Klokken er nat og byen dulgt oplyst. Taxachaufføren er helt sikkert sortbørs, men han spilder ikke tiden – 170 km/t er åbenbart en logisk nattefart her. Og folk siger _jeg_ kører som Daniel?!?
Sidst jeg fløj var i vinters, hele vejen om på den anden side af verden. Men turen i aftes føltes næsten længere, eftersom jeg stødte på en uhensigtsmæssighed ved min nye facon: Jeg kan ikke længere foldes nogenlunde komfortabelt sammen i et flysæde, alt det nyanskaffede til gården, gaden og alt derimellem fylder for meget!
Aldeles klaustrofobisk sådan at være fanget i standard stolestilling, det kan den skæve ryg absolut ikke lide. Hvordan klarer alle I andre som heller ikke kan foldes sammen det?
Morgen – helt mørkt bag gardinerne, og koldt under tæpperne. Tænk at de ikke har indført dynen, her bliver koldere end hjemme om vinteren. Flygter gennem et varmt bad og ned til morgenmaden.
Solbeskinnede rødgyldene mure i morgensolen. Sommer-mindefremkaldende farver selvom det både er sidst på efteråret og jeg aldrig har været i Spanien før.
Kaffen – selv den fortyndede slags jeg drikker, jeg skulle helst ikke bliver hyperaktiv før de andre overhovedet er vågnet – er fantastisk og med sødkogt varm mælk til. Det lader ikke til at madrilenerne tror på letmælk 😉
Stille, frostklart og koldt. Hvid marmor i bedste Versailles-stil med blå, blå himmel. Alt for blå til november.
Katedralen:
Paladset:
Paladset fra samme side, men spidsere vinkel. Hvordan mon de får politibilerne op og ned?
Længere til højre, forbi paladset, kan man se ud over Sabatinis have.
Der var vældig idyllisk, selv i november.
Billede af os alle fire:
Senere spadserede vi gennem byen og bl.a. gennem et spansk stormagasin. De sælger sære ting – forsikringer, badeværelseselementer og andre sager man ikke lige finder i Magasin. Leoparden og jeg (selvfølgelig var Leoparden med
– hvordan kan man rejse uden?) traf også adskillige af Elefantens spanske slægtninge.
… Jeg mistænker de var lettere beduggede 😉
Vi fandt en fortovscafé med solstribe og fik frokost. Kølig hvidvin, og boccadillo med serranoskine og Queso Manchego på min tallerken 🙂
Daniels var vist hård at bide i.
Far nøjedes med at dase i solskinnet med en cola. Og fotografere mig med munden fuld.
Madrilenske tjenere er skam ikke teenagere med sorte forklæder, nej der er stil og attitude.
Tilbage på hotellet til et eftermiddagshvil (i Madrid kan man godt glemme alt om at få serveret aftensmad inden ni). Daniel og Far opførte sig som de voksne mennesker de aldrig blev. 
Henrik og jeg så hovedrystende til.
Fortsættelse følger…
No comment so far