Kattens Rejse

Sofa :-)

Se, se se hvad jeg fik til huse idag.

En sofa 🙂

Jeg så den i den gode møbelgenbrugsbiks i lørdags, gik hjem og målte men kunne ikke helt få plads uden at flytte om.

Det fik jeg så ordnet idag, og blev straks bekymret for om min nye ven var blevet solgt til anden side i mellemtiden.
Den rare dame i telefonen sagde nej, de havde den endnu og så gik jagten ind på en måde at få den herhjem på.
For cyklen – omend god til både motion og personlig transport – kan ikke laste en sofa. Og det oplagte valg, min snilde bror Daniel der oven i købet har en stor bil havde travlt og slet ikke tid til motorkøretøjsløse søstre og deres kvababbelser.

Redningen var min Far. Tilsyneladende end ikke irriteret over sådan at få lavet om på dagens planer tilbød han fluks at komme med sin bil, såsnart den var hjemme (Karen skulle til frisøren med Mads-Emil). Klokken blev tre, dernæst fire og det var aldeles nervepirrende. Genbrugsbiksen lukker klokken fem, og jeg var helt opsat på at det var nu, nu, idag, endelig at jeg skulle have sofa.

Næste gys kom prompte: Traileren på Fars arbejde viste sig at være itu. Nu var gode råd dyre og klokken kvart over fire. Men, når nøden er størst er det godt at have venneer med kvikke hoveder. René – som jeg sad og chattede med og som derfor var vidne til dramaet – sagde “Har du ikke en onkel, onkler har trailere”. Og jo, jeg har onkler, søde og hjælpsomme 🙂 Det var nu Tante Birte der tog telefonen, men hun gik fluks med til at låne mig traileren, selvom hun lød lidt paf da jeg på spørgsmålet om hvornår svarede “Om ti minutter”.
Der er snart hjemmebag eller andet godt på vej i den retning 🙂

Så mens jeg sad tænderklaprende, maveboblende og neglebidende (det passer ikke, jeg er for glad for mine kløer til at bide dem) og ventede kørte Far hen efter traileren, og fluks til genbrugsbiksen. Minutterne tikkede ubønhørligt væk mod klokken fem og jeg var sågar nødt til at støvsuge lidt for at klare ventetiden!

Men hurra! Få minutter i fem ringede Far. Sofaen var sikret og ombord i Onkel Chrissers trailer (for det er jo onkler der har trailere, selvom tanter også låner dem ud 😉 ).

Ikke længe efter bar vi den op ad trappen, og nu troner den her i stuen. Indtil videre med et grønt klæde over (den er meget velholdt, men i mosgrøn uld med brune striber) indtil jeg får købt stof og syet nyt betræk.

Oven i resten af glæderne bedyrede Far at hvis jeg ville kunne jeg få den i fødselsdagsgave (lidt i utide ganske vist, det er ikke den sjette endnu).
Så var den oven i købet gratis (for mig altså). Dobbelt bonus 🙂

Han tog den trods mit forslag ikke med hjem for at pakke den ind og tage den med når vi skal ud at spise på min fødselsdag 😉

PS: Er der nogen der kan anbefale et godt sted at gå ud at spise? Et hvor princippet _ikke_ er ‘stort stykke kød med noget ved siden af’.

En kommentar

Relic • Skrevet d. 28. October, 2008 siden

Jeg var på Lotus (http://restaurantlotus.dk/) inde på Frue Kirkeplads mellem Klostertorv og Vestergade med min mor og søster. Vi fik deres buffet og var enige om at det kunne man godt gøre igen. De havde lidt af hvert, inklusive en beskeden smule sushi (det var noget nyt de var begyndt på), og som en ekstra service tilbød tjeneren en rundtur med præsentation af varerne i buffeten. Meget rart sted.

Hvis man ikke gider vælg-selv-til-wok har de sikkert også nogle udmærkede a la carte-retter.

Prisen for buffet er lidt højere end andre lignende steder, men kvaliteten matcher efter min mening.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *