typisk blæsekoldt nok til at indendørssysler er at foretrække. I avisen kunne man læse at Gary Gygax, skaberen af D&D er død. Det bemærkedes mange steder i subkulturen, som her fra xkcd.com:
Jeg har fået nyt legetøj 🙂 Eller måske går det an at kalde det værktøj?
Det gavekort på en futon min Mor udstedte da jeg blev 30 vekslede hun villigt til at lyde på en symaskine – for efter den gamle gav op under julegavefabrikationen var savnet stort.
Jeg har lige indviet den ved at genskabe yndlingsbukserne fra sidste forår. Jeg elskede dem så højt at jeg købte dem igen i størrelse 36 da de første i størrelse 34 efter et par måneder blev for små. Nu har jeg så kombineret de to små par til et par der passer nu 🙂
Se, se hvor de er fine, 
(… kan du se hvad de er lavet af?)
madskaberne.
Det er fotografen Carl Warner der har lavet dem, og der er flere her og adskilligt andet af varierende interessegrad på hans hjemmeside.
Skidt med allergien, hvis sådan en ville flytte ind hos mig, vil bortoperation af mit immunforsvar være det åbenlyse valg.
Alting har en årsag – også de dumme smerter jeg har haft i brystet den sidste uges tid. Hver gang jeg trækker vejret ordentligt ind er det ømt og stikker i højre side, og lige meget hvad jeg har forsøgt mig med af massage, varme og andet lindrende har det ikke haft nogen effekt.
Da jeg jo er blevet ældre og meget (nemlig!) fornuftig arrangerede jeg naturligvis fluks en tid hos min læge da det ikke sådan lige fortog sig. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med der var galt – jeg er ikke ussel nok til at være virus-syg, min hoste er nok rumlende at høre på, men det er ikke en af dem der føles som om de rasper bidder af lungerne og udover brystsmerterne og deraf følgende vejrtrækningsbøvl har jeg det udemærket. Så hvorfor går det ondt? Så vidt jeg ved sidder der ikke en muskel lige der.
Hvad end jeg havde forventet, overraskede svaret: Jeg har med min hoste fået et ribben til at revne, derfor den stikkende ømhed. Jeg anede ikke at det kunne ske, men det er åbenbart ikke uhørt. Det er ufarligt og går over af sig selv i løbet af en lille måneds tid som knoglen heler.
Revne en knogle ved hoste?!? Hvad bliver det næste? At jeg forvrider en fod ved at tage sokker på? Får forbrændinger af vandet i mit morgenbrusebad? Pudser hjernen ud sammen med snottet? Porcherer mine øjenæbler næste gang jeg får feber?
Lige rigeligt bizart. Hvilken virkelighed mon jeg vågnede op i i morges, og var det den samme som da jeg gik i seng?
Her er udbyttet fra formiddagens biblioteksraid.
Som barn gik jeg hver uge med net i hånden ned i bogbussen til Elsebeth. På vejen hjem øvede jeg mig med overfyldt net i hånden i at blancere på det hvide autoværn eller læse mens jeg gik og se både tekst og omverden samtidig.
I formiddags var jeg ovre at aflevere Coq Rouge og se efter om bind 3 og 4 var hjemme. Før første gang i lang, lang tid huskede jeg den dejligt forventningsfulde fornemmelse det var at gå hjem med posen fuld af bøger, i forvisning om de mange timers fred og salige flugt der ville følge. Min barndoms hule, hvor hverken idrætslærere, uundgåelige telefonsamtaler, beretninger om doven utilstrækkelighed eller min håbløse motorik havde nogen rolle eller adgang.
Så kunne jeg drømme mig væk til spændende verdner anderledes end min, i roller der var stærke, selvstændige og gode – alt det jeg ikke havde selv.
Med det i tankerne var jeg brat i humør til at slæbe masser af sager hjem – så udover bind 3 og 4 snuppede jeg et halvt dusin sager fra børneafdelingen.
Som forventet kan jeg ikke længere sidde stille i time- og dagevis og læse – koncentrationen rækker ikke og kroppen vil ikke finde sig i det.
Men på sådan en søndag hvor det stadig gør ondt hver gang jeg trækker vejret helt ind og derfor beklageligvis ikke bør tage ud at slås er det nu ikke så tosset at prøve alligevel.