Jordbær fra min Mors have, plukket Sankt Hans aften mens bålet stadig ulmer.
Monstro hvis min elskede spiser dem han så vil være min i en evig sommer?
…Pålidelige kilder siger at jeg er skifting, og i så fald burde den slags midsommermagi jo virke.
Sommermellemmåltid
På koldere årstider kan det være rart med en lun bolle med ost, eller måske lidt varm grød til formiddagsmad.
Men lige nu er der farver at komme i maden.
1/2 banan, en kop mælk, to håndfulde blandede bær, en stavblender og vupti. Mmmmmm 🙂
(Men det mætter naturligvis ikke helt så godt som grøden, så man skal vide hvor det næste måltid kommer fra og sørge for at det er til tiden.)
Gode ting slutter
… Og lidt for mange af dem lige for tiden. Især fordi det lader til at være de sunde, gode ting der stopper – ikke den retning det lige var planen mine vaner skulle gå i.(Og som ekstra bonus har jeg ikke glemt hvad jeg lærte i sandsynlighedsteori: ulykker – og lykker for den sags skyld – kommer i klumper af 2,7 (e), så jeg har stadig mindst 0,7 i vente.)
Med møje og besvær har jeg de sidste måneder trodset trætheden og sammen med Frauke slæbt mig ned i dgi-huset to gange om ugen til lidt motion, og jeg har kunnet mærke at kroppen kan lide det. Jeg sover bedre, min kropsholdning er knap så knudret og jeg har det godt bagefter.
Ikke mere 🙁
I sidste måned meddelte den gode yogalærer (dgi-huset har mange instruktører, nogle rigtig gode og nogle meget middelmådige) at han havde fået bedre betalt arbejde i et fitnesscenter, og da småbørn er dyre havde han sagt ja tak. Ikke mere ashtanga yoga til mig, for hans hold var det eneste og fitnesscentre er væsentligt dyrere end dgi-huset – og vil endda typisk have månedlig abonnementsbetaling i stedet for klippekortsystem.
Og mere trælst: I dag, sidste gang inden ferien meddelte den overordentligt gode pilatesinstruktør så at hun ikke kom tilbage efter sommerferien 🙁 Hendes egen pilateslærer flytter studie, så det gør hun også. Hun skal i stedet arbejde her, hvor priserne er nogle ganske andre.
Øv!
Og tredobbelt øv! For hun er uden sammenligning den mest inspirerende lærer i nogetsomhelst jeg har haft fornøjelsen af de sidste mange år. Måske endda siden Ole Wang og lektor Steffensen i gymnasiet. Naturligvis (ja hvad ellers? :-|) er yogalæreren en nær konkurrent til æren. 🙁
Jeg har en knugende klump af frustration i maven, er trist og fyldt af fornemmelsen af at miste noget vigtigt. Lærere der inspirerer en skal man holde fast i når man finder dem – så mange har jeg heller ikke truffet gennem årene.
Det er heller ikke ganske nemt at finde motion at gå til som både går an i forhold til spiseforstyrrelsen, som jeg måske endda kan lide _og_ som er til at betale sig fra. Jeg har ledt – og ledt igen – men det ændrer mulighederne sig desværre ikke af.
… Og nu har jeg brugt en halv time mere på at sidde og klikke længselsfuldt rundt på deres hjemmeside. Igen. Men det ændrer priserne sig ikke af. Ejheller mit månedlige budget.
;-(
Soloverflydende
Daniel kom forbi den anden dag, i vanlig hvirvelvindsstil. Han havde været til DHB i Vandel i weekenden i det gode vejr.
Se hvor fint solen har malet ham med strålende kys, mens han har grinet eller knebet øjnene sammen for at se løbet. Et nydeligt hvidt stjernemønster i øjenkrogene hvor strålerne ikke har kunnet nå og over mundvigene, og dertil blussende rødbrunet pande, ører, næse og kinder.
Og nu jeg er igang med billederne… Jeg fandt dette her i en genbrugs i tirsdags, mens jeg ledte efter billige bukser min bag kan være i. Sædvanligvis er jeg god til ikke at købe ting jeg ikke har brug for, men denne gang kunne jeg ikke stå for det:
Sengetøj med riddermotiv! Faldgitter på den ene side og hjelm, våben og udstyr på den anden!
Jeg sover dejligt bag mit faldgitter 🙂
Rastløs
Benene hopper, tæerne gnubber, fødderne spjætter, lårene spænder og jeg vibrerer.
Jeg kender den efterhånden, rastløsheden. Den signalerer at lige nu flytter jeg mig ikke, men bekymrer mig en masse. At der er noget jeg trænger til at arbejde med, og ikke at være kommet videre eller igang presser mig mere end ellers.
Så er spørgsmålet hvad det mon er.
En mulighed er fremtiden. Sagsbehandleren, behandlerne, dem på Gyngen og jeg selv er stadig ved at vurdere hvad jeg kan holde til eller forvente på sigt, bliver jeg selvforsørgende, hvad kan jeg garantere, hvad ved jeg ikke går?
Ganske væsentligt for hvad jeg skal når sommeren og min virksomhedspraktik slutter. Gå i skole for at blive kok? Fortsætte på Gyngen? Noget tredie? Ikke så nemt at finde svar på når jeg ikke er god til at mærke efter hvad jeg kan holde til, og overhovedet ikke kan mærke hvad jeg har lyst til. Når ikke jeg føler lidenskabeligt for noget, hvordan vælger jeg så?
En anden mulighed er vægten, maden, kropsbilledet. Er det måske risikoen værd at tage lidt mere på? Kan det hjælpe mig af med sulten, videre mod mentale normaltilstande, eller er det for meget pres og fare at begive mig ud i, når nu det går ok lige nu? Ikke godt, det er stadig modbydeligt at have sådan en krop med former og blødhed, og mad fylder stadig alt for meget i mit hovede, men vægtstabilt et acceptabelt sted i det mindste.
Noget tredie måske? Argh! Jeg kan ikke sidde stille, selv her i stolen hopper min ene fod så meget at skærmen vibrerer. Som om jeg er et stort myggestik der klør sig selv. Grrrrrr!
Varme flytter byen
Byen sveder og fylder luften med feromoner.
Det gavmilde vejr har varmet den så meget nu at som jeg går over gader og torve endnu inden 7 er her knapt køligt.
Her dufter som i Sydeuropa, som morgener i Firenze og formiddage i Istanbul eller Rom. Af varm asfalt, menneskesnavset beton, trafik og ubestemmeligt af mere eller mindre friske spiseligheder.
Som vejret varer ved ligger byen gradvist mere og mere i et sydligere paradigme.
Sommermad
Nylavet koldskål med små klatter vanillekvark.
Ingen bismag af fæle pasteuriserede æg eller drys af indtørrede, overskårne småkager.
Bare mælk, æg, vanille, citron og lidt sukker. Nemmere bliver det ikke og helt tilpas på en varm fredag aften.
… I sit eget køkken må man heldigvis selv bestemme 🙂
Hverdagens små glæder
Af en eller anden grund er der altid hul på mine sokker. Mindst et i hvert par, ganske ofte et par stykker. Især de sorte (det kunne måske have noget at gøre med at jeg kun bruger sorte sokker..?), men også de dejlige grå uldstrømper som Tante Gurli har strikket – men dem har jeg i det mindste slidt op med kærlighed.
De sorte sokker derimod, bliver tilsyneladende defekte på et tidspunkt mellem jeg smider dem til vask og tager dem frem til brug. Og jeg har altså ingen møl længere (7-9-13).
Men nu er det slut – for en tid i hvert fald. På vej hjem ødslede jeg tres kroner bort på fem par nye, sorte sokker og gik glad hjem og smed de hullede ud.
Ha!
Om hvad der er galt med vores kost
Online videoer taber normalt til utålmodigheden hvis de er mere end et par minutter lange. Denne her holdt mig fangen alle tyve minutter, og de føltes ikke lange.
Men nu handler den også om noget af det vigtigste – og dejligste – i verden: Mad.
Mark Bittman er madskribent for New York Times (hans blog er her) Nedenfor taler han om bæredygtigheden af kosten i den vestlige verden, både i forhold til livet for os der spiser den, og i forhold til planetens liv og levedygtighed.
Den er værd at se, men da jeg kender et par af jer som enten ikke har lyd eller ikke følger så snildt med på engelsk så tillad mig opsummere lidt – omend uden forfatterens bid og vid.
Det handler om klimaforandringer, og om hvad vi hver især personligt kan gøre for at sørge for at vi stadig har rent vand, luft, en planet der er til at leve på i næste århundrede.
Industrielt husdyrhold er den næststørste forureningskilde vi har. Det eneste der forurener mere er produktion af energi. Selv transportsektoren kommer først på en tredieplads. Så når vi taler om økologi, mindskning af sprøjtegifte, transport og alt det andet der bruges i verdens madproduktion tæller det mindst lige så meget om det er planter eller dyr vi spiser.
På den rent sundhedsmæssige side er der vist ikke længere nogen af os der er i tvivl om at en moderne vestlig kost med dens høje indhold af animalsk fedt, forarbejdede fødevarer, hvide kulhydrater, og fravær af råvarer som faktisk er rå ikke ligefrem gavner vores sundhed, snarere tværtimod. Vi har alle sammen efterhånden lært lektien – på papiret i hvert fald – og ved at optimal kost er grov, mager, og fuld af planter.
Men bør vi så alle sammen blive vegetarer? Det er her jeg kan lide Mark Bittman. For han siger realistsik at nej, det sker nok næppe. (En ganske væsentlig pointe – ellers kunne vi også sige at forureningsproblemet kunne løses ved at vi alle holdt op med at bruge elektricitet.)
Jeg tilføjer at det nok er lige så lidt sandsynligt at det sker herhjemme i Danmark som i USA, selvom vores kødforbrug pr næse stadig er lidt mindre end amerikanernes.
Men hvad gør vi så som ansvarlige verdensborgere? Det samme som under oliekrisen, efter verdenskrigen og i allehånde andre mangelsituationer. Bemærk at det vi mangler her _ikke_ er kød, men flere planeter – hvis alle brugte løs med samme iver som os danskere (for slet ikke at tale om amerikanerne) ville en planet slet ikke være nok – verdens forbrug har allerede oversteget vores ene planets kapacitet:
… Og det til trods for at blandt andet Afrika bruger langt mindre end deres del.
Altså: Frem med … ikke sparekniven, men måske snarere realitetssansen og lidt sund fornuft. Som nævnt ved vi udemærket at vores kroppe ikke har godt af store dele af vores kost – cola, færdigretter, slik, store bøffer, fast food, fløde – og nu lærer vi så også at planeten heller ikke kan tåle det. En af de ting jeg bed mærke i under nyhedernes omtale af fødevarekrisen var at en del af problemet kommer af at langt flere kinesere nu har råd til at spise kød oftere. Bevares, de spiser ikke nær så meget som os – eksempelvis i snit 50kg svinekød om året overfor danskerens mere end 120kg – men med mange kinesere nok rykker det alligevel. Og der er vel ikke nogen der vil komme og påstå at de ønsker at kineserne eller afrikanerne skal have en dårligere levestandard for at vi kan smovse?
Jeg kan vældig godt lide kød. En rød bøf, karbonader, kyllingelår, chili con carne… Jeg har ikke tænkt mig at holde op med at spise kød, selvom der er andre proteinkilder der kan dække mit næringsbehov. Men det er vist på tide at fornuften får lov at tale lidt.
For 100, 70, måske 50 år siden spiste vi ikke allesammen kød hver dag, selve tanken var absurd. Spørg din bedste eller farfar hvis du ikke tror mig (medmindre du kommer af rigmandsfamilie, så kan det være det så anderledes ud).
Nu har vi så i de senere år lært ikke bare at det ikke er godt for vores sundhed og velbefindende at spise så mange animalske produkter, men også at planeten i længden ikke kan holde til det (i hvert fald ikke medmindre vi i praksis går ind for permanent at holde dele af Asien og Afrika som global underklasse).
Så hvad Mark Bittman foreslår er at vi hver skærer vores kødforbrug ned til 50% Ingen af os har ernæringsmæssigt brug for alt det kød vi spiser alligevel, og miljømæssigt set er det lidt i stil med at køre en stor blærefirhjulstrækker i stedet for en økonomisk familiebil. Et udsagn der signalerer “Jeg er for vigtig til at nogen andre også skal have plads”.
Det er ikke så svært – jeg har været igang med det et års tid efterhånden, og hvis min spiseforstyrrede hjerne kan kapere det så skulle alle de normale nok også kunne. Der er jo masser af andre proteinkilder, og der er bestemt ikke mangel på lækker mad hvor kød ikke er hovedingrediensen.
Men det kræver at vi som enkeltpersoner (så skal samfundet nok følge efter med tiden) tager ansvar, holder op med at tro at rigtig mad, sund mad er mad med masser af kød, og holder op med at bilde os selv ind at kød hver dag er en menneskeret.
… Alternativet er at lukke øjnene, stikke fingrene i ørerne og indrømme at vi vælger at tage del i at bruge planeten op.
… PS: Hvis ikke du synes dit forbrug er så voldsomt (eller hvis du vil se hvad du ellers kan gøre) kan du beregne dit
CO2-fodspor her. Gennemsnittet for en dansker er 10 ton, for en amerikaner omkring 20 og for en afrikaner cirka 1.
Legekammerater
Jeg brugte to af pinsens smukke solrige eftermiddage på i dyre domme at sidde i toget til København og tilbage igen. Mit ene par bukser (ud af de tre jeg har der passer og et jeg har lånt) revnede tværs over bagen på en overordentlig ikke-reparerbar måde, det var ganske umuligt at få et sæde eftersom halvdelen af landet tydeligvis skulle fejre pinse i Hovedstaden og som kronen på værket tog turen en time ekstra hver vej på grund af sporarbejde ved Frederecia.
Det var alt sammen givet godt ud og mere til! 😀
For enden af togrejsen ventede Tidens Ritual i selskab med nogle spændende mennesker jeg ellers ikke har spillet rollespil med eller ikke spillet med længe.
Det er år siden jeg har spillet et scenarie uden for con, og endnu længere siden der har været folk i gruppen jeg ikke kendte rigtig godt på forhånd. *Sidder uroligt og hopper lidt forventningsfuldt i stolen*. Mere af det!
… Eller, det ville i hvert fald være dejligt med mere, og det lyder også som om de andre involverede kunne tænke sig at gøre det igen. Så er balladen bare at for mig koster det en tur til København hver gang, og det tillader finanserne ikke sådan lige. Togbilletten koster 7 dages madbudget. Kanske jeg skulle til at spise noget mindre? Hvorfor nu den irriterende lyd af advarselsklokker, lige som jeg er kommet på en plan? 😛