Kattens Rejse

Julefri

Lillejuleaften. Christoffer og jeg er på vej i seng, hyggesnak og dynerne venter mens Leoparden ligger på lur efter den kurv med lys Mor har sat frem til årstidens ære.

Døren ud til gangen stod lidt på klem – man skimter min julesok.

Morgenen efter var der knasende rimfrost i daggryet.

Christoffer gik fluks og med stor iver igang med at åbne den sidste og største kalenderpakke.

Ved min kalendergave lå – som vanligt juleaftensmorgen – et kort fra Julemanden. Iår stod der lidt mere end glædelig jul 🙂

*Lyd af glorie der bliver pudset*

2. juledag tog jeg nordpå, til Tante Gurli og Onkel Jørgen. To dages dejlig familiejul var en passende dosis til mig, nu trængte jeg til at slappe af.
Den første aften var der stjerneklart og jeg fik lokket Onkel Jørgen med ud at gå mørketur.
Der var den fineste pukkelmåne

og på nordstien var månelyset så klart at vi kastede skygger.
De næste to dage var det mest øjnene der bevægede sig. Resten lå stille på sofaen og hyggede med Jan Guillous bøger om tempelridderen Arn. (Filmen kommer jo snart.) Det er vist længe siden jeg sidst har læst en roman på dansk, jeg havde glemt hvor hurtigt en bog er spist når jeg læser på modersmålet.

Tilbage i Århus var der både rollespil hos Asger og daseeftermiddag med René i stolen (ja, det er en asparges) og Carnivale på dvd.

Nytårsaften kom, med godt selskab, en fantastisk udsigt (16. sal og klart vejr) og en fornøjelig svingom.
Alt for lidt søvn og 4 timers træning nytårsdag (når kenjutsu varer to timer, og der så pludselig er mulighed for to timers legetime inden, så løber det hurtigt op, jeg er noget øm idag) og vupti, pludselig er min julefri brugt op.

Om hvad man skal lade stå

Juleaftensdag. Eller nok snarere juleaftensmorgen. for klokken er 5:37 og min hjerne insisterer på at pumpe vågen-hormoner ud for der må været noget jeg skal nå. Det er jul og så har man jo tavlt(TM).

Der er intet hastværk. Jeg har ganske vist fået pakket de sidste par dage rigeligt tæt (og mærker stadig eftervirkningerne), men kun med ting som jeg ærligt har prioriteret. Så gulvet flyder med rester fra gaveindpakningen, opvasken står og griner, sengen er ikke redt, den før så trofaste symaskine står hvor den brød sammen lørdag morgen klokken seks og nullermændene er ved at udvikle aritmetikkundskaber.

Men der er lunt under dynen og jeg overbeviser mig næsten om at det ikke er relevant. Jeg har jo nået ting der var dejlige og vigtige. Jeg vinder vist stadig ikke lyt-til-kroppens-signaler-mesterskabet, så jeg lytter i stedet smådøsende til Christoffers sovende åndedræt på puden ved siden af og lader de sidste dage slentre forbi.

Jeg har drukket the og grinet med Nis og smagt hans pebernødder. Jeg har syet julegave til Christoffer (i hånden, symaskinen gav jo op) lunt indendøre med en god serie på dvd. Lavet julemad i lange baner (risengrød til 80 fylder meget!). Været til julefrokost med de andre på Gyngen (hvor jeg mødte Peter som jeg var kæreste med en uge i 9. klasse) og også hjulpet med at rydde og hovedrengøre køkkenet dagen efter inden vi holdt julefri.
Jeg har taget mig sammen (med hjælp, tak René) og gået til vagtlægen inden jeg skrællede min hud af. Er af søde venner blevet givet gentagne kærligt omsorgsfulde opfordringer om velkomne steder at søge tilflugt når vinen flyder for rigeligt omkring mig og hovedet ikke kan holde det ud.
Holdt forsigtigt om Maries frugtsommelige mave (man kan lige netop se det efterhånden 🙂 ), brudt med Frank i legetimen efter søndagstræning (sjovt-sjovt-mere-sjovt!), og bakset alle pakkerne, den skotske julekage efter Nis Mors opskrift og mit øvrige grej i bussen til Åvej under en smuk, frostklar lillejuleaftensmåne.

Barnehånden rækker over til mig. Med et enkelt øje på klem ser jeg at han sover endnu, lukker min lunt om den og slumrer lidt mere.

Bange

Jeg er lige kommet hjem fra behandleren, som satte mig over på vedligeholdelseskostplanen. Jeg er vred og bange. Der er en frygtknude i min mave og fortvivlelse i mit indre.

Rædsel for igen at skulle være sulten hele tiden. Og for at det vil føles ligegyldigt at blive ved med at slås. For den nye kostplan er fuld af skummetmælk og andre tristheder (nogle mennesker må få sødmælk og gode ting 🙁 ) og jeg kan udemærket godt huske at det er sådan det startede, jeg har været der før.
Det begynder med at jeg kun må (‘må’ er denne gang defineret af Hospitalet, og ikke kun af mig) spise kedsommelige, ernergifattige og triste ting – skummelmælk, broccoli, skrabet pålæg og den slags. Derefter holder jeg lige så stille op med at ville spise – hvis det ikke smager dejligt og jeg alligevel er småsulten hele tiden fordi trist mad sjældent er tilfredsstillende så kan jeg jo lige så godt lade være.
Hvis først jeg er der, så begynder kiloene at falde af, og sygdommen i mit sind vokser.

Frygtknuden knuger og syder.

Jubilæum

Jeg har været sygemeldt et år idag. Tænk at det er et helt år, jeg kan slet ikke forstå det.
Det må være på tide at gøre status – hvad er der sket, hvad har jeg lært, hvordan har jeg det, hvor er jeg kommet til.

Sidste vinter kunne jeg næsten ingenting. Alle lyde var for høje og klaustrofobisk uundgåelige, jeg kunne ikke holde ud når nogen rørte ved mig – selv tilfældige venlige berøringer kunne få mig til at bryde sammen i gråd. Jeg kunne ikke spise, ikke læse, ikke sove, ikke følge med i en samtale, ingenting. Og jeg var overbevist om at det var min egen mislykketheds skyld, at jeg ikke var god nok og at det aldrig ville blive bedre.

Sikken forbedring siden da. Jeg ved godt at der er langt endnu, men jeg er på vej og jeg har oplevet at det nytter at kæmpe. Det er hårdt, langsommeligt arbejde, mere uudholdeligt end noget andet jeg har prøvet, men jeg tror (næsten) på det når behandlerne siger at jeg måske kan blive helt rask med tiden. For et år siden troede jeg end ikke helt på at jeg var syg, men bare defekt og at livet skulle være sådan for mig.

Så hvad har jeg lært?

  • Helt præcist hvor vidunderligt mad kan smage når kroppen kører på pumperne og slet ingenting har. Alle sanserne skriger “dejligtrigtigtjajaja” og en kvart knækbrød med leverpostej eller en smule rugbrød med smør er en epifanisk oplevelse, mere fuldkommen end noget festmåltid.
  • At når kroppen lader vide at den er træt er det ikke tegn på at jeg er utilstrækkelig og doven, men et signal om at det er tid til at tage det med ro lidt, måske sidde ned et øjeblik eller tage en pause. (Der gik måneder før jeg begyndte at tro på det, endsige arbejde med at handle på det. Forestil dig læger prøver at overbevise dig om at kage er sundt og nødvendigt – og at det viser sig at de har ret!)
  • At selvom det hele tiden føltes som om jeg var ganske uden viljestyrke, så har sindet betragtelig magt. Hvis man tror nok på at det er nødvendigt (i stil med “løb fra sabeltigeren” eller “skaf spædbarnet tilstrækkeligt med føde”) kan man få kroppen til at give mere end den har, og bruge den næsten helt op uden at man mærker det noget videre. Det hjælper selvfølgelig også at når man har presset kroppen tilpas langt så holder den op med at sende faresignaler (den opdager at man alligevel ikke reagerer på dem, og så holder den op med at sende mange af dem). Så er man fanget i sin selvdefinerede og nedadgående spiral af nødvendigheder og kan ikke selv komme ud, måske ikke engang se at det skulle være nødvendigt. “Mig, syg? Jeg er da bare lidt tynd, træt og doven”
  • At det at nogen forventer noget af mig ikke er det samme som at jeg skylder at give dem det. Selv i de tilfælde hvor det de ønsker ikke er noget jeg skal gøre vold på mig selv for at opfylde er det i orden at lade være, hvis omkostningerne for mig selv er for høje. Den slås jeg stadig med, men jeg har i det mindste omsider intellektuelt om ikke i praksis erkendt at det at jeg _kan_ ordne noget ikke nødvendigvis implicerer at jeg _bør_ gøre det.
    Siden jeg blev syg har det resulteret i panik og stresssymptomer hver gang jeg siger ja til et vilkårligt ansvar – mit system ved godt at jeg kan finde på at køre det ubønhørligt hårdt, og reagerer nu ved at sige fra inden jeg overhovedet er begyndt.
  • At man godt må sige nej. Og at gøre det. Når man kommer dertil at der ingen kræfter er tilbage og hele selvet er hudløst lærer man af udmattelsens nødvendighed at sige fra. (Andre, snedigere, individer lærer det uden at skulle have helt så ekstreme lektioner 😉 ) Med lidt held kan man stadig finde ud af at gøre det når udmattelsen er borte.
  • Den forbløffende erkendelse at mennesker jeg kender kerer sig om mig, selv når jeg intet har at give og bare suger som en sulten myg. Jeg var bestemt ikke godt selskab da jeg lå på hospitalet (det var det der med ikke at kunne følge med i en samtale) og alligevel kom så mange af jer og besøgte mig. Wow. Jeg forstår det stadig ikke, men jeg husker det 🙂
  • Nogle af årsagerne til at jeg blev syg. Hvor min overbevisning om mit eget mindreværd og hvorfor kun mit allerbedste føles bare i nærheden af tilstrækkeligt kommer fra. Hvorfor jeg er overbevist om at jeg er sjusket og doven selv hvis jeg slider som en hest og hvorfor kvindelige og runde former i mit sind er uhjælpeligt kategoriseret som bevis på dovenskab, utilstrækkelighed og væren-ikke-god-nok og derfor er mig modbydelige.
  • At jeg yderst sjældent har mærket godt efter hvad jeg har lyst til eller brug for. Jeg har været så tilbøjelig til altid at tage det åbenlyse, fornuftige eller samvittighedsfulde valg i alt fra arbejdssituationer til uddannelsesvalg at jeg ikke kan mærke hvad jeg har lyst til, ikke ved hvad jeg drømmer om – og ikke har kunnet mærke det så længe jeg kan huske.
    Den er stadig svær. Jeg skal huske at slå knuder på mig selv, ellers gør jeg det folk forventer eller det der er mest oplagt uden overhovedet at se andre muligheder. Et af de sværeste spørgsmål at svare på er stadig “Hvad har du lyst til?”, hvadenten det er for eftermiddagen eller for resten af livet. For mine øvrige fremskridt til trods har jeg stadig sjældent lyst til noget 😐 Men de gange jeg har, er jeg blevet bedre til at prioritere det jeg gerne vil, og ikke kun det jeg bør.
  • At selvom depression hovedsagelig isolerer kan den også knytte bånd. En uforudset konsekvens af min sygdom har været en større fortrolighed med min Far 🙂
  • At jeg ikke altid behøver føle mig uduelig. Det kan godt være at enhver tanke om min tidligere arbejdsverden fylder mig med mavevridende panik, og stort set alle fagbøgerne på mine hylde er uden for min mentale rækkevidde.
    Men hver formiddag i Gyngens køkken udretter jeg noget. Det kan godt være at det er mindre nyttigt at skære grøntsager, bage brød og stuve spinat end at skrive software når nu jeg i princippet kan, men hvor er det dejligt for første gang i mit liv at føle mig nogenlunde kompetent til det jeg gør. …Og som ekstra bonus har flere af de “rigtige” køkkenfolk derhenne sagt at jeg snildt kunne blive kok *pudser veltilfreds sin glorie*

Så langt, så godt. Hvad vil jeg så arbejde med nu?

  • Acceptere min nye facon. Jeg skriver ikke “kunne lide” eller “holde af” – dertil er jeg ikke sikker på jeg nogensinde kommer. Men ikke at tænke idrk hver gang jeg ser mig selv uden tøj på ville være dejligt.
  • Tale ordentligt til mig selv, og indse at der _er_ ting jeg er god til selv når utilstrækkelighedsfølelsen tårner sig op. (Jeg erindrer en sommereftermiddag på Hospitalet hvor sygeplejersken Charlotte med lokken, logik og insisteren til sidst fik ud af mig “Jo, jeg er en habil sværdfægter”. Hvorfor mon det er så svært?)
  • Sult. Det var sult der var med til at starte al denne ballade, og min inderlige overbevisning om at det aldrig kunne lykkes mig at være nogenlunde mæt uden at tage voldsomt på. Lige nu spiser jeg stadig efter den kostplan der lægger 0,5 kilo til om ugen og jeg gruer for om sulten vender tilbage nu hvor jeg skal til at stabilisere vægten. Jeg er så bange for at skulle være sulten igen – så vil det føles som om alt arbejdet det sidste år har været forgæves.
  • At når et resultat er normalt eller bare ok, så er det i orden, og ikke dårligt. Lære at mindre end det perfekte kan være godt nok. (Det vil også spæde helt pænt til i mine uundgåelige interne successoptællinger 😉 )
  • Mærke efter og udforske. Hvad har jeg lyst til, hvad gør mig glad, hvad er godt for mig, hvad har jeg kræfter til? Lige nu er de 20-25 timer jeg er på Gyngen om ugen nok til at jeg hver dag kommer udmattet hjem og fluks sover de næste 2-3 timer, men det er godt for mig. Godt at bruge mig selv, at være nyttig, også selvom konsekvensen lige nu er at der ikke er energi til ret meget andet.
    Som så mange andre (kvinder) jeg kender synes jeg da bestemt at jeg burde arbejde fuld tid (hvem er jeg at der skal tages hensyn til mig?) og overkomme (mindst) alting, det siger samvittigheden jo. Men for nu ved jeg at det ville være dumt, og hurtigt føre til at jeg bliver mere syg igen. Så er udfordringen fremover at holde fast i det og blive ved med at mærke efter. …. Hvis der er en ting alle de behandlere – læger, psykologer, plejepersonale, psykiatere – jeg har været i kontakt med har været rørende enige om, så er det at jeg skal lære at handle langt mindre efter samvittigheden og meget mere efter lyst.

Nej nu! :-|

Når bøgehække blomstrer i december
af sne og frostvejr ser vi ik’ en smul’
så syn’s Tereser det er meget slemt for
så er der alt, alt for langt til jul.

Der er en fejl i vores datomærkning
det sku’ være vinter, men nu er det vår.
Mit stakkels julesind skal ha’ forstærkning
hvis det skal nå at bli’ jul i år.

(Pænt undskyld til Bodil Heister, men jeg kunne ikke dy mig efter at have kigget nærmere på en af hækkene i morges. )

Grå

Det er en grå dag. Jeg genkender den, ved hvor det bærer hen lige fra den første missen med øjnene i morgenmørket. Vil bare søge glemsel, synke ned i søvnen og bliver der til verdens ende. Eller i det allermindste gå i et med væggen – ikke set, uhørt, utiltalt mens jeg venter på senere.

Der regner fortivletkoldt i sjælen, vækvaskelse af håb. Jeg ser mig om efter ilden at varme mig ved, men den er fraværende, ufornemmelig, utænkelig.
Har knap nok forestillingskraft til at ihukomme arme som vil kunne varme mig, det ville jo alligevel tage timer før jeg begyndte at tø og hvem har den slags tålmodighed.

Jeg skal til endnu en samtale på Hospitalet i eftermiddag, med nogle nye denne gang. Jeg orker ikke mere. Ønsker mig forfængeligt en pause. At alting jeg gør ikke skal fortolkes til at handle om mad, hvad jeg har spist eller ikke spist og hvorfor. At der var lidt fred. Bare lidt.

Familietur – I

Klokken er nat og byen dulgt oplyst. Taxachaufføren er helt sikkert sortbørs, men han spilder ikke tiden – 170 km/t er åbenbart en logisk nattefart her. Og folk siger _jeg_ kører som Daniel?!?
Sidst jeg fløj var i vinters, hele vejen om på den anden side af verden. Men turen i aftes føltes næsten længere, eftersom jeg stødte på en uhensigtsmæssighed ved min nye facon: Jeg kan ikke længere foldes nogenlunde komfortabelt sammen i et flysæde, alt det nyanskaffede til gården, gaden og alt derimellem fylder for meget!
Aldeles klaustrofobisk sådan at være fanget i standard stolestilling, det kan den skæve ryg absolut ikke lide. Hvordan klarer alle I andre som heller ikke kan foldes sammen det?

Morgen – helt mørkt bag gardinerne, og koldt under tæpperne. Tænk at de ikke har indført dynen, her bliver koldere end hjemme om vinteren. Flygter gennem et varmt bad og ned til morgenmaden.

Solbeskinnede rødgyldene mure i morgensolen. Sommer-mindefremkaldende farver selvom det både er sidst på efteråret og jeg aldrig har været i Spanien før.
Kaffen – selv den fortyndede slags jeg drikker, jeg skulle helst ikke bliver hyperaktiv før de andre overhovedet er vågnet – er fantastisk og med sødkogt varm mælk til. Det lader ikke til at madrilenerne tror på letmælk 😉

Stille, frostklart og koldt. Hvid marmor i bedste Versailles-stil med blå, blå himmel. Alt for blå til november.
Katedralen:

Paladset:

Paladset fra samme side, men spidsere vinkel. Hvordan mon de får politibilerne op og ned?

Længere til højre, forbi paladset, kan man se ud over Sabatinis have.

Der var vældig idyllisk, selv i november.


Billede af os alle fire:

Senere spadserede vi gennem byen og bl.a. gennem et spansk stormagasin. De sælger sære ting – forsikringer, badeværelseselementer og andre sager man ikke lige finder i Magasin. Leoparden og jeg (selvfølgelig var Leoparden med

– hvordan kan man rejse uden?) traf også adskillige af Elefantens spanske slægtninge.

… Jeg mistænker de var lettere beduggede 😉

Vi fandt en fortovscafé med solstribe og fik frokost. Kølig hvidvin, og boccadillo med serranoskine og Queso Manchego på min tallerken 🙂

Daniels var vist hård at bide i.

Far nøjedes med at dase i solskinnet med en cola. Og fotografere mig med munden fuld.


Madrilenske tjenere er skam ikke teenagere med sorte forklæder, nej der er stil og attitude.

Tilbage på hotellet til et eftermiddagshvil (i Madrid kan man godt glemme alt om at få serveret aftensmad inden ni). Daniel og Far opførte sig som de voksne mennesker de aldrig blev.

Henrik og jeg så hovedrystende til.

Fortsættelse følger…

Velkommen vinter.

Der er bid i luften, og pludselig daler fnuggene sparsomt og blidt. De allerførste igår, mere vedholdende idag.

For nylig gik jeg gennem skoven på vej til Hospitalet og løvet var lysegrønt og musene pilede over stierne eller så på mig fra deres huller i skovbunden.

Idag er det allerede vinter, snarere koldt end køligt, med klare morgener og dejligt lange mørkningsstunder at holde.

Om formiddagene rører jeg i gryderne, skræller, bager, skrubber og steger. Om eftermiddagen sover jeg tungt, og når knap at være udhvilet før skumringstid.
Aftnerne er mørktkantede, stearinoplyste og lune. Enten lange og rolige i selskab, eller med mig faldende i søvn til skolebarnstid de dage ingens tilstedeværelse hjælper med at holde mig vågen.

Trætheden til trods er det gen- og velkendt. Vinter jeg kender dig, du er mit hjerte nær, du er velkommen.