Jorden er fortsat i sin bane og atter oprandt dagen. Yndlingsbarnet fylder 12. Traditionen tro indbefatter det morgenvækning
og opstandelse til Mors formidable gavebord. Det som foranledigede den største begejstring denne morgen
var et overordentlig blødt og barfodsvenligt koskind.
Hvis ellers jeg havde haft gulvplads og mindre støv (i.e. tog mig sammen til at støvsuge mere end hver 6. uge) kunne jeg blive helt misundelig. Jeg sidder og ligger stadig tit på gulvet, på det ‘ægte’ tæppe jeg arvede efter Moster Tik-Tak. Med et koskind til de bare tæer – måske i soveværelset – ville der være dase-salighed på gulvet derinde også.
En noget yngre tradition foreskriver at på Yndlingsbarnets fødselsdag skal der være udflugt til Djurs Sommerland, Legoland eller anden heldagsfornøjelse. Og pizza til aftensmad. Pizzaen håber jeg nu på han vokser fra med tiden, men legeland? Hurra!
Årets destination var Legoland, hvor jeg vist ikke har været siden før han lærte at tale. Meget apropos var det første der skreg på at blive taget et billede af denne skatkiste.
En af Christoffers favoritter var piratskibene med vandkanoner, hvor målet er at ramme de andre gæster. Ingen kom tørskoede fra den tur, heller ikke de unge herrer selv.
Det var absolut ikke den eneste våde (eller vilde) fornøjelse. Lasse tog letsindigt med Christoffer i junglebådene. Først var det ganske tilforladeligt
men så kom der fart på.
Min favorit var robotarmene man selv kan ‘programmere’. Man får et chipkort, vælger hastighed og bevægelseselementer – loop, hovedet nedad, om på siden at hænge og andre mere indviklede – på en skærm, tager kortet og når det så bliver ens tur sætter man sit kort i robotarmens læser og den udfører ens program.
Her er en sløret Christoffer lige inden turen begynder.
Mindst lige så sjovt som at prøve selv var det bagefter at stå og se Mor og Lasses tur. Ansigtsudtrykkene var guld værd (og ikke til at fange på film da der er mørkt i rummet), selvom de ikke havde valgt den vildeste hastighed.
Jeg mistænker at vi ikke får Mor med i den en anden gang 😉
Sidst på dagen var det istid. Hvert år til fødselsdagsudflugten køber Mor en softice, og hvert år konstaterer hun efter at have spist den at der mindst skal gå et år inden hun gider den næste 🙂
Under selve fortæringen var der øjeblikkes stilhed fra alle sider.
Jeg sov saligt i bilen hjem (hvilken fryd ikke at være en af de voksne en dags tid!), og formåede ved hjemkomsten at tiltuske og zappe mig en middagsrest fra fryseren og undslap dermed købepizzaen (så ung er jeg heller ikke 😛 ).
